I
marxismens navn blev der i det 20. århundrede opbygget et helt
verdenssystem, som på sit højdepunkt i 70'erne og 80'erne
omfattede 1/3 af jordens befolkning. I dag gennemlever dette
verdenssystem ikke blot en krise; det er ikke blot under
omstilling eller fornyelse. Det socialistiske verdenssystem, som
proklamerede sig selv som menneskehedens fremtidssamfund, fremstår
i dag som en parentes i verdenshistorien. Lige så pludseligt, som
det dukkede op, lige så pludseligt forsvandt det igen. Hvor
kommunistiske ledere tidligere levede af at virkeliggøre de
socialistiske idealer, lever mange af de samme personer i dag af
at virkeliggøre en casinokapitalisme, som i rekordtempo har skabt
rigdom hos nogle få og armod hos de mange. Med en blanding af
entusiasme og jamren, eftertænksomhed og naivitet er de frie
markedskræfter og den førhen så forkætrede kapitalistiske djævel
atter blevet sluppet løs i samfundsøkonomien med en forventning
til følge om hurtig velstand og velfærd til alle.
I
Østtyskland, hvor byer og gadenavne i DDR-statens 40 årige
historie blev opkaldt efter Marx og Engels, er de gamle navne
atter fundet frem. I Etiopien kunne statschefen Mengistu i 1979
med stolthed indvie Afrikas første Marx-mindesmærke i
hovedstaden Addis Abeba. Godt ti år efter må Mengistu gå i
landflygtighed - efterladende sig det land, hvor selve
menneskeheden trådte sin vugge, krigshærget, forarmet og
fattigere end i mands minde.
"Løsningen
af det nationale spørgsmål er ét af de største fremskridt,
socialismen har frembragt"(391:266)
- kunne det nu opløste SUKP mere eller mindre uimodsagt fastslå
på partiets 27. kongres i 1986. Fem år efter ligger denne
udtalelse allerede druknet i en blodstrøm af etniske konflikter
og udrensninger, som synes at hjemsøge hver eneste afkrog af det
tidligere Sovjetunionen. I Kina fastholder kommunistpartiet endnu
en marxistisk retorik. Men det er kun i retorikken, at Røde Kina
overtager det kapitalistiske Hong Kong. Virkeligheden er snarere
den, at Hong Kong, Taiwan, de globale selskaber samt 30 millioner
exil-kinesere med større og større succes æder sig ind på Røde
Kina og indtil videre har skabt 90'ernes mest forrygende økonomiske
boom i Kinas sydlige provinser. Og på Cuba synes revolutionens
overlevelse at være knyttet til spørgsmålet: Hvis
Fidel dør, hvad så?
Den
æra, som Oktoberrevolutionen indledte i 1917 i Skt. Petersborg,
og som byen under navnet Leningrad på mange måder blev selve
symbolet på, er i dag afsluttet. Det marxistiske
samfundseksperiment er i sin klassiske udformning og fortolkning
bragt til ophør. Leningrad hedder atter Skt. Petersborg. Og det
elektricitetsværk ved Moskva-flodens bred - og just over for
Kreml - som i 70 år skiltede med Lenins gamle slogan fra
borgerkrigens slutning: kommunisme
er Sovjetmagt plus elektrificering af hele landet, dette hæderkronede
elektricitetsværk er nu rykket tilbage til start for igen at
producere elektricitet - men nu på ganske almindelige vilkår
uden ideologisk iklædning, dvs uden banner, uden sovjetmagt og
uden kommunisme.
På
denne såvel alvorlige som tragikomiske baggrund er det ganske
naturligt, at marxismen endnu engang - men nu med større
bevisbyrde bag sig - erklæres for lige så død som Lenin i sit
mausoleum. Selv om den østeuropæiske socialisme i hovedsagen
fortolkede marxismen dogmatisk og mekanicistisk, er det dog en
kendsgerning, at denne socialisme fandt inspiration og selvbekræftelse
i marxismen som teori og verdensanskuelse. Det er en kendsgerning,
at "den virkeliggjorte socialisme" opfattede sig selv
som virkeliggørelsen af Marx's teori; som virkeliggørelsen af
Marx's videnskabeligt underbyggede "kommunistiske
utopi".
Den
realt eksisterende socialisme var det mest kontante bevis på, at
Marx havde ret. Ret i den profeti, at det kapitalistiske samfund
med en naturlovs nødvendighed går sin egen opløsning i møde
for efterfølgende at blive erstattet af et socialistisk samfund
med samfundsejendom og direkte samfundsmæssig produktion under
arbejderklassens politiske herredømme.
Denne
profeti blev ganske vist ikke bøjet i neon på Broadway i New
York, men opnåede dog at blive bøjet i russisk panserstål
opstillet fra Kurillerne i øst til Centraleuropa i vest. I
forhold til denne håndfaste realitet fremstod de mange - mere
intellektuelle - cafédiskussioner over temaet - er "den
virkeliggjorte socialisme" ægte og sand socialisme eller
blot statskapitalisme, degenereret arbejderstat osv - som en
uvirkelig diskussion. Sovjetunionen
var måske mere "den socialistiske virkelighed"
end "den
virkeliggjorte socialisme".
Den
virkeliggjorte socialisme var utopien, der forvandlede sig til
virkelighed - om end kun for en kortere årrække. Med
Oktoberrevolutionen forvandlede socialismen sig til en
virkeliggjort utopi.
Den
marxistiske teori, revolutionsteorien såvel som
formationsteorien, står med sammenbruddet af den virkeliggjorte
socialisme med et forklaringsproblem. Hvad var det for et system,
som dukkede op i verdenshistorien mellem 1917 og 1989, og som i
egen selvforståelse var den marxistiske teoris virkeliggørelse?
Kan marxismen som teori og metode ikke give en forklaring herpå,
så står marxismen tilbage med et alvorligt legitimitetsproblem.
I
dette afsluttende kapitel skal "den virkeliggjorte
socialisme" indplaceres i samfundets opadstigende
formationsproces. Den proces som i forhold til samfundets
forhistorie har den kommunistiske samfundsformation som mål. Spørgsmålet
skal stille, om marxismen slet ikke har lod og del i "den
virkeliggjorte socialismes" faktiske udformning og sluttelige
sammenbrud? Spørgsmålet om forholdet mellem revolution og
formation skal stilles - herunder spørgsmålet om forholdet
mellem Lenins revolutionsteori og marxismen.
Konklusionen
i dette afsluttende kapitel vil være, at der er alvorlige
problemer med den indre sammenhæng og stringens i Marx's
revolutionsteori og formationsteori. Der er alvorlige problemer
med selve vareanalysen i forhold til dennes eksklusive
gyldighedsområde begrænset til det borgerlige samfund. Der er
problemer med bestemmelserne om tingsliggørelsens ophævelse, dvs
med det umiddelbart samfundsmæssige arbejdes tilblivelse. Disse
bestemmelser synes hos Marx at være knyttet til tvetydige
forhold, som snart knytter an til arbejdets udvikling til
"frit arbejde" snart til privatejendommens og
vareproduktionens ophævelse.
Som
det er fremgået af denne bogs første elleve kapitler har Marx og
Engels leveret mange varige bidrag til videnskabens udvikling. Men
så snart vi forlader de mere videnskabsteoretiske
problemstillinger, synes historien i al væsentlighed at have
givet Marx og Engels uret. Det gælder især i forhold til deres
klassiske revolutionsopfattelse samt deres opfattelse af
vareproduktionens historiske plads. Som "politiske
profeter" havde Marx og Engels en uheldig hånd. De nåede
utallige gange mellem 1840 og 1880 at ringe kapitalismen i graven
- og dog overlevede det kapitalistiske "lig" dem begge.
Ikke med nogle dage, uger eller måneder - men indtil videre med
et helt århundrede.
|
 |
12.1.
Marx om forholdet mellem revolution og formation i 1848 |
|
Udviklingen
af samfundets formationsproces indeholder ifølge Marx en række
epoker af sociale revolutioner. De revolutionære epoker indtræffer
ved overgangene mellem de specifikke økonomiske
samfundsformationer. Afhængig af disse overganges
formationsindhold skelner Marx mellem eksempelvis den borgerlige
revolutions epoke, den proletariske revolutions epoke m.v. I den
borgerlige revolutions epoke etableres kapitalismen som økonomisk
samfundsformation i den samfundsmæssige formationsproces.
De
borgerlige revolutioner er borgerlige, fordi de er politiske fødselshjælpere
for udviklingen af den kapitalistiske samfundsformation. De
borgerlige revolutioner er imidlertid ikke borgerlige i kraft af
en bestemt revolutionstype. Der findes ingen rene
revolutionsformer. Den
borgerlige revolution kender ingen form, som par excellence er
formen for den borgerlige revolution.
I
Engels' "Forord" til den engelske udgave af Socialismens
udvikling fra utopi til videnskab fra 1892 beskrives "det
europæiske borgerskabs store kamp mod feudalismen". Engels
finder, at denne kamp "kulminerede i tre store afgørende
slag"(92:99). Det karakteristiske for disse slag er, at
bourgeoisiet i ingen af dem havde styrken til at sejre alene, dvs
i ren form og uden kompromisser med andre klasser og sociale lag.
Engels skriver. "Det synes at være en lov for den historiske
udvikling, at bourgeoisiet ikke i noget europæisk land kan få
tag i den politiske magt - i hvert fald ikke for længere tid - på
samme ubetingede måde, som lensaristokratiet bevarede den på i
middelalderen"(92:106).
På
sin vej til magten må bourgeoisiet i hvert enkelt tilfælde
mobilisere og indgå kompromisser med andre klasser eller med
fraktioner af klasser under objektive betingelser, hvor
kapitalismens formationstilblivelse, dens grad af udfoldelse til
totalitet, har nået forskellige udviklingsstadier. Hele dette
kompleks af forhold, som tilsammen bestemmer revolutionens
historiske miljø, betinger, at der findes mange typer af
borgerlige revolutioner, som i hvert enkelt tilfælde udtrykker en
unik revolutionsform.
Marx
og Engels har i særlig grad beskrevet den bestemte
revolutionstype, som knytter an til revolutionerne i Europa i
1848/49.
Det karakteristiske for disse revolutioner er, at arbejderklassen
allerede på dette tidspunkt eksisterer som en selvstændig kraft,
og til dels indgår som en selvstændig kraft i de folkemasser,
som bærer de borgerlige revolutioner frem til sejren.
Arbejderklassens konstitueringsproces, dvs dens selvstændige
organisering som klasse, som fagbevægelse og som parti er
allerede under udvikling i de førende europæiske lande.
På
denne baggrund er det Marx og Engels' vurdering, at bourgeoisiet
vil frygte konsekvent at stille sig i spidsen for en mobilisering
af folkemasserne mod de feudale institutioner og magtbastioner. Af
frygt for arbejderklassens radikale mål vil bourgeoisiet være
tilbøjelig til at gå på kompromis med de feudale kræfter. Marx
og Engels konkluderer, at i de kommende europæiske revolutioner
er det alene arbejderklassen, som vil være demokratiets radikale
frontkæmper. I 1848 er arbejderklassen den borgerlige revolutions
yderste venstre flanke, den flanke som vil være rede til at
gennemføre den borgerlige revolution fuldt
ud.
I
Marx's artikler fra 1847 mod den borgerlige radikale Karl Heinzen
får denne analyse følgende udtryk. De tyske arbejdere "ved,
at deres egen revolutionære bevægelse kun kan blive fremskyndet
ved bourgeoisiets revolutionære bevægelse mod de feudale stænder
og det absolutte monarki. De ved, at deres egen kamp med
bourgeoisiet først kan bryde ud den dag, hvor bourgeoisiet har
sejret (...) De kan og må deltage i den borgerlige
revolution som en betingelse for arbejderrevolutionen.
De kan blot aldrig et øjeblik betragte den borgerlige revolution
som deres endemål"(246:352).
Et
par måneder senere (årsskiftet 1847/48) skriver Marx sammen med
Engels Det kommunistiske
partis manifest. I såvel Frankrig som Tyskland ulmer nu
revolutionen. I februar 1848 bryder revolutionen ud i Frankrig og
måneden efter i Tyskland. Ovennævnte beskrivelse af den kommende
revolutions karakter genfindes ganske naturligt i Manifestet.
Og dog skriver Marx og Engels nu, at den forestående borgerlige
revolution kun kan danne "det umiddelbare forspil til en
proletarisk revolution". "Kommunisterne har den største
opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står
umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører
denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske
civilisation overhovedet befinder sig på et højere
udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere
udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18.
århundrede og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være
det umiddelbare forspil til en proletarisk
revolution"(247:58).
Da
den tyske martsrevolution sommeren 1848 løber ind i et alvorligt
tilbageslag, som afspejler bourgeoisiets frygt for sin egen
skygge, dets frygt for at sejre, skriver Marx lakonisk om de tyske
kommunister. "Vi er sikkert de sidste, som vil bourgeoisiets
herredømme"(249:195). Stillet over for det vankelmodige
borgerskab, som er "revolutionært overfor de konservative,
konservativt overfor de revolutionære"(248:109), når Marx
og Engels året efter frem til, at proletariatet i den revolutionære
bevægelse nu som en øjeblikkelig opgave må organisere sig
selvstændigt ved siden af de borgerlige demokrater.
Og
samtidig med denne organisering i et særskilt proletarisk parti
rejser Marx og Engels parolen om "uafbrudt revolution".
Det sker eksempelvis i centralledelsen henvendelse til
Kommunisternes Forbund i marts 1850.
Her skriver de, at "i dette øjeblik" er "en ny
revolution forestående"(251:102), og i denne revolution er
det proletariatets opgave at "gøre revolutionen uafbrudt,
indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra
herredømmet (og) statsmagten erobret af
proletariatet..."(251:105).
Men
allerede sommeren 1850 er alle forhåbninger til den uafbrudte
revolution forspildte; den revolutionære bevægelse er atter
ebbet ud - hvis den da ikke brutalt er slået ned. Og i England er
der igen prosperitet. Marx og Engels skriver nu, at under disse
prosperitetsbetingelser, "hvor det borgerlige samfunds
produktivkræfter udvikler sig så rigt, som det overhovedet er
muligt inden for de borgerlige rammer, kan der ikke blive tale om
en virkelig revolution. En sådan revolution er kun mulig i en
periode, hvor disse to
faktorer, de moderne produktivkræfter og de borgerlige
produktionsformer, er kommet i modsætning
til hinanden (...) En ny
revolution er kun mulig i forbindelse med en ny krise. Denne er
imidlertid også lige så sikker som krisen"(252:440).
Det
bemærkelsesværdige i Marx og Engels' bestemmelse af den kommende
borgerlige tyske revolutions karakter består ikke i, at
arbejderklassen er demokratiets yderste venstre flanke, at
arbejderklassens opgave er den maksimale radikalisering af den
borgerlige revolution, kampen for en demokratisk republik; det bemærkelsesværdige
består i, at Marx og Engels opfatter den borgerlige revolution
som en umiddelbar
optakt til den proletariske
revolution, der som mål har ophævelsen af privatejendommen
som sådan - og ikke blot én af dennes former. Det bemærkelsesværdige
er teorien om den permanente
revolution, som forener den borgerlig-demokratiske revolution
med den socialistiske revolution. I og med at den borgerlige
revolution kun fuldt ud kan gennemføres under proletariatets
ledelse eksisterer muligheden for - ifølge teorien om den
"uafbrudte revolution" - at proletariatet kan føre den
borgerlige revolution ud
over sig selv. "De (arbejderklassen, AL) må sætte
demokraternes forslag (...) på spidsen og forvandle dem til
direkte angreb på privatejendommen"(251:111).
Marx's
revolutionsteori fra 1848 indeholder på denne baggrund en bemærkelsesværdig
modsætning - en glidende forvandling. Revolutionsteorien
undergår under indtryk af revolutionens faktiske forløb -
herunder ikke mindst erfaringerne med det vankelmodige borgerskab
- en forvandling karakteriseret ved, at proletariatets historiske
opgaver radikaliseres. I den første formulering bestemmes
proletariatets historiske opgaver inden for rammerne af
revolutionens bestemmelse som en borgerlig-demokratisk revolution.
I den sidste formulering rejses perspektivet om den permanente
revolution; et perspektiv, der foreskriver en uafbrudt revolution,
der går ud over sit borgerlige formationsindhold gennem en
forening af proletariatets historiske opgaver med proletariatets
egne socialistiske mål. Godt begyndt er halvt fuldendt - siger
mundheldet. Marx's klassiske revolutionsteori fra 1848 indeholder
det perspektiv, at gennemføres den borgerlige revolution
"fuldt ud", så er den proletariske revolution allerede
"halvt fuldendt". I denne revolutionsteoriens glidende
forvandling synes den borgerlige revolutionsepokes specifikke
formationsopgaver at forsvinde bort med revolutionens
radikalisering.
Tilsyneladende
forsøger teorien om "uafbrudt revolution" at forene på
revolutionsniveauet, hvad der er adskilt på formationsniveauet.
Den kommunistiske samfundsformation er adskilt fra den
kapitalistiske samfundsformation. Den kommunistiske formation følger
efter den kapitalistiske, men først efter en hel epoke, hvor
kapitalismen udlever
sit formationsindhold.
Den
samfundsmæssige formationsproces er bestemt som én proces, hvor
de økonomiske samfundsformationer er denne proces' diskrete
udviklingsformer. Indebærer teorien om "uafbrudt
revolution", at formationsbestemmelsen af kapitalismen og
kommunismen som specifikke og særegne udviklingsformer af den
samfundsmæssige formationsproces er ubegrundet? Med andre ord. Er
teorien om "den uafbrudte revolution" identisk med en
teori om "uafbrudt formation", dvs uafbrudt
formationsproces mellem kapitalisme og kommunisme uden nogen epoke
af sociale revolutioner?
