Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] [ Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside

Demokrati.jpg

     
    Fra borger til verdensborger

   
Bidrag til ontologien Demokrati mellem fortid og fremtid
     Tiderne Skifter maj 2003.  
              ISBN: 87-7973-030-2

Verdenssamfundet er et samfund af nationalstater. Og fremtiden vil byde på endnu flere af dem. Lige siden Den franske Revolution har rettigheder i nationalstaten været en udviklingsform for borgerens krav på frihed, lighed og broderskab. Men i takt med at borgeren i dag oplever en global afhængighed, begynder de nationalstatslige rettigheder for den enkelte borger at fremtræde som en begrænsning.  Vor tids dagsorden er ikke liberalisme kontra socialisme. Vor tids dagsorden omhandler borgerens forvandling til verdensborger. Det europæiske venstre kan og bør udgøre en forskel på formen for denne forvandling. Svaret er en solidarisk globaliseringsstrategi som modsvar til den neoliberalistiske.

Borgeren er en borgerlig opfindelse. Historisk opstår denne herre som en tredje stand, der rundt omkring i middelalderens europæiske byer banker på magtens gudsbenåede døre med krav om at blive stillet lige med adelen og gejstligheden.

Kravet sætter efterhånden dagsordenen. For kravet er økonomisk båret frem af en mere og mere omsiggribende vareproduktion. Rigdom bliver identisk med en ophobning af penge. Pengenes kredsløb giver det nye, borgerlige samfund liv. Med penge på lommen kan uafhængige individer træde ud af produktionen og ind i samfundet og kræve deres andel af fællesskabet. 

Men som penge bliver fællesskabet noget tingsligt. Borgeren dyrker pengene som det moderne samfunds fællesvæsen – men uden at opleve noget fællesskab herved. I dyrkelsen af pengene som samfundets fællesvæsen oplever borgeren kun fremmedgørelsen. Han forsøger at fortære dette abstrakte fællesvæsen, og bliver selv fortæret af det.

Men hvorfor nu denne indledning om borgeren og dennes økonomiske grundlag i en vareproduktion, hvor pengenes kredsløb er selve samfundets livsgivende eliksir? Fordi det samfundsmæssige fællesskab fortsat antager denne form. I den samfundsmæssige udvikling drejer selve sagen sig fortsat om en udvikling af den kapitalistiske vareproduktion – men nu i en udfoldet form, hvor retningen peger mod en global, sammenhængende økonomi, som enhver borger suges ind i og bliver afhængig af.

Men var borgeren fremmedgjort over for det fællesskab, som pengene tingsliggjorde i det gamle borgerlige samfund, så er den moderne borger om muligt endnu mere fremmedgjort over for det fællesskab, som den nye globale økonomi legemliggør.

Dette er vor tids største demokratiske og sociale udfordring. At konfrontere en økonomi uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser. At forvandle borgerens globale afhængighed til en fri og lige association af verdensborgere. Det er alene her, at det europæiske venstre kan gøre en forskel. Europa har brug for en offensiv og solidarisk globaliseringsdagsorden, som klart adskiller sig fra liberale eller højrepopulistiske synspunkter. Opgaven vil kræve, at det politiske venstre radikalt nytænker begrebet suverænitet, og begynder at nydefinere det i spændingsfeltet mellem stat og samfund. Den danske venstrefløjs forbeholdne europapolitik – i troskabsed pantsat til befolkningen - udgør i denne sammenhæng nytænkningens akilleshæl.

Socialister i tænkeboks

En samfundsmæssig overgang til socialisme er ikke her og nu på dagsordenen. Og dette er ikke skrevet som en opgivende refleksion over tiden efter Murens fald. Tretten år efter de euforiske dage i Berlin står det som ulidelig bagklogskab klart, at Murens fald var uundgåelig. Her sejrede liberalismen over ”den realt-eksisterende socialisme” – en ekstrem variant for industrialisering. En variant, som selv ønskede at vende verden ryggen, og som af omverdenen blev fastholdt i at gøre det.

Men hvad er da socialisme? Dagens erklærede socialistiske partier er mere end henholdende med svaret. I 1970’erne og 80’erne var det venstrefløjen uden for Danmarks kommunistiske Parti magtpåliggende at understrege, at socialisme ikke havde noget med kommunisternes ”virkeliggjorte socialisme” at gøre. Det kan derfor undre ganske betydeligt, at den ”rigtige socialisme” efter Murens fald er ophørt med at agitere for sin rigtighed. Det er et paradoks, at de ”rigtige socialister” er kommet i tvivl om, hvad socialisme overhovedet er – nu efter at ”den falske socialisme” er brudt sammen. Sandheden er naturligvis, at Sovjetunionens faktiske eksistens på godt og ondt gav de ”rigtige socialister” mere luft under vingerne, end de brød sig om at erkende.

Tretten år efter Murens fald – og tyve år efter at Socialdemokratiet opgiver kampen for økonomisk demokrati - er problemet blevet så prekært, at de europæiske vælgere har svært ved på det ideologiske plan at skelne socialister fra liberalister. I SF har man indledt en fordomsfri debat om, hvad socialisme overhovedet er. Fra Enhedslisten udtaler den unge og nyvalgte MF’er Pernille Rosenkrantz-Theil til tidsskriftet Salt, at venstrefløjen ”jo ikke har præsenteret alternativet. Vi har ikke diskuteret socialisme i Danmark, fordi vi de sidste ti år har været så hunderædde for den diskussion oven på Murens fald (…) Vi har aldrig i min tid diskuteret socialisme (…) Det er ikke inde i nogen social bevægelse – kun som individuelle overvejelser”.

På denne baggrund burde det ikke være nogen provokation at skrive, at socialismen ikke er på dagsordenen. Det er blot en aflæsning af dansk politik.

Med Murens fald døde endegyldigt den socialisme, der baserede sig på en selvstændig national økonomi. Vil socialisterne rejse sig igen, er første forudsætning herfor, at de i dybden erkender, at en moderne socialistisk bevægelse kun kan eksistere og udvikle sig som en integreret del af verdensøkonomien. Netop dette indså Michael Gorbatjov i månederne før, han omtumlet kastede ”den virkeliggjorte socialismes” svedige håndklæde i ringen. ”Verdensøkonomien er ved at udvikle sig til én enkelt organisme. Intet land kan udvikle sig normalt uden for denne organisme uanset sit sociale system eller sin økonomiske status”.

Viljen til socialisme gør det ikke alene

Efter 70 års opbygning af ”socialisme i et land” erkendte Gorbatjov, at den teknologiske udvikling (produktivkræfterne) gør en forskel i forhold til det politisk mulige. Viljen til magten gør det ikke alene. Bruddet til marxismens fædre er på dette spørgsmål åbenbart. Således til det synspunkt i ”Manifestet” fra 1848, hvor Marx og Engels skriver, at ”de borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer”.

Marx’s socialistiske arvtagere har så godt som altid i egen selvforståelse stået konfronteret med ”højtudviklede produktivkræfter”. Spørgsmålet om sammenhængen mellem produktivkræfternes udvikling og så karakteren af de produktions- og ejendomsforhold, som enten fremmer eller hæmmer denne udvikling – dette essentielle spørgsmål er sjældent blevet stillet. Glade og ubekymrede har Marx’s arvtagere tilbagevendende proklameret, at tiden er inde. Samfundsudviklingen efterspørger socialistiske produktionsforhold. Vi holdes alene tilbage af flertallets manglende vilje hertil. Kapitalens skranke bestemmes ved den forhåndenværende politiske vilje, dvs. ved den socialistiske bevægelses vilje til magten.

Socialisme bliver ”de godes sag”; de gode viljers samfund. Socialisme bliver et voluntaristisk projekt, hvor det hele er et spørgsmål om, at tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt meget vil en socialistisk udvikling. Problemet har blot været, at det har tilstrækkeligt mange ikke villet.

Økonomisk globalisering og arbejdets videnskabeliggørelse

Og dog lykkes det i Rusland i 1917! Som Lenin naturligvis skriver det år, så er produktivkræfterne nu udviklet i ”uhyre grad”. ”Socialismen ser nu på os gennem alle den moderne kapitalismes vinduer; socialismen tegnes op direkte, praktisk, af enhver stor foranstaltning, som betyder et skridt fremad på grundlag af den nyeste kapitalisme”. Lenin var bl.a. dybt imponeret over det tyske postvæsen! Og 70 år senere er det så kapitalismen, der ser ind på Lenins livsværk.

Men samfundsopgaven i Rusland var ikke nogen ”efter-kapitalisme-opgave”. Samfundsopgaven var elektrificering af hele landet, industrialisering, sultens overvindelse, massernes alfabetisering osv. Rusland mellem 1917 og 1991 er et historisk eksempel på, at tællelysets udskiftning med det elektriske lys ikke i sig selv proklamerer socialismens nødvendighed. Industrisamfundets udskiftning med det informationsteknologiske samfund gør det heller ikke.  

Inden for rammerne af borgerlige produktions- og ejendomsforhold er den kapitalistiske vareproduktion i dag i fuld vigør med at løse to mega-store samfundsopgaver. På den ene side at udvikle verdensmarkedet til én sammenhængende global økonomi og på den anden side gennem bl.a. informationsteknologiens udvikling at videnskabeliggøre selve arbejdet, dvs. gennem automation at ophæve det manuelle arbejde som produktionens grundlag. Det er disse to samfundsopgaver, som sætter udviklingens dagsorden i dag, og som alverdens politikere stakåndet halser bagefter. Denne dagsorden er imidlertid ”kapitalens dagsorden” – og ingen samfundskræfter (om de så er bevæbnet med atomvåben som i Kina) formår at sætte en anden.

Formuleret i forhold til det enkelte samfundsindivid er vor tid kendetegnet ved, at borgeren er under forvandling til verdensborger. Drivkraften i denne udvikling er hverken WTO, OECD, EU, Verdensbanken eller præsident Bush i sin egenrådige kamp mod terror. Drivkraften er kapitalen, pengenes ophobning som rigdom.

Pengenes globale fællesvæsen

Blinde kapitalistiske markedskræfter er i færd med at sætte en udvikling igennem, som vi alle er afhængige af. Formuleret meget alment kan udviklingen beskrives som følgende: Som enkeltstående individer i samfundet trækkes vi ind i sammenhænge, som mere og mere antager universel karakter. Et universelt samkvem er under opbygning. At åbne verdenshandelen op, at gøre den ”fri” (af nationalstaterne), at gøre behovene kosmopolitiske, at skabe et universelt samkvem baseret på menneskenes gensidige afhængighed af hinanden, at skabe en almindelig sammenhæng og en alsidig afhængighed i produktion og forbrug samtidig med at forbrugere og producenter stilles uafhængige af og ligegyldige over for hinanden, at udvikle den enkeltes sammenhæng med andre, men tillige denne sammenhængs uafhængighed af den enkelte – det er det kapitalistiske verdensmarkeds store mål.

I takt med indfrielsen af dette mål bliver vi alle sammen lidt mere universelle; lidt mere begynder vore tilsyneladende isolerede handlinger at antage form af verdenshistoriske handlinger, dvs. handlinger med direkte implikation for menneskeheden som sådan.

Men endnu sker denne udvikling i en negativ form. Afhængighed har en negativ klang, og alligevel er afhængigheden ikke udtryk for andet end selve samfundsmæssigheden. For det enkelte menneske fremstår denne samfundsmæssighed – den nye universelle afhængighed – som noget denne påtvinges, hvilket også er tilfældet. Det universelle samkvem er skabt af mennesker, og af mennesker opleves samkvemmet som en påtvungen relation. Der ligger en dyb sandhed i forståelsen af, at menneskene ikke kan gøre sig til herre over deres egne samfundsmæssige sammenhænge, før de har skabt dem. Men der ligger ingen bevidst vilje endsige beslutning bag afhængighedens globalisering. Individerne trækkes ind i den nye tids globale afhængighedsformer, som var de underlagt en tyngdekraft i samfundet. Den globale afhængighed kan ikke fravælges. Kampen står om den form afhængigheden skal antage. Neoliberalistisk eller solidarisk og demokratisk. I sidstnævnte henseende er globaliseringen ikke vores skæbne men et valg.

Der findes mange teorier om globalisering, og for denne artikels pointer, er de underordnede. At økonomien globaliseres vil her sige, at enhver ”lokalisering” har verdensmarkedet som sit grundlag. At lokalisere sig på markedet kræver en global tilstedeværelse og identitet. Den totale integration træder her frem som decentraliseringens grundlag. Virksomhederne er i dag i gang med at tilegne sig en global produktionsevne med videnskabelig rod i den moderne informationsteknologi. Produktionen lokaliserer sig, men selve produktionsevnen globaliserer sig.

Som fagforeningsformand inden for den københavnske metalindustri er ovennævnte ikke teori - men ”dagens dårlige nyhed”. Siden begyndelsen af 90’erne har ¼ af hovedstadens industriarbejdspladser forladt byen for at lokalisere sig i Østeuropa og Fjernøsten. Vi taler om langt over 10.000 arbejdspladser på ti år. Evnen til at lokalisere sig globalt, dvs. producere hvor som helst, har københavnske fremstillingsvirksomheder inden for industrien først tilegnet sig i 90’erne. En solidarisk globaliseringsstrategi har den præcise opgave, at den skal formå at slå bro (socialt og politisk) mellem de 10.000 arbejdere af kød og blod, som her mistede deres hidtidige job på globaliseringens alter, og så de andre 10.000 teknikere, logistikfolk, IT-supportere (og hvad ved jeg), for hvem den præcist samme udvikling blev en ny spændende jobmulighed.  Hvor neoliberalisterne ser globaliseringen som frelser og højre-populisterne ser den som skurk, der bør en solidarisk globaliseringsstrategi overvinde ensidigheden i begge standpunkter.

Suverænitetsbegrebet må nytænkes

For sandheden er, at økonomiens globalisering hverken er Skurken eller Frelseren. Det gælder for den teknologiske udvikling i det hele taget. Der følger ingen fribilletter med den teknologiske udvikling, hvilket er indtrykket som efterlades, når man eksempelvis læser sociologen Henrik Dahls altid, ubekymrede tillid til moderniteten.

Omvendt synes netop bekymringen at være blevet en sindstilstand på venstrefløjen. Væk er ikke blot ”den socialistiske vision”. Væk er i det hele taget enhver ny, mobiliserende vision, der proklamerer en overskridelse af ”den realt-eksisterende velfærdsstats” blot kvantitative Utopia: Mere af det hele. Modstræbende forfølges udviklingen, som først og fremmest anskues med skepsis. At være ”skeptisk” er blevet et politisk ståsted.

”Jeg vil ha’ et land at være verdensborger i” – udtaler Juni-bevægelsens talskvinde Drude Dahlerup bekymret. Da Drude Dahlerup hverken tilhører Europas millioner af romaer endsige denne jordklodes 100 millioner illegale arbejdere, er bekymringen ubegrundet. Dahlerup bruger ordet ”land” – men mener ”stat”, ”nationalstat”. Men problemet for morgendagens verdensborger er ikke (de 100 millioner illegale arbejdere undtaget), om denne fortsat kan være borger i en (national)stat. Problemet er omvendt. Kan borgeren overhovedet få lov til at være verdensborger i nationalstaten!

Skal det politiske centrum-venstre rejse en ny vision om ”et nyt politisk rum for verdensborgere”, kræver det en forståelse af, at stat og samfund ikke er identiske begreber. I vor tid vokser stat og samfund i rivende hast bort fra hinanden. Et moderne suverænitetsbegreb skal knytte an til samfundet og ikke til staten. Forskellen er afgørende, hvis centrum-venstre vil distancere sig fra højrepopulismen.

Her i landet har staten en grænsestation i Padborg, men samfundet har det ikke. Endnu i dag lever borgeren i staten, men mennesket lever i samfundet. Centrum-venstre bør kæmpe for borgerens rettigheder i samfundet og ikke kun i staten. Men det er i dag langt fra tilfældet. I fagbevægelsen bliver vi i stigende grad konfronteret med eksempler på ganske almindelige lønmodtagere, som fortaber deres rettigheder i samfundet, fordi rettighederne kun er indskrevet i nationalstaten.

Jeg husker endnu Frans, som i hele sit liv havde været medlem af en A-kasse (enten i Danmark eller Sverige), og som i en alder af 60 år undlod at gå på efterløn for i stedet at tage imod et jobtilbud i Landskrona. Efter et år vender Frans tilbage – for blot at opdage at han havde fortabt retten til 6 års efterløn. Frans havde ikke et land at være verdensborger i.

Jeg husker endnu Axel fra Lund, som i mobilitetens navn havde arbejdet for et finsk elevatorfirma i Sverige, Tyskland og Danmark. Efter 8 års arbejde i Tyskland og København, får Axel mulighed for et job i Malmø. Ganske fornuftigt ønsker Axel at samle sin arbejdsmarkedspension et sted. Men nej. Selv om Axel havde solgt sin arbejdskraft til den samme internationale kapital, blev han tvunget til at holde rede på arbejdsmarkedspensioner i tre forskellige lande. Axel havde ikke et land at være verdensborger i.

I øvrigt lykkedes det omtalte Frans i en alder af 62 år gennem arbejde for et fransk firma i København at generhverve sin ret til dansk efterløn – og tage den med til udlandet. Takket være internationalt pres fra EU havde danske politikere i mellemtiden accepteret på dette punkt at gøre den danske efterløn til en ret i samfundet og ikke i den danske stat, hvorfor Frans som efterlønner sammen med sin franske kone nu kunne nyde sit otium i Frankrig. Denne ret og frihed kunne han ikke takke venstrefløjen i Danmark for.

Naturligvis skal centrum-venstre nedbryde de barrierer, som blokerer for almindelige lønmodtageres muligheder for at tilegne sig det nye globale rum. Men især venstrefløjen fremstår her med et imageproblem. Den kæmper ikke helhjertet for at forvandle globaliseringens afhængighed til nye muligheder. Denne slagmark overlades til neoliberalisterne. Hvis man så yderligere ikke længere fremstår som den politiske garant for, at betydelige samfundsgrupper ikke kobles af udviklingen, så har man sluppet grebet til fremtiden. En solidarisk globaliseringsstrategi er netop en ”social kontrakt”, der  med begejstring åbner Danmark op til verden omkring os, og samtidig gennem satsning på livslang uddannelsesmæssig opkvalificering og fastholdelse af et samfundsfællesskab omkring primært skole, bolig og sundhed sikrer, at halvdelen af befolkningen ikke kobles af ”udviklingen”.

Nyt politisk rum: modsætning eller komplementering?

Det er en gammel sandhed, at en nyhed ikke er en nyhed, før den har stået at læse i en ”dansk” avis. Så parallelt med at ”nyhederne” i dag produceres af få globale mediekonglomerater, så kan de bekymrede trøste sig med, at offentligheden i Danmark fortsat er en ”dansk” offentlighed. Den danske borger skaber fortsat sin identitet i Danmark og som dansker. Men spørgsmålet er. Må den danske borger være verdensborger?

Borgerens forvandling til verdensborger handler ikke om at erstatte nationalstaten med en ”verdensstat”. Til verdensborgeren hører der ikke noget verdensparlament. I takt med at nationalstaten ophører med at udgøre samfundets afgrænsning, må vi forvente, at der bliver endnu flere af dem. Politisk og kulturelt vil nationalstaterne mange år endnu danne rammen for identitet – men ikke for suverænitet. Det politiske råderum i nationalstaterne er i dag sat på skrump. Nationalstatens politiske rum skal ikke erstattes men komplementeres. 

Det er derfor afgørende, at politikerne i de gamle nationalstater accepterer, at nationalstaten ikke har patent på suveræniteten. Den suverænitet, som eksempelvis kommer til udtryk i Bush-administrationens satsning på bilaterale aftaler med andre lande, er alene den stærkes suverænitet over svage, afhængige stater. Verden har ikke brug for USA’s suverænitet, som er den stærkes enegang. Verden kan ikke bruge USA som talerør for ”det internationale samfund”, da få foragter det internationale samfund som USA. Verden har brug for at løfte afhængigheden i de nye samfundsrelationer op i et netværk af internationale institutioner til komplementering af nationalstaten som politisk eneaktør.

Og denne udvikling lader sig da også allerede spore. I det moderne, globale samfund findes allerede en række politiske aktører. I et nyt politisk rum skal disse forskellige aktører i fællesskab forpligtiges til at opbygge en transnational suverænitet, som reelt afspejler borgerens forvandling til verdensborger. 

Til de politiske aktører i dag hører i første række nationalstaterne, men dertil kommer regionale statslignende organisationer som f.eks. EU; mellemstatslige organisationer som OECD, WTO, FN, Den internationale domstol i Haag m.v.; ca. 60.000 transnationale selskaber og sidst men ikke mindst det såkaldte civilsamfund med bl.a. 30.000 NGO’er, hvoraf godt 2.000 har opnået observationsstatus i FN-sammenhænge.

Overfor alle disse aktører bør centrum-venstre kun forfølge et princip. At give borgeren suverænitet i de sammenhænge, som reelt er borgerens samfundsmæssige sammenhænge. De mange aktører skal tvinges til at være en del af løsningen.

Velfærdspolitik hinsides velfærdsstaten

”Hvor er projektet henne” – spurgte en fagforeningskollega mig om for nylig. Det er tankevækkende, at medens et sådan spørgsmål kan stilles igen og igen i Danmark, kan den brasilianske fagbevægelse være vært for World Social Forums ”topmøde” i Porto Alegre – historiens største græsrodsarrangement med over 70.000 deltagere.

Svaret er, at ”projektet” har fået en global dimension. Dansk velfærdspolitik er i al sin nærhed blevet et transnationalt anliggende. Det skal der afslutningsvis gives tre meget forskellige eksempler på: Beskæftigelsen, migrationen og samarbejdet i globale selskaber.

Europæisk beskæftigelsespolitik

Ved valget i november 2001 tabte centrum-venstre for første gang nogen sinde et valg på velfærdsspørgsmål. Der er tale om et skelsættende nederlag. For nederlaget viser, at den gamle polarisering mellem højre og venstre (liberalisme og socialisme) i dag er brudt op i et nyt politisk rum, hvor nationale kontra internationale svar opdeler såvel højre som venstre i to nye lejre.

Det indvarsler et brud med et politisk rum med kun to verdenshjørner: venstre og højre. Venstre og højre var identisk med industrisamfundets to store ideologier: socialismen og liberalismen. Men venstre og højre var også sammenfaldende med en modsætning mellem det internationale og det nationale. Højre var liberalt og nationalt. Venstre var socialistisk og internationalt. Dette endimensionale politiske rum er i dag i opbrud. Karakteristisk for opbruddet er, at aksen internationalisme-nationalisme ikke længere er parallelt med aksen socialisme-liberalisme. De begynder at danne vinkel til hinanden. Herved er et nyt politisk rum under dannelse med fire verdenshjørner. Med forskellig succes har partier som Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Fælles Kurs forsøgt sig i det nye politiske rum.[i]

Dansk Folkeparti er ikke blot et nyt højreparti. Partiet repræsenterer en politisk fornyelse i det, som i illustrationen kaldes ”det brune felt” – krydsfeltet mellem liberalisme og nationalisme. En tilsvarende fornyelse i ”det grønne felt” – i krydsfeltet mellem socialisme og internationalisme – er endnu ikke set. Og det er et problem for centrum-venstrekræfterne. For uden en fornyelse her, kan de ikke længere vinde et valg på velfærdsspørgsmål. Den ”socialdemokratiske” velfærdsstat får stadig vanskeligere ved at udvikle sig inden for en national ramme og afgrænsning. At sætte eksempelvis beskæftigelsen i centrum er ikke længere alene et nationalt anliggende. I dag er national konjunkturpolitik lyst i band i Europa. I dag ville det være utænkeligt, at centrum-venstre indledte en ny regeringsperiode med at indføre en særtold på 10%, som det andet arbejderflertal gjorde i 1971. Skal det nytte noget at sætte beskæftigelsen i højsædet, skal Europas ”nationale økonomier” løfte i flok – med hinanden og ikke mod hinanden. Denne tankegang er ikke ny. En samlet europæisk beskæftigelsesstrategi byggende på en opkvalificering af arbejdskraften og et mål om en vidensbaseret økonomi i Europa så dagens lys på EU-topmødet i Luxembourg i 1997 og nåede et højdepunkt på topmødet i Lissabon i 2000. Som det fremgår af Økonomiske tendenser 2002 fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der omfattende synergier (dvs. flere jobs) i at løfte i flok. Og den europæiske beskæftigelsesstrategi er interessant derved, at den netop ikke forsøger at erstatte nationale tiltag men omvendt komplementere dem.

Visionerne fra Lissabon formulerede sig i det nye politiske rums ”grønne felt” – og er i dag allerede under pres fra de nye liberale toner i EU-landene. Skal centrum-venstre lære at omsætte sådanne europæiske visioner til dansk politik, kræver det en ny indfaldsvinkel til den traditionelle danske EU-debat. Forskellen kan måske udtrykkes således. Den udbredte danske holdning til Danmarks tættere og tættere integration i EU - at denne måske nok er nødvendig om end ikke ønskelig - skal de pro-europæiske politikere ikke eftersnakke. Det er i rigt mål sket i de sidste 30 år, og senest på den mest ynkelige måde ved Eurovalget i 1999. For hvem gider at høre på en teknokrat-politikers endeløse tirader om ”den nødvendige politik”. Omvendt skal det af en fælles europæisk beskæftigelsespolitik ærligt fremgå, at denne er ønskelig – om end den ikke er nødvendig. Vælgerne vil tages alvorligt. Det gør man ved at give vælgerne et valg.

Europa som indvandrerkontinent

Indvandringen er et andet eksempel på, hvordan dansk politik for altid er forandret. Ifølge EU-kommissionen kommer der hvert år op mod ½ million illegale indvandrere ind i Unionen. En FN-rapport anslår, at skal Europa de næste 25 år undgå at blive forvandlet til et alderdomshjem, så skal Europa tage imod 225 millioner indvandrere. Denne situation tackler Danmark med en lov fra 1973, som er loven om indvandrerstop. Loven er en ren illusion. Men fortsat den officielle politik.

Europa er i dag et indvandrerkontinent på samme niveau som USA. I stedet for at gøre dette til problemet, skal det gøres til en del af løsningen. Men først skal man slå koldt vand i blodet og se virkeligheden i øjnene.

Den dramatiske påstand om, at Europa har brug for 225 millioner indvandrere for at matche en voksende ”ældrebyrde” er ren liberalistisk tordentale. Veldokumenterede analyser viser, at Europa har betydelige indre potentialer i sin befolkning til at klare den voksende ældrebefolkning. Det vil blot kræve en politik, hvor arbejdsstyrken øges gennem f.eks. en bedre integration af indvandrere og kvinder, et bedre arbejdsmiljø og en livslang opkvalificering af arbejdsstyrken.  Eksempelvis er beskæftigelsesgraden stigende med stigende uddannelse. Er du over 50 år, og har du ingen erhvervskompetencegivende uddannelse, er kun 4 ud af 10 i beskæftigelse. Har du en højere uddannelse, er 8 ud af 10 i arbejde. De indre potentialer er betydelige.

Der er ligeledes grund til at advare mod de centrum-venstre personer, der nu har valgt at gå i panik og selvsving over indvandringens trussel mod velfærdssamfundets sammenhængskraft. Faktisk byder indvandringen også på lyspunkter. Således er ledigheden i Danmark for invandrere og såkaldte efterkommere næsten halveret i perioden 1997 til 2001. Den samme tendens ses i Tyskland. Her havde racistiske optøjer et større omfang for ti år siden end i dag. Og Pia Kjærsgaard er jo i dag en stueren højrepopulist. VK-regeringens sundheds-, bolig- og skolepolitik udgør en større trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund end indvandringen.

En indvandring til Europa på dagens niveau kan tackles. Men det kræver en indvandrerpolitik – en europæisk indvandrerpolitik, som tager afsæt i de faktiske forhold. Når Socialdemokratiet på sin kongres i 2002 siger nej til økonomiske flygtninge, så bør det måske nævnes, at 90% af verdens migranter reelt er økonomiske fattigdomsflygtninge. Dansk asylpolitik forholder sig mere til den iranske overklasseknægt, der nægter at aftjene sin værnepligt, end den forholder sig til den reelle migration i dagens globale verden.

Det største bidrag Europa kan yde til dette problem, er et opgør med EU’s landbrugspolitik, som sluger halvdelen af EU’s budget. Gad vide hvordan Venstre og de rigtige højrepopulister vil stille sig til en sådan ”bekæmpelse af flygtningestrømmen til Europa”.

Et andet punkt skal være en politik for løbende legalisering af de illegale arbejdere. Problemet er størst i Sydeuropa og dog møder vi også i Danmark et stigende antal illegale arbejdere, f.eks. inden for byggeriet. Uden rettigheder bliver disse mennesker misbrugt af arbejdsgivere og jaget af politi, myndigheder og fagbevægelse. Og deres antal i EU kan inden længe nærme sig antallet af danskere. Formelt kan man kriminalisere 4-5 millioner mennesker på flugt fra fattigdom og på jagt efter selvforsørgelse - men ikke reelt. I Italien, Spanien og Frankrig har man lejlighedsvis givet frit lejde til de illegale. I Holland kan man opnå legalitet, hvis man har kunnet klare sig illegalt i 7 år.

Overvinder centrum-venstre berøringsangsten til indvandringens problematik, er døren åben for mange offensive danske og europæiske tiltag. Og naturligvis må centrum-venstre i denne sammenhæng være modstandere af den nye lov om, at moderne kvinder kan vælge mellem institutionel børnepasning eller at blive betalt for at passe børnene hjemme. Det vil med det samme holde tusindvis af indvandrerkvinder fastlåst til hjemmet og sætte integrationen år tilbage. I forvejen indgår kun 38% af indvandrerkvinderne i arbejdsstyrken mod 73 % af danske kvinder.

Virksomheden som verdensborger

I disse år gør tillidsmænd overalt i Europa erfaringer med at arbejde i de Europæiske SamarbejdsUdvalg (ESU). Dette samarbejdsforum er et oplagt sted for lønmodtagerne til at matche de ”etiske” krav, som virksomhederne i stigende grad er konfronteret med på verdensmarkedet.

Dansk Industri har for nyligt formuleret en politik for ”virksomheden som verdensborger”.[ii] Den løftede pegefinger til de ”danske” virksomheder ude i den globale økonomi lyder. I kan indhøste en afgørende konkurrencefordel, hvis i går i front og er med til at sætte morgendagens standarder i forhold til bæredygtig økonomisk vækst, social ansvarlighed, arbejdstagerrettigheder m.v.  Det gælder om at forvandle den nye afhængighed til nye muligheder. 

Til de værktøjer, som virksomhederne her råder over, hører: Certificering. (Området er mest kendt i forhold til kvalitetsserien ISO 9000. Men certificering kan i dag også ske i forhold til miljø, arbejdsmiljø, socialt ansvar, kundetilfredshed, sikkerhed m.m.). Leverandørerklæringer og kontrakt-betingelser. (Bruges for at binde samtlige leverandører op på bestemte normer og værdier). Codes of Conduct (Retningslinier for god opførsel). OECD guidelines for Multinational Enterprises samt FN’s Global Compact Initiative. (To sæt retningslinier, som virksomheder kan forpligtige sig til og hermed signalere ”god praksis” som ”verdensborger”).

For de hundredvis af danske tillidsmænd, som hvert år mødes med deres europæiske tillidsmandskolleger fra samme europæiske selskab, åbner det Europæiske SamarbejdsUdvalg op for en helt ny faglig verden, hvor den transnationale opgave vil være at presse virksomhederne til at sætte nye standarder for ”god opførsel” i forhold til arbejdsmiljø, lønmodtagerrettigheder, social ansvarlighed m.m. Som forum er ESU allerede etableret. Nu skal dagsordenen sættes.

Oven for er blot nævnt tre eksempler på, at videreudviklingen af den danske velfærdsstat er blevet en transnational opgave. Nægter venstrefløjen at indse dette, har den udspillet sin rolle. Den vil da kunne tage Gorbatjov i hånden.


[i] Jf. ”Nyt politisk rum” af Anders Laubjerg. Kronik i Politiken den 28.2.2002. Findes på adressen http://alaubjerg.homepage.dk

[ii] Dansk Industri: Virksomheden som verdensborger, København 2001.

Tilbage til top