Startside ] Op ] Tilblivelsens dialektik ] [ Marx status ] Hvad er socialisme ] Tilfældighed-nødvendighed ] Kommunismens sammenbrud ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Status over Marx
Artikel om den materialistiske dialektik
Dagbladet Arbejderen den 4. november 2004 (uforkortet udgave)


Det tjener Dagbladet Arbejderen til ære, at avisen til tider bringer artikler om den materialistiske dialektik. Når man som jeg havde min politiske ungdom i 70’erne, så kan dagens venstreorienterethed godt fremstå ekstrem teorifattig.

Jeg husker endnu, da jeg som 19-20 årig meldte mig til tjeneste hos en af datidens ”partiforberedende grupper” på venstrefløjen og sagde: ”Goddaw, jeg vil gerne lave revolution i Danmark!” ”Fint”, lød svaret. ”Så sæt dig ned på bagerste række og træk Dumme-Peter-huen ned over ørerne, og medbring dig Kapitalen – på tysk naturligvis. Når du har læst den, kan du fortsætte med Grundrids. Herefter kan vi tales ved”.

Denne ekstreme tilgang til politisk arbejde var vel lige så ekstrem som nutidens tilgang til socialistisk politik. En tilgang, som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil for et par år siden gav udtryk for i tidsskriftet Salt. ”Vi har ikke diskuteret socialisme i Danmark, fordi vi de sidste ti år har været så hunderædde for den diskussion oven på Murens fald (…) Vi har aldrig i min tid diskuteret socialisme…” Og herefter skal vælgerne så tro på, at socialister gør en forskel.

I mit politiske univers gælder, at samfundsteori uden politik er tom, og politik uden samfundsteori er blind. Jeg erkender blankt, at den mest givtige ballast, jeg tog med mig fra 70’ernes venstreorienterede miljø, var respekten for teoretisk indsigt.

Og hvad det angår, står det i dag sløjt til. Partierne jagter flygtige vælgerstemninger som aldrig før. Dansk Folkeparti er nu et midterparti, og de radikale er rene ekstremister, fordi de fortsat er tilhængere af lidt borgerlig anstændighed. Og Anders Fogh Rasmussen tilstår uden at rødme, at VK-regeringen på tre år har ansat 14.000 flere lønmodtagere i den umyndiggørende ”minimalstat”.

Over for denne ”vilje til magt” oversolgt som politisk knaldgas, er det en åndelig befrielse at læse teoretiske værker om samfundsudviklingen. Og hvad er så status i dag, hvad angår Karl Marx og hans ”videnskabelige socialisme”.

Status er den paradoksale situation, at de dele af Marx’s teori, som eftertiden har forstået i overensstemmelse med Marx’s tankegang, har historien givet uret. Og de dele af Marx’s teori, som eftertiden i udpræget grad har misforstået, har historien givet ret.

Revolutionsteorien og teorien om vareproduktionens umiddelbare ophævelse under socialismen har historien givet uret. Den materialistiske dialektik og formationsteorien har imidlertid bestået historiens prøve.

På spørgsmålet om revolutionsteorien, arbejderklassens erobring af den politiske magt som den politiske arbejderbevægelses ophøjede pligt, på spørgsmålet om privatejendommens ophævelse og vareproduktionens øjeblikkelige afskaffelse; på disse spørgsmål er Marx ikke i afgørende grad blevet misforstået af sin eftertid. Men netop denne del af den marxistiske teori har historien givet uret. Utallige gange nåede Marx at ringe med dødsklokkerne over de borgerlige produktionsforhold, der som lænker hæmmede produktivkræfternes udvikling. I dag ligger Marx i sin grav, og de samme borgerlige produktionsforhold har dannet rammen for en udvikling af produktivkræfterne i et omfang, som ingen af de ”to gamle” nogen sinde havde drømt om kunne finde sted på kapitalistisk grundlag. Der skal mere end meget god vilje til at påstå, at verden af  dag står indskrevet i Marx's politiske skrifter.

På spørgsmålet om den materialistiske dialektisk determinismeopfattelse, på spørgsmålet om forholdet mellem kausalitet og lovmæssighed, det lovmæssiges betingethed, tilfældighedens skabende rolle m.m.; på disse spørgsmål er Marx omvendt og i udpræget grad blevet misforstået, idet eftertiden i forhold til disse videnskabsteoretiske spørgsmål har fortolket Marx mekanicistisk. Denne del af den marxistiske teori er imidlertid i vor tid kommet til sin ret.

Det er naturvidenskabernes udvikling i det 20. århundrede, som har tvunget videnskaberne til at forholde sig til dé videnskabsteoretiske problemstillinger, som filosofisk blev rejst af Marx og Engels i 1800-tallet. Disse problemstillinger – inden for f.eks. kvantemekanikken, de moderne ikke-lineære dynamikker, de biologiske hierarkiteorier m.m. - omhandler en ny og i karakteren dialektisk forståelse af forholdet mellem nødvendighed og tilfældighed, virkelighed og mulighed, objektivitet og subjektivitet, kausalitet og lovmæssighed, almenhed og enkelthed.

Marx’s arvtagere har haft usigeligt meget lettere ved at tilegne sig materialismen end dialektikken. Og det er der kommet meget mekanicistisk vrøvl ud af kendetegnet ved, at fremtiden fremstilles forudbestemt – og ikke forudbetinget. Forskellen er afgørende.

Forskellen handler om at begribe tilfældigheden og nødvendigheden som en udviklingsmæssig enhed. Fra Newtons dage har naturvidenskaberne reduceret videnskabeligt arbejde til pæne lineære ligninger, der kan løses. Tilstedeværelsen af ikke-lineære dynamikker, som havde en evne til hele tiden at dukke op, blev straks kastet i papirkurven og bortforklaret som udefra indvirkende tilfældigheder. Kampen mod tilfældigheden var den klassiske fysiks videnskabsideal. Videnskaben havde til opgave at få elimineret tilfældigheden, at få blotlagt de nødvendige sammenhænge og på det grundlag forudsige fremtiden.

Mange af marxismens arvtagere har i marxismen indlæst samme videnskabsideal – uvidende om, at de herved indlæste 1700-tallets mekaniske materialisme i marxismen.

Denne materialisme ligger i dag i ruiner. De uløste ligninger fra papirkurven er blevet genstand for videnskabeligt arbejde, og resultatet er blevet en ny determinismeforståelse, som kan beskrives som ”deterministisk uforudsigelighed” – fremtiden er absolut determineret og relativ uforudsigelig. Det lovmæssige virker under bestemte betingelser. Det lovmæssigt mulige eksisterer som et mulighedsfelt, hvor inden for den virkelige udvikling udkrystalliserer sig.

Forskellen mellem at være bestemt og være betinget kan illustreres ved følgende banale hverdagseksempel. Hvis en mønt kastes op i luften, kan den lande med en af to sider opad. Den matematiske sandsynlighed for at slå plat såvel som krone er 50%, og hvad du slår er tilfældigt. Nej sagde Laplace og efter ham en hel hærskare af videnskabsfolk. Tilfældigheden eksisterer ikke i sin virkelighed, men alene som en erkendelsesmæssig begrænsning hos videnskabsmanden. Hvis jeg blot får kendskab til alle indvirkende kræfter samt objekternes lokalisering i tid og rum, kan jeg i hver enkelt tilfælde bestemme møntkastets udfald med nødvendighed.

Denne materialisme, denne determinisme, denne animisme (jf. Monods kritik af marxismen) er og har altid været den materialistiske dialektik fremmed, og blev som videnskabsteoretisk erkendelse først overvundet af Marx og Engels.

I polemik mod den mekaniske determinisme skriver Engels således i Dialektik der Natur, at den videnskab, der ser det som sin opgave at afdække kausalkæden bag tilblivelsen af ethvert individuelt særpræg for herved at bestemme det pågældende særpræg som nødvendighed, ikke i kraft af et sådant forskningsprojekt reducerer tilfældigheden til nødvendighed, men alene videnskaben selv til at være "en ren barnagtighed”.

Om "den determinisme, som fra den franske materialisme er gået over i naturvidenskaben, og som søger at blive af med tilfældigheden ved overhovedet at benægte den", skriver Engels. "Ifølge denne opfattelse hersker i naturen kun den simple, direkte nødvendighed. At denne ærtebælg indeholder fem ærter og ikke fire eller seks, at denne hunds hale er fem tommer lang og ikke en linie længere eller kortere, at den ene kløverblomst i år blev befrugtet af en bi og den anden ikke og blev befrugtet af denne bestemte bi og på dette bestemte tidspunkt, at dette bestemte vindblæste løvetandsfrø er spiret frem, og det andet ikke, at en loppe forleden nat bed mig klokken fire om morgenen og ikke klokken tre eller fem og det på højre skulder og ikke på venstre læg, alt det er kendsgerninger, som er frembragt af en urokkelig kæde af årsag og virkning, af en ufravigelig nødvendighed, således at endog allerede den gasbold, hvoraf solsystemet opstod, var indrettet på en sådan måde, at disse begivenheder måtte foregå sådan og ikke anderledes. Med en nødvendighed af denne art kommer vi heller ikke ud af den teologiske naturopfattelse. Om vi med Augustin og Calvin kalder det Guds evige beslutning eller med tyrkerne kismet, eller om vi kalder det nødvendighed, forbliver for videnskaben omtrent det samme”.

Udgangspunktet for Marx og Engels er dialektikken – som de giver et materialistisk indhold. En på materialisme funderet dialektik har i hele det 20. århundrede gået sin sejrsgang inden for naturvidenskaberne – om ikke i marxismens navn.

Det mekanicistiske videnskabsideal har også præget eftertidens tolkning af den historiske materialisme. Stalin m. fl. har med den historiske materialisme i hovedsagen forstået en udviklingslogik for samfundet, der indebærer en bevægelse fra ursamfund over slaveri, feudalisme og kapitalisme til socialisme. Fortolket helt skematisk ligger denne opfattelse i ruiner. Men Marx har også efterladt sig en formationsteori, som giver menneskeheden én historie uden at ophæve mangfoldigheden af forskellige ”historiske miljøer” og forskellige historiske udviklingsveje for de enkelte samfund. Formationsteorien skal læses ud af de økonomiske skrifter, og selv om der findes en righoldig litteratur om emnet, er denne side af Marx’s forfatterskab stort set ukendt i Danmark.

Afslutningsvis i denne statusopgørelse skal omtales Marx’s opfattelse af vareproduktionens gyldighedsområde til alene at omfatte den kapitalistiske samfundsformation. Denne ”marxistiske opfattelse” udgjorde stenen i skoene på de sovjetiske økonomers ”videnskabelige” opbygning af socialismen. Først i årtiet inden Gorbatjov kastede håndklædet i ringet, erkendte de sovjetiske økonomer, at vare-pris-relationen var et realt eksisterende forhold i den socialistiske økonomi, selv om Stalin i 30’erne proklamerede værdiloven ”ophævet”. Også i dette spørgsmål manglede den dialektiske tilgang til problemet. Samfundsmæssige love kan kun ”ophæves” i dialektikkens forstand, hvor forholdet bevarer sig i en ny form.

En nutidig genlæsning af Marx’s tekster kan med fordel tage afsæt i første tese om Feuerbach. Her kritiserer Marx al hidtidig materialisme for at være for beskuen, for objektivistisk, for mekanisk og han efterlyser i samme moment en materialisme, der er mere virksom, mere åben for forandring og fornyelse, åben for praktisk-kritisk virksomhed.

Tilbage til top