Eller
indebærer teorien om "den uafbrudte revolution" alene,
at proletariatet må påtage sig historiske opgaver, som
formationsmæssigt tilhører udviklingen af den kapitalistiske
samfundsformation? Kan fødselshjælperen for indløsningen af den
borgerlige revolutionsepokes formationsopgave i sin yderste
konsekvens være en proletarisk revolution?
Marx's
revolutionsteori fra 1848 kredser omkring denne problematik - men
uden at nå til en modsigelsesfri formulering. Radikaliseringen af
proletariatets historiske opgaver - som kan følges i
revolutionsperioden fra 1848 til 1850 - finder ikke blot sin
begrundelse i revolutionens faktiske forløb. Marx fremkommer også
med formuleringer, der underbygger den opfattelse, at Tyskland i
1848 er moden for angreb på den borgerlige privatejendom - også
selv om den borgerlige revolution endnu ikke er gennemført
endsige gennemført "fuldt ud".
Selv
om revolutionerne i 1848 af Marx bestemmes som
borgerlig-demokratiske, vendt mod den europæiske reaktion,
monarkierne, aristokratiet og resterne af de feudale privilegier,
så må denne bestemmelse ifølge Marx ikke tildække det faktum,
at de borgerlige produktionsforhold i de førende europæiske
lande - herunder Tyskland - allerede er vidt udviklede, samt at
borgerskabet allerede har opnået betydelig politisk magt. Når
Marx's revolutionsteori fra 1848 ender op med at være en teori om
permanent revolution, har det den formationsanalytiske forklaring,
at de borgerlige produktions- og ejendomsforhold allerede er vidt
udviklede. Den permanente revolution er med andre ord - ifølge
Marx - ikke henvist til alene at udvikle borgerlige
ejendomsforhold; den kan allerede indlede en ophævelse af disse.
I
en række af Marx og Engels' skrifter fra sidste halvdel af
1840'erne fremhæves det, at løsningen på den proletariske
revolutions formationsopgave er knyttet til bestemte materielle
betingelser, som bl.a. omfatter højtudviklede produktivkræfter
baseret på storindustriel produktion, dvs på relativt højtudviklede
borgerlige produktionsforhold. Disse materielle betingelser var
ikke tilstede under revolutionerne i 1830 endsige under den store
franske revolution. Men i 1848 er de ifølge Marx og Engels
tilstede. Derfor kan kommunisterne med mening udstikke parolen om
"uafbrudt revolution" uden at risikere efter erobringen
af den politiske magt blot at skulle gennemføre den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgave. Dette er det overraskende
element i teorien om den uafbrudte revolution, eftersom Marx
utallige andre steder i sit forfatterskab tildeler den borgerlige
revolutions æra så omfattende formationsopgaver, at de i tid
synes at implicere mange årtiers om ikke århundreders
kapitalistisk udvikling.
I
artiklerne mod Karl Heinzen (1847) beskriver Marx ellers en
situation, hvor proletariatet opnår politisk magt, uden at de
materielle betingelser for løsningen på den proletariske
revolutions formationsopgave er tilstede. "Styrter
proletariatet derfor bourgeoisiets politiske herredømme, så vil
dets sejr kun være forbigående, kun selv være et moment i den borgerlige
revolutions tjeneste som i 1794, så længe de materielle
betingelser endnu ikke er skabt i historiens forløb, i dens 'bevægelse',
som nødvendiggør afskaffelsen af den borgerlige produktionsmåde
og dermed også det definitive fald for det politiske
bourgeoisiherredømme"(246:338f).
Og
selv om de materielle betingelser skulle være tilstede for
proletariatets politiske herredømme, så forestår der fortsat en
omfattende udvikling af produktivkræfterne, før den nye
samfundsformation hviler på sit eget grundlag. "Menneskene
bygger sig en ny verden, ikke på 'jordisk gods' (...) men på de
historiske resultater af deres forgangne verden. De må i løbet
af deres udvikling først selv producere
de materielle betingelser
for et nyt samfund, og ingen tænkemådes eller viljes
kraftanstrengelse kan befri menneskene fra denne skæbne"(246:339).
I
alle stadier er opbygningen af det ny samfund forbundet med
bestemte materielle betingelser. Marx er fuldt ud bevidst om, at
fraværet af de adækvate materielle betingelser kan tvinge en
sejrherre til at gennemføre en anden klasses historiske opgaver,
dvs gennemføre et andet program end sejrherrens eget
formationsspecifikke program. Men alle disse forbehold, disse afdæmpede
socialistiske revolutionsperspektiver fra før 1848, de synes alle
væk i 1849/50, hvor parolen er "uafbrudt revolution"
samt "direkte angreb på privatejendommen". Dette udgør
den bemærkelsesværdige ambivalens i Marx's revolutionsteori fra
1848. Over en nat forvandler kampen for
den borgerlige revolution sig til en kamp mod
begrænsningen i den borgerlige revolution.
Også
Engels har udførligt beskæftiget sig med denne særlige
problemstilling i forholdet mellem revolution og formation. Efter
revolutionerne i 1848/49 skriver Engels en større artikel
om den borgerlige "revolution nr. 1" i Tyskland, dvs en
artikel om bondekrigene i 1525 med Thomas Münzer (1490-1525) som
den revolutionære bevægelses store bondeleder. Under indtryk af
denne radikale bondeleders situation beskriver Engels i almenhed
situationen for lederen af et ekstremt parti, som revolutionen
bringer i en historisk 'skæv position'.
 |
"Det
værste, der kan overgå lederen af et ekstremt parti, er,
at være tvunget til at overtage regeringsmagten på et
tidspunkt, hvor bevægelsen endnu ikke er moden til den
klasses herredømme, som han repræsenterer, og til iværksættelsen
af de forholdsregler, som dette herredømme fordrer. Hvad
han kan gøre afhænger
ikke af hans vilje, men af det niveau, som modsætningen
mellem de forskellige klasser er drevet frem til, og af
udviklingsgraden for de materielle eksistensbetingelser - af
produktions- og samkvemsforholdene, som klassekampenes til
enhver tid værende udviklingsgrad beror på. Hvad han burde
gøre, hvad hans eget parti forlanger af ham, afhænger igen
ikke af ham, men heller ikke af klassekampenes
udviklingsgrad og disses betingelser; han er bundet af sine
hidtidige doktriner og krav, som igen ikke er fremstået ud
fra de samfundsmæssige klassers øjeblikkelige stilling
over for hinanden eller ud fra produktions- og
samkvemsforholdenes øjeblikkelige mere eller mindre tilfældige
tilstand, men som derimod er fremstået på grundlag af hans
større eller mindre indsigt i den samfundsmæssige og
politiske bevægelses almene resultater. Han befinder sig
derfor nødvendigvis i et uløseligt dilemma. Hvad han kan
gøre står i modsætning til hele hans hidtidige praksis,
til alle hans principper og til hans partis øjeblikkelige
interesser; hvad han burde
gøre kan ikke opnås. Han er - kort fortalt - tvunget til
at repræsentere, ikke sit parti, heller ikke sin klasse,
men den klasse, hvis herredømme bevægelsen netop er moden
til. I bevægelsens egen interesse er han tvunget til at
gennemføre en fremmed klasses interesser, og afspise sin
egen klasse med fraser og løfter, ja med den påstand, at
denne fremmede klasses interesser er deres egne interesser.
Enhver som sætter sig i denne skæve stilling, er
uigenkaldeligt fortabt. Endda i nyeste tid har vi oplevet
eksempler herpå; vi erindrer blot på den stilling som
proletariatets repræsentanter
indtog i den sidste franske provisoriske regering, skønt de
selv kun repræsenterede et af proletariatets meget
underordnede udviklingstrin"(66:400f).
|
Marx's
problemstilling i artiklerne mod Karl Heinzen fra 1847 om
opkomsten af en skæv stilling mellem revolutionens politiske
ledelse og revolutionens formationsopgave dukker således op igen
- men nu hos Engels i 1850. Tilsyneladende oplevede Marx og Engels
selv, at revolutionsforløbet i 1848-50 efterlod dem med et
forklaringsproblem. Så sent som i 1895 vender Engels tilbage til
parolen om "uafbrudt revolution" for nu at konstatere,
at "historien har givet os, og alle andre, der tænkte på
lignende måde uret. Den har gjort det klart, at den økonomiske
udviklings niveau på kontinentet dengang langtfra var moden for
afskaffelsen af den kapitalistiske produktion; den har bevist
dette gennem den økonomiske revolution, som siden 1848 har bredt
sig over hele kontinentet og først for alvor har skaffet
storindustrien indpas i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen og for
nylig Rusland - altsammen på det kapitalistiske grundlag, der
altså i 1848 endnu havde meget store
udvidelsesmuligheder"(96:119).
Engels
omtaler her en "økonomisk revolution" i sidste halvdel
af 1800-tallet - den industrielle revolution på kontinentet - som
ikke ringede kapitalismen i graven, men omvendt førte den frem
til nye højdepunkter.
Siden
Engels skrev disse ord er der gået ca. 100 år - med endnu nye og
større udvidelsesmuligheder for kapitalismen til følge.
Produktivkræfterne har i hele perioden taget til i omfang og
styrke. Og selv i dag synes det kapitalistiske system ikke at have
opbrudt alle sine potentialer. Hundrede år efter den industrielle
revolution står kapitalismen ved indgangen til en ny teknologisk
revolution - som i sin karakter, i sin samfundsomvæltende omfang
og dybde synes helt at skulle sætte den industrielle revolution i
skyggen. Den informationsteknologiske revolution, som vi kun har
set begyndelsen på, vil omvælte hele den verden, som vi kender.
Den
marxistiske revolutionsteori fra 1848 er plaget af en dobbelt
eufori. Revolutionsstemningens mere eller mindre naturlige eufori
og så en særlig eufori omkring den teknologiske udvikling. I
revolutionsårene 1848/49 er synspunktet, at den teknologiske
udvikling, produktivkræfternes stade har nået et niveau, som
udelukker at proletariatet med erobringen af den politiske magt
kan komme i den situation, som Engels året efter beskriver i Der
deutsche Bauernkrieg.
Kommer
proletariatet i den heldige situation, at omstændighederne
tvinger det til erobre den politiske magt for fuldt ud at gennemføre
den borgerlige revolution, så ligger det inden for proletariatets
politiske rækkevidde at give revolutionen et formationsindhold,
som overskrider den borgerlige revolution og gør den til en
social revolution med direkte angreb på privatejendommen. Næsten
rørende skriver Marx og Engels i Manifestet
følgende om jernbanedriftens betydning for arbejderklassens
konstituering som klasse. "Og den samling, som det varede århundreder
at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres
primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har
jernbaner, at skabe på få år"(247:35).
I
1848/49 kom proletariatet aldrig i en situation, hvor muligheden
for at erobre den politiske magt reelt forelå. Alligevel skriver
Engels i 1895, at "historien har givet os, og alle andre, der
tænkte på lignende måde uret". Som det fremgår af Engels'
bemærkninger går denne "uret" på det, som Marx og
Engels - ganske som bondelederen - følte sig bundet af, nemlig af
deres doktriner og krav, som de var fremstået på grundlag af
deres større eller mindre indsigt i den samfundsmæssige og
politiske bevægelses almene resultater. Denne indsigt - eller
mangel på samme - undervurderede dé store udvidelsesmuligheder,
som kapitalismen fortsat rummede i økonomisk henseende. Hvor Marx
og Engels i 1848 troede, at de allerede havde oplevet den
kapitalistiske storindustris højdepunkter, erfarede de senere, at
de fortsat havde hovedparten af dens stadier til gode.
I
virkeligheden er Engels i 1895 meget ærlig og selvkritisk, idet
uretten henføres til et særdeles centralt punkt hos Marx og
Engels. I Det kommunistiske
partis manifest skriver Marx og Engels følgende om de
forhold, der adskiller kommunisterne fra de andre proletariske
partier. "Teoretisk har de (kommunisterne, AL) det forud for
proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske
bevægelses betingelser, forløb og almene
resultater"(247:39).
Med
kampråbet om uafbrudt revolution fra 1850 blev Marx og Engels
selv de første ofre for dén teoriens arrogance, som fra
begyndelsen af har hjemsøgt den videnskabelige socialisme. Marx
og Engels måtte selv som de første erfare, at kommunisternes
videnskabelige indsigt i historiens almene resultater ikke
udelukker dem fra som revolutionære, at "begå fejl i
politikken" (Stalin jargon).
Teoretisk
indsigt i historiens almene forløb egner sig ikke til
monopoldannelse i hænderne på et enkelt politisk parti.
 |
Kommunismens
historie er historien om, hvorledes sandhedens
virkeliggørelse tilbagevendende er blevet indhentet af virkelighedens
sandhed.
|
Havde
"kommunisterne" sejret i 1848, var de hinsides enhver
tvivl endt i samme skæve stilling, som Engels' uheldige
bondeleder.
At
Marx og Engels i 1848 netop havde uret i deres indsigt i de almene
resultater, synes også at fremgå af Marx' senere økonomiske
skrifter, hvor den kapitalistiske produktionsmådes immanente
skranker finder bestemmelser, som er helt irrelevante for krisen i
1848.
Denne problemstilling skal der
vendes tilbage til i afsnit 12.2. Men forinden skal vi følge,
hvorledes det revolutionsforløb, som Marx skitserer i 1848, og
som aldrig blev til virkelighed i Centraleuropa, knap 70 år
senere bliver til virkelighed i Rusland. Mellem Marx's
revolutionsteori fra 1848 og Lenins bestemmelse af den russiske
revolutions karakter og proletariatets historiske opgaver
eksisterer der en slående analogi.
|
 |
12.1.1.
Marx's revolutionsteori og den russiske revolutions karakter |
|
Med
Oktoberrevolutionen bliver Marx's revolutionsteori fra 1848 til
virkelighed. Oktoberrevolutionens
nøglebegreb er demokratisk revolution under proletariatets
politiske ledelse.
Men ganske tilsvarende revolutionsteorien fra 1848 finder der også
en forvandling eller en glidning sted i Lenins revolutionsteori.
Fra i sin karakter at være en borgerlig-demokratisk revolution
under proletariatets ledelse bliver den russiske revolution en
permanent revolution, der er tvunget til straks at tage skridt hen
imod socialismen.
Oktoberrevolutionen
er således i sin "planlægning" og i sit virkelige
udgangspunkt ikke nogen socialistisk revolution - og slet ikke
nogen ren socialistisk revolution selv om den senere bliver fejret
som Den store socialistiske Oktoberrevolution. Ifølge Lenin
udvikler den borgerlige revolution sig i imperialismens epoke
direkte baglæns, revolutionen refeudaliseres, 'demokratiet rådner
op i levende live'. "Den, der forventer en 'ren' social
revolution, vil aldrig
opleve den; han er kun revolutionær i ord, han forstår ikke den
virkelige revolution"(206:356), skriver Lenin i 1916.
I
imperialismens epoke står der ifølge Lenin to hovedklasser over
for hinanden: arbejderklassen og borgerskabet. Men slaget disse to
klasser udkæmper, er et slag mellem reaktion
og demokrati. Det er
den proletariske revolutions egentlige subjekter. Den proletariske
revolutions politiske hovedopgave - sjælen i revolutionen - er at
føre den demokratiske
revolution til ende. Dette er helt i overensstemmelse med
Marx's tankegang fra 1848.
Demokratiet
kæmper under proletariatets ledelse og kan kun kæmpe under
proletariatets ledelse. Heri ligger "arbejderklassens ledende
rolle". Men proletariatet kæmper igen under det
kommunistiske partis ledelse. Heri ligger partiets ledende rolle.
Og som allerede citeret fra Manifestet
bygger partiets selvstændighed på, at det teoretisk har indsigt
i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almene
resultater.
For
Lenin er dette en erkendelse af, at kun proletariatets revolutionære
parti med dets videnskabelige indsigt i den samlede bevægelses
betingelser kan forene arbejderklassens umiddelbare interesser med
revolutionens historiske opgaver. Under proletariatets ledelse -
og idet proletariatet under partiets ledelse distancerer sig fra
sine "rene interesser" - koncentreres politikken om
revolutionens historiske opgaver.
Det
kommunistiske parti repræsenterer derfor ikke 'arbejdernes
interesser", men den proletariske revolutions historiske
opgaver. Kun på baggrund af den strengeste teoretiske og
videnskabelige adskillelse af opgavernes forskellige karakter kan
proletariatet i praksis gennem revolutionen forene opgaverne, og
derved gribe ind i historiens gang og fuldende den borgerlige
revolution i dens mest radikale form.
I
sin marxistiske formationsanalyse af kapitalismens udvikling i
Rusland leverer Lenin det fundamentale teoretiske grundlag for det
russiske proletariats klassebevidste indgriben i historiens gang.
Genstanden for Lenins analyse er den
kapitalistiske formationsproces i Rusland.[7]
Efter 1861 er det grundlæggende og formationsdannende
produktionsforhold i Rusland et kapitalforhold.
Den borgerlige revolution lader imidlertid vente på sig. Dette
forhold mellem formation og revolution er Lenins tema. I centrum
for formationsanalysen står agrarspørgsmålet. En demokratisk løsning
på agrarspørgsmålet er den russiske revolutions hovedopgave.
Ifølge
Lenin vil agrarspørgsmålet under alle omstændigheder blive løst.
