Startside ] Op ] Tilblivelsens dialektik ] Marx status ] [ Hvad er socialisme ] Tilfældighed-nødvendighed ] Kommunismens sammenbrud ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


10 provokationer til spørgsmålet "Hvad er socialisme?"
Artikel om socialistisk teori
Indlæg til SF's Webmagasin. April 2002.


At stille spørgsmålet ”Hvad er socialisme?” 150 år efter den socialistiske bevægelses opkomst, er vel en provokation i sig selv. Men provokationen er berettiget.

I årene efter ”Den store socialistiske Oktoberrevolution” i 1917 vandt den selvforståelse udbredelse, at man på socialismens ”videnskabelige grundlag” nu havde påbegyndt opbygningen af socialistiske samfundsforhold i Sovjetunionen. Og så en dag brød fanden løs. Nærmere betegnet i begyndelsen af 50’erne – 35 år efter revolutionen! En sovjetisk ”Spørge-Jørgen” kunne ha’ bidt tungen af sig selv. Men spørgsmålet var formuleret. Hvori bestod egentlig det ”videnskabelige” i den videnskabelige opbygning af socialismen? 

Spørgsmålet førte i 1954 til udgivelsen af den første sovjetiske lærebog i ”Socialismens politiske økonomi”. Hvad kendetegner egentlig socialistiske produktionsforhold? Antager produkterne varekarakter under socialismen? Hvori består forskellen mellem ejendomsform og produktionsforhold. I de efterfølgende 35 år blev budene på ”den videnskabelige sandhed” omkring sådanne spørgsmål løbende revideret – indtil håndklædet blev kastet i ringen i 1989. ”Sandhedens virkeliggørelse” blev indhentet af ”virkelighedens sandhed”.

”Hvad er socialisme?” er et gammelt spørgsmål, men Murens fald har aktualiseret spørgsmålet. Og gjort mange mere tvivlende på svaret. Her følger 10 provokationer til spørgsmålet.

Provokation nr. 1.

SF er et socialistisk parti uden socialistiske mål. Herved adskiller SF sig ikke afgørende fra den danske venstrefløj i øvrigt. Bevæggrundene for den ene ud af ti til femten danskere, som ved valgene stemmer folkesocialistisk, bunder ikke i socialistiske endemålsmotiver. Så fraværet af et socialistisk mål udløser nødvendigvis ikke nogen vælgerkrise. Men skal socialisterne strategisk komme i omgangshøjde med den virkelige udvikling, er det ikke desto mindre afgørende, at de afklarer sig på en række socialistiske grundspørgsmål.

Provokation nr. 2.

Med Murens fald døde endegyldigt ”den nationale socialisme”. Som økonomisk projekt har socialismen aldrig været afprøvet som andet end et nationalt projekt – og dårlig nok været tænkt som andet end et nationalt projekt. Politisk bestemt protektionisme har været økonomisk læresætning nr. 1 for alverdens socialister. Og resultatet blev en mur og indespærring af demokratiske rettigheder. En pris som i tiltagende omfang må anses for at være uforenelig med et socialistisk projekt. Den virkelige socialistiske bevægelse kan kun eksistere og udvikle sig som en integreret del af verdensmarkedet. Det indså Gorbatjov – om end for sent – da han skrev. ”Verdensøkonomien er ved at udvikle sig til én enkelt organisme. Intet land kan udvikle sig normalt uden for denne organisme uanset sit sociale system eller sin økonomiske status”.

Provokation nr. 3.

”Og Internationale slår bro fra kyst til kyst”. Og så virkeligheden.  Internationalismen har aldrig slået rod i arbejderbevægelsen. Internationalismen som politisk våben og politisk strategi, der kunne udgøre selve forskellen i arbejderbevægelsens kamp, troede socialisterne på frem til Første Verdenskrig. Men internationalismen blev eftertrykkeligt aflivet, da socialisterne stemte ja til de krigsbevillinger, som skulle sikre deres egen nation broderparten af kagen fra imperialisternes kamp om rovet. Efter Første Verdenskrig har internationalismen reelt ikke eksisteret som politisk strategi for nogen socialistisk bevægelse – 3. Internationale inklusive. Socialisternes højt besungne internationalisme adskiller sig ikke afgørende fra almindelig borgerlig velgørenhed, hvor man hjælper mennesker i nød og engageret udviser interesse for andre folkeslag og kulturer. Underkendes må det heller ikke, at internationalisme kan være en ædel legitimation for en tiltrængt (ferie)rejse til udlandet finansieret af andre. Som politisk strategi eksisterer internationalismen i sin virkelighed alene som ”kapitalens princip”; som den indbyggede logik i selve (verdens)markedet. Og her har internationalismen vist sig som en enorm magtfuld kraft, som i form af transnationale selskaber, økonomisk globalisering, og verdensomspændende mediemonopoler er de fleste fagbevægelser, politiske partier og nationalstater langt overlegen.

Og på et mere teoretisk plan følger nu fire nye provokationer.

Provokation nr. 4.

Marx har efterladt sig en revolutionsteori - samt en formationsteori. Indtil videre har historien givet revolutionsteorien uret og formationsteorien ret. Det uheldige i dette forhold består i følgende. Marx’s socialistiske arvtagere har i hovedsagen tilegnet sig revolutionsteorien men aldrig hørt om endsige forstået formationsteorien.

Revolutionsteorien indeholder i korthed tre bud. Det er den socialistiske bevægelses ophøjede pligt at: 1) erobre den politiske magt (og endeløse diskussioner over erobringsmåden har optaget og kan optage enhver socialistisk forsamling), 2) ophæve privatejendommen og omdanne den til samfundsejendom og 3) regulere produktionen og distributionen planmæssigt.

Såvel den kommunistiske som den socialdemokratiske arbejderbevægelse har denne revolutionsteori som fælles arv – magtspørgsmålet på trods.

Svagheden ved denne revolutionsteori er, at den socialistiske bevægelses ophøjede pligter – formuleret som overfor – er løsrevet fra den teknologiske udvikling, arbejdets udvikling, produktivkræfternes udvikling og den dertil svarende samfundsmæssige formationsproces. Revolutionsteorien har forledt Marx’s socialistiske arvtagere til aldrig at stille følgende to essentielle spørgsmål:

  • Hvilke formationsopgaver tilhører den borgerlige revolutionsepoke.

  • Hvilke produktivkræfter efterspørger reelt socialistiske produktionsforhold.

Provokation nr. 5.

I det øjeblik, revolutionsteorien løsrives fra formationsteorien, fremstår socialismens nødvendighed som et spørgsmål om viljen hertil. Kapitalens skranke ender hos arvtagerne til den politiske Marx op med alene at blive bestemt ved den forhåndenværende politiske vilje, dvs. ved den socialistiske bevægelses vilje til magten.

Socialismen bliver de gode viljers samfund. Socialismen bliver et voluntaristisk projekt. Det hele er egentlig blot et spørgsmål om, at tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt meget vil en socialistisk udvikling. Problemet hidtil har blot bestået i, at det har tilstrækkeligt mange (dvs. flertallet) ikke villet.

Voluntarismen som politisk princip når et højdepunkt under Stalin. Således kan man i tidsskriftet Bolsjevik i 1937 læse, at under socialismen fastlægges de samfundsmæssige love af … Partiet – med andre ord: under socialismen eksisterer der ikke objektive økonomiske love.

Voluntarismens uundgåelige følgesvend hedder persondyrkelse, som hos SF’s gamle venner i Nordkorea - hvor viljen til at stole på egne kræfter er formuleret i ”Juche”-princippet – indtil videre har kørt Nordkorea baglæns ud af historien.

Provokation nr. 6.

Marx har primært i sine økonomiske skrifter efterladt sig en formationsteori, som indholdsbestemmer den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver til følgende to store opgaver:

  • verdensmarkedets etablering og udvikling til én sammenhængende økonomi, som alle er afhængige af,

  • arbejdets videnskabeliggørelse.

Disse to til den borgerlige revolutionsepoke tilhørende formationsopgaver er endnu ikke indfriet. Med andre ord har kapitalen økonomisk set endnu ikke nået sine skranker. Kapitalen rummer endnu kolossale potentialer i sig. Den kan endnu udvikle produktivkræfterne til uanede højder – om end i en modsætningsfyldt form, der som tendens akkumulerer rigdom ved den ene pol og fattigdom ved den anden.

Provokation nr. 7.

Så længe den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver ikke er indfriet, kan arbejderklassen/den socialistiske bevægelse alene ændre på formen for indløsningen af denne epokes formationsopgaver. Men formen er så sandelig heller ikke uden betydning for verdens gang og den arbejdende befolknings levevilkår.

Historisk er formationsindholdet i den borgerlige revolutionsepoke blevet forsøgt indløst under følgende tre revolutionstyper. 

  • Borgerlig demokratisk - klassisk islæt. (England 1640, 1688, 1832, Frankrig 1789, 1830, 1848, Tyskland 1848, USA 1775, 1861), 

  • Radikal-borgerligt – anti-imperialistisk islæt. (Latinamerika 1819, 1821, Kina 1926, Indien 1947, Afrika i 1960’erne og 

  • Uafbrudt revolution - proletarisk islæt. (Rusland 1917, Kina 1949, Cuba 1959).

Provokation nr. 8.

Den borgerlige revolution kender ingen form, som per excellence er formen for den borgerlige revolution. Oktoberrevolutionen udviklede sig til i egen selvforståelse at være en socialistisk revolution. Heri bestod dens store bedrag over for sig selv og sine bærere. Stillet over for et borgerskab, som demokratisk rådnede op i levende live, blev det den russiske arbejderbevægelses historiske opgave at lede Ruslands bønder frem til den borgerlige demokratiske revolution. En historiske chance som Ruslands socialister korrekt forfulgte. Men formationsmæssigt stod Oktoberrevolutionens bærere ikke over for andre opgaver end den vestlige verdens bourgeoisi. Alligevel blev befolkningerne i Østeuropa spist af med socialistiske fraser, som fuldt ud er sammenlignelige med Engels bemærkninger til den uheldige bondeleder for et ekstremt parti (bondekrigene i Tyskland 1525), om hvem Engels skriver. Han ”er tvunget til at overtage regeringsmagten på et tidspunkt, hvor bevægelsen endnu ikke er moden til den klasses herredømme, som han repræsenterer (…) I bevægelsens egen interesse er han tvunget til at gennemføre en fremmed klasses interesser, og afspise sin egen klasse med fraser og løfter, ja med den påstand, at denne fremmede klasses interesser er deres egne interesser”.

Provokation nr. 9.

Socialismen som samfundsformation ligger 50-100 år ude i fremtiden. Hinsides økonomiens totale globalisering og hinsides arbejdets videnskabeliggørelse. Hinsides ikke blot industrisamfundet men hinsides informationssamfundet.

”Det er lige så sikkert, at individerne ikke kan gøre sig til herre over deres egne samfundsmæssige sammenhænge, før de har skabt dem” (Marx).

Socialismen som samfundsformation udtrykker et universelt samkvem mellem mennesker; en umiddelbar verdenshistorisk eksistens af individer inden for rammerne af én sammenhængende økonomi, hvor individernes tidligere lænkebinding under arbejdsdelingen er blevet afløst af en produktionsproces, som efterspørger en alsidig udvikling af individerne selv som den første forudsætning for sin reproduktion.

Provokation nr. 10.

I den nuværende fase af borgerskabets æra er det først og fremmest socialisterne opgave at konfrontere en økonomisk orden uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser. Det er socialisternes opgave at opbygge et politisk og socialt rum for verdensborgere.

Hvor dette faktisk finder sted, forefindes ”den virkelige bevægelse” – den bevægelse som reelt er i gang med at revolutionere verden. ”Den virkelige bevægelse” finder vi først og fremmest på de områder, hvor nationalstaten  som politisk slagmark reelt ikke udgør et svar på socialisternes politik. Vi finder den inden for væksten af NGO’er. Vi finder den inden opbygningen af det transnationale koncernsamarbejde blandt tillidsmænd, som bl.a. EU har sat skub i med oprettelsen af ESU’er. Vi finder den meget inden for økologiske bevægelser, men nu også (måske) inden for økonomisk-politiske bevægelser som Attac.

”Den virkelige bevægelse” finder vi der, hvor borgerne oplever, at de er blevet globalt afhængige af hinanden, og denne afhængighed har de sat sig for at ”forvandle til deres egen fri virksomhed”. Det vil næppe kræve en overvindelse af et vareproducerende samfund inklusiv et verdensmarked, men det vil kræve en overvindelse af et kapitalistisk varemarked, hvor økonomi og politik ved en demokrati-kløft tilhører adskilte samfundssfærer.

På nogle områder tilhører og bidrager SF til ”den virkelige bevægelse”. På andre områder modarbejder SF ”den virkelige bevægelse”. Herved adskiller SF sig ikke fra den øvrige socialistiske bevægelse i Europa.

Litteratur:
Anders Laubjerg: Nyt politisk rum. Kronik i Politikken den 28. februar 2002.
Anders Laubjerg: Tilblivelsen dialektik. En undersøgelse af den marxistiske udviklingsidés aktualitet. Privatforlaget, København 2002.

Tilbage til top