Startside ] Op ] Skal Sohn sone ] Politik som klaphat ] Hverdag i karrierecenteret ] Arbejdsfordeling ] Dem og os ] Magtens midte ] EU-forfatning(4) ] Velfærdskommission ] Den nye underklasse ] S og SF ] EU-forfatning(3) ] [ EU-forfatning(2) ] EU-forfatning(1) ] Parti og fagbevægelse ] Kristendom(2) ] Verdensborger ] Nyt politisk rum ] Kristendom(1) ] EU og folket ] Marginaliserede ] Arbejdsmarkedet ] Neja til EU(3) ] Neja til EU(2) ] Neja til EU(1) ] Arbejdstid ] Karteller ] Borgerløn(2) ] Borgerløn(1) ] Koebenhavn ] Ledige ] Edinburgh(2) ] Edinburgh(1) ] Maastricht(2) ] Maastricht(1) ] 1.maj ] Verdensmarkedet ] Niggerland ] Christiansborg ] Skibsanparter ] Erhvervspolitik(6) ] Liberalisme ] Erhvervspolitik(5) ] Erhvervspolitik(4) ] Erhvervspolitik(3) ] Erhvervspolitik(2) ] Erhvervspolitik(1) ] Ørestad ] Arbejdsmarkedspension(3) ] Arbejdsmarkedspension(2) ] Arbejdsmarkedspension(1) ] Solidarnosc ] Sundhedssektoren ] Krisesvar ] Schlüter ] OD ] ØD(5) ] ØD(4) ] ØD(3) ] ØD(2) ] ØD(1) ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Forfatningstraktaten er et fremskridt
Debatindlæg af Pia Olsen, Villy Dyhr og Anders Laubjerg
SF Web-debat, november 2004


1. Indledning


EU er i dag den vigtigste kampplads for venstrefløjen. Det er i EU, vi som SF'ere kan vise, at vi er solidariske udenfor Danmarks grænser, og at vi anerkender, at Danmark ikke er et selvtilstrækkeligt stykke af Himmeriget. EU skal bruges til at skabe større lighed i Europa og i verden.

Det er i EU, de store politiske slag om arbejdsmarkedets indretning, miljøproblemer og den økonomiske politik står. Det danske arbejdsmarked er i stigende grad i konkurrence med omverdenen i forhold til viden og prisen på arbejdskraft. Miljøproblemer er grænseoverskridende og må derfor løses i et samarbejde mellem lande. Ligeledes må der laves fælles regler for forbrugerbeskyttelse, fordi de fleste af de produkter, vi kan købe, er fremstillet udenfor Danmark. Danmarks økonomi er tæt forbundet med resten af omverdenen, og globaliseringen er i stigende grad et faktum. Derfor mener vi, at der er behov for et EU, som kan give svar på og være med til at løse de grænseoverskridende samfundsudfordringer vi står overfor. Dette kræver et stærkt EU, der er villig til og har kompetencen til at gribe til sanktioner mod medlemslandene, hvis nødvendigt.

EU skal også være garant for globalt ansvar. Øget samhandel på reelle vilkår mellem verdens lande er en forudsætning for, at de fattigste lande kan opnå en økonomisk vækst, der giver dem mulighed for at løse de store udfordringer, de står overfor i forhold til sult, sygdom, manglende uddannelse og potentielle miljøkatastrofer. EU skal derfor gå foran og afskaffe den urimelige landbrugsstøtte. EU skal også spille en større rolle på den internationale arena ved at medvirke til at løse konflikter og ved at styrke FN's rolle. EU skal således være en aktiv aktør, der gennem en fælles udenrigspolitik, en rimelig handelspolitik, miljøpolitik, bistandspolitik er med til at løse globale problemer.