Spørgsmålet er alene, hvilken udviklingsvej klasserne i Rusland
vil finde på agrarspørgsmålet. Overladt til det russiske
bourgeoisi, som allerede har 'jordsat sig', dvs integreret den
feudale godsejerklasse i sig i stedet for at bekæmpe den, er løsningen
på agrarspørgsmålet allerede igang med at blive en reaktionær
'preussisk løsning'. Griber arbejderklassen derimod ind i
historiens gang og understøtter og leder en radikal
bonderevolution vendt mod de feudale og zaristiske institutioner
samt det monarkistiske og 'jordsatte' bourgeoisi, kan agrarspørgsmålet
finde en virkelig demokratisk løsning - en løsning, hvor
agrarproduktionen og dennes udvikling bliver løsgjort fra den
private jordejendoms bindende lænker.
Lenin
skriver herom. "Nationalisering af jorden er netop den nødvendige
betingelse for det hurtigste kapitalistiske fremskridt i vores
landbrug. Hos os i Rusland findes der en 'radikal bourgeois' af
den slags, der endnu ikke har 'territorialiseret' sig, og som, når
tiden er inde, ikke vil have noget at frygte ved et proletarisk
'angreb'. Denne radikale bourgeois er den russiske
bonde"(199:322).
At
lede Ruslands bønder frem til den borgerlige demokratiske
revolution er den russiske arbejderklasses historiske opgave.
Det er revolutionens umiddelbare mål. Arbejderklassens eget mål
er opbygningen af socialistiske produktionsforhold, men
indfrielsen af dette mål er ikke revolutionens hovedopgave. Dette
mål kan ikke udløse og bære revolutionen. Arbejderklassen må
derfor gennem partiets forankring i klassen tæmme sine
egeninteresser og give den proletariske revolution en dobbelt
opgave; bestemme den proletariske revolution med en dobbelt
karakter: som en enhed af demokratisk og socialistisk revolution.
Lenin skriver. "Marxismens hele betydning ligger i denne
dobbelte opgave, der kun af folk, der ikke forstår marxismen, kan
forfladiges eller forsimples til en og samme
opgave"(198:236).
Tilsvarende
bestemmer Lenin proletariatets diktatur som en bestemt
klassealliance mellem de demokratiske kræfter. Denne
klassealliance er revolutionens subjekt. Denne klassealliance skal
magtpolitisk bære revolutionen igennem, gennemføre revolutionens
program. Proletariatets diktatur - i den russiske revolution forstået
som et bestemt klassekompromis mellem arbejdere og bønder - er dén
politiske form, hvorunder proletariatet i imperialismens epoke -
ikke i kraft af sin størrelse, men på trods af sin størrelse -
kæmper for og virkeliggør sine historiske mål.
Selv
om Lenin stærkt fremhæver nødvendigheden af etableringen af
proletariatets diktatur, og selv om Lenin bestemmer den
proletariske revolution som en enhed af demokratisk og
socialistisk revolution, så anser Lenin helt frem til 1917
proletariatets opgave som "fuldendelsen af den borgerlige
revolution". I April-teserne
fra 1917 hedder det eksempelvis i 8. tese, at "det er ikke
vort umiddelbare mål
at 'indføre' socialisme"(207:30).
Og
dog! I Europa raser krigen. I februar 1917 falder det zaristiske
regime i Rusland. Alting er i bevægelse. Med den opståede
dobbeltmagtssituation efter februarrevolutionen i 1917, hvor Lenin
bestemmer de nyoprettede arbejder-, soldater- og bondesovjetter
som "proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske
diktatur"(208:36), fremfører Lenin nu om dette parallelle
diktatur, at det må begynde "at tage skridt
til socialisme"(208:44).
Dette
nye begreb: "at tage skridt hen imod socialismen"
begrundes i Breve om taktik
fra april 1917 med "hungersnøden. Det økonomiske kaos. Det
truende sammenbrud. Krigens rædsler"(208:44). I Den
truende katastrofe, og hvordan den bekæmpes fra september
1917 er begrebet kædet sammen med Lenins imperialismeanalyse. Nu
siges det, at i imperialismens epoke, hvor borgerskabet politisk rådner
op i levende live, kan man ikke være revolutionær demokrat i
gerning og så samtidig frygte at tage skridt hen imod
socialismen.
"Stå
stille kan man ikke - hverken i historien i almindelighed eller i
krigstider i særdeleshed. Man må enten gå fremad eller gå
tilbage. At gå fremad i det 20. århundredes Rusland, der har
erobret republikken og demokratiet ad revolutionær vej, er umuligt
uden at gå hen imod
socialismen, uden at tage skridt
i denne retning"(209:46). I september 1917 - en måned før
stormen på Vinterpaladset - er det Lenins standpunkt, at den
borgerlig-demokratiske revolution under proletariatets lederskab
kun kan sejre fuldt ud, hvis revolutionen straks tager skridt hen
imod socialismen.
Hvor
nationaliseringen af jorden i agrarprogrammet fra 1907 blev
opfattet som "den nødvendige betingelse for det hurtigste
kapitalistiske fremskridt i vores landbrug"(199:322)[8],
ses nationaliseringen af jorden i 1917 som skridt hen imod
socialismen. I et efterord til agrarprogrammet fra september 1917
skriver Lenin. "Krigen har bragt de krigsførende stater i en
så uhørt elendighed og har samtidig, idet den har forvandlet den
monopolistiske kapitalisme til statsmonopolistisk kapitalisme,
fremskyndet kapitalismens udvikling i så uhyre grad, at hverken
proletariatet eller det
småborgerlige demokrati kan
holde sig inden for kapitalismens rammer. Livet har allerede
overskredet disse rammer (...) Under disse omstændigheder må også
nationalisering af jorden uundgåeligt indtage en anden stilling i
agrarprogrammet. Og vel at mærke er nationaliseringen af jorden
ikke kun den borgerlige revolutions 'sidste ord', den er også et
skridt hen imod socialismen. Man kan ikke bekæmpe krigens
elendighed uden at tage sådanne skridt"(210:430).
Under
indtryk af revolutionens faktiske forløb og under indtryk af
kapitalismens uhyrlige udviklingsgrad forvandler også Lenins
revolutionsteori sig til en teori om permanent revolution[9].
Den borgerlig-demokratiske revolution under proletariatets ledelse
må - for at blive gennemført fuldt ud - forvandle sig til en
socialistisk revolution.
Men
ligesom Marx og Engels i 1848 overvejede, om proletariatet - ved
at stille sig i spidsen for den borgerlig-demokratiske revolution
- ikke blot risikerer at blive en slags agent for en anden klasses
revolution, således hjemsøger denne problemstilling også Lenin
adskillige gange. Lenins kategoriske afvisning af, at
bolsjevikkerne nødvendigvis må havne i samme "skæve
stilling", som Engels uheldige bondeleder, er af afgørende
betydning for at forstå leninismen i den russiske revolution.
Efter
Brest-Litovsk freden og efter borgerkrigen med dens
krigskommunisme synes problemstillingen ellers at indeholde en vis
aktualitet. Med Brest-Litovsk freden, hvis accept i
bolsjevikpartiet kostede Lenin al den prestige han overhovedet
besad, afstår den unge sovjetmagt 1/4 af landets territorium, 1/3
af befolkningen, 3/4 af landets samlede jern- og kulproduktion,
45% af olieproduktionen, 40% af industriproletariatet og 30% af
det gennemsnitlige høstudbytte. Prisen for dette
"pusterum" blev af mange bolsjevikker oplevet som det tætteste
man kan komme en fuldbyrdet halshugning, og så fortsat være i
stand til at "puste".
Efter
borgerkrigens afslutning tre år senere er situationen endnu værre.
Med evakueringen af de sidste af general Wrangels styrker fra Krim
i november 1920 er borgerkrigen i al væsentlighed overstået, og
Sovjetmagten står tilbage som den store sejrherre. Men
situationen i landet er katastrofal - måske mere katastrofal end
nogen sinde tidligere. Lenin skriver herom i 1922. "I 1921,
efter at vi havde overstået borgerkrigens mest afgørende etape -
og overstået den sejrrigt - fornemmede vi trykket fra en
alvorlig, jeg tror den alvorligste indre politiske krise i
Sovjetrusland. Denne indre krise afslørede utilfredshed ikke blot
blandt en betragtelig del af bønderne, men også blandt
arbejderne. Dette var første og jeg håber også sidste gang i
Sovjetruslands historie, at store masser blandt bønderne ganske
vist ubevidst, men instinktivt var os modvilligt
stemt"(218:120).
Årsagen
til denne krise var naturligvis et produkt af borgerkrigen og dens
krigskommunistiske fordeling af elendigheden.
Aldrig før havde de russiske arbejdere gennemlevet så store
kvaler og lidt så store afsavn som under de første år med
proletariatets diktatur. I årets første måneder af 1921 var det
sovjetrussiske samfund på det nærmeste ophørt med at eksistere
som samfund. Fabrikkerne lå i hver eneste by øde hen. På "Røde-Putilov"
i Petrograd blev der i januar 1921 slået plakater op med
ordlyden: "Alle arbejdere og ansatte mellem 18 og 45 år mønstrer
til træhugst". Mangelen på brændsel, kul og olie lagde det
meste af storindustrien øde. Industriproduktionen faldt til 15 %
af førkrigsniveauet. Inden for bestemte brancher var faldet endnu
større. Således nåede kulproduktionen i 1920 kun op på 2.7 %
af førkrigsniveauet, stålproduktionen 2.4 %, cementfabrikationen
3.0 %, produktionen af sukker 6.7 %.
Pengene
var for længst forsvundet fra handelen. Arbejderne fik udbetalt
deres løn i naturalier. Levefoden oplevede et frit fald og lå på
mellem 10 og 40 % af førkrigsniveauet. Byerne var rømmet for
mange af deres indbyggere - således havde 62% af indbyggerne
forladt Petrograd. Arbejderklassen var blevet udsat for en voldsom
deklassering. Fra 3
millioner industriarbejdere i 1917 til kun 1.2 millioner i 1920.
Deklasseringen var dog langt alvorligere end de statistiske tal
antyder, idet det først og fremmest var storindustrien, som var
ophørt med at producere.
På
landet hærgede epidemier og hungersnød. Titusinder led sultedøden.
I oktober 1921 skriver Lenin om hensigten med den nye økonomiske
politik (NEP). "Kapitalisterne vil få fremgang af vores
politik (NEP, AL), men de vil også skabe et industrielt
proletariat, som i vores land er blevet deklasseret på grund af
krigen og den desperate fattigdom og ruin. At proletariatet er
blevet deklasseret vil sige, at det er fjernet fra sit
klassegrundlag, og at det er ophørt med at eksistere som et
proletariat. Proletariatet er den klasse, som er beskæftiget med
produktionen af materielle værdier i kapitalistisk storindustri.
Eftersom denne storindustri er blevet ødelagt, eftersom
fabrikkerne er lukkede, er proletariatet forsvundet. Til tider
figurerer det i statistikkerne, men dette proletariat hænger ikke
sammen økonomisk set"(216:65f).
Situationen
i 1921 er således den ganske ejendommelige, at proletariatets
diktatur har sejret, den politiske magt er bevaret og fastholdt i
"proletariatets" hænder - problemet er blot at
proletariatet som klasse er ophørt med at eksistere. For
Kommunistpartiet synes situationen at ligne den af Engels omtalte
"skæve stilling". Lenins standpunkt hertil er
imidlertid en ganske anden.
Deklasseringen
anså Lenin for et alvorligt problem, men ikke for et
uovervindeligt problem. Revolutionens grundspørgsmål - spørgsmålet
om magten - var løst. På trods af proletariatets deklassering
eksisterede proletariatets diktatur fortsat. Proletariat
eller 'deklasseret proletariat' - revolutionens historiske opgaver
var fortsat veldefinerede.
Proletariatet havde fortsat historiske opgaver at løse - herunder
det nyopståede problem med klassens egen deklassering.
Lenin
skriver herom. "Mensjevikkerne og de Social-Revolutionære
har overdøvet os med deres råb om, at eftersom proletariatet er
blevet deklasseret burde vi opgive proletariatets diktaturs
opgaver (...) Når vi hører disse angreb, benægter vi ikke, at
der har fundet en deklassering sted, og at der ingen svagheder
findes. Det vi siger er, at de russiske og internationale forhold
er af en sådan art, at selv om proletariatet må gå igennem en
periode, hvor det er deklasseret, og hvor det må lide under disse
handicaps, så kan proletariatet ikke desto mindre alligevel fuldføre
dets opgave, at vinde og bevare den politiske magt"(195:412).
Denne magt skal ifølge Lenin bruges til at føre NEP-politikken
ud i livet, akkumulere et samfundsmæssigt overskud til
opbygningen af en ny storindustri, som er proletariatets egentlige
økonomiske basis, og som i længden er en nødvendighed, hvis
proletariatet skal fastholde den politiske magt.
Når
Lenin ikke fortvivler over den vanskelige situation i 1921, er
forklaringen imidlertid ikke blot, at den politiske magt er
bevaret i bolsjevikkernes hænder. Teoretisk stikker forklaringen
langt dybere, idet det kommunistiske partis egentlige grundlag -
som allerede omtalt - ikke er arbejderklassen. Proletariatets
diktatur repræsenterer ikke arbejdernes interesser. I klar forlængelse
af Marx og Engels' opfattelse af, hvad der adskiller kommunisterne
fra proletariatets øvrige partier[10],
er det Lenins partiopfattelse, at partiet nok er afhængig af at være
"forankret" i arbejderklassen, men i dybeste forstand
opbygges partiet "oppefra", dvs på grundlag af et
program, på grundlag af en videnskabelig indsigt i og erkendelse
af revolutionens karakter og opgaver. Partiets grundlag er så at
sige af teoretisk karakter. "Uden en revolutionær teori kan
der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse"(195:33),
skrev Lenin allerede i Hvad
må der gøres? fra 1902.
Partiet
repræsenterer revolutionens historiske opgaver, som først og
fremmest er teoretisk bestemt, men hvis praktiske gennemførelse
naturligvis kræver en "forankring" i arbejderklassen -
da denne ellers vil henfalde til sine rene interesser. Med sejren
i borgerkrigen har bolsjevikkerne fastholdt
"forankringen", og bestemmelsen af de historiske opgaver
er fortsat veldefineret. Introduktionen af NEP i 1921 - med denne
politiks opfordring til kapitalistisk udvikling - afspejler på
samme tid kommunistpartiets tilstedeværelse i den konkrete
samfundsudvikling og dets teoretiske grundlag uden for eller over
den konkrete samfundsudvikling.
I
virkeligheden stod det derfor klart for Lenin mange år før
revolutionen, at hans parti aldrig ville komme i den Engels'ske
bondeleders uigenkaldeligt fortabte position. Allerede på det
russiske socialdemokratis partikonference i 1905 blev Engels'
fortabte bondeleder ivrigt debatteret. Spørgsmålet blev rejst -
af Martynov - om socialdemokraterne ikke blot ville komme til at
agere som regeringens gidsler, hvis de deltog i en kommende
provisorisk revolutionær regering.
Af
selve konferencens dokumenter fremgår det, at "faren for at
disse delegerede måtte afvige fra den korrekte klasselinie ikke
er uovervindelig"(197:380) - og hvorfor? Fordi
Socialdemokratiet er organiseret som et selvstændigt
parti, hvis grundlag i sidste instans er et videnskabeligt
funderet program, som bygger på indsigt i den kommende
revolutions karakter og historiske opgaver.
På
selve konferencen kommenterer Lenin med en vis irritation dette
Engels-citat, som Lenin finder alene kan svie til dem, der kræver
en ren socialistisk revolution. De kommer i sidste instans til at
spise deres egen klasse af med fraser og løfter, fordi deres
indsigt i historiens gang har været forkert. Engels' kommentar
til den fortabte bondeleder viser, at han "udtrykkeligt
advarer mod den falske position, som opstår med en leders
svigtende forståelse at 'hans egen' klasses virkelige interesser
og af revolutionens virkelige klasseindhold". Og vendt mod
Martynov fortsætter Lenin. "Forstår han da stadigvæk ikke,
at kernen i Engels'
tankegang består i henvisningen til det ødelæggende i en manglende
forståelse af omstyrtelsens sande historiske
opgaver...", hvorfor Engels ord alene er
"anvendelige" på de "Social-Revolutionære",
som kræver rene socialistiske foranstaltninger(196:280).
Først
gennemført bliver det imidlertid Oktoberrevolutionens egen
selvforståelse, at den er en socialistisk revolution, at dens
formationsopgave er opbygningen af den kommunistiske
samfundsformation.
I
sin fortolkning af Engels har Lenin imidlertid ikke uret. Men lige
som historien har givet Engels uret, kan spørgsmålet rejses, om
historien ikke også har givet Lenin uret. Spørgsmålet er, om
ikke også Lenin stærkt undervurderede kapitalismens
udvidelsesmuligheder og de formationsopgaver, som hører den
kapitalistiske produktionsmåde til. Spørgsmålet er, om Lenins
parti ikke til sidst bragte sig i samme skæve stilling, hvor det
måtte spise arbejderklassen af med socialistiske fraser for blot
bag fraserne at gennemføre den borgerlige revolutions
formationsopgave?
At
disse formationsopgaver gennemføres under arbejderklassens
politiske ledelse behøver ikke at være en historisk uting. Som
tidligere beskrevet findes der ingen borgerlig revolutionstype,
som er denne par excellence. Set fra arbejderklassens standpunkt
kan det, at gennemføre den borgerlige revolution fuldt ud,
omvendt indeholde mange fordele. Formen, hvorunder opgaverne løses,
udgør en politisk slagmark, som ikke kan være arbejderklassen
uvedkommende.
Om
ikke andet har Oktoberrevolutionen bevist, at industrialiseringen
af et land ikke nødvendigvis kræver "en særskilt
samfundsklasses tilegnelse af produktionsmidlerne og produkterne
og dermed af det politiske herredømme, af monopolet på
uddannelse og på den åndelige ledelse af
samfundet"(78:310), dvs det er historisk bevist, at
bourgeoisiets eksistens ikke længere udgør en betingelse for
samfundets udvikling.
