Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] [ Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Stol på andres kræfter!
Artikel om venstrefløjen og verdensmarkedet
Tidsskriftet SALT nr. 1 1992.


Venstrefjøjens arvegods har bl.a. bestået i at vende verdensmarkedet ryggen. Parolen har lydt: - Stol på egne kræfter! Nu er tiden inde til, at venfløjen tilegner sig marxismen i spørgsmålet om verdensmarkedet og økonomiernes globalisering.

På en faglig konference sidste år i Helsinki mellem de nordiske venstrefløjspartier blev jeg præsenteret for det finske Vänsterförbundets nye program. Et særkende ved programmet er, at enhver henvisning til socialismen, som et mål for samfundets udvikling og for venstrefløjens politiske bestræbelser, med kirurgisk grundighed er fjernet fra programmet. Og som den uundgåelige men logiske konsekvens heraf indtager "lønarbejdets frigørelse" ikke længere en særlig plads i Vänsterförbundets strategi. I den nyformulerede kamp for "et retfærdigt samfund" og en "holdbar udvikling" er alle samfundets borgere lige. Og ejendomsspørgsmålet, som Marx kaldte "bevægelsens grundspørgsmål"[i], omtales overhovedet ikke.

Det bemærkelsesværdige ved programmet er ikke de "nye" mærkesager - økologien, borgerlønnen og kvindekampen. Den politiske fornyelse på disse spørgsmål er i en europæisk sammenhæng tyveårs gamle kendinge. Det bemærkelsesværdige ved programmet er dets smertefrie tilblivelse. Jeg tænker på den enestående ubesværethed, hvormed gamle stalinister, eurokommunister og socialister for tiden kaster socialismen som teori og "verdensanskuelse" over bord for umiddelbart efter med samme alvor og profetiske pondus at proklamere nye verdenssandheder.

Behov for socialistisk fornyelse

At kampen for socialisme trænger til en teoretisk og politisk fornyelse forekommer nærliggende. Men at socialistiske partier over en nat kaster socialismen over bord, og derefter lader som om intet er hændt, er en alvorlig nedvurdering af befolkningens evne til at tænke selv. Venstrekræfternes forbundethed med socialismen eksisterer ikke blot som en ideologisk bekendelse men også i kraft af nogle "samfundsmæssige rødder". Den klassiske - men også almindelige - opfattelse af socialismen som et samfund, der har bragt produktionsforholdene i samklang med de moderne produktivkræfters samfundsmæssige natur, og hvor mennesket gennem indsigt i produktivkræfternes natur og karakter behersker og udfolder disse til en bevidst og planmæssig udvikling af samfundet - denne idé om socialismen opstår og reproduceres spontant blandt lønmodtagerne i det kapitalistiske samfund. Den virkelige bevægelse vil derfor vedvarende tvinge venstrekræfterne tilbage til de grundlæggende spørgsmål bag de gamle bygningsprojekter (velfærdsstaten, ØD, den virkeliggjorte socialisme), dvs den virkelige bevægelse vil vedvarende kræve nye svar og nye løsninger på ejendomsspørgsmålet, markedet, demokratiet, den bevidste og styrede udvikling. Venstrekræfterne undslipper ikke deres fortids grundspørgsmål, da de alene kan ophæve dem i fremtiden.

I disse år er det imidlertid blevet ubekvemt at forholde sig til det socialistiske arvegods. Det er blevet mode enten at være skabssocialist eller bekvemmelighedsliberalist garneret med et stænk nyreligiøsitet.

I forhold til én af det 20. århundredes mest dominerende socialistiske strømninger, som har modstanden mod verdensmarkedet og udviklingen af den globale arbejdsdeling som fælles udviklingsmodel, kan en politisk fornyelse af det socialistiske projekt imidlertid med stor fordel tage udgangspunkt i en marxistisk tilgang til en forståelse af vor tid. Lad os begynde med Europa.

