Startside ] Op ] Tilblivelsens dialektik ] Marx status ] Hvad er socialisme ] Tilfældighed-nødvendighed ] [ Kommunismens sammenbrud ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Læren af "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud
Artikel om årsagerne til kommunismens sammenbrud I Østeuropa efter 1989
Tidsskriftet Praksis nr. 2, 1991


Læren af socialismens problemer i Østeuropa underkendes som vedkommende af Vestens socialister. Men kommunisternes erfaringer er vore erfaringer. Vore socialistiske mål er mere identiske end forskellige. To lærdomme er: 1) Det borgerlige demokrati er ikke kun borgerligt, men også demokratisk. 2) En økonomisk regulering af varebyttet kan godt være mere demokratisk og socialistisk end en politisk regulering.

1.

November 1989. Muren falder. En hel generation vågner op til en ny virkelighed, hvor det alle efterhånden betragtede som normalt i virkeligheden var afslutningen på en langvarig undtagelsestilstand. I dag kæmper det socialistiske system i Sovjetunionen en eksistenskamp for at fungere på et grundlag, som ikke har undtagelsestilstandens karakter.

Efter henholdsvis 70 og 40 år med socialistisk opbygning kaster systemerne selv håndklædet i ringen og meddeler omverdenen, at der er et eller andet grundlæggende galt med det socialistiske projekt.

Dybden i krisen tegnes af DDR, socialismens vindue mod vest, hvor man lukker butikken, opløser staten og sætter fællesejendommen på udsalg. Hvem byder højest! Men dybden af krisen tegnes også af Sovjetunionen, hvor et nyt begreb - peristroika - bliver den trylleformular, som skal trække socialismen op af krisens sump. Men hvad betyder peristroika? En fornyelse af socialismen i omstillingens navn? Herom er alle enige. Men på det mere konkrete plan eksisterer der ingen enighed om indholdet i peristroika. Efter 5 år med peristroika, hvor intet reelt er sket, begynder flere og flere i det sovjetiske samfund at mene, at peristroika betyder privatisering. Og så forstår vi alle russisk.

Begivenhederne i Østeuropa i slutningen af 80'erne er alle enige om er historisk skelsættende. Ikke blot er Europa blevet et andet Europa, men hele verden er blevet en ny og anden verden. En ny politisk orden er uundgåelig. Dens dannelse tager form i disse år.

I arbejderbevægelserne i Vesten tales der meget om, at begivenhederne i Østeuropa byder på meget lærerige erfaringer. Men sandheden er, at vi endnu ikke er begyndt at lære af "den virkeliggjorte socialismens" sammenbrud. Så længe dette sammenbrud ikke får danske socialister til at tænke og forstå det socialistiske projekt i Danmark på en ny måde, så længe har begivenhederne i Østeuropa i virkeligheden intet lært os. Hvis de sovjetiske erfaringer ingen konsekvenser har for en socialistisk politik i Danmark anno 1991, så forbliver læren af "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud en by i Rusland.

Læren af socialismens problemer i Østeuropa underkendes som vedkommende af Vestens socialister. De fleste har travlt med at meddele, at socialismens sammenbrud i Østeuropa har vi ikke del og lod i. Hænderne vaskes - men rene bliver de ikke.

Ganske bemærkelsesværdigt har udviklingen i Østeuropa givet alle ret. Schlüter og Ellemann har sammen med George Bush fået ret. Svend Auken og Ritt Bjerregaard kan meddele, at begivenhederne kun bekræftiger, hvad man i Socialdemokratiet altid har sagt. Også Gert Petersen har fået ret. Og ikke at glemme - udholdenheden blandt Trotskys tro menighedsbrødre har i sidste instans givet bonus. Trotsky har fået ret.

Vel har Bresjnev aldrig konsulteret Gert Petersen eller Anker Jørgensen før vigtige beslutninger blev truffet. Alligevel tager afgørende socialistiske idéer sig ens ud i Østeuropa og i den danske velfærdsstat, i den (socialdemokratiske) boligbevægelse, i fagbevægelsen m.m.