For
en mere uddybende forståelse af Oktoberrevolutionens æra står
det spørgsmål imidlertid tilbage, om den russiske revolution
reelt påbegyndte en løsning af det kommunistiske samfunds
formationsopgave - hvilken den gjorde i egen selvforståelse -
eller om den "blot" i al væsentlighed indløste den
borgerlige revolutions formationsopgave inden for rammerne af en
revolutionsform, hvis typebestemmelse ikke er klassisk borgerlig,
men som alligevel hører den borgerlige revolutions æra til? For
at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at
indholdsbestemme nogle grundtræk ved henholdsvis den borgerlige
og den kommunistiske revolutions formationsindhold.
|
 |
12.2.
Marx om den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave |
|
I
den marxistiske teoritradition tales og skrives der meget om
ejendomsforhold, lidt mindre om produktionsforhold og endnu mindre
om produktivkræfternes udvikling. De sidste anses i reglen altid
for at være så højtudviklede, at de rækker til indfrielsen af
de øjeblikkelige politiske mål og ønsker.
Marx
og Engels skriver således i Manifestet.
"De produktivkræfter, der står til dets (borgerskabets, AL)
rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige
civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er
blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem (...) De
borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den
rigdom, de frembringer"(247:32). De produktivkræfter, som
der her henvises til, fylder snart 150 år. I alle de efterfølgende
år har videreudviklingen af disse produktivkræfter fortsat kunne
rummes inden for de snævre borgerlige forhold. Marx og Engels fik
uret.
Og
med den monopolistiske kapitalismes udvikling til
statsmonopolistisk kapitalisme, som fremmer kapitalismens
udvikling i "uhyre grad", når Lenin frem til, at
"socialismen ser nu ud på os gennem alle den moderne
kapitalismes vinduer; socialismen tegnes op direkte, praktisk,
af enhver stor foranstaltning, som betyder et skridt fremad på
grundlag af den nyeste kapitalisme"(209:46f). Dette skrev
Lenin i 1917. Godt 70 år senere vinder kapitalismen den kolde
krig mod Lenins samfundsalternativ. Lenin fik uret.
I
en tale fra 1931 skriver Stalin om Sovjetunionens industrielle
opgaver. "Vi er 50 eller 100 år efter de udviklede lande. Vi
må indhente dem på 10 år. Enten gør vi det, eller vi skal
bukke under. Det er, hvad vore forpligtigelser til Sovjetunionens
arbejdere og bønder dikterer os"(377:529) Der er nu gået 60
år, siden Stalin udtalte disse ord. Rusland er fortsat 50 eller
100 år efter de udviklede lande. Men Sovjetunionen er også
bukket under i mellemtiden. Stalin fik ret.
I
den marxistiske teori spiller produktivkræfternes udvikling og
aktuelle stadie en afgørende rolle for bestemmelsen af, om de
givne samfundsforhold har fremtiden foran sig eller historiens mødding
under sig. Produktionsforholdene er udviklingsformer for
produktivkræfterne - i mere eller mindre optimal grad.
Kapitalforholdet er en historisk specifik udviklingsform for
produktivkræfterne.
I
stridsskriftet mod Proudhon skriver Marx herom i 1847. "De
samfundsmæssige forhold er snævert forbundet med produktivkræfterne.
Med erhvervelsen af nye produktivkræfter ændrer menneskene deres
produktionsmåde, og med forandringen af produktionsmåden, den måde
hvorpå de sikrer deres eksistensbetingelser, så forandrer de
alle deres samfundsmæssige forhold. Håndkværnen giver et
samfund med feudalherrer, dampmøllen et samfund med industrielle
kapitalister"(244:184). Som bekendt har Lenin til denne
sammenhæng mellem produktivkræfter og produktionsforhold tilføjet,
at "kommunisme er sovjetmagt plus elektrificering af hele
landet"(214:516).
Uafhængig
af velvalgtheden i de enkelte eksempler er meningen klar nok. Til
et bestemt stadie af produktivkræfternes udvikling svarer for
menneskeheden som sådan et bestemt udviklingstrin af samfundets
formationsproces. Det fremtidige kommunistiske samfund er derfor
knyttet til sådanne produktivkræfter, som i forhold til alle
tidligere er de rigest udviklede. Men hvor rigt udviklet skal
produktivkræfterne egentlig være før de reelt efterspørger
socialistiske produktionsforhold? Tællelysets udskiftning med det
elektriske lys er næppe den revolution i den teknologiske
udvikling, som sætter selve forskellen.
De
produktivkræfter, som Oktoberrevolutionen overtog, var i forhold
til revolutionens socialistiske erklæring tilbagestående og
uudviklede. På længere sigt synes revolutionens overlevelse
derfor at være knyttet til opbygningen af verdensmarkedets mest
udviklede produktivkræfter. Skulle Sovjetmagten forfejle denne
opgave; skulle den socialistiske opbygning lide den tort at tabe i
den økonomiske kappestrid med det kapitalistiske verdenssystem, så
syntes Sovjetmagtens undergang uafvendelig. Så måtte det
forventes, at kapitalismens billige varer ville kunne føje endnu
en væltet mur til rækken af omstyrtede forsvarsmure.
Denne
sammenhæng mellem den socialistiske opbygning og produktivkræfternes
udvikling til et omfang aldrig set tidligere er nærværende
utallige steder i Marx og Engels' skrifter. Men det kan ikke
skjules, at denne sammenhæng på ingen måde står alene. Andre
steder fremstår det kommunistiske samfund, som en utæmmelig bevægelse
der her og nu er ved at sprænge sig ud af kapitalismens snærende
bånd.
Især
i Marx og Engels' politiske skrifter fremholdes der ofte et
billede af det kommunistiske samfund, som indeholder klare
utopiske træk.
 |
Utopien
i Marx og Engels' politiske skrifter er karakteriseret ved,
at dén befrielse af det menneskelige individ, som i de økonomiske
skrifter er knyttet til arbejdets udvikling, produktivkræfternes
udvikling, dvs knyttet til indfrielsen af den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgave, denne befrielse af
mennesket i den materielle produktion selv er skubbet i
baggrunden, udvisket og bagatelliseret til fordel for et
voluntaristisk projekt, hvor proletariatets vilje til magten
sætter selve forskellen.
|
Som
kommunisternes tre store opgaver fremhæves alene:
 |
Proletariatets
erobring af den politiske magt.
|
 |
Privatejendommens
ophævelse og omdannelse til samfundsejendom.
|
 |
Produktionens
og distributionens planmæssige regulering.
|
Men
således formuleret er disse opgaver løsrevet fra den
teknologiske udvikling, arbejdets og produktivkræfternes
udvikling.
Som
eksempler på denne af arbejdets og produktivkræfternes karakter
uafhængige kommunisme kan nævnes mange af Engels' formuleringer
i Anti-Dühring. "Proletariatet
sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først
produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det
sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle
og klassemodsætninger, og dermed også staten som
stat"(78:307f). Med andre ord var det allerede i sidste
halvdel af 1800-tallet et realistisk projekt for menneskeheden at
lægge den borgerlige revolutionsepoke bag sig og bringe samfundet
ud af sin forhistorie. Og det på et tidspunkt, hvor størstedelen
af menneskeheden endnu havde den borgerlige revolutionsepokes
'velsignelser' til gode.
Og
i et brev fra 1890 til Otto von Boenigk bestemmer Engels det
socialistiske samfund på følgende måde. "Det såkaldte
'socialistiske samfund' er efter min opfattelse ikke en ting, der
er færdig én gang for alle. Som alle andre samfundstilstande bør
det derimod opfattes som noget, der er under fortsat forandring og
omdannelse. Den afgørende forskel fra den nuværende tilstand
består naturligvis i, at produktionen er organiseret på grundlag
af fælleseje til alle produktionsmidler, til at begynde med i
national målestok. At påbegynde denne reorganisation i morgen -
dvs gradvist - anser jeg ikke for noget problem. At vore arbejdere
er i stand hertil, det viser deres mange produktions- og
forbrugersammenslutninger, som overalt - hvor politiet ikke med
fuld overlæg har ruineret dem - er lige så godt og langt mere ærligt
forvaltet end bourgeoisiets aktieselskaber"(87:447).
Og
i artiklen Das Lohnsystem
fra 1881 skriver Engels afslutningsvis."Og derfor gives der
ikke nogen virkelig befrielse af arbejderklassen, så længe den
ikke er blevet ejer af alle arbejdsmidlerne - jorden, råstofferne
og maskinerne etc. - og dermed også ejer af det
fulde produkt af dens eget arbejde"(79:253).
I
disse og mange tilsvarende definitioner på "den afgørende
forskel" er hele vægten lagt på ejendomsspørgsmålet - men
i en sammenhæng, hvor ejendomsspørgsmålet er løsrevet fra
arbejdets udvikling herunder løsrevet fra den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgave. Dette implicerer en dobbelthed
og tvetydighed i Marx og Engels begreb om arbejderklassens frigørelse
herunder mennesket frigørelse i det hele taget.
Denne
tvetydighed ophæves ikke af det forhold, at Marx og Engels
umiddelbart sammenkæder løsningen af ejendomsspørgsmålet med
en planmæssig organisering af produktionen. Hos Marx og Engels er
produktionens planmæssige organisering i al væsentlighed
negativt bestemt, dvs bestemt i sin modsætning til dén samfundsmæssighed,
som konstitueres af markedets blinde kræfter. Denne blot negative
bestemmelse har skabt rum for fortolkninger af Marx og Engels'
synspunkt, som identificerer arbejdets umiddelbare samfundsmæssige
karakter med produktionsmidlernes blotte statsovertagelse.
Om
denne fortolkning yder Marx og Engels tilstrækkelig retfærdighed
kan diskuteres. Det er dog hævet over enhver tvivl, at løsningen
af ejendomsspørgsmålet fremstår som den proletariske
revolutions afgørende opgave. Om ejendomsspørgsmålet skriver
Marx og Engels i Manifestet,
at "kommunisterne kan sammenfatte deres teori i det ene
udtryk: ophævelse af privatejendommen"(239:40). Af samme
grund fremhæver kommunisterne, at for "enhver revolutionær
bevægelse" er "bevægelsens grundspørgsmål ejendomsspørgsmålet,
uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået"(239:59).
Disse
formuleringer kan let føre til en forståelse af overgangen til
den kommunistiske formation, som identificerer samfundets
tilblivelse på sit eget grundlag med etableringen af en bestemt
ejendomsform. Men herved løsrives ejendomsspørgsmålet fra
arbejdets og produktivkræfternes udvikling, og dermed fra afgørende
dele af den borgerlige revolutionsepokes formationsindhold. Med
den isolerede vægtning af ejendomsspørgsmålet er vejen banet
for, at kapitalens skranke alene bestemmes ved den forhåndenværende
politiske vilje, dvs ved proletariatets vilje
til magten. Underlagt denne tolkning bestemmes de eksisterende
produktivkræfter som værende så højtudviklede, at de inden for
rammerne af en retfærdig
fordeling kan tilfredsstille alle væsentlige behov. Denne
utopi er ikke opfundet af Marx og Engels. De har tværtimod arvet
den, og ikke konsekvent luget den ud i deres politiske skrifter.
Proletariatets
større eller mindre vilje til magten samt dets større eller
mindre succes med at erobre magten kan imidlertid kun ændre på
formen, som indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes
formationsopgave antager. Selve indholdet i formationsopgaven ændrer
sig ikke, selv om samfundets politiske forhold måtte antage
former, som i forhold til formationsopgaven fremstår som
ikke-klassiske.
I
den marxistiske teoritradition har man især forstået og forholdt
sig til bestemmelsen af proletariatets tre store
revolutionsopgaver: magtens erobring, privatejendommens ophævelse
og planøkonomiens indførelse. Teoritraditionen har derimod
aldrig forholdt sig til en bestemmelse af kapitalismens
formationsopgaver. Hvori består disse? Og efterfølgende spørgsmålet
om formationsopgaverne allerede er indfriet eller fortsat under
indfrielse!
|
 |
12.2.1.
Verdensmarkedets etablering |
|
Marx's
mere blivende bidrag til en bestemmelse af formationsindholdet i
den borgerlige revolutionsepoke findes først og fremmest i de økonomiske
skrifter. I disse mere blivende bidrag er tidshorisonten i
indfrielsen af den borgerlige epokes formationsopgave en ganske
anden.
Ud
fra en forståelse af den kapitalistiske produktions to merværdiproduktionsmetoder
- den absolutte og den relative - tildeler Marx den borgerlige
revolutions æra to fundamentale formationsopgaver, hvis
indfrielse tillige udtrykker kapitalens skranke bestemt ved
kapitalen selv.
Den
borgerlige revolutionsepokes to store formationsopgaver er:
 |
verdensmarkedets
etablering
og
|
 |
arbejdets
videnskabeliggørelse.
|
Engels
tidsbestemmer verdensmarkedets etablering som sammenfaldende med
selve den kapitalistiske produktionsmådes opkomst omkring
1500-tallets begyndelse[11].
Hermed knytter Engels ganske korrekt verdensmarkedets opkomst til
udviklingen af en ganske bestemt produktionsmåde: den
kapitalistiske. I sin første fase eksisterer verdensmarkedet dog
først og fremmest som et handelssamkvem. Handelen bliver
verdensomspændende. Handelen knytter nationerne sammen - men på
en ny måde.
Med
den kapitalistiske produktionsmåde får handelen en anden
funktion. Handel har eksisteret inden for alle
samfundsformationer. Men dens funktion har primært været at
udveksle de mere eller mindre selvforsynende produktionsenheders
overskudsproduktion. Set fra kapitalens bytteværdiproducerende
standpunkt er dette primitivt.
Herom
skriver Marx i Grundrids.
"Handelen fremtræder
her (i den produktion, der er baseret på kapitalen, AL) ikke mere
som den funktion, der udøves mellem de selvstændige produktioner
for at deres overflod kan blive udvekslet, men den fremtræder som
en væsentlig og altomfattende forudsætning for og moment i
produktionen selv". Og Marx fortsætter. "Heraf
kapitalens tendens til (...) stadig at udvide cirkulationens
periferi". "Tendensen til at skabe verdensmarkedet
er umiddelbart givet i selve kapitalens
begreb"(258:bd.2,376).
Selve
den kapitalistiske produktionsmådes natur - og Marx tager her i første
omgang udgangspunkt i den absolutte merværdis produktionslogik -
jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Overalt forsøger
bourgeoisiet "at skabe sig en verden i sit eget
billede"(247:31). Blottet for enhver form for national og
kulturel sentimentalitet har bourgeoisiet overalt, hvor det har mødt
fremmede afgudsbilleder druknet disse "i den egoistiske
beregnings iskolde vand". Det eneste "bånd tilbage i
menneskenes forhold til hinanden", som bourgeoisiet har
kunnet acceptere, er "den nøgne interesse, den følelsesløse
'kontante betaling'"(247:29) - som det billedrigt beskrives i
Manifestet. Først kom
bourgeoisiet i missionens tjeneste, så i kolonialismens og
civilisationens tjeneste og endelig i dag i udviklingens tjeneste.
For de såkaldte 'indfødte' 'derude', 'derovre' eller 'dernede'
har forskellen dog været til at overskue i forhold til selve målet:
verdensmarkedets etablering og udvikling.
At
åbne verdenshandelen op, at gøre den fri, at gøre behovene
kosmopolitiske, at skabe et universelt samkvem baseret på
menneskenes gensidige afhængighed af hinanden, at skabe en
almindelig sammenhæng og en alsidig afhængighed i produktion og
forbrug samtidigt med at forbrugerne og producenterne stilles uafhængige
af og ligegyldige over for hinanden, at udvikle "den enkeltes
sammenhæng med alle andre, men tillige denne
sammenhængs uafhængighed af den enkelte"(258:bd.1,77),
dette er det kapitalistiske verdensmarkeds store mål.
Verdensmarkedet knytter forbindelser og relationer overalt men i
en form, hvor disse relationer er selvstændiggjorte, så de for
den enkelte fremtræder som fremmede relationer. På
verdensmarkedet står producenternes egen udveksling og egen
produktion over for "de enkelte som en tingslig,
en af dem uafhængig
relation"(258:bd.1,77).
Den
"tingslige sammenhæng" - som kendetegner varemarkedet
som sådan - får dog ikke Marx til at tage afstand fra
verdensmarkedet. Den er "at foretrække for en total mangel på
sammenhæng eller for en ren lokal sammenhæng"(258:bd.1,78).
Det kapitalistiske verdensmarked er et nødvendigt udviklingstrin,
hvis individerne skal gøre sig forhåbninger om at få kontrol
over deres egne samfundsmæssige relationer på verdensplan.
"Det er lige så sikkert, at individerne ikke kan gøre sig
til herre over deres egne samfundsmæssige sammenhænge, før de
har skabt dem"(258:bd.1,78). Altså er det kapitalistiske
verdensmarked - ifølge Marx - med til at skabe individernes egne
samfundsmæssige sammenhænge. Det kapitalistiske verdensmarkedet
skaber de materielle betingelser for udviklingen af
"universelt udviklede individer, hvis sociale relationer som
deres egne fælles relationer også er underlagt deres egen fælles
kontrol (...) Kræfternes udvikling i en sådan grad og så
universelt, at denne
individualitet bliver muligt, forudsætter netop produktionen på
basis af bytteværdien...(258:bd.1,78).[12]
Endnu
engang ser vi, at menneskene ifølge Marx og Engels af
samfundshistorien er "dømt til friheden", dømt til at
gøre den af bytteværdien påtvungne samfundsmæssiggørelse af
deres eksistens til deres egen frie handling. Engels skriver om
socialismen. "Menneskenes egen samfundsmæssiggørelse, der
indtil nu fremstod som noget, natur og historie havde påtvunget
dem, bliver nu deres egen frie handling"(78311). At blive dømt
til friheden adskiller sig dog på et afgørende punkt fra andre
domme. Den dømte skal selv i sidste instans eksekvere dommen.