Europa i forvandling

I disse år er Europa igen i støbeskeen. Den økonomiske integration har forlængst sprængt nationalstatens rammer. Det bourgeoisi, som Marx og Engels beskriver i "Manifestet", og som allerede i 1800-tallet gjorde "den nationale ensidighed og begrænsning mere og mere umulig"; som "til de reaktionæres store sorg" slog "den nationale grund bort under fødderne for industrien" og som "ved at udnytte verdensmarkedet" gjorde "produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk"[ii] - dette bourgeoisi hersker og huserer fortsat. Dette bourgeoisi er fortsat i stand til at udvikle arbejdets produktivkraft. Dette bourgeoisi er i økonomisk henseende fortsat en dynamisk kraft og reelt er det dette bourgeoisi, som har sat dagsordenen for den igangværende europæiske integrationsproces.

Venstrekræfterne i Danmark har det rigtigt dårligt hermed. De har det dårligt med Europas faktiske udvikling. Det afspejler sig bl.a. ved deres deltagelse i den nydannede organisation "Danmark '92". Danmark '92 mener, at det hele går for stærkt. Organisationen kræver derfor, at vi skal give historien en tænkepause. Forgæves har jeg søgt efter historiske paralleller, hvor en offensiv modstander har ladet sig pacificere af ønskekravet: Modstander, lad os tænke sammen! Det vil ikke overraske mig, hvis det stærkt defensive og ganske utopiske krav om europæisk tænkepause omvendt bringer Uffe Ellemændernes kampiver i endnu mere overstadigt overgear.

Klarere og klarere træder det frem, at venstrekræfterne i Europaspørgsmålet er i selskab med de forkerte - såsom Fremskridtspartiet herhjemme. Om tyve år vil de stærkeste modstandere af et tættere europæisk samarbejde være højrekræfterne, og de stærkeste tilhængere vil være venstrekræfterne. Som en række socialdemokrater allerede har erfaret, er det svært at dreje 180° rundt på den samme tallerken. Men det er også svært på tyvende år at være med på en glidetur, hvor den faktiske udvikling slæber venstrekræfterne efter sig, og hvor virkeligheden overhaler venstrekræfternes paroler på ganske få år.   

Parolerne udskiftes

Lad mig blot nævne nogle få paroler. Ved sidste folkeafstemning om EF's fremtid, ved afstemningen om "EF-pakken" i 1986 var det venstrekræfternes standpunkt, at demokratiets bevarelse stod og faldt med, om de enkelte landes vetoret i EF blev fastholdt. (De små landes eneste værn mod de store lande!) I dag er vetoretten igen i centrum, men nu står og falder demokratiet med, om vetoretten bliver afskaffet. (De mere progressive landes eneste mulighed for at sejle op mod de konservative lande).

Og ved folkeafstemningen i 1972 hed hovedparolen som bekendt: "Ja til Norden, Nej til EF (Europa)". Indholdet i denne parole genfinder vi i 1986, hvor venstrekræfterne siger nej til Spaniens og Portugals optagelse i EF. Og i forlængelse af denne parole et godt råd til vore nordiske brødre. "Hold Jer ude af EF".

Men i dag siger venstrekræfterne "Ja til Europa (EF)", dvs ja til Norge, Sverige, Finland, Østrig, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiets m.fl.'s optagelse i EF. Ja faktisk gælder kampen nu om så hurtigt som muligt at få så mange lande som muligt med i EF i modsætning til de udemokratiske EF-bureaukrater, som kun vil udvide EF med 5-6 lande inden år 2000.

Kernen i denne pludselige begejstring for EF er dog den listige taktik, at kravet om alverdens landes optagelse i EF skal bremse den igangværende integrationsproces i dybden - upåagtet om de pågældende lande selv er interesseret heri. Kravet om et "åbent Europa" kan opfattes som endnu en afledningsparole, som skal bortlede opmærksomheden fra integrationsprocessens faktiske problemstillinger. Polen og Ungarn etc. skal nok blive medlemmer af EF, men gør det i sig selv Europa mere åbent? 

Når fremtiden aflæses i bakspejlet

Venstrekræfternes fejl i Europapolitikken har i tyve år bestået i, at man alene er gået efter bremsen og aldrig forsøgt at gribe efter rattet. Med alle kræfterne solidt plantet på bremsen (tænkepause, det går for stærkt), med blikket stift rettet ind i bakspejlet (vore nordiske traditioner, velfærdsstaten) har man så proklameret: Fremtiden tilhører os! Men kun de færreste tror herpå. Arbejdsgangen har været og er fortsat koncentreret om de tilbagevendende folkeafstemninger. Først overlader man hele påvirkningen af beslutningsprocessen, hele den politiske kampplads til de andres udspil og arbejde. Når det færdige resultat så ligger på bordet, mener venstrekræfterne, at deres tid er kommet - men da er den allerede udspillet.

Man kan på Danmark 92's vegne glæde sig over, at Østeuropa gik i opløsning umiddelbart før unionsforhandlingerne startede op i EF. For uden denne opløsning havde organisationen været uden sin hovedargumentation mod den integrationsproces, hvis kilde udspringer af helt andre forhold. Vel har udviklingen i Østeuropa skabt en ny situation i Europa. Alligevel er det stærkt skrevet, når en gammel EF-modstander som Drude Dahlerup frejdigt fremfører, at lande som Sverige, Østrig, Polen og Tjekkoslovakiet "bliver tvunget (!) til blot at tilslutte sig det EF, som mindretallet (!), de 12, er i færd med at forhandle sig frem til (...) Sagen er jo, at disse lande af økonomiske og/eller sikkerhedspolitiske grunde ikke har noget andet valg (!)". Og med de kvindelige værdier helt fremme i front fortsætter Drude Dahlerup. "Det er til at græde over, at de østeuropæiske lande, der netop er sluppet ud af en dominerende stormagts greb, nu må (!) kaste sig i armene på en EF-stormagt"[iii].

Det er stærkt skrevet, når man i tyve år har forsøgt at overbevise danskerne om, at alternativet ligger uden for EF. Dette alternativ er nu pludseligt forduftet. Men det er jo ikke sandt. Selvfølgelig kan Norge og Sverige holde sig uden for EF. Det har en pris, men det har medlemskabet jo også. Radio Tirana må ikke have sendt forgæves i over 40 år! Der er masse af alternativer uden for EF. Spørgsmålet er blot, om man kan holde befolkningerne fast på disse alternativer - eller om vi med Bertolt Brecht må kræve en ny befolkning!

Venstrekræfternes mod- og bagstræberiske måde at føre politik på i det europæiske spørgsmål udtrykker ikke nogen tilfældighed. Det har dybe rødder i arbejderklassens og småborgerskabets samfundsmæssige stilling. Jeg tror, vi må se i øjnene, at den kapitalistiske storindustris skrankeløse økonomiske tendens til at udvikle produktivkræfterne og den globale arbejdsdeling ikke ubetinget - og slet ikke spontant - nyder fremme i småborgerskabets og arbejderklassens samfundsmæssige stilling. Spontan modstand mod "de stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed", som ifølge Marx "udmærker bourgeoisitets tildsalder frem for alle andre"[iv], er en del af arbejderklassens samfundsmæssige stilling.  Tendenser til nationalisme og selvtilstrækkelighed, protektionisme og subventionisme, tiltrækningen til produktionsforhold, som ikke fordrer den konstante revolutionering af produktionens grundlag, er en del af arbejderklassens modsætningsfyldte væsen under såvel kapitalismen som socialismen.

På baggrund af socialismens stilling i dag og på baggrund af venstrekræfternes marxistiske arv kan det være relevant at genopfriske, hvad Marx skrev om den kapitalistiske produktionsmådes specielle bevægelseslov.

Marx om kapitalismen: økonomisk progressiv

Udtrykt med Marx's særlige begrebsapparat - som mange vel husker endnu - er det menneskelige samfund underlagt objektive udviklingslove. Med formuleringen af merværdiloven indskrev Marx - ifølge vennen Engels - sit navn i videnskabens historie. Marx's opdeling af merværdien i to former, en absolut og en relativ form rejser spørgsmålet, hvilke mål og skranker der knytter sig til disse former. Marx skriver her, at det hører til kapitalens almene væsen - set ud "fra den absolutte merværdis eller merarbejdets standpunkt (...) at udbrede den produktion, som er baseret på kapitalen, eller den produktionsmåde, som svarer til kapitalen. Tendensen til at skabe verdensmarkedet er umiddelbart givet i selve kapitalens begreb. Enhver grænse fremtræder som en skranke, der skal overvindes".[v] Skabelsen af verdensmarkedet er et mål, som følger af den absolutte merværdis produktionslogik. Med skabelsen af verdensmarkedet har kapitalismen gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. I 1800-tallet kunne dette opfattes som noget af et postulat. Men i dag er det mere sandt end nogen sinde før.

Mere væsentligt for udviklingen af den kapitalistiske samfundsformation er imidlertid de produktionsmetoder, som knytter sig til produktionen af den relative merværdi, hvilket er "den på forøgelse og udvikling af produktivkræfterne baserede produktion af merværdi"[vi]. Tilskyndelsen for den enkelte kapitalist til at udvikle arbejdets produktivkraft eksisterer i det forhold, at kapitalisten kan score en ekstraordinær gevinst, en såkaldt "ekstramerværdi", så længe de produktivkræfter, han råder over, befinder sig på et niveau over det samfundsmæssige gennemsnit. Motivet til at udvikle arbejdets produktivkræfter udgår altid fra produktionsforholdene. Det historisk nye med opkomsten af den kapitalistiske samfundsformation er derfor tilblivelsen af sådanne produktionsforhold, som - gennem den relative merværdis produktionsmetoder - kræver den uophørlige udvikling af produktivkræfterne, dvs som fordrer den bestandige omvæltning af sine forhåndenværende produktionsforudsætninger som forudsætningen for sin reproduktion. Dette produktionsprincip må siges at være revolutionært.

Kapitalismens skranke

Kapitalens rigdom er imidlertid ikke direkte baseret på produktivkræfternes udvikling, men på mængden af fremmed, ubetalt arbejde målt ved arbejdstiden. "Så snart arbejdet i sin umiddelbare form er ophørt med at være den store kilde til rigdom, ophører arbejdstiden og må ophøre med at være dens mål (...) Massernes merarbejde er ophørt med at være betingelse for udviklingen af den almene rigdom (...) Dermed bryder den produktion sammen, der er baseret på bytteværdien".[vii] I dette forhold er der indbygget en modsigelse, en indre skranke. For at udvikle kapitalens rigdom (det ubetalte arbejde) må kapitalen udvikle samfundets virkelige rigdom (arbejdets produktivkraft). Udviklingen af arbejdets produktivkraft indebærer imidlertid fortløbende, at målestokken for kapitalens rigdom, arbejdstiden, reduceres til et minimum. 

Med denne bestemmelse af kapitalens immanente skranke, som er sammenfaldende med videnskabens direkte inddragelse i en mere og mere automatiseret produktion, har Marx formuleret sin eneste "dommedagsprofeti", som har udspring i hans bestemmelse af den produktion, der baserer sig på bytteværdien som rigdommens grundlag. Men har kapitalismen nået denne skranke i dag? 

Kapitalismens civilisatoriske indflydelse

Selv om Marx som historisk tendens henviser den kapitalistiske produktionsmåde til historiens mødding, må det ikke overses, at han samtidig anser kapitalens udvikling af arbejdets produktivkraft som værende progressiv.

Om den produktion af merværdi, som er baseret på udviklingen af produktivkræfterne, skriver Marx, at denne produktion er "destruktiv" over for alle "nationale barrierer og fordomme"; over for enhver "indskrænket tilfredsstillelse af eksisterende behov", dvs denne produktion er "bestandigt revolutionerende, nedbrydende alle skranker, som hæmmer produktivkræfternes udvikling, behovenes udvidelse, produktionens mangfoldighed og udbytningen og udvekslingen af natur- og åndskræfterne".[viii]

Og Marx står ikke tilbage for uforbeholdent at tage stilling til denne udvikling. Det bestandigt revolutionerende i produktionen af relativ merværdi - med dens "udvikling af naturvidenskaben til dens højeste punkt"; med dens "udvikling af et stadigt udvidende og omfattende system af arbejdsarter, produktionsarter, til hvilke der svarer et stadigt mere udvidet og rigere system af behov" beskriver Marx afsluttende som "kapitalens store civilisatoriske indflydelse; dens produktion af et samfundstrin, hvoroverfor alle tidligere kun fremtræder som menneskehedens lokale udviklinger og som afgudsdyrkelse af naturen".[ix] Den kapitalistiske storindustris "tekniske grundlag er derfor revolutionært, mens grundlaget for alle tidligere produktionsmåder i det væsentlige var konservativt".[x]

Marx har sejret - ad helvede til!

Marx var ikke profet, men i forhold til ovennævnte beskrivelse af den væsentligste udviklingslov inden for den kapitalistiske samfundsformations bevægelse, må det vel i sandhedens navn siges, at det er Marx som har fået historisk ret - i modsætning til mange af sine kommunistiske og socialistiske arvtagere, som har kroniske problemer med "behovenes udvidelse", "produktionens mangfoldighed", "produktivkræfternes udvikling", (økonomisk vækst) og verdensmarkedet (produktionens globalisering).

I sidste instans er det marxismens historiske grundsyn, at den grundlæggende samfundsmæssige drivkraft, som virker i alle samfund, er modsætningen i det materielle livs produktionsmåde: modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Er produktionsforholdene ikke befordrende for produktivkræfternes udvikling, hæmmes disse i stedet for at blive fremmet, så vil produktivkræfterne til sidst sprænge sig vej ud af de snærende produktionsforhold. Historiens store overraskelse består vel alene i, at dette historiesyn i særlig grad har kuldkastet de produktionsforhold, som spontant har nydt arbejderklassens fremme. Jo, Marx har sejret - ad helvede til!

Stol-på-egne-kræfter-utopien

Modstanden mod (verdens)markedet var ikke blot en del al "den virkeliggjorte socialismens" grundlag. Også den "afrikanske socialisme", som ligeledes ligger i ruiner i dag, havde udviklingen af den globale arbejdsdeling som sin fjende. Efter kolonitidens ophør i 60'erne formuleres der en række "socialistiske" udviklingsteorier, som forsøger at vise en vej ud af underudviklingen for landene i den såkaldte 3. verden. Mange - heriblandt den amerikanske økonom Andre Gunder Frank - anser underudviklingen som et nødvendigt resultat af kapitalismens udvikling. Denne opfattelse tilslutter den ægyptiske økonom Samir Amin sig, idet han peger på, at u-landene må påbegynde "en selvcentreret og selvdynamisk kapitalakkumulationsproces". Ifølge Amin må forbindelsen mellem centeret og periferien brydes, som forudsætning for en udvikling i periferien. Nyereres "Syd-Syd-alternativ" er en variant over det samme tema. U-landene må handelsmæssigt gå sammen og basere udviklingen på u-landenes "egne rødder" og "egne ressourcer". Og i forbindelse med bruddet mellem Kina og USSR i begyndelsen af 60'erne skriver Kinas Kommunistiske Parti: "At overholde princippet om i første række at støtte sig på sig selv i opbygningen betyder derfor at anvende den proletariske internationalisme konkret (...) Hvert socialistisk land må først og fremmest støtte sig på sit eget folks flittige arbejde og talenter, udnytte alle sine til rådighed stående ressourcer fuldt ud...". I Nord-Korea kalder Kim Il Sung dette for "den Juche-baserede linie". I Cambodja nulstiller Pol Pot historien ud fra samme strategi. Og springer vi til de hjemlige breddegrader, så vælger man i DDR efter den første oliekrise i endnu højere grad at satse på landets egne brunkulsreserver - med katastrofale følger for miljøet og folkesundheden. I Danmark fremholdes et tættere nordisk samarbejde som alternativet til den europæiske integrationsproces. Og i Danmark går DKP ind for importregulering, medens det hedengangne Københavnske Formandsinitiativ i 1976 udtaler, at 70 % af Danmarks import med fordel kan fremstilles af danske virksomheder. (Mon man her har tænkt på en dansk produktion af Trabi'en - på licens fra DDR!).

Disse udviklingsperspektiver er alle varianter over samme tema. Temaet hedder: "Stol-på-egne-kræfter". Men strategien underkender, at kapitalismen i forhold til produktivkræfternes udvikling fortsat er en dynamisk kraft, og at kapitalismen fortsat er i stand til at udvikle den globale arbejdsdeling, hvilket i sit økonomiske indhold er progressivt.

Nyt mønster i den globale arbejdsdeling

Hvad nu u-landene angår, så har Samir Amin m.fl. ikke fået historisk ret. Det er bemærkelsesværdigt, at de lande, som har satset på en bred udvikling af egne ressourcer, som har vendt den globale arbejdsdeling ryggen og subventioneret egne industrier (en strategi som har båret navnet - og der er ikke tale om nogen spiritusprøve: "importsubstitutionsindustrialiseringsstrategien"), disse lande har fortsat store udviklingsproblemer med kronisk teknologisk efterslæb. De lande som derimod har satset målrettet på verdensmarkedet samt på en plads i den globale arbejdsdeling som et springbræt til en bredere industriel udvikling af landene selv, disse lande har opnået de største succes'er i kampen mod underudviklingen.

De såkaldte NIC-lande (dvs de "nyligt-industrialiserede-lande") har bragt et nyt mønster ind i den globale arbejdsdeling. Denne kan ikke længere fremstilles som en arbejdsdeling mellem råvareproducerende u-lande og færdigvareproducerende i-lande. I 1870 blev 80 % af verdens samlede industriproduktion fremstillet i kun 4 lande. Og endnu i begyndelsen af dette århundrede sad kun 10 lande på 95 % af verdens samlede industriproduktion. I dag er dette tal steget til 28 lande, hvoraf de 11 er "periferilande". Globaliseringen af fremstillingen af de industrielle produkter har taget et kvalitativt spring inden for de sidste 30 år. Et af mest slående udviklingstræk i det globale handelsmønster i denne periode består i, at NIC-landene i dag eksporterer industriprodukter ikke blot til u-landene men til i-landene i centeret. Hvor 22% af NIC-landenes eksport til i-landene i 1963 bestod af industriprodukter er dette tal steget til 63% i 1977. En tendens som også kan registreres for en kommende række af NIC-lande (Malaysia, Filippinerne, Thailand, Colombia, Chile, Egypten, Tyrkiet m.fl.).[xi]

En anden side af globaliseringen af verdens industriproduktion er de transnationale selskaber et udtryk for. Transnationale investeringer er ikke et nyt fænomen. Men inden for de sidste 30 år er der sket et kvalitativt spring. I perioden fra 1967 til 1978 stiger eksempelvis Japans udenlandske investeringer med over 1200 %.[xii]  Engang havde det en vis mening, at kvalitetsstemple en vare med mærket "Made in Germany" etc. I dag er det mere og mere uden mening. En "tysk" Ford Escort-bil har produktionsoprindelse i 15 lande fordelt på 3 kontinenter.[xiii]

Nyereres Tanzania, Pol Pots Cambodja, Hoxha's Albanien er historiske beviser på, at det er muligt at modsætte sig globaliseringen af verdensøkonomien. Lader arbejderklassen sig ydermere koble på denne modstand, så er stærke kræfter mobiliseret. Men historien viser også, at de hidtil kendte former herfor har været økonomisk reaktionære - og det har sin pris.

Det historiske sammenbrud for "stol-på-egne-kræfter-strategierne" sammenkoblet med kapitalismens progressive udvikling af arbejdets produktivkraft (målestokken for samfundets rigdom) må - for mig af se - få de danske venstrekræfter til at nyvurdere deres stilling til økonomiens internationalisering - herunder spørgsmålet om den europæiske integrationsproces. Økonomiens globalisering er det objektive grundlag, som enhver kamp for demokrati og socialisme må føres på. Kan de socialistiske værdier ikke klare sig økonomisk på verdensmarkedet, så kan de i det hele taget ikke klare sig.

Arbejderklassens internationalisme

I Folkebevægelsens gode gamle dage blev der formuleret dyb visdom, når EF blev afsløret som Monopolernes EF. Men det er fortsat sandt. Det skyldes imidlertid alene, at arbejderbevægelsen ikke har givet monopolerne et europæisk modspil. Det skyldes alene, at arbejderbevægelsen og venstrekræfterne - når det gælder internationalismen - er årtier bagud i forhold til de transnationale selskaber. For hvad er sandheden om arbejderklassens højt besungne internationalisme? Sandheden er, at bevægelsen i dag er offer for sin egen fraseologi. I sit indhold har arbejderbevægelsens internationalisme ikke adskilt sig væsentligt fra almindelig borgerlig humanisme, hvor der støttes moralsk og økonomisk, når andre er i nød - det være sig sultende børn i Afrika eller strejkende engelske minearbejdere? I forhold til international organisering, påvirkning og forhandlingsret over for internationale politiske beslutningstagere, i forhold til opbygningen af internationale demokratiske institutioner er dansk fagbevægelse årtier bagud i forhold til opgavernes faktiske karakter. Og hvordan skulle dansk fagbevægelse overhovedet være gearet til udfordringerne i det nye Europa i en situation, hvor bevægelsen er ude af stand til at opbygge en tidssvarende national organisering. Bevægelsen kæmper fortsat med en opsplitning mellem faglærte, ufaglærte og kvindelige ufaglærte, hvilket hører det forrige århundrede til, medens transnationale selskaber forbereder dagsordenen for Europa år 2000.

Stol-på-andres-kræfter

I fremtiden vil meget arbejdsmarkedsstof komme med ind under EF-samarbejdet. I Norden har vi tradition for, at arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle i sådanne spørgsmål. I mange andre EF-lande er denne tradition ukendt. Arbejdsmarkedsspørgsmål er her underlagt den almindelige politiske lovgivning. Men på et tidspunkt kommer vi til at vælge. Ønsker vi at udstrække den nordiske model til EF vel vidende, at det vil indebære, at dansk fagbevægelse må afgive kompetence til en Europæisk Faglig Samarbejdsorganisation. Eller ønsker vi at fastholde suveræniteten på danske hænder vel vidende, at det så er de politiske direktiver, som sejrer. Det er nu denne fremtid formes. Men venstrekræfterne er slet ikke med på banen. De stoler på egne nationale kræfter.

Der er tradition for at tænke internationalismen som en "solidaritet med andre", dvs vi er internationalismens subjekt. Men internationalisme er også at forfølge en strategi, som jeg vil kalde "stol-på-andres-kræfter-strategien". Allerede i dag er det reelt de vesttyske metalarbejdere, som sætter tempoet for kommende arbejdstidsnedsættelser i Danmark. Men det afspejler sig ikke i vores organisering og forhandlingsmønster. Flere af den sociale dimensions direktiver indebærer en forbedring af de sociale forhold i Danmark. Men i Danmark - og efter ti år med Schlüter - gentager danske socialister fortsat frejdigt, at EF ikke skal forhindre en progressiv politik i Danmark. Tankegangen er fortsat: Der er os - og så europæerne "nede i EF"! Der er lille Danmark med kun 16 medlemmer i Europaparlamentet. Men hvis lille Danmark også omfatter danske socialister, så er "vi", dvs europæiske socialister reelt halvdelen af parlamentets medlemmer. Vores europæiske horisont rækker imidlertid endnu ikke så langt, at vi for alvor kan tænke os franske socialister i rollen som forkæmpere for bedre sociale forhold i Danmark. Men det er allerede en realitet. Vi er blot årtier bagud for dagens virkelige dagsorden. Venstrekræfterne i Danmark er ikke internationalister. De stoler ikke på andre.

Ny europæisk platform

Vil venstrekræfterne skabe sig en platform i europapolitikken, som kan bære længere end til nederlaget ved næste folkeafstemning, må venstrekræfterne blive virkelige tilhængere af en europæisk integrationsproces, som er båret af demokratiske og socialistiske værdier. I denne integrationsproces vil det mere og mere blive nødvendigt at "stole-på-andres-kræfter", som en betingelse for sin egen kamps succes og som en betingelse for udviklingen af egne ressourcer og eget særpræg.

Venstrekræfternes platform må bl.a. indeholde krav om mere demokrati i EF, mere social lighed samt mere solidaritet med landene uden for EF.

National suverænitet eller europæisk demokrati

Hvad angår demokratiet, må venstrekræfterne se den realitet i øjnene, at national suverænitet og demokrati i dag er hinandens modsætninger på en række områder. Den politiske dagsorden i EF sættes reelt af Kommissionen, dvs af embedsmænd.  Det demokratiske underskud i EF er imidlertid en logisk konsekvens af den nationale suverænitets førsteprioritet. Kontrollen med EF's milliardbudgetter er ligeledes reelt udemokratisk og enestående ineffektiv. Men det er en uundgåelig følge af landenes suverænitet. Demokratiets grundlag er i dag vokset ud over nationalstatens rammer. De danske venstrekræfter er imidlertid ikke reelt tilhængere af mere demokrati i EF. For mere europæisk demokrati er uløseligt forbundet med mere magt - herunder lovgivningsmagt - til Europaparlamentet. Inden år 2000 er den europæiske integration så vidt fremskredent, at et virkeligt demokratisk modsvar til den økonomiske, sociale og økologiske integration må indebære forfatningsstrukturer, som danskerne ikke må kalde føderative, men som vil være det i deres karakter. Det er grotesk, at venstrekræfterne har mere tillid til det europæiske folks regeringer samt til euroteknokraterne end til det europæiske folk selv. Jeg siger ikke, at en sådan omstilling vil være let endsige uden omkostninger. Men bliver venstrekræfterne demokratiets talerør i EF, har de en platform, der kan bære langt ind i det 21. århundrede.

Et forskud på demokratiet, som vi selv har magt over, kunne være en nedlæggelse af Markedsudvalget. Udvalget er en anakronisme og i strid med folkestyrets ånd om åbenhed i lovgivningen. I dette udvalg behandles sager af så vigtig karakter for landets fremtid, at de retteligt burde behandles i Folketingssalen.

Den sociale dimension

Hvad angår kravet om mere social lighed i EF er det tankevækkende, at dette kravs stærkeste forkæmpere er de socialistiske partier i Sydeuropa (inklusive Frankrig). I det progressive Nordeuropa hviler man sig i skyggen fra selvbedraget om Norden, som Jordens bedste og rigeste sted. Tiden er inde til, at EF's socialistiske partier formulerer et fælles socialt program for Europas fremtid.

Solidaritet med EF's nabolande

Hvad angår solidariteten med den øvrige verden, og herunder det rimelige ønske om et åbent Europa, så må der stilles krav om, at den økonomiske integration ikke er protektionistisk. Afviklingen af EF's protektionisme, dvs en nedbringelse af priserne til verdensmarkedet vil kræve en lang omstilling med mange strukturelle og sociale problemer, men venstrekræfterne bør kæmpe herfor. Hellere økonomisk kompensation til eksempelvis landmændene end kunstige priser á la Sovjetunionen. Og lige som EF i dag har store regionale fonde, bør EF i fremtiden opbygge betydelige udviklingsfonde for landene i først og fremmest Nordafrika og Østeuropa.

Europas fremtid er mere end noget andet knyttet til formerne for den integration i dybden, som i dag er på dagsordenen. Selve integrationen er uomgængelig. Marx ville sige, at den økonomiske integration slår sig lovmæssigt igennem som historisk tendens. Men formerne for denne integration er ikke på forhånd indskrevet i den samfundsmæssige bevægelses urskød. Integrationens former skal formes. Og det sker på en politisk kampplads, som jeg er meget overbevist om ikke rummer plads for tænkepauser og kroniske bremsereflekser. Jo, radio Tirana har sendt forgæves i 40 år!


[i] Karl Marx/Friedrich Engels: Det kommunistiske partis manifest, (i: Marx/Engels: Udvalgte skrifter, København 1971), bd. 1, p. 59.

[ii] Ibid., p. 30f.

[iii] Drude Dahlerup: Hvilken vision for Europa? (i: Folkevirke nr. 4, 1991).

[iv] Marx/Engels: Manifestet, p. 29f.

[v] Karl Marx: Grundrids til kritik af den politiske økonomi, København 1974, bd. 2, 375f.

[vi] Ibid., bd. 2, p. 376.

[vii] Ibid., bd. 3, p. 749.

[viii] Ibid., bd. 2, p. 378.

[ix] Ibid., bd. 2, p. 377f.

[x] Karl Marx: Kapitalen, København 1970/72, 1.bog 3, p. 693.

[xi] Peter Dicken: Global Shift. Industrial Change in a Turbulent World, London 1986, p. 39.

[xii] Ibid., p. 61.

[xiii] Ibid. , p. 304.

Tilbage til top