Selv om vi har levet i "to verdener", i et opdelt Europa, så har meget socialistisk tankegods taget sig ens ud i Østeuropa som i Vesteuropa. Socialister i begge "verdener" har i omfattende grad kæmpet for de samme socialistiske mål. Om man er kommunistisk stålværksarbejder på Nova Huta i Polen, pædagogleder i vuggestue nr. 57 i Moskva eller folkesocialist, socialdemokrat eller DKP'er på B&W Skibsværft i København, så er forskellen i socialismeopfattelse til at overskue. Hvad angår målet, socialismen som samfundssystem, "den socialistiske utopi", har vi hele tiden haft ganske meget til fælles. Den idé om socialismen, der spontant vokser ud af lønarbejdernes situation, har aldrig fulgt landegrænserne eller overlevede historiske partiskel.

Socialister i Øst og Vest har bl.a. været fælles om at tænke ligheden i en form, som sammenbruddet i Østeuropa har givet en historisk belæring: Det fælles tankegods har især omhandlet lighedens kamp mod markedet. Ligheden der ønsker at ophæve markedet og ikke styre markedet på grundlag af ændrede ejendomsformer.

Men mange er blokerede over for at indrømme et fællesskab, og dermed også blokerede over for at lære af de kommunistiske erfaringer. Men de østeuropæiske kommunisters erfaringer er hele den internationale socialistiske bevægelses erfaringer. Begivenhederne er lige til at lære af, hvis vi tør det!

Mere end et halvt hundrede besøg rundt på østeuropæiske arbejdspladser gennem de sidste femten år har overbevist mig om, at det billede af en virkeliggjort socialisme, som kommunisterne i Østeuropa har fremholdt for deres egne befolkninger (og for Vestens lønmodtagere), præcist svarer til det billede af socialismen, som lever i dansk arbejderbevægelse. I paroleform er denne socialisme kendetegnet ved: Lighed - herunder økonomisk lighed (ingeniøren skal ikke tjene mere end minearbejderen). Ophævelse af markedet, politisk regulering af varebyttet. Forbud mod fyringer og arbejde til alle (den sidste arbejdsløse sovjetborger gik over i historien som helt - og siden har kun KGB kunnet hente folk ud af virksomhederne). Kunstigt lave priser på de mest nødvendige dagligvarer (brødpriserne er ikke steget siden 30'erne!!! - det er socialisme). Symbolske huslejer (hvor mange fra Vesten har ikke fået tårer i øjnene, når de hørte om huslejer på 100 kr. om måneden). Gratis institutioner. Næsten gratis kollektiv transport. Solidaritet mellem samfundslagene. Kollektive ejendomsformer osv, osv.

Og så siger nogen, at vi ikke har del og lod i dette projekt. Men det er jo vores verden. Arbejderklassens verden. Hvis verden skulle det ellers være? Borgerskabets verden? Bøndernes verden? Nej, kommunisternes erfaringer er vores erfaringer - socialdemokraternes og folkesocialisternes erfaringer. Det er vores socialistiske idéer, de har gjort praktiske erfaringer med.

2.

Men splittelsen i 58! Indhøstede SF ikke allerede dengang de erfaringer, som DKP først i dag er gået i gang med at bearbejde? Svaret er både ja og nej. SF gjorde dengang erfaringer, som DKP først har fået øjnene op for i dag, men samtidig har situationen i dag blotlagt nye problemer med det socialistiske projekt, som ingen af partierne for alvor har bearbejdet endnu.

SF blev dannet på den erkendelse, at det borgerlige demokrati ikke blot er borgerligt, men også demokratisk, dvs det socialistiske demokrati er snarere en udvidelse af det borgerlige demokrati end noget helt andet. I tidsskriftet Dialog, juni 1959 skriver Gert Petersen og Henrik Sidenius: "Den danske vej til socialisme består således i at give kampen for demokratiet et socialistisk indhold". Til grund for denne nyformulerede opgave lå følgende erfaring. "Til den gamle erkendelse af det politiske formelle demokratis utilstrækkelighed må man føje en ny og tilsvarende erkendelse af den socialistiske strukturs utilstrækkelighed, når det gælder sikringen af politisk demokrati, forstået som folkets selvbestemmelsesret".

Denne erkendelse af det borgerlige politiske demokrati, som en politisk styreform, der rækker ud over det borgerlige samfund, blev naturligt fulgt op af en anden partiopfattelse end den leninistiske. Bruddet med DKP sker på disse to spørgsmål, og dette brud gjorde SF til et dansk socialistisk reformparti ved siden af Socialdemokratiet. Dette gjorde med et slag snakken om "enhed i arbejderklassen" til et realistisk projekt, hvilket igen banede vejen for den platform i dansk politik, som SF erobrede straks ved sin tilblivelse.

3.

Men SF blev ikke dannet på grundlag af de erfaringer af mere økonomisk karakter, som allerede i 50'erne blev formuleret af sovjetiske økonomer, hvad angår socialismens politiske økonomi - ejendomsformernes karakter under socialismen, markedet og den økonomiske planlægnings rolle m.m.

Den politiske undtagelsestilstand har været et problem hele tiden. Når korthuset vælter nu, skyldes det økonomiens manglende udvikling. Når folk efter 70 års socialistisk udvikling fortsat er henvist til at tørre sig i den bare med Pravda (sandheden), så er der noget galt med den socialistiske sandhed. Men hvori består problemet? På mindre end 10 år skrev Marx Kapitalen, som er en bog om kapitalismens politiske økonomi, formationens grundlæggende økonomiske love. Efter 70 år med socialistisk opbygning er bestemmelsen af socialismens politiske økonomi, socialismens grundlæggende økonomiske love, fortsat et emne som økonomerne strides om, og som politikerne groft har negligeret. 

Problemet er og har altid været, at vare-penge-relationen i Sovjetunionen ikke følger lovene for en socialistisk vareproduktion. Politiske dekreter har iklædt vare-penge-relationen nogle former, som ignorerer værdiloven. Men værdiloven kan ikke ophæves i vareproducerende samfund lige så lidt som tyngdeloven kan ophæves i naturen. Det forhindrer os ikke i at bygge højhuse eller aftappe vand på 5. sal, men bygningskonstruktørerne og vandforsyningen tager også hensyn til tyngdeloven. Værdiloven er heller ingen hindring for opbygningen af et socialistisk samfund, men det er en stor fordel, at vi erkender dens eksistens.

Politiske dekreter kan fastlægge, at brød til byernes arbejdere skal koste 5 kopek. Men bestemmer man samtidigt, at bønderne skal betales 7 kopek for det korn, som går til bagning af brødet, så kan ingen økonomiske midler forhindre bønderne i at fordre svin med friskbagt bagerbrød? Det kan alene politiske sanktioner. Ignorerer vi værdiloven, har vi allerede kaldt på den politiske kommissær.

I socialismens navn har sovjetborgerne boet i billige boliger. Det har ikke været nogen ubetinget fordel, men snarere selve problemet. De billige boliger har ikke blot bevirket, at boligerne straks får lov til at forfalde, men også været den største hindring for en løsning på boligmangelen. Der findes ingen økonomiske mekanismer i det sovjetiske samfund, som befordrer boligbyggeri. Dét er problemet. Kun tonsvis af god politisk vilje. Og det har ikke været tilstrækkeligt.

At boligerne ydermere udlejes til langt under deres værdi, har ført til horrible udemokratiske udlejningsforhold, hvor personlige og politiske relationer er afgørende for om du får en bolig eller ej. Herhjemme kender vi det fra andelsboligsektoren. Da disse boliger handles til en værdi under det markedet er villig til at betale, opstår der ikke-økonomiske kriterier for køb og salg. I dette tilfælde blodets bånd. Men er det demokratisk 200 år efter den store franske revolution?

Efter 70 års socialistisk opbygning var "blodets bånd" blevet den vigtigste faktor for køb og salg af tjenesteydelser m.m. i Sovjetunionen.