Den
på bytteværdien baserede produktion skaber "universelt
udviklede individer" - skriver Marx og udnævner samtidig
disse individer til én af kommunismens betingelser. Hermed mener
Marx, at kommunismen er knyttet til individer, hvis handlinger
tager form af verdenshistoriske handlinger, dvs handlinger med
direkte implikation for menneskeheden som sådan. Denne tankegang
er allerede nærværende i Den
tyske ideologi fra 1845/46. Her skriver Marx og Engels, at den
kommunisme, som måtte forsøge at basere sig på menneskets
"lokale tilværelse" i modsætning til verdensmarkedet
som de enkelte individers "verdenshistoriske virksomhed"
kun vil kunne opnå at gøre "manglen almindelig".
For
at ophæve den fremmedgørelse, den tingsliggørelse af menneskets
indbyrdes sociale relationer, som bytteværdien skaber, skriver
Marx og Engels, at produktivkræfternes udvikling er "en
absolut nødvendig praktisk forudsætning, for uden den måtte kun
manglen gøres
almindelig, følgelig måtte sammen med den bitre
nød også striden om det nødvendige atter begynde og hele
det gamle lort måtte begynde forfra. Kun med den universelle
udvikling af produktivkræfterne er der givet et universelt
samkvem mellem menneskene; dette samkvem frembringer på den ene
side fænomenet med den 'ejendomsløse' masse samtidig i alle
nationer (almindelig konkurrence), gør enhver nation afhængig af
omvæltningerne i de andre, og har endelig sat verdenshistoriske,
empirisk universelle individer i stedet for de lokale. Uden dette
kunne 1) kommunismen kun eksistere som et lokalt fænomen, 2)
kunne samkvemmets magter
ikke selv have udviklet sig som universelle,
derfor uudholdelige magter, de ville være blevet ved med at være
hjemlig-overtroiske 'omstændigheder', og 3) ville enhver
udvidelse af samkvemmet ophæve den lokale kommunisme. Empirisk er
kommunismen kun mulig som de herskende nationers handling 'på
engang' og samtidig, og dette forudsætter produktivkræfternes
universelle udvikling og det dermed forbundne
verdenssamkvem"(242:34f).[13]
Proletariatets
historiske opgave er ikke at vende verdensmarkedet ryggen, men at
forvandle verdensmarkedet til sin egen sociale organisation.
"Proletariatet kan altså, lige som kommunismen, kun
eksistere verdenshistorisk;
dets aktion kan overhovedet kun forefindes som 'verdenshistorisk'
eksistens; verdenshistorisk eksistens af individer, dvs en sådan
eksistens, der er umiddelbart forbundet med
verdenshistorien"(242:36).
De
materielle betingelser for tilblivelsen af en sådan ny verden,
hvor de samfundsmæssige relationer i praksis eksisterer som
"verdenshistorisk eksistens af individer", udgør
indholdet i den ene af det borgerlige samfunds store
formationsopgaver. Den bevægelse, som sætter sig som mål at
overtage resultaterne af bourgeoisiets epoke, kalder Marx og
Engels for kommunistisk. "Kommunismen er for os ikke en tilstand,
der skal skabes, et ideal,
hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige
bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for
kommunisme"(242:35).
|
 |
12.2.1.1.
Verdensmarkedets udvikling til en global økonomi |
|
Det
verdensmarked, som Marx og Engels omtaler, har dog udviklet sig
meget siden store markeder som Indien, Kina og Japan blev "åbnet
op" i 1800-tallet.[14]
Det fremstår ikke klart hos Marx, om den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgave på dette område blot består
i verdensmarkedets etablering som et universelt handelssamkvem
eller om det består i verdensmarkedets udvikling til én sammenhængende
global økonomi, hvor produktion og forbrug, virksomheder og
individer, nationer og samfund eksisterer i gensidig afhængighed
af hinanden.
I
et brev til Engels fra 1858 skriver Marx eksempelvis. "Vi kan
ikke benægte, at det borgerlige samfund for anden gang har
oplevet sit 16. århundrede - et 16. århundrede, som jeg håber
vil ringe det i graven, ligesom det første hjalp det til verden.
Det borgerlige samfunds egentlige opgave er at etablere
verdensmarkedet, i det mindste i omrids, og at etablere en
produktion, der hviler på det borgerlige samfund som basis. Da
verden er rund, synes dette at være bragt til sin afslutning med
kolonialiseringen af Californien og Australien og med åbningen af
Kina og Japan. Det vanskelige question er for os dette: på
kontinentet er revolutionen immanent og vil også straks antage en
socialistisk karakter. Vil den ikke nødvendigvis blive gecrusht i
dette lille hjørne, da det borgerlige samfunds movement endnu er
ascendant på et langt større område?"(262:360).
Her
synes den borgerlige revolutions formationsopgave alene at indskrænke
sig til verdensmarkedets blotte etablering - og ikke til
verdensmarkedets etablering som produktionens første forudsætning.
Men dette står i modsætning til Marx's allerede citerede
indholdsmæssige bestemmelse af verdensmarkedets opgave, som
omhandler udviklingen af 'universelt udviklede individer' - af
verdensborgere, hvis økonomiske grundlag er en global økonomi.
Men
uafhængig af denne uklarhed hos Marx er det en historisk
kendsgerning, at verdensmarkedet i midten af 1800-tallet ikke
havde karakter af én sammenhængende økonomi. Det verdensmarked,
som Marx kendte til, var ikke identisk med en postnational økonomi,
med en global økonomi uden grænser. Denne fase i
verdensmarkedets udvikling står samfundets formationsproces først
over for ved indgangen til det 21. århundrede.
Verdensmarkedets
udvikling indeholder i det mindste følgende faser.[15]
 |
Verdensmarkedets
tilblivelse og etablering. De lokale markeder åbnes op. På
dette verdensmarked eksisterer der primært
handelsforbindelser mellem parter, der er formelt uafhængige
af hinanden. De civiliserede lande med England i spidsen
eksporterer forarbejdede varer og importerer råvarer
(naturlige ressourcer) fra de fremmede markeder.
"Moderselskabets" såkaldte "oversøiske
aktiviteter" vil typisk i begyndelsen af denne fase støtte
sig på lokale opkøbere, distributører og forhandlere. Mod
fasens afslutning bliver hele det lokale distributionsnet
typisk overtaget af moderselskabet. I sin tilblivelsesproces
bliver verdensmarkedet til som en forvokset købmandsgård
med hele verden som potentiel opland. Det britiske East
India Company er periodens klassiske handelsselskab. Denne
fase afsluttes - ifølge Marx - med 'kolonialiseringen af
Californien og Australien og med åbningen af Kina og
Japan'.
|
 |
Verdensmarkedet
konsolideres med en underlæggelse af produktionen under
sig. I denne fase forsvinder 'købmandspræget' over
verdensmarkedet. "Moderselskaberne" markedsfører
nu primært egne produkter på de udenlandske markeder. I
fasen afslutning eksisterer verdensmarkedet typisk som et
multinationalt selskab med hovedkontor i selskabets "fædreland"
og med et udbygget produktions- og distributionsnet på de
fremmede markeder, som der nu manøvreres på lige så
hjemmevandt som på hjemmemarkedet. Grundlæggende set er
det dog "konceptet" hjemmefra, som selskaber
markedsfører på de oversøiske markeder. Coca-Cola kunne være
periodens klassiske multinationale selskab. Med stor succes
har dette selskab opnået en insider-position på næsten
ethvert lokalt marked.
|
Denne
fase af verdensmarkedet står i dag over for sin afslutning.
Krisen i 80'erne for selskaber som GM og IBM er symptomer på en
epokes begyndende afslutning i verdensmarkedets udvikling.

Fig.
12.1. Verdensmarkedet eksisterer som et net af multinationale
selskaber, som typisk er bygget op med et hovedkvarter i
selskabets "fædreland" og med et udbygget
produktions- og distributionsnet på de "oversøiske"
markeder.
 |
Verdensmarkedet
udvikler sig i sin totalitet og eksisterer som en global økonomi.
At
økonomien er globaliseret vil sige, at enhver
"lokalisering" har verdensmarkedet som sit
grundlag. At
lokalisere sig på markedet kræver en global tilstedeværelse
og identitet. Den
totale integration træder her frem som decentraliseringens
grundlag.
Først med udviklingen af en global økonomi bliver alle
verdens folk for alvor økonomisk afhængige af hinanden.
Netop frembringelsen af denne afhængighed
i økonomisk henseende er den ene af den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgaver. "Bourgeoisiets
historiske periode" er - som Marx skriver - at skabe
"det universelle samkvem, der er baseret på
menneskehedens gensidige afhængighed"(255:217).
|
På
dette den globale økonomis verdensmarked nærmer en udelukkende
regional tilstedeværelse på markedet sig det umulige. Udgifterne
til forskning og produktudvikling, global markedsføring og
organisationsformåen m.m. sætter en større og større
indgangsbarriere til markedet. Arbejdsdelingen er i sin totalitet
slået igennem som en global arbejdsdeling, dvs som tendens
udvikles og fremstilles varerne på de lokaliteter, som er
optimalt økonomiske.
Den
globale økonomi vil medføre såvel centraliserings- som
decentraliseringstendenser. Med informationsteknologiens hjælp
kan selve den globale produktionsformåen (i form af ledelse,
strategisk planlægning, know-how, produktudvikling, konstruktion
samt styring af fremstillingsprocessen) være centraliseret på én
lokalitet samtidig med at den materielle fremstilling og
distribution er decentraliseret regionalt eller lokalt. Produktionen
kan lokalisere sig,
medens selve produktionsevnen vil
globalisere sig.
Verdensøkonomien er blevet som én levende organisme, hvor
enkelte organer alene kan fungere i relation til organismen som
helhed.
Konturerne
til dette globale verdensmarked skimtes bl.a. inden for den
moderne informationsteknologi, inden for finansverdenen, men også
inden for traditionelle industrier som f.eks. tekstil- og
bilindustrien. I 80'erne opbyggede japanske selskaber en helt ny
bilindustri i USA. I 90'erne er japanerne i mindre omfang i gang med at gentage operationen i Europa. Men den japanske bilindustris
"oversøiske lokalisering" adskiller sig kvalitativt fra
eksempelvis Ford og GM's opbygning af samlefabrikker i mellemkrigsårenes
Europa, hvor hovedmotivet var en omgåelse af de eksisterende
handelsbarrierer. Den japanske bilindustri er draget til
Nordamerika for maksimalt at udnytte de produktionsprincipper, som
i 60'erne og 70'erne førte den japanske bilindustri frem i
verdensklassens elite.
Disse
produktionsprincipper, som bringer finansiering og
produktudvikling, fremstilling og administration, distribution og
kundepleje sammen i én sammenhængende sensibel organisation, er
udførligt beskrevet i bogen Princippet
der ændrede verden. Forfatterne til denne bog skriver bl.a.
"Vi er overbevist om, at den ledelsesmæssige udfordring har
et ganske enkelt koncept: man skal skabe en virksomhed, som
fungerer gnidningsløst på en multiregional basis og får
fordelen ved den nære kontakt med de lokale markeder og tilstedeværelsen
som insider i hver af de større regioner. Samtidig skal den drage
fordel af adgang til systemet for global produktion, levering,
produktudvikling, teknologisk fremskridt, økonomi og
distribution"(419:214).
Og
som nøglebegreber i fremtidens "multiregionale selskab"
nævner forfatterne følgende forhold. 1) "Et integreret,
globalt personalesystem, som giver personale fra et hvilket som
helst land muligheder i virksomheden, som om begrebet nationalitet
ikke eksisterer". 2) "Et sæt mekanismer for en
vedvarende, horisontal strøm af informationer på tværs af
fremstilling, leveringssystemer, produktudvikling, teknologiske
fremskridt og distribution" og 3) "En mekanisme til
koordination af udviklingen af nye produkter i hver region og
bestræbelsen på at muliggøre salget af dem som nicheprodukter i
andre regioner"(419:215f).
Vor
tids mange transnationale eller postnationale selskaber er i dag gået
igang med at skabe dette verdensmarked. For disse selskaber tager
verdensmarkedet sig mere og mere ud som ét stort
"hjemmemarked". De transnationale selskaber følger en afnationaliseret
udviklingsstrategi.
De udvikler deres egen virksomhedskultur til erstatning af den
nationale identitet. I virksomheden taler man det samme sprog -
typisk engelsk. Der opereres som om verden var uden grænser. For
de transnationale selskaber eksisterer der ikke længere
"indenlandske", "udenlandske" eller
"oversøiske" aktiviteter men alene lokale aktiviteter
ud fra en global tilstedeværelse og identitet.
Global
identitet (i virksomhedssammenhænge) må ikke forveksles med en
udflydende og farveløs identitet. I det globale selskab bliver
"ledelse af forskellighed" afgørende. Virksomhedens
ansatte har jo netop deres "rødder" i vidt forskellige
nationale kulturer (som må forventes at blomstre op - ikke på
trods af den globale økonomi, men snarere i kraft af den globale
økonomi). Den globale identitet opbygges som en fælles
virksomhedskultur på tværs af nationale grænser. Identiteten
kan eksempelvis bygges op omkring det særlige produkt, den særlige
kundepleje, den særlige stil, de særlige værdier og holdninger
- kort sagt den særlige virksomhedskultur, som i sin karakter er
tvunget til at være global.

Fig.
12.2. I sin udfoldelse til totalitet eksisterer verdensmarkedet
som et globalt selskab, hvor hovedkontoret er brudt ned og
erstattet med et fladt informationsnetværk. Det globale,
postnationale selskab har den globale tilstedeværelse og
identitet som grundlag for enhver lokalisering.
I
den udfoldede globaliserede økonomi er produkterne ikke længere
resultatet af isolerede umiddelbare arbejdere, hvor hele samfundsmæssigheden
først afgøres på markedet, men nu resultatet af sammenfatningen
af en global formåen, hvor samfundsmæssigheden har
ekstra-markedsmæssige rødder i den universelle
produktionsorganisme, som i sin socialistiske form vil være
afstemt med en række økonomiske, sociale og økologiske
betingelser påbudt vareproduktionen fra politisk side.
I
den globale økonomi afprøves nye produkter ikke først på det
gamle hjemmemarked. I løbet af få måneder eksisterer
produkterne samtidigt overalt på verdensmarkedet. Informations-
og teknologispredningen sker i rekordtempo. Selskabernes
hovedkontorer er brudt ned og al information er tilstede som et fælles
netværk. Virksomhedsledelse har karakter af et horisontalt
globalt netværkssamarbejde.
Da
denne fase af verdensmarkedet først er under tilblivelse er det
vanskeligt at udpege et selskab, som allerede opererer globalt. I
virkeligheden findes der i dag ikke noget selskab med en udpræget
global identitet. Virksomheden Carlsberg A/S i København
konkurrerer på livet løs på verdensmarkedet - men dens
identitet er i bund og grund dansk. Ligeledes er SAS klart et
skandinavisk luftfartsselskab - på trods af Jan Carlzons storhed
og fald. Asea-Brown Bovery er med lidt god vilje et europæisk
selskab. Alligevel findes der mange selskaber, som indeholder træk
af en global identitet - det gælder eksempelvis Matsushita, Sony,
Nissan, Ford, Daimler-Benz/Mitsubishi, Fujitsu/ICL, General
Electric, Asea-Brown Bovery m.fl.
For
ovennævnte selskaber - samt et par hundrede til - eksisterer
verdens tre store markeder - det nordamerikanske, det europæiske
og det japanske - ikke længere som adskilte markeder. Som
hjemmemarkeder er disse tre store markeder hver for sig allerede
for små.
Især
inden for den liberaliserede finanssektor er grænserne mellem
Europa, Japan og Nordamerika allerede brudt ned. Valutahandelens
omfang (målt i "kroner og ører") har allerede
distanceret den egentlige varehandel flere hundrede gange.
Handelen med valuta og værdipapirer følger solopgangen
jordkloden rundt - og solen står som bekendt altid op et eller
andet sted på Jorden. Når børserne i Tokyo og Hong Kong lukker
tager børserne i Frankfurt og London over, og når disse lukker
er New York Stock Exchange allerede godt igang.[16]
I
forhold til denne udvikling udtrykker 90'ernes bestræbelser på
at udvide frihandelszonerne i de enkelte regioner en politisk
ambition, som allerede er bagud i forhold til den virkelige
globale integration. Omkring årtusindeskiftet vil
"triade-markedet" (det europæiske, det østasiatiske og
det nordamerikanske marked) omfatte over 1 milliard mennesker med
en levestandard, der fuldt ud er på niveau med danske forhold.
Det nordamerikanske marked vil omfatte USA og Canada samt Mexico
som en kommende deltager. Det europæiske marked vil bestå af
EU-landene inklusive de gamle EFTA-lande og med Polen, Tjekkiet,
Slovakiet og Ungarn som mulige nye deltagere. Det østasiatiske
marked vil omfatte Japan, Syd-Korea, Taiwan, Hong Kong, Singapore
og med Malaysia, Thailand og måske også store dele af Kina som
nye deltagere.