For at EU kan gøre en positiv forskel, må EU være i stand til at handle demokratisk og effektivt. Dette er særligt vigtigt i kraft af udvidelsen, der udfordrer de gældende beslutningsprocedurer i EU. Et demokratisk og handlekraftigt EU kræver, at Europa-Parlamentet tildeles mere magt, sådan som det foreslås i forfatningstraktaten. Europa-Kommissionen skal ligeledes styrkes… EU's beslutningsprocedurer har hidtil været svære at gennemskue for borgerne. Forfatningstraktaten vil indføre enklere regler, der giver større gennemskuelighed. Derudover vil forfatningstraktaten forhåbentlig give EU det skub bagi, der skal til for at gøre samarbejdet i stand til at tage demokratiske beslutninger. Det sker ved at der gøres op med Nice-traktatens bestemmelser om krav om 3-dobbelt flertal, og ved at Europa-Parlamentet får tilført øget kompetence.

2  Der er fremskridt i forfatningstraktaten

Traktaten er på mange punkter et væsentlig fremskridt i forhold til Nice-traktaten. Ikke mindst fordi EU igen bliver beslutningsdygtigt og dermed er traktaten en nødvendig forudsætning for fortsat fremdrift og udvikling i EU.

Menneskerettigheder styrkes

Menneskerettigheder bliver skrevet ind i traktaten. Det sker ved at ”Charteret for grundlæggende rettigheder” er en del af traktaten. Tidligere var charteret blot en politisk erklæring, der ikke var bindende. Nu bliver det retligt bindende. Charteret er endvidere blevet udvidet, så for eksempel kravene til god forvaltning og retten til aktindsigt nu gælder alle EU's institutioner og agenturer.

Charteret forpligter alle EU's institutioner samt medlemsstater, men kun på områder, hvor de gennemfører EU retten. Charteret kan altså ikke bruges som en gummi-paragraf, dvs. det kan ikke anvendes som retsgrundlag for at udvide EU's beføjelser og har kun  indflydelse på de områder, som allerede i dag er omfattet af EU retten.

På nogle punkter er Charteret et fremskridt i forhold til den danske grundlov. For eksempel er sociale rettigheder skrevet ind på lige fod med de borgerrettigheder vi kender fra grundloven. Så på det punkt er EU et skridt foran Danmark, men altså på en måde, hvor det kun kommer til at gælde for EU-arbejdet og ikke for alt det som fortsat er nationale anliggender. Rækkevidden er dog svær at gennemskue. Hvad det betyder i praksis kan kun fremtiden vise. At de sociale rettigheder er en del af charteret viser endnu en gang, at EU's grundlag og forståelse af menneskerettighederne er anderledes end USA's.

EU bliver en juridisk person. Det betyder at EU kan lave aftaler på vegne af alle medlemslande. Og det medfører at EU nu kan tiltræde menneskerettighedskonventionen.

En mere effektiv og demokratisk beslutningsproces

Traktaten udstyrer fællesskabet med en mere effektiv beslutningsproces, der giver en afbalanceret indflydelse til både store og små lande. Det er hårdt tiltrængt, for den beslutningsproces som er fastlagt i Nice-traktaten betyder i virkelighedens verden, at EU er ude af stand til at tage beslutninger på de områder, hvor der bruges kvalificeret flertal.

Den nye traktat fastslår, at kvalificeret flertal opnås ved at opfylde to kriterier. Dels skal mindst 15 ud af de 25 medlemslande stemme for, dels skal disse lande repræsentere mindst 2/3 af EU's befolkning. Det er en meget mere simpel måde at tage beslutning på, end den som blev vedtaget med Nice-traktaten. Denne arbejder med et 3-dobbelt beslutningssystem, som er mere kompliceret og som gør det vanskeligere at beslutte noget.

Der kan fortsat skabes et blokerende mindretal. Det skal minimum bestå af 4 medlemslande. Derved kan de tre store lande ikke alene styre hele dagsordenen. For at blokere en beslutning skal det blokerende mindretal også repræsentere mere end 1/3 af Unionens befolkning. Derved sikres, at for eksempel fire småstater ikke kan blokere det hele.

Traktaten styrker også EU's demokrati fordi den styrker Europa-Parlamentets rolle. Parlamentet får indflydelse på landbrugs- og budget-spørgsmål. Det er områder, hvor Ministerrådet hidtil bag lukkede døre har kunnet tage beslutninger med stor betydning for EU. Med EP som involveret part vil flere beslutninger blive offentlige.

Energi bliver vigtigere

Energiområdet får med forfatningstraktaten et selvstændigt retsgrundlag. Energipolitikken skal være et område med delt kompetence på samme vis som miljøområdet. Formålet er at sikre energimarkedets funktion, at sikre energiforsyningssikkerheden i EU, at fremme energi-effektiviteten og udvikle nye vedvarende energikilder.

Sidstnævnte vil gøre det lettere at sikre fælles målsætninger for vedvarende energi. Selvom der fortsat gives mange penge til atomkraft, vil der nu altså også blive satset på vedvarende energi. Det er første skridt i den rigtige retning.

Euratom-traktaten forbliver en selvstændig traktat, som der dog henvises til i forfatningstraktaten. Det er derfor fortsat muligt at ændre i den, og i fremtiden vil det blive lettere, eftersom det ikke som i dag vil kræve  enstemmighed. Det vil fortsat være muligt for et enkelt EU land at melde sig ud af Euratom-traktaten. 

Landbrugspolitikken bliver mere åben

Ministerrådet har hidtil haft enekompetence på landbrugsområdet. Det bliver der gjort noget ved i forfatningstraktaten. Nu får Europa-Parlamentet indflydelse på området, og styrkes især på to måder. For det første får Parlamentet indflydelse på landbrugsudgifterne. For det andet får Parlamentet indflydelse på selve politikkens indhold og udformning. Ministerrådet har desværre fortsat enekompetence når det gælder landbrugsstøtten.

Det er også et demokratisk fremskridt, da der kommer øget åbenhed omkring EU's beslutninger på landbrugsområdet. Frem til i dag har det været muligt for de forskellige medlemslande at kæmpe for landbrugets snævre interesser uden offentlig indsigt. Ministre har derfor indgået diverse studehandler for at sikre egne snævre nationale interesser. Når Parlamentet får indflydelse får offentligheden også indblik i, hvilke aftaler der indgås.

Styrkelse af den fælles udenrigspolitik

EU's udenrigspolitik bliver styrket. Der ansættes en fast udenrigsminister,  som tildeles initiativret på hele det udenrigspolitiske område. Udenrigsministeren skal styrke sammenhængen i Unionens optræden udadtil samt bidrage til udformningen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Alle beslutninger herom træffes med enstemmighed. Men da Danmark har forbehold på forsvarspolitik, sidder vi ikke med ved disse forhandlinger, ligesom vi ikke har mulighed for at nedlægge veto.

Der bliver ikke tale om en militarisering af EU. Der er alene tale om, at forsvarsdimensionen kommer til at udgøre et enkelt om end vigtigt element i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den nye sikkerheds- og forsvarspolitik giver EU-landene en række værktøjer, så de bliver i stand til at gribe effektivt ind i kriser, før de udvikler sig til et punkt, hvor en storstilet militær operation vil være påkrævet, såsom tilfældet i Kosovo. I NATO, der først og fremmest er en militær alliance, vil en sådan mere fleksibel anvendelse af det militære instrument i forbindelse med  krisestyring næppe være realistisk. Det er tilrettelæggelse og gennemførelse af store militære operationer, der karakteriserer NATO-kulturen, i modsætning til EU.

Der kan være god fornuft i at opgradere det militære isenkram, således at vores soldater er bedst muligt sikret, og har det fornødne materiel til løsning af en given opgave. Det betyder nødvendigvis ikke en oprustning, men en fokuseret investering og forskning i relevant materiel frem for en indtil nu hovedløs investering i et nationalt territorial- og mobiliseringsforsvar. Samtidig vil en koordinering af materiel-anskaffelsen være at foretrække, således vi kan supplere hinanden frem for alle at anskaffe det samme. Det vil også gøre EU landene mere uafhængig af hjælpen fra NATO, herunder især USA.

I traktaten forpligtes medlemslandene også til at bistå hinanden, hvis et medlemsland udsættes for et væbnet angreb på sit område, den såkaldte gensidige forsvarsforpligtigelse, og skal i overensstemmelse med FN-pagten yde den pågældende medlemsstat al den hjælp og bistand, der ligger indenfor deres formåen. Det vil derfor være op til det enkelte land at vurdere hvilken og hvor megen bistand, man er klar til at yde.

3.   Modstandernes argumenter holder ikke

Der fremføres hyppigt en række helt forkerte påstande om traktaten og om EU. Vi gendriver nedenfor nogen af de største vildfarelser.

Bliver EU en forbundsstat?

Nej, forfatningstraktaten bringer os ikke væsentligt nærmere en forbundsstat. Der vil fortsat være en lang række vigtige politiske felter, hvor Danmark selv fastlægger politikken. Det gælder f.eks. uddannelses-, social- og sundhedspolitik. Der foregår ganske vist et arbejde med at harmonisere uddannelser, men det er op til landene selv, om de vil deltage - og der er jo et oplagt behov for, at det bliver lettere at bruge sin uddannelse i andre lande.

Er Traktaten udtryk for afdemokratisering?

Nej, tværtimod. Den vil give øget demokrati og åbenhed, idet EU-parlamentet får øget indflydelse - og dette er den EU-institution, som er tættest på borgerne og som samtidig debatterer og beslutter i fuld åbenhed. Fremover vil det blive det normale, at nye regler vedtages i fællesskab af Ministerrådet og Parlamentet.

Vil Traktaten tvinge landene til oprustning?

Nej. Der står i teksten, at landene forpligter sig til at øge deres militære kapacitet. Meningen er, at EU's evne til fælles fredsbevarende eller -skabende aktioner skal styrkes. Det henviser til planerne om en fælles udrykningsstyrke på 60.000 mand. Dette skal ses i forhold til størrelsen af de nationale hære i EU. Disse er tilsammen på langt over 1 mio. mand. Opbygning af en EU-styrke kan således sagtens forenes med en ganske betydelig nedrustning, idet man kan nedskære de styrker, hvis størrelse i høj grad er et levn fra den kolde krig. Men det er en kamp, der må føres i hvert enkelt land. I Danmark drejer det sig aktuelt om at få afskaffet værnepligten og indrettet forsvaret, så Den Internationale Brigade er det centrale.

Siden murens fald er de samlede militærbudgetter i EU-landene reduceret med 25 %, hvorimod de i USA er steget. Dette karakteriserer ganske godt forskellen mellem europæisk tankegang og amerikansk.

Ideen om den fælles udrykningsstyrke er jo også kontroversiel i SF. Vi mener det er en god idé, så man f.eks. kunne forhindre nye folkemord i Afrika, i stil med det i Rwanda i 1993 - idet vi ikke kan forvente at USA vil tage affære, når det er uden for deres økonomiske og magtpolitiske interessesfære. Men Danmark har jo sit forsvarsforbehold, som føres med over i traktaten, og med mindre dette afskaffes ved en folkeafstemning, kommer Danmark ikke til at deltage i en fælles udrykningsstyrke.

Der er ingen tvivl om, at der er militærindustrielle kræfter i Europa, som arbejder for oprustning. Det skal vi bekæmpe. Der er selvfølgelig ingen garantier imod, at EU-lande vil søge at presse EU til militær intervention til fremme af sine egne økonomiske eller magtpolitiske interesser. Men erfaringen fra de sidste mange år viser, at EU optræder langt mere afbalanceret end USA gør. Det gælder f.eks. i konflikten i Mellemøsten. Under Irak-krigen var EU-landene splittede, derfor ville de ikke kunne beslutte, at EU skulle gå militært ind i konflikten med fælles styrker. Skulle det endelig ske, vil Danmark ikke være forpligtet til at deltage.

Igen er der tale om et område for politisk kamp, som vi skal deltage i, for at få EU til at agere til fremme af demokrati og menneskerettigheder. Og alt tyder på, at vi kan opnå en bedre situation, end den vi har i dag med USA's absolutte overherredømme.

Bliver retspolitikken overstatslig?

Nej, ikke for Danmarks vedkommende. Det retslige forbehold for Danmark gælder stadig. Her er det værd at overveje, hvad det er vi bruger vores forbehold til. Det bruges bl.a. til en strammere flygtninge- og indvandrerpolitik - hvad der nu har fået hele højrefløjen - ikke blot Dansk Folkeparti - til at samles om en bevarelse af denne del af det retlige forbehold.

Selv om vi på et tidspunkt skulle afskaffe retsforbeholdet, så giver traktaten vetoret til de nationale parlamenter på det strafferetlige område.

Får EU-regler forrang over dansk lov?

Der bliver ikke ændret på, at love på områder, hvor EU har enekompetence, fortsat skal vedtages i fællesskab. På de øvrige områder er det fortsat Danmark alene, som fastlægger lovene. Traktaten udvider EU's kompetence på enkelte områder, men områder som skatte-, social-, sundheds- og uddannelsespolitik vil stadig være dansk kompetence, bortset fra særlige områder af grænseoverskridende karakter  (se nedenfor).

Vil EU kunne overtrumfe dansk social- og arbejdsmarkedspolitik?

Nej! Arbejdstagere fra lande med dårlig social sikring vil ikke efter et kort arbejdsophold i Danmark kunne tage sociale ydelser med sig til hjemlandet. Desuden indeholder traktaten en ”nødbremse”, hvis et medlemsland finder at lovgivning grundlæggende kan ændre landets sociale sikkerhedsnet.

I det hele taget medfører traktaten ikke nogle ændringer på dette område. Det er med andre ord forkert, når det hævdes, at med traktaten bliver det danske arbejdsmarked - den danske model - underlagt EU-lovgivning.

Bliver det sværere at ændre traktaten fremover, så vi ”hænger på ” nuværende formuleringer?

Nej, på en række områder faktisk tværtimod. Med traktaten bliver det lettere at ændre forhold vedrørende de konkrete politikområder. Derved bliver det for eksempel lettere at få ændret Euratom-traktaten, se ovenfor. Det samme gælder ØMUen, hvor vi skal slås for at få en rød i stedet for en sort ØMU. Denne forbedrede mulighed for traktatændring  er et politisk og demokratisk fremskridt.

Vil traktaten fremover kunne ændres uden at det kan komme til folkeafstemning?

Ja og nej. Som nævnt ovenfor vil Det Europæiske Råd på visse områder (traktatens del III) kunne foretage ændringer efter en lettere procedure. Men det gælder ikke del 1 (overordnede mål) og 2 (grundlæggende rettigheder). Desuden er der den klausul, at det ikke må udvide unionens kompetencer i forhold til i dag - og det er vel netop det sidste, som modstanderne frygter.

Bliver selve politikken traktatfæstet?

Nej, ikke mere end den er i dag. Det er således forkert, når nogen fremfører at ØMU'en, landbrugsstøtten og den produktivitetsfremmende landbrugspolitik skrives ind i traktaten. Det står der nemlig allerede i dag. Som anført ovenfor bliver det tværtimod lettere at ændre politikområderne end i dag. Desuden vil traktaten ikke hindre, at man reformerer EU's landbrugspolitik og afskaffer den produktivitetsfremmende støtte og eksportsubsidierne. Det er en kamp, som vi hele tiden skal kæmpe, traktat eller ej.

Fungerer det europæiske demokrati?

Ja, men langt fra tilfredsstillende. Der er klart et stort problem med for lav stemmeprocent til EU-parlamentet, især i lande som UK og de nye medlemslande. I Danmark er stemmeprocenten omkring 50. Det er langt dårligere end til Folketings- og kommunevalg. Men lad os prøve at forestille os et folketingsvalg, som kun skulle omhandle internationale spørgsmål. Hvor let ville det være at engagere befolkningen heri? Eller lad os forestille os, at man havde direkte valg til FNs generalforsamling? Her ville en stemmeprocent på 50 være uhyre flot. Dette ikke være sagt for at bagatellisere problemet, men for at sætte det i relief. Det er ikke bare EU, som det er svært at engagere det store flertal af befolkningen i. Det gælder internationale spørgsmål generelt. Det skal vi hele tiden arbejde på at ændre, men det er ikke noget argument for at lukke os inde og kun drive national politik.

Tilbage til top