Bestemmelsen af socialismens politiske økonomi er i Sovjetunionen blevet til i spændingsfeltet mellem den gode arbejderviljes politiske økonomi og den belejrede fæstnings politiske økonomi. Fællesnævneren i dette spændingsfelt hedder voluntarisme. Vi kan selv! Vi stoler på egne kræfter! (Kim Il Sung, Honnecker osv.)  Egentlig er det af nød, at vi stoler på egne kræfter, men vi vælger, at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Vi vender verdensmarkedet ryggen - af nød, men siger udadtil, at dette netop er et udtryk for vores selvstændighed. Vi lader de store produktionsmiddelproducerende fabrikker producere konsumvarer, boliger m.m. - af nød, fordi disse fabrikker er de eneste som fungerer, men siger, at det afspejler, hvorledes vi sætter forbrugerens behov i centrum. Vi uddeler kød til arbejderne hver fredag på fabrikkerne - af nød, fordi detailhandelen ikke fungerer, men siger, at det afspejler arbejdernes privilegerede stilling under socialismen. Osv. Osv.

Det er en stor misforståelse, at socialisme er lig med en politisk regulering af varebyttet ud fra en lighedsideologi. Denne misforståelse deler kommunisterne i Sovjetunionen imidlertid med mange andre socialistiske strømninger - herunder strømninger som også formulerer sig i SF og Socialdemokratiet, og som lever i de velfærdsinstitutioner, som arbejderbevægelsen har opbygget.

For en fornyet socialisme peger dette på nødvendigheden af, at den solidariske tanke forenes med kravet om økonomisk effektivitet. Socialisternes traditionelle kærlighed til i lighedens navn at omgå markedet og den økonomiske regulering har ofte som uundgåelig følgesvend "den politiske kommissær", som borgeren omvendt forbinder med bureaukrati og ufrihed. Når hårde hvidevarer - blot som et eksempel - i mange sociale boligselskaber herhjemme efter et bestemt antal år eller efter "boligkommissærens" syn og skøn "gratis" kan udskiftes, er alle gammelsocialismens lighedsidealer opfyldt, men næppe i en økonomisk form, som tåler at danne model for samfundet som sådan.

 Eller et andet eksempel hentet fra min "helt egen verden". I Arbejdernes kooperative Marketenderi på B&W indførte den gode arbejderviljes politiske økonomi for nogle år siden et "ta-selv-morgenbord" til 10 kr. - ved siden af den almindelige ekspedition, hvor varerne bliver solgt til deres pris. På få uger fik man midt ude på Refshaleøen opbygget et Mini-østeuropa. Alle, som kun købte morgenmad til en pris under 10 kr, fortsatte med at handle i den almindelige ekspedition. Alle andre begyndte at handle i "ta-selv-butikken". Men nu begyndte nogle, dvs for mange at omdanne deres morgenmad til også at indbefatte frokosten. Usundt, men billigt. Andre igen "købte" rundstykker med til sidemanden. Svaret på problemet blev uundgåeligt: Den politiske kommissær.

For enden af ta-selv-bordet blev der placeret en tillidsmand, som skulle gribe ind over for alle, der forbrød sig mod fællesskabet og den solidariske tanke. Et utaknemmeligt job, som så blev afløst af først en prisstigning til 15 kr. og dernæst med hele ordningens afskaffelse. Da dette lighedsarrangement i sin konkrete udformning ikke formåede at spænde markedets kræfter for solidaritetens vogn, da "ligheden omkring krydderne" ikke var økonomisk mere effektiv end den traditionelle ekspedition, fremavlede det socialistiske arrangement alene plattenslagere og pjalteproletarisk mentalitet.

Men af en eller anden grund elsker socialister sådanne arrangementer. Det danske arbejdsmarked samt hele velfærdssamfundet indeholder mange lighedsarrangementer, der alias DDR og Sovjetunionen er økonomisk ineffektive, og som gennem de sidste årtier har fremavlet ikke så få plattenslagere.

Det vil der i 90'erne blive ryddet op i. Spørgsmålet er, om vi overhovedet er forberedte herpå - eller om vi må overlade arbejdet til de borgerlige, hvilket den danske befolkning jo har foretrukket de sidste 9 år.

Det er korrekt - og det skal vi som socialister aldrig glemme - at lighedstanken, den solidariske tanke er vores tanke. Tæmningen af de fri markedskræfter er vores bagland, som sammen med kollektive ejendomsformer er grundlaget for vores magt. Men bliver ligheden ført ud i livet i en form, der er økonomisk ineffektiv, så er det os, der står med problemerne. Den socialistiske opgave består i, at forene lighed med økonomisk effektivitet. Det er ikke lykkedes i USSR, og derfor er landet i krise.

Hvor SF i 1958 erfarede, at det borgerlige demokrati ikke kun er borgerligt, men også demokratisk, må vi i dag erfare, at det kapitalistiske marked ikke blot er kapitalistisk, men også en effektiv styringsmekanisme. Opgaven er, at få defineret grænserne for markedskræfterne virke, hvor markedet bliver uforeneligt med solidariteten.

Fremtidens lighedsarrangementer bør generelt tilstræbe en form, som i større grad spænder markedets kræfter - herunder mangfoldigheden af forskellige behov - for solidaritetens vogn. Hvor indførelsen af generelle arbejdsmarkedspensioner - blot som et eksempel - af gammelsocialisterne opfattes som en underminering af velfærdssamfundet, betragter den fornyede socialisme omvendt generelle arbejdsmarkedspensioner for alle som en del af selve grundlaget for velfærdssamfundets bevarelse.

På arbejderbevægelsens ældgamle bannere stod der ofte skrevet: "Gør din pligt og kræv din ret". Det er fortsat en god parole. De solidariske lighedsarrangementer skal etableres i en form, som ikke fratager den enkelte et ansvar eller muligheden for initiativ. I Østeuropa blev markedet undertrykt og det sociale sikkerhedsnet opbygget i siddehøjde. Det skabte økonomisk ineffektivitet og en omsiggribende pjalteproletarisk mentalitet. Aldrig før har et samfundssystem skabt så mange grædekoner. Nej, den danske venstrefløj kan - trods mange anstrengelser - ikke klare sig i denne konkurrence.

4.

"Den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud indeholder også en lære, som er aktuel i forhold til integrationsprocesserne i Europa.

Jens Peter Bonde tager fejl, når grænsen ved Padborg udråbes som den nordiske velfærdsmodels vigtigste værn i fremtiden (SF's Europakonference, 19.1.91). Da man i 1961 opbyggede en mur mellem Øst- og Vesttyskland, var det for at værne om DDR-statens selvstændighed.  Men den selvstændighed, den frihed og lighed som staten DDR opbyggede med ryggen til verdensmarkedet, bag økonomiske og politiske grænsedragninger, blev ikke af befolkningen oplevet som frihed. Den selvstændighed, som I DDR værnede om ikke-konkurrencedygtige østtyske arbejdspladser, ikke-konkurrencedygtige østtyske landbrugskollektiver, ikke-konkurrencedygtige østtyske lighedsarrangementer en masse, denne selvstændighed oplevede østtyskerne ikke som frihed. Dansk selvstændighed samt den nordiske velfærdsmodel kan i sidste instans ikke bygge på protektionisme, toldmure, særregler og alias DDR, men primært på en bæredygtig udvikling af dansk økonomi i et internationaliseret Europa. Økonomisk demokrati udgør fortsat en hjørnesten i grundlaget for dansk selvstændighed i fremtidens Europa.

Den reelle kamp for dansk selvstændighed kan kun føres i Europa, i det internationale samfund, på verdensmarkedet.

I Sovjetunionen er socialismen tvunget til fornyelse. Men når Schlüter snart kan fejre 10 års jubilæum på regeringstaburetterne skyldes det et politisk tomrum, som er skabt af, at også det socialistiske projekt i Danmark trænger til fornyelse.

Kravet om fornyelse har fået nogle til at opgive socialismen. Men det er ikke et signal om opgivelse og "ind på midten", som kan genskabe tidligere tiders fremtidsoptimisme i arbejderbevægelsen, en optimisme, som havde sit grundlag i, at fremtiden faktisk blev formet i arbejderbevægelsens billede og idéverden. En genskabelse af denne situation kræver en fornyelse af det socialistiske projekt - gentager: det socialistiske projekt.

* Artiklen bygger på et mundtlig oplæg afholdt på et fællesmøde mellem DKP og SF i Indre By i København d. 18. 2.1991 over emnet: Læren af "Den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud.

Tilbage til top