For
OECD-landenes 785 millioner mennesker lå levestandarden - målt
som bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger - på
godt 20.000 $ i begyndelsen af 90'erne. Tærskelen på
10.000 $, hvilket for tiden sættes som adgangskort til de riges
klub, er samtidig inden for rækkevidde for NIC-lande[17]
som f.eks. Syd-Korea, Taiwan og Malaysia.[18]
Den
japanske virksomhedsstrateg fra konsulentfirmaet McKinsey &
Company, Kenichi Ohmae (f. 1943) har påpeget[19],
at konkurrencen vil antage nye former inden for den globale økonomi.
Indgåelsen af f.eks. strategiske alliancer mellem potentielle
konkurrenter vil blive almindelig forretningslogik. Samarbejdet
mellem Daimler-Benz og Mitsubishi er et eksempel på en sådan
strategisk alliance. Ifølge de to selskaber omhandler alliancen
"intet mindre end automobil-, fly- og elektronikindustriens
fremtid i hele verden"[20].
Strategiske alliancer skabes ud fra en erkendelse af, at på det
globale marked er teknologien blevet tilgængelig for alle.
Teknologispredningen sker i rekordfart. Omkostningerne ved
selskabernes forsknings- og udviklingsarbejde tynger i dag så
tungt i budgetterne, at man enten må gå sammen om dette arbejde
eller straks sælge resultaterne til konkurrenterne.
Typisk
for de nye markedsforhold er således de årelange forhandlinger
inden for EU om at påbegynde en produktion af High Definition
Tele-Vision. Selv på verdens største hjemmemarked er det
problematisk af investere et tocifret milliardbeløb i
udviklingen af fremtidens digitalt-baserede fjernsyn, når
standarden for det europæiske HDTV ikke er den samme som den
japanske og amerikanske. Jvf. også kapløbet om standarden for
videomaskiner, som japanerne vandt i løbet af 10 år med
VHS-standarden. Japanerne synes dog ikke at skulle vinde
standarden omkring HDTV.
IBM's
situation i forbindelse med udviklingen af selskabets første
PC'er er også typisk for forholdene på det nye marked. Imod
traditionerne overlod IBM udviklingen af en række teknologier til
andre firmaer. Applikationsprogrammellet blev udviklet af Lotus,
styresystemet af Microsoft og mikroprocessoren kom fra Intel.
Forskning og udvikling kan i stadig mindre grad rummes inden for
det enkelte (nationale) selskab. Virksomhedssamarbejdet søger
over landegrænserne.
Såvel
ejerforholdene, udviklingsarbejdet som produktionsoprindelsen bag
de enkelte produkter mister mere og mere enhver national
identitet. En "tysk" Ford Escort-bil med
kvalitetsstemplet "Made in Germany" har eksempelvis
produktionsoprindelse i 15 lande fordelt på 3 kontinenter[21].
Tysk Ford er i øvrigt amerikansk ejet, hvilket ikke forhindrede
Escort-modellen (1990) for det amerikanske marked i at dele fælles
design med Mazda 323 beregnet for det japanske marked. Ford ejer
25 % af aktierne i Mazda.
I
Danmark ved alle danskere at Lego er dansk - eller for nu ikke at
fornærme jyderne. I Jylland ved alle jyder, at Lego er jysk. Men
hos Lego i Billund er man forlængst kommet i tvivl om sandheden
heri. To procent af Legos produktion afsættes i Danmark. Hos Lego
ser man helst, at alle amerikanske børn ved, at Lego er
amerikansk; at alle japanske børn ved, at Lego er japansk - for først
da er Lego Lego. Først da er Lego global identitet og design med
lokal inspiration og kundepleje.
På
triade-markedet begynder industriens forskere allerede at møde
mere globale forhold. Overalt møder de genkendelige
forskningsmiljøer. De tekniske apparater er fremstillet af de
samme firmaer, computerne taler det samme sprog som derhjemme.
Uddannelsesmæssigt har forskerne ikke blot en international
baggrund, de har også en international uddannelse, som allerede
har taget sin begyndelse i grundskolen. Især i
medicinalindustrien og computerindustrien kan forskerne i dag uden
nævneværdig omstilling bevæge sig rundt mellem Japan, USA og
Europa - og hele tiden være på hjemmebane. Som det populært er
blevet fremført af canadieren Marshall McLuhan, er
informationsteknologien godt igang med at forvandle verden til en
"global landsby". I den globale landsby forvandler
borgeren sig mere og mere til verdensborger - ikke således at
forstå, at den enkelte borger står i kontakt med alverdens
mennesker. Netværket af arbejdskammerater, organisationsfæller,
bekendte og venner er som landsbynetværket - blot spredt over
hele jordkloden.
Denne
udvikling forhindrer dog ikke de nationale regeringer i fortsat at
udnævne nationale økonomiministre. Men i den globale økonomi er
det ikke længere veldefineret, hvori det danske består i dansk
økonomi, hvori det tyske består i tysk økonomi etc. Det bliver
meningsløst at tale om "en national økonomi". At
udregne handelstallene og dermed handelsbalancen mellem Danmark og
Tyskland vil en dag give lige så lidt mening, som at tale om
handelsbalancen mellem Ringsted og Slagelse.
Også
andre forhold, som måske umiddelbart kan opfattes som trivielle,
trækker uundgåeligt i retning af borgernes forvandling til
verdensborgere inden for rammerne af en global økonomi. Turismen
er eksempelvis allerede én af verdens største industrier. I 1988
rejste 90 % af alle japanske brudepar på bryllupsrejse i
udlandet. I Tyskland besøger halvdelen af den samlede befolkning
hvert år udlandet. Verdens største indkøbscenter, som ligger
uden for Minneapolis i USA, kalkulerer med et årligt besøg af
250.000 købedygtige japanere. Triadens forbrugere vil i stigende
grad være informeret om, hvor varerne er bedst og billigst, og på
disse lokaliteter vil de gøre deres indkøb.
Stormagasinet
Herrods i London sendte på et tidspunkt 145.000 kataloger ud i
Nordamerika. Ved udsalg er helsides annoncer i The
New York Times en selvfølgelighed. 40 % af omsætningen i
Herrods skyldes udenlandske kunder. Dette hæderkronede britiske
stormagasin, som har filialer i Japan og Tyskland, er i øvrigt ejet af to ægyptere.[22]
Ohmae
skriver, at "mennesker er globale, når de som forbrugere har
adgang til information om varer og tjenesteydelser fra hele
verden"(315:14). "Vi lever langt om længe i en verden,
hvor penge, værdipapirer, tjenesteydelser, optioner, futures,
information og patenter, software og hardware, virksomheder og
know-how, aktiver og medlemsskaber, malerier og varemærker alle
handles på tværs af de traditionelle grænser uden spor af
national sentimentalitet"(315:182).
Forvandlingen
af borgeren til verdensborger, forvandlingen af individerne til
universelt udviklede individer finder dog i sidste instans sit
materielle grundlag i den globale økonomis produktionsforhold,
hvor det bliver en betingelse for virksomhedernes globale
aktiviteter, at de ansatte tænker og handler globalt.
Det
skal imidlertid fremhæves, at endnu i dag - i det 20. århundredes
sidste årti - kan vi kun skimte konturerne til en egentlig global
økonomi. I det øjeblik verdensøkonomien har udviklet sig til at
være en global økonomi, vil ingen social organisme kunne udvikle
sig "normalt" uden for denne økonomi - uanset sit
sociale system og økonomiske magt. Menneskets gensidige afhængighed
af hinanden vil antage global karakter. En
udfoldet global økonomi indebærer, at totaliteten af sociale
organismer er forvandlet til én verdensomspændende social
organisme. I den
kommunistiske samfundsformation tilhører vi alle den samme
sociale organisme. Det vil ikke udelukke, at danskerne fortsat
taler dansk, at dansk kultur i det hele taget fortsat vil bestå.
Men økonomisk, socialt og politisk vil det mere og mere miste et
reelt indhold, at bestemme Danmark som en særlig social
organisme. Som en særlig social organisme har Danmark eksisteret
i over 1.000 år. Men selv dette tusindsårsrige eksisterer ikke
evigt. Som social organisme er Danmark i dag under afvikling.
|
 |
12.2.1.2.
Verdensmarkedets udvikling og proletariatets stilling |
|
Det
verdensmarked, som Marx altid omtalte med stor begejstring, er først
i dag ved at udvikle sig til at stå på egne ben. De kræfter,
som driver verdensmarkedet frem mod tilblivelsen af én sammenhængende
global økonomi, er ikke blot stærke; de er stærkere end
alverdens parlamenter til sammen. "Tyngdekraften" i
samfundsudviklingen er tendensen til økonomisk globalisering. Som
strømmen i floden kan denne tendens formes
- men stoppes kan den ikke. Statsmagterne er i denne sammenhæng
svagere end de økonomiske kræfter. Verdensmarkedet udtrykker et
forhold mellem mennesker, men dette forholds tingsliggørelse, dvs
det forhold, at verdensmarkedet står over for de enkelte borgere
som en af dem uafhængig relation, kommer bl.a. til udtryk i den
kendsgerning, at tilblivelsen af den globale økonomi som sådan på
intet tidspunkt vil være resultatet af nogen regeringsbeslutning.
Formen vil blive bestemt på den politiske slagmark, men ikke økonomien
som sådan. Den globale økonomis tilblivelse afhænger ikke af
viljestærke partiprogrammer, beslutsom parlamentslovgivning
endsige af folkeafstemninger. De parlamenter, som allerede har
eller som i fremtiden påtænker at sejle op imod verdensmarkedets
udvikling til én sammenhængende global økonomi, vil blive løbet
over ende.
I
sin oprindelige form har menneskeheden således ikke valgt
"det globale fællesskab". Gennem "den blinde
udvikling" er mennesket blevet dette fællesskab påtvunget.
Skridtet videre består for det første i, at mennesket erkender,
at dette fællesskab kan det ikke fravælge sig. For det andet
består det i, at mennesket på en ny måde tilegner sig fællesskabet,
dvs indretter og former fællesskabet som en bevidst global orden.
Det
listige i hele denne udvikling består i, at verdensmarkedets
blinde drivkræfter har en stærk allieret i borgeren som
forbruger og en skeptiker om ikke en direkte modstander af
verdensmarkedets udvikling i den samme borger som vælger. Hvor
borgerne som vælgere ofte er nationale og protektionistiske, er
de samme borgere som forbrugere kosmopolitter uden sentimentale følelser
for fædrelandets ve og vel. Hvor store dele af befolkningen i
Jylland til enhver tid som vælgere vil begræde opgivelsen af en
selvstændig dansk afgiftspolitik på rusmidler (tænk på
folkesundheden!) som følge af EU's Indre Marked, der vil de samme
jyder på intet tidspunkt vige tilbage for at stå på nakken af
hinanden syd for grænsen for som forbrugere at underminere den
selvstændighed, de som vælgere har erklæret deres kærlighed
til. Bl.a. derfor vinder globaliseringen.
Underlagt
verdensmarkedets betingelser vil enhver form for økonomisk
nationalisme og protektionisme uundgåeligt føre til en
situation, hvor det bliver nødvendigt politisk at begrænse
forbrugernes adgang til den globalt tilstedeværende information;
begrænse forbrugernes frie adgang til de bedste og billigste
varer på verdensmarkedet. At opnå succes med en sådan politik
over for den milliard mennesker, som lever på Triademarkedet, vil
møde vanskeligere og vanskeligere vilkår. DDR er taget af
plakaten uden udsigt til repremiere.
De
udviklingsperspektiver for verdensmarkedet, som der ovenfor -
ganske ubekymret - er redegjort for, skal i denne sammenhæng
underbygge to pointer. 1) Helt i modsætning til de mange
dommedagsprofetier, som marxismens politiske arvtagere
tilbagevendende har fældet over kapitalismens umiddelbare
udviklingsmuligheder, så forekommer verdensmarkedets udvikling
til én sammenhængende global økonomi fortsat at rumme vide
udfoldelsesmuligheder for kapitalismen. 2) Den bevidstløse
udvikling af verdensmarkedet til én sammenhængende global økonomi
indeholder en række afgørende muligheder
for socialismens etablering som en ny udviklingsform i den
samfundsmæssige formationsproces. Muligheder som indgår i
betingelsesgrundlaget for socialismens etablering. At alle sociale
organismer bliver økonomisk afhængige af hinanden, udgør det
materielle grundlag for en ny verdensorden, hvor mennesket som
mulighed bliver i stand til at beherske sine egne samfundsforhold.
Det
er ikke denne fremstillings standpunkt, at den teknologiske
udvikling omkring etableringen af en global økonomi automatisk fører
til socialisme. Men socialismen
som samfundssystem er knyttet til tilblivelsen af en global økonomi.
Det
kan imidlertid ikke skjules, at drivkræfterne bag verdensøkonomiens
globalisering hele tiden konfronteres med politikere og embedsmænd,
diktatorer og græsrødder, økonomiske eksperter og
kulturpersoner, politbureauer og folkelige bevægelser som i
patriotismens navn, den økonomiske nationalismes navn, kulturens
og selvstændighedens navn forsøger at blokere, stoppe eller
undslippe denne udvikling.
Det
kan heller ikke skjules, at Marx's socialistiske arvtagere -
ganske i modsætning til "de gamles" uforbeholdne
tilslutning til verdensmarkedets historiske mission - uden nævneværdige
undtagelser tilhører lejren af økonomiske nationalister.
Økonomierne
i de lande, som i en periode forsøgte at virkeliggøre
socialismen, var ekstremt nationale. Udenrigshandel var af det
onde, og kunne kun legitimeres ved den bitre nøds nødvendighed.
Grundlaget for økonomierne var landenes egne naturlige og
menneskelige ressourcer. "Stol-på-egne-kræfter" var
den økonomiske strategi bag den kommunistiske arbejderbevægelses
internationalisme.[23]
Da
bruddet mellem Kina og Sovjetunionen indtraf i begyndelsen af
60'erne formanede Kinas Kommunistiske Parti. "At overholde
princippet om i første række at støtte sig på sig selv i
opbygningen betyder derfor at anvende den proletariske
internationalisme konkret (...) Hvert socialistisk land må først
og fremmest støtte sig på sit eget folks flittige arbejde og
talenter, udnytte alle sine til rådighed stående ressourcer
fuldt ud...". "Juche" - kalder nordkoreanerne dette
på ingen måde specielt nordkoreanske princip.
I
Kina resulterede denne udnyttelse af folkets flittige arbejde
inden for rammerne af "de nedrullede gardiners politiske økonomi"
i opbygningen af verdens største bilindustri. I 1990 beskæftigede
denne industri 1.6 millioner kinesere. Men er det ganske
irrelevant i denne sammenhæng at påpege, at denne gigantiske
arbejdsstyrke fremstillede 600.000 biler i modsætning til de 13
millioner biler, som året før blev fremstillet af 1/2 million
japanere?[24]
Er det ganske irrelevant i denne sammenhæng at påpege, at
levestandarden på Taiwan, hvor man i modsætning til KKP's
anvisninger har målrettet økonomien mod triade-markedet, i dag
er mange gange højere end på fastlandet? Det kræver ganske
givet regeringens håndfaste kontrol med alle informationer for at
få kineserne til at svare bekræftende på det helt irrelevante i
ovennævnte sammenligninger.
Overfor
anklagen om økonomisk nationalisme kan det indvendes, at
"den virkeliggjorte socialisme" ikke havde noget reelt
valg. Omverdenens "kolde krig" nødvendiggjorde den økonomiske
protektionisme, hvorfor man lige så godt kunne gøre en dyd ud af
nødvendigheden. Socialismens politiske økonomi blev af nødens
omstændigheder til den belejrede fæstnings politiske økonomi.
Den
militære belejring og den økonomiske boykot står som historiske
kendsgerninger ikke til diskussion. Cubas mangeårige ønske om at
få ophævet den amerikanske blokade er ganske givet ærligt ment.
Alligevel har de socialistiske bevægelsers spontane modvilje mod
verdensmarkedet ikke deres rod i denne belejringssituation. Dels
er modstanden mod verdensmarkedet ældre end belejringen og dels
findes modstanden også, hvor der aldrig har været tale om nogen
belejring. Belejringssituationen har blot understøttet "stol-på-egne-kræfter-strategien",
dvs understøttet den kommunistiske bevægelses forankring i den
økonomiske nationalisme.
Forvandlingen
af en befolknings større eller mindre nationale modvilje mod
verdensmarkedet til en egentlig udviklingsstrategi for det pågældende
land kendetegner ikke blot de tidligere socialistiske lande men
også en række kapitalistiske udviklingslande. Den såkaldte
"afrikanske socialisme" er et eksempel herpå. J. K.
Nyereres (f. 1922) "Syd-Syd-alternativ" er en variant
over de socialistiske landes "stol-på-egne-kræfter-strategier".
U-landene må - ifølge denne strategi - handelsmæssigt gå
sammen og basere udviklingen på u-landenes "egne rødder"
og "egne ressourcer". En opfattelse som den ægyptiske
økonom Samir Amin kan tilslutte sig eftersom udviklingslandene -
ifølge Amin - må påbegynde "en selvcentreret og
selvdynamisk kapitalakkumulationsproces". Forbindelsen mellem
centeret og periferien på verdensmarkedet må brydes, som en
forudsætning for en udvikling i periferien.[25]
Hvor
NIC-lande som Taiwan og Syd-Korea aldrig har belagt sine
industrier med restriktioner for samhandel med udlandet herunder
indkøb af verdensmarkedets bedste teknologier, der har f.eks.
bilindustrierne i Brasilien og Indien i den økonomiske
nationalismes navn måttet kæmpe med sådanne restriktioner. Men
af samme grund har den brasilianske bilindustri ikke kunnet få
fodfæste på det lukrative triade-marked, hvor forbrugerne er
lige så kræsne som de er betalingsdygtige. Brasilianske biler er
fortsat for sydamerikanere - og vil forblive det så længe
bilerne er udstyret med "et teknologisk efterslæb". Det
ubehagelige spørgsmål for brasilianerne er, om landets økonomiske
nationalisme har givet brasilianerne større uafhængig eller
fastholdt dem ved foden af gældssætningens Sisyfos-bjerg.
Taiwaneserne, som solgte sig til den amerikanske imperialisme, må
omvendt leve med den "afhængighed", som i dag
(begyndelsen af 90'erne) består i et årligt handelsoverskud over
for USA på mere end 10 milliarder dollar.
Over
for den sammenhængende økonomi på triade-markedet har de mere
eller mindre lukkede økonomier ikke mange chancer. De vil
oparbejde et teknologisk efterslæb; de vil tynges af enorme
udgifter til forskning og udvikling; de vil komme til at betale en
merpris for selv at skulle udvikle de teknologier, som allerede
findes på verdensmarkedet; de vil opbygge hele erhverv på
permanent bistandshjælp - og politisk vil denne "uafhængige
tilbageståenhed" blive bakket op af patriotiske fraser om
selvstændighed og national identitet.
Kun
når det gælder opbygningen af selvstændige
produktionsmiddelindustrier har den økonomiske nationalismes
import-substitutionsstrategi
kunnet opvise resultater, som udviklingsmæssigt har givet det pågældende
land et løft (f.eks. Sovjetunionen i 30'erne). Men på
konsumvareindustriens område kan import-substitutionsstrategien
ikke fremvise en eneste succeshistorie - fra DDR til Indien, fra
Syd-Amerika til Den tredje Verdens "Tredje Verden"
(landene syd for Sahara).
Disse
bemærkninger skal ikke tages til indtægt for det synspunkt, at
"de små tigre" i Fjernøsten repræsenterer den eneste
tænkelige udviklingsvej ud af underudviklingen. Alligevel synes
opskriften på Syd-Koreas økonomiske mirakel, som inden længe
vil bringe landet i selskab med verdens rigeste, at indeholde en række
udviklingskomponenter, som burde give stof til eftertanke i andre
udviklingslande.
I
begyndelsen af 1960'erne havde Syd-Korea samme nationalprodukt som
Ghana. I dag er nationalproduktet i Syd-Korea 10-12 gange højere.
Syd-Korea har ingen naturlige ressourcer - bortset fra mennesket
selv. I dag får flere unge i Syd-Korea end i England en højere
uddannelse. På de højere læreranstalter i Syd-Korea læser 1.4
millioner studerende. I Vietnam - med en befolkning på 20
millioner flere mennesker - læser 160.000 på de højere læreranstalter.
Paul Kennedy påpeger fire forhold til forklaring af Syd-Koreas økonomiske
mirakel. 1) højt uddannelsesniveau, 2) høj national
opsparingsrate, 3) et politisk system som (diktatorisk)
begunstiger økonomisk vækst og 4) en målrettet satsning på
verdensmarkedet i form af konsumvare-eksport som motor for en
generel industriel udvikling af landet.[26]
Sammenlignes
disse fire udviklingskomponenter med "Juche"-princippet
nord for den koreanske halvø's 38. breddegrad gemmer den
udslagsgivende forskel sig alene i punkt 4.
Med
gennemførelsen af Deng Xiao-pings (f. 1904) økonomiske reformer
i 1978-79 har man i verdens folkerigeste land på "forsøgsbasis"
udskiftet import-substitutionsstrategien med "korea-strategien",
og det har i Kinas sydlige provins Kwangtung ført til 90'ernes største
økonomiske boom, som måske ved årtusindeskiftet vil gøre Kina
til verdens største industriproducent.
Også
Indien forsøger i disse år at skifte økonomisk udviklingskurs.
En by som Bangalore i det sydlige Indien ligger på mange måder
"Silicon Valley" nærmere end det traditionelle billede
af Indien som udviklingsland. Fælles for de nye
udviklingsstrategier er, at de har front mod verdensmarkedet.
Landene forsøger at undslippe underudviklingen ved at blive en
integreret del af verdensmarkedets udvikling til en global økonomi
- som igen er en integreret del af samfundets formationsproces.
I
den globale landsby er der rum for socialisme, men næppe rum for
landsbysocialisme.
 |
Hvis
den økonomiske nationalisme er død, så er den nationale
socialisme det også. Den socialistiske udfordring i det 21.
århundrede er ikke at undslippe den globale økonomi, men
at give den globale økonomi en demokratisk overbygning og
et socialt indhold.
|
Det
kapitalistiske verdensmarkeds store mål er - som påpeget af Marx
- at udvikle den enkeltes sammenhæng med alle andre, men tillige
i en form, hvor denne sammenhæng udvikles uafhængigt af den
enkelte. Denne modsigelse, denne tingsliggørelse af selve
samfundsmæssigheden, kommer i dag til udtryk som en konflikt
mellem økonomi og politik, hvor økonomien på den ene side
globaliseres (afnationaliseres) samtidig med, at demokratiet på
den anden side fortsat institutionelt er bundet op på
nationalstaterne.
I
de vesteuropæiske lande opleves denne konflikt tillige som
"velfærdssamfundets krise". Velfærdssamfundene i denne
del af verden blev i efterkrigsårene politisk båret oppe af
"nationale klassekompromisser"[27]
med rod i nationale økonomier, som socialdemokratierne med en vis
succes regulerede ved
hjælp af økonomisk-politiske metoder, som i karakteren var klart
nationale. Visionen i den skandinaviske velfærdsmodel bestod i at
knægte markedet som samfundets herre
for i stedet at gøre markedet til tjener
for opnåelsen af villede velfærdsmål. Med økonomiens
globalisering er grundlaget for denne politiks fortsættelse i sin
hidtidige form forsvundet. Med eksempelvis penge- og
kapitalmarkedets totale liberalisering har de socialdemokratiske
velfærdsstater på en effektiv måde skudt sig selv i foden - så
længe den nye globale udfordring ikke tackles med adækvate
midler.
Hvor
den nationale platform tidligere udgjorde afsættet til
internationale aftaler, er situationen i dag direkte omvendt.
Internationale aftaler udgør i stigende grad en forudsætning for
løsning af nationale problemer.
Ved
indgangen til det 21. århundrede er den globale udfordring den største
af alle. Udfordringen består bl.a. i, at give demokratiet nye
udtryksformer i en verden, hvor nationalstaten har mistet sin økonomiske
selvstændighed.
 |
Vor
tids store socialistiske udfordring er, at konfrontere en økonomi
uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser.
|
På
mange niveauer efterspørger den globale økonomi allerede en
"global social pagt". Ifølge en FN-rapport står
omkring 37.000 transnationale selskaber i dag bag 1/3 af klodens
produktion og handel. Denne globale virkelighed lader sig allerede
afspejle i den eksplosionsagtige vækst i antallet af globale græsrodsbevægelser.
Antallet af såkaldte NGO'er (Non-Governmental Organisations) med
aktiviteter i mere end tre lande er på 30 år steget fra noget nær
nul til 30.000. Den globale udfordring bliver således taget op -
om end inertien synes størst hos de politiske ledere.
Herom
skriver den liberale demokrat Kenichi Ohmae. "I vore dages
verden findes der ikke sådan noget som en rent national økonomisk
interesse (...) Vi er nødt til at forstå den sammenhængende økonomis
beskaffenhed på en objektiv måde og helt uden nogen
nationalistiske overtoner. Vi må erkende, at vi er sammen
om dette her (...) Samarbejde er tvingende nødvendigt og dette
mere og mere for hver dag, der går, efterhånden som globale
virksomheders aktiviteter spinder et yderligere net af samhørighed.
Det er dette spørgsmål, vi burde debattere i offentlige fora og
i pressen. Det er denne barske virkelighed, vi alle må lære at
slutte en produktiv fred med"(315:206f).
At
slutte en produktiv fred med globaliseringstendensen går dog uden
enhver tvivl langt videre end Ohmae forestiller sig. Skal freden
sluttes, kan man ikke, som foreslået af Ohmae, give markedet det
sidste ord. Ohmanes laissez-faire-tiltro til markedet, som den
mekanisme, der i sidste instans kan sikre, at alle bliver vindere
på det globale marked, er enten naiv eller mod bedre vidende.
Hverken den teknologiske udvikling endsige den globale økonomi løser
i sig selv underudviklingens dybe problemer, den truende miljøkatastrofe,
den sociale polarisering med udstødning og marginalisering af
store samfundsgrupper. På
markedets blinde præmisser vil udviklingen af en global økonomi
bliver udviklet i en modsætningsfyldt form, hvor der fortsat vil
blive akkumuleret rigdom ved den ene pol og armod ved den anden
pol. Markedets
logik er ikke at skabe velstand for alle, men snarere af skabe øer
af velstand i et hav af fattigdom.
Men
for det første ophæver denne modsætningsfyldte form ikke, at
udviklingen af den globale økonomi danner en epoke
i samfundets formationsproces, en epoke der er knyttet til den
kapitalistiske samfundsformation (og dette er i sin rationelle
kerne Ohmanes standpunkt), og for det andet ophæver denne modsætningsfyldte
form ikke, at den globale økonomi indgår som én af socialismens
historiske forudsætninger. I denne globale sammenhæng består
den socialistiske udfordring netop i, at indrette den globale afhængighed
som menneskets frie
handling. Enhver strategi, som måtte rejse som mål at afkoble
sig den globale økonomi og afhængighed, er reaktionær.
De
enkelte samfunds evne og vilje til at agere verdenshistorisk;
handle som et universelt samkvem vil i de kommende årtier ganske
givet gå over en række smertelige oplevelser med den afhængighed
til "den globale nabo", som økonomiens globalisering sætter
de enkelte samfund i.
I
forhold til at opnå en folkelig forståelse fremstår ovennvænte
problemstilling mest konkret i relation til den globale miljøkrise.
Menneskehedens historie er fyldt med miljøkatastrofer, men
situationen i dag adskiller sig radikalt fra disse katastrofer
ved, at mennesket for første gang er blvet i stand til at påvirke
og ændre det globale
miljø. Lokale miljøproblemer (eksempelvis olieforureningen af
Prince William Sound efter Exxon Valdez-ulykken) samt regionale
miljøproblemer (eksempelvis "The Dust Bowl Years" i
30'ernes USA fremkaldt af forkerte dyrkningsmetoder i de
amerikanske præriestater) er trods alt begrænsede
katastrofer, idet de "kun" har lokale og regionale
konsekvenser.
Måden,
hvorpå økonomien globaliseres i dag, kan imidlertid få
katastrofale konsekvenser for menneskeheden som sådan. De fjernvirkende
konsekvenser af ozonlagets nedbrydning,
luftforureningen, drivhuseffekten, udrydelsen af de tropiske
regnskove m.m. kender ingen i detaljer i dag - blot ved vi, at
konsekvenserne er af global karakter. Problemerne efterspørger åbenlyst
det universelle samkvems globale aktion. I sin meget indsigtfulde
bog om "Jorden i
balance" skriver USA's nuværende vicepræsident Al Gore
herom: "Hvis USA i kølvandet på sejren over kommunismen
ikke kan leve op til den nye udfordring, civilisationens angreb på
det globale miljø stiller os overfor, vil vi endnu engang åbne døren
for kaos. Historie er forandring - og forandring er en ubønhørlig
drivende kraft. Nu hvor menneskeheden har dannet en sand global
civilisation, står vi over for valget: enten må vi finde
midlerne til at styre de ændringer, der kommer til at forme vores
fælles historie - eller også vil vi blive styret af dem, tilfældigt
og kaotisk"[28].
Nødvendigheden
af at forvandle den globale afhængighed til menneskets fri
virksomhed går langt videre end forbud mod produktion af
CFC-gasser, redning af tropiske regnskove m.m. Forvandlingen
griber helt ind til marven af verdensøkonomiens udformning. Afhængigheden
til den globale nabo antager eksempelvis også den form, at de
rige lande er blevet afhængige af måden,
hvorpå befolkningsrige lande som Indien og Kina industrialiseres
på. Hvilke teknologier skal drages i anvendelse, når Kinas godt
1 milliard mennesker skal til at opleve en fremtid med køleskabe,
biler og "smid-væk-produkter"? Det er vi alle blevet
afhængige af. Paul Kennedy påpeger, at en tre-dobling af
levestandarden i Indien og Kina (med anvendelse af kendte
teknologier), vil udsætte det globale miljø for en uoverskuelig
katastrofe i form af udslip af CO2
og CFC-gasser m.m.[29]
"Den
vestlige verden" - som udgør 20 % af Jordens samlede
befolkning - bruger 80% af Jordens ressourcer. Det forhold vil
ganske givet undergå ændringer i fremtiden. Men de rige landes
kedelige budskab til de fattige lande lyder indtil videre som følgende:
Hvis I gør, som vi gjorde, kan vi i fællesskab sige "efter
os syndfloden" - idet vi da pådrager os et fælles problem
af faretruende global karakter. Den teknologisk rigtige form for
industrialisering og udvikling af eksemepelvis Kina og Indien er
ikke længere et kinesisk eller indisk problem - det er også
blevet et problem for Europa, USA og Japan.
At
den globale økonomi udvikles i en modsætningsfyldt form vil på
alle områder sætte sit præg på den måde, hvorpå den enkelte
borger forvandles til verdensborger. Endnu et eksempel kunne være
"truslen" fra den globale befolkningseksplosion. Udover
at triadeborgerens møde med sin globale nabo vil tage sig ud som
et økologisk problem som ovenfor nævnt, så vil mødet måske
også tage sig ud som et et flygtningeproblem, når Nordafrikas
millioner af unge mennesker blot vil kræve mad og arbejde; som et
sikkerhedspolitisk problem, hvis hele (befolkningsrige) regioner
frakobles det globale fællesskab eller som et nationalt udstødningsproblem,
når den globale økonomi i Robert Reich's ånd skaber et nyt
proletariat, som kapitalejerne ikke engang er afhængige af.[30]
En
moderat fremskrivning af den globale befolkningstilvækst opererer
med ca. 10 milliarder mennesker på jordkloden om 50 år. Hvis
ikke dette i sig selv er et problem, så udgør den geografiske
fordeling af denne befolkning ganske givet et problem (jvf. Fig.
12.3). Omkring 8 milliarder vil leve i de lande, som vi i dag
omtaler som udviklingslande. Afrikas folkerigeste land, Nigeria
med 113 millioner indbyggere vil inden 2025 have 300 millioner
indbyggere. Hovedstanden Lagos, som allerede i dag har en
befolkningstæthed, der er 10 gange større end New Yorks, vil være
forvandlet til én af morgendagens umenneskelige megabyer med en
nedslidt infrastruktur, en dødelig forurening, endeløse
slumkvarterer på kanten af det totale sociale sammenbrud. Set fra
det rige nords udkigsvindue vil dette problem næppe kunne løses
i form af vore dages u-landshjælp.
De
næste 50 års befolkningstilvækst vil i sig selv skrige efter en
mere bevidst regulering af de samfundsmæssige forhold. To procent
af al verdens metangasudledning kommer fra verdens største
losseplads, som hedder Fresh Kill Landfill. Den ligger på øen
Staten Island uden for New York. Efter 48 års brug er "Fresh
Kills" blevet det højeste punkt på Staten Island, og det er
måske meget symptomatisk for den ikke bæredygtige side ved vor
tids civilisation, at de menneskeskabte affaldsbjerge stræber
efter at blive naturens højeste. Bystyret i New York har
besluttet at nedlukke "Fresh Kills" inden år 2001, og
denne beslutning indebærer et kæmpeproblem for byen, der aldrig
sover. Hvor og hvordan skal byen komme af med 15.000 tons dagligt
skrald? En bæredygtig løsning vil gribe dybt ind i vores nuværende
ressourceødslende måde at producere på.[31]

Fig.
12.3. Den såkaldte demografiske transition vil på globalt plan
indebære en befolkningseksplosion i hundredeåret mellem 1950
og 2050. Hvor det frem til 1950 tog mere end 10.000
menneskegenerationer at nå en befolkning på 2 milliarder
mennesker, vil én generation i vor tid se dette befolkningstal
3-doblet. Næsten hele befolkningstilvæksten vil finde sted i
de nuværende udviklingslande. Det skal understreges at
befolkningsprognoser er "prognoser". Sml. (166:23).
Den
globale økonomi vil skabe globale problemer - og af samme grund
efterspørge globale løsninger. Denne erkendelse synes at modnes
hurtigst, når det gælder miljøproblemernes globale karakter.
Paradoksalt nok synes de "grønne" bevægelser at være
mest åbne over for den globale udfordring, hvorimod de "røde"
bevægelser fortsat orienterer sig i retning af nationale løsningsforsøg.
Men natur og samfund er mere end nogen sinde tidligere forbundne
kar. I årene fremover kan vi forvente i forstærket grad at
opleve, hvorledes borgerens "solidaritet med naturen"
vil blive afhængig af borgerens "solidaritet med
samfundet" og omvendt. Den bevidste regulering af de
samfundsmæssige forhold og af forholdet til naturen betinger
gensidigt hinanden. Er et samfund ude af stand til at løse
elementære sociale problemer, er det ganske givet heller ikke i
stand til at løse elementære miljømæssige problemer eller at
stille de relevante miljømæssige krav til produktionen. Ønsker
triadeborgerne en global sikring af selve samfundets
stofskifteproces med naturen, vil de blive tvunget til at kæmpe
for en solidarisk velfærdspolitik, som sikrer alle klodens
borgere en aktiv plads i den globale økonomis udvikling.
Denne
logik ligger på ingen måde i markedet selv; logikken ligger
hinsides markedet, og kan kun formuleres bevidst som politisk
bestemte krav til markedets bevægelse. Men logikken er ikke
uforenelig med markedets eksistens.
Udviklingen
af verdensmarkedet til en global økonomi udgør det produktionsmæssige
grundlag for borgernes forvandling til verdensborgere. Det udgør
det materielle grundlag for en socialistisk orden, hvor borgerne
hinsides markedets og vareproduktionens umiddelbare logik bevidst
regulerer og kontrollerer deres egne samfundsmæssige forhold samt
stofskifteprocessen til naturen.
En
ny verdensorden kan kun indføres med front mod verden - og ikke
med ryggen til verden. Det ligger imidlertid dybt i den
socialistiske arv, at socialismen bedst kan opbygges som en lukket
og selvforsynende økonomi. Selv de europæiske socialdemokratier
kan ikke frasige sig deres andel i denne arv. Det er denne arv,
som i et kvart århundrede har handlingslammet de europæiske
socialdemokratier i forhold til den europæiske udfordring.
Dén
'ejendomsløse masse', som Marx og Engels taler om, dvs det
internationale proletariat synes således ikke at dele Marx og
Engels' positive forventninger til verdensmarkedet. Det synes ikke
at forberede sig på, at overtage resultaterne af verdensmarkedets
udvikling. Dette proletariat synes snarere at anse verdensmarkedet
for en trussel, som det spontant reagerer protektionistisk over
for.
Arbejderklassens
internationalisme er i sin intention så smuk, at den har dannet
grobund for utallige sange. Virkeligheden er dog mere nuanceret. Når
Marx og Engels uforbeholdent bekendte sig til internationalismen,
så udtrykte de mere bourgeoisiets holdning end holdningen i den
virkelige arbejderbevægelse. I Manifestet
skriver Marx og Engels, at "lønarbejdet hviler udelukkende
på arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, som
viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber - i
stedet for at isolere arbejderne i konkurrencen - deres revolutionære
samling i associationen"(247:38). Disse bemærkningen har
eftertiden fortolket således, at arbejdernes indbyrdes
konkurrence tvinger dem til at tage kampen op mod bourgeoisiet på
såvel national som international plan. Arbejderklassens nødvendige
internationale bekendelse er betinget af de materielle
produktionsforhold.
At
internationale forhold i alvorlig grad kan skærpe arbejdernes
indbyrdes konkurrence, findes der en uendelighed af eksempler på.
Men en arbejderbevægelses reaktion herpå behøver nødvendigvis
ikke at være internationalistisk i sin karakter. Historien er
fyldt med eksempler på arbejderbevægelser, som har reageret
nationalistisk og protektionistisk over for en forstærket
indbyrdes konkurrence med rod i internationale forhold. De
nationale arbejderbevægelser har i reglen i den økonomiske
nationalismes og protektionismes navn bakket op omkring dé
politiske foranstaltninger, som har kunnet afbøde og afsvække skærpelsen
af deres egen indbyrdes konkurrence. Og på kort sigt har denne
kamp ofte båret frugt. Af samme grund er Marx's internationale
proletariat i langt alvorligere grad forankret i den økonomiske
nationalismes politiske økonomi end klassefjenden - de nationale
borgerskaber.
I
brede befolkningslag opleves økonomiens globalisering som et tab
af identitet. Globaliseringen opleves som en trussel mod folkenes
identitet. I kølvandet på den globale ensartedhed følger
tomheden og fremmedgørelsen.
Oplevelsen
af global ensartedhed er ikke uden reel indhold. I den globale
landsby ligner storbyerne på mange områder mere og mere
hinanden. Forbrugeren kan købe de samme varer, betale med de
samme kreditkort, gå klædt i enslignende tøj fremstillet af
Benetton og Esprit, spise Big Mac i Tokyo og Rio, kigge på de
samme amerikanske "situationskomedier" på TV, hvor målgruppen
altid er laveste fællesnævner osv. Som Peter Hesseldahl påpeger
i bogen "Computerdrømmen
og de økologiske realiteter" nærmer det sig en
vittighed, at hundrede millioner af mennesker jordkloden over hver
dag sidder i deres ensliggende etagelejligheder, enslignende møblement
etc, og ser de samme TV-programmer om den amerikanske drøm, hvor
Hollywood i endnu en episode genfortæller historien om den
enkelte person, der kan gøre en forskel, redde verden og nå
stjernerne[32]
- eller som J.F Kennedy udtrykte det. "One
man can make a difference and every man should try".
Denne
globale ensretning af forbrugeren
er reel. Men i kampen om ny identitet vil vi ganske givet komme
til at opleve en opblomstring af en kulturel forskellighed og
mangfoldighed. Det er to sider af samme sag, at flere og flere lærer
og kan tale engelsk samtidig med at gamle modersmål (walisisk,
catalansk, estisk etc) dyrkes som aldrig før. Det er to sider af
samme sag, at Kentucky Fried Chicken åbner verdens største
burgerbar i Beijing og med direkte udsigt til Maos grav, og at den
nationale madkunst oplever nye kulinariske højder. Det er to
sider af samme sag, at tyrkiske forretningsmænd retter blikket
mod Bruxelles samtidig med at imamerne bøjer hovedet mod Mekka.
Det er to sider af samme sag, at The Wheel of Fortune, La roue de
fortune, på dansk Lykkehjulet drejer jordkloden rundt samtidg med
at lokal-tv og national kvalitets-tv samler flere og flere seere.[33]
Kulturen i bred forstand må få kronede dage, når økonomien
globaliseres.
Den
modsætningsfyldte form, som økonomien globaliseres i, slår
blandt lønmodtagerne igennem som en kløft mellem de grupper, som
oplever medvind, nye muligheder og udfordringer i kraft af økonomiens
globalisering og de grupper, som oplever hele deres identitet
blive truet. Skal de globale udfordringer imødegås med de nødvendige
globale svar og løsninger, synes det afgørende, at den økonomiske
globaliserings vindere og tabere blandt lønmodtagerne finder
hinanden i et nyt globalt velfærdsprojekt. Dette er imidlertid
ikke sket endnu, og så længe det ikke sker, er det markedet, som
får det sidste ord.
På
denne baggrund synes opbygningen af globale samarbejdsformer,
tidssvarende demokratiske institutioner, sociale og politiske
borgerrettigheder, global social pagt, krav om økologisk og
social varedeklaration for alle verdensmarkedets produkter, bæredygtig
udvikling, stabilisering af verdens befolkningstal m.m., dvs
foranstaltninger som kan modsvare den globale økonomi og den økonomiske
samhørighed, ikke for alvor at påkalde sig politisk aktualitet før
verdensmarkedets blinde kræfter i endnu større grad end hidtil
har skabt "universelt udviklede individer".
Når
Marx's "ejendomsløse masse" reelt ikke stræber efter
at overtage "resultaterne af bourgeoisiets epoke,
verdensmarkedet og de moderne produktivkræfter", så skyldes
det, at bourgeoisiets epoke endnu ikke har gjort arbejdet færdigt;
det har endnu ikke skabt det materielle grundlag for
"universelt udviklede individer", for individer, der i
kraft af deres stilling i den globale produktion handler og tænker
som verdensborgere. Den tingsliggjorte og selvstændiggjorte
bytteværdi råder fortsat over kræfter, der er stærkere end
borgernes associeringsvilje og -formåen. Formationsopgaven er
endnu ikke indfriet. Skranken er endnu ikke nået. Den nås først,
når den globale økonomis arbejdere - eller hvad de måtte foretrække
at kalde sig - i kraft af deres materielle stilling bliver
interesseret i at få kontrol med verdensmarkedet som deres egen
organisation i stedet for at blive behersket af det som af en
fremmed magt.
Kontrollen med verdensmarkedet opnår
man imidlertid ikke ved at vende det ryggen. Kun små børn tror på,
at verden forsvinder, når man lukker øjnene. Det 20. århundredes
moderne menneske er i så henseende endnu et barn. Det jubler -
som Al Gore skriver - når en sovjetisk atomisbryder efter en uges
åndeløs, TV-transmitteret redningsaktion endelig befrier tre indespærrede
hvaler i en lomme i isen ved Beaufort Havet - og
tier, når 2.000 levende arter i samme tidsrum forsvinder fra
Jordens overflade p.g.a. markedets logik. Den globale udfordring
er enorm - og der er ingen vej uden om.
|
 |
12.2.2.
Arbejdets videnskabeliggørelse |
|
Den
anden fundamentale formationsopgave, som Marx tildeler den
borgerlige revolutions æra, og som tillige udtrykker kapitalens
skranke bestemt ved kapitalen selv, er arbejdets videnskabeliggørelse.
Indfrielsen
af denne formationsopgave bestemmer Marx i relation til de mål og
skranker, som knytter sig til den relative merværdis
produktionsmetoder. Ved produktionen af relativ merværdi forstår
Marx "den produktion af merværdi, som er baseret på forøgelse
og udvikling af produktivkræfterne"(258:bd.2,376).
Tilskyndelsen for den enkelte kapitalist til at udvikle arbejdets
produktivkraft eksisterer i det forhold, at den enkelte kapital
kan score en "ekstramerværdi", så længe de
produktivkræfter, denne kapital råder over, befinder sig på et
niveau over det samfundsmæssige gennemsnit. Motivet til at
udvikle arbejdets produktivkræfter udgår altid fra
produktionsforholdene. Det historisk nye med opkomsten af den
kapitalistiske samfundsformation er derfor tilblivelsen af sådanne
produktionsforhold, som - gennem den relative merværdis
produktionsmetoder - fordrer den bestandige omvæltning af
produktionsmådens forhåndenværende produktionsforudsætninger
som forudsætningen for sin reproduktion.[34]
Dette produktionsprincip, som indebærer en
uophørlig udvikling af produktivkræfterne, må siges at være
revolutionært. Den kapitalistiske storindustris "tekniske
grundlag er derfor revolutionært, mens grundlaget for alle
tidligere produktionsmåder i det væsentlige var
konservativt"(277:1.bog 3,693).
Om
den produktion af merværdi, som er baseret på udviklingen af
produktivkræfterne, skriver Marx endvidere generelt, at den
fordrer "udviklingen af naturvidenskaben til dens højeste
punkt". Ydermere betinger denne produktionsform en
"udvikling af et stadigt udvidende og omfattende system af
arbejdsarter, produktionsarter, til hvilke der svarer et stadigt
mere udvidet og rigere system af behov"(258:bd.2,377f).
På
dette sted i Grundrids
giver Marx udtryk for alt andet end en bornert opfattelse af
behovenes udvikling. Med stor tilfredshed konstaterer Marx, at
"den universalitet, som (kapitalen) uophørligt stræber
henimod"; det forhold, at kapitalen opfatter "enhver grænse
som skranke", får kapitalen til at være
"destruktiv" over for alle "nationale skranker og
fordomme"; over for enhver "indskrænket
tilfredsstillelse af eksisterende behov", dvs den relative
merværdiproduktion er "bestandigt revolutionerende,
nedbrydende alle skranker, som hæmmer produktivkræfternes
udvikling, behovenes udvidelse, produktionens mangfoldighed og
udbytningen og udvekslingen af natur- og åndskræfterne"(258:bd.2,378).
Hele
denne udvikling beskriver Marx afsluttende som "kapitalens
store civilisatoriske indflydelse; dens produktion af et
samfundstrin, hvoroverfor alle tidligere kun fremtræder som
menneskehedens lokale
udviklinger og som afgudsdyrkelse
af naturen"(258:bd.2,377f).
Med
den relative merværdis produktionsmetoder sætter kapitalen
produktionen af selve rigdommen i system - dog i en form som ikke
absolut falder sammen med rigdommen selv. Samfundets rigdom vil
altid være knyttet til produktivkræfternes udvikling. Og
mennesket selv er den største af alle produktivkræfter. Marx
skriver, at kapitalens rigdom baserer sig på produktivkræfternes
udvikling i en modsigelsesfuld form. "Kapitalen er ikke (...)
den absolutte form for
udviklingen af produktivkræfterne". Underlagt kapitalen må
"den virkelige rigdom", som "absolut falder sammen
med produktivkræfternes udvikling", "antage en bestemt
form, som er forskellig fra den selv"(258:bd.2,384f).
Denne
bestemte rigdomsform baserer sig på mængden af fremmed, ubetalt
arbejde målt ved arbejdstiden. Men måden, hvorpå kapitalen
tilegner sig denne rigdom, sker i en form, som uophørligt kræver,
at det nødvendige arbejde, som er det arbejde, som går til
reproduktionen af arbejdskraften, reduceres til et minimum.
Kapitalen producerer sin rigdom som en udbytning af det levende
arbejde. Men for kapitalen er det levende arbejde en variabel størrelse,
som udviklingen af produktivkræfterne har til formål at overflødiggøre
mest muligt som produktionsbetingelse.
I
forhold til rigdommens udvikling er det historiske udgangspunkt
for Marx, at rigdommen siden ursamfundenes opløsning altid har
fundet sted i en form, som har indebåret individernes
lænkebinding under arbejdsdelingen.
Modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde tager med
klassesamfundenes udvikling form som en modsætning mellem en
lille, herskende klasse, repræsenterende samfundets almene
interesser, og en stor undertrykt masse af umiddelbare
producenter. Fra antikkens dage og op til vore dage har de
umiddelbare producenter - det være sig slaver, livegne bønder
eller lønarbejdere - kun oplevet udviklingen af åndslivet,
videnskaben og samfundets almene kundskaber som en fjern og uopnåelig
virkelighed stående i skærende kontrast til deres egen åndelige
forarming og legemlige nedslidning.
I samfundets
antagonistiske transitionsperiode udvikler menneskeheden i
almenhed sig på bekostning af individernes udvikling i den
umiddelbare produktion. Med industrialiseringen når
arbejdsdelingen et niveau, hvor rigdommen i sin rovdrift på den
umiddelbare producent kun efterspørger dennes arbejdsevne i
forhold til de mest simple og i sin karakter ofte mekaniske
arbejdsfunktioner. I en kvalifikationsmæssig nedadgående spiral
tvinges den gamle håndværker ud i en konkurrence, hvor han under
skiftende omstændigheder må se sig udkonkurreret af enten ufaglærte
mænd og kvinder eller af indvandrere og børn. Spiralens sidste
omdrejning nås, når det levende arbejde selv bliver
udkonkurreret af maskinerne.
I den
tayloristiske masseindustri når arbejdsdelingen og den på en
yderligere udvikling af arbejdsdelingen baserede rigdom sit højdepunkt,
som samtidig synes at signalere arbejdsdelingens grænse. I den
tayloristiske masseindustri er opsplitningen af arbejdet forfinet
til et punkt, hvor arbejdet horisontalt
er specialiseret ud på så stort et antal opgaver, at den enkelte
arbejdsopgave er identisk med ganske få monotone bevægelser ofte
med en cyklustid på et par minutter eller mindre. I forhold til
disse jobs kommer uddannelse slet ikke på tale. Der er i bedste
fald tale om minutters jobtræning. Som niveauer over denne
arbejdsdeling findes en vertikal
specialisering, som udskiller arbejdsledelse, planlægning,
kvalitetskontrol og fejlfinding, rationalisering og innovation
m.m. som særlige arbejdsopgaver.
I den
tayloristiske masseindustri forefindes arbejdsdelingen i en form,
hvor det umiddelbare arbejde, som den proces hvor mennesket
realiserer og udvikler sin arbejdsevne, har mistet ethvert
indhold. Den
menneskelige arbejdsevne er i industrisamfundet blevet ren teknik
- og som sådan vil "sagsforholdet" også i sidste
instans blive løst. Ren teknisk - som automation. Den
arbejdsevne, som samfundet har reduceret til ikke at evne mere end
maskinerne evner, vil før eller siden blive erstattet af
maskiner. Når denne ekstreme arbejdsdeling, som for den
umiddelbare producent fremstår som en lænkebinding af hans åndelige
potentialer, kan fremvise så storslåede resultater, skyldes det
ene og alene, at produktivkræfternes udvikling og dermed
udviklingen af rigdommen i hele denne transitionsperiode i det væsentlige
har været identisk med en udvikling af arbejdsdelingen.
Det er dog Marx's
standpunkt, at denne udvikling har en grænse. I Den
tyske Ideologi skriver Marx og Engels. "Vi har allerede
tidligere vist, at ophævelsen af forholdenes selvstændiggørelse
over for individerne, underkastelsen af individualiteten under
tilfældigheden, subsumptionen af individernes personlige forhold
under de almene klasseforhold etc i sidste instans er betinget af
arbejdsdelingens ophævelse. Vi har ligeledes vist, at
arbejdsdelingens ophævelse er betinget af samkvemmets og
produktivkræfternes udvikling til en sådan grad af
universalitet, at privatejendommen og arbejdsdelingen er blevet en
lænke for disses udvikling. Vi har yderligere vist, at
privatejendommen kun kan blive ophævet under betingelserne af en
alsidig udvikling af individerne, eftersom det forefundne samkvem
og de forefundne produktivkræfter netop er alsidige og kun kan
blive tilegnet af alsidigt udviklede individer, dvs tilegnet som
deres livs frie virksomhed"(242:424).[35]
Allerede i dag
oplever vi i den moderne fabrik, hvorledes den tayloristiske
arbejdsdeling er blevet en lænke for produktivkræfternes
fortsatte udvikling. Problemet er ikke blot en arbejdsstyrke, som
er meget lidt motiveret, som er stresset og som måske har et
stort sygefravær. Problemet for de masseproducerende
produktionssystemer er tillige manglende fleksibilitet, manglende
evne til hurtig omstilling og innovation. Nøglebegrebet
i fremtidens industrisystemer er ikke arbejdsdeling men
integration.
Integrationen af
de tidligere opsplittede arbejdsfunktioner til én sammenhængende,
sensibel produktionsproces finder sted som en tilbagevenden til
"det gamle håndværk" - men nu i en ny form kendetegnet
ved videnskabens direkte inddragelse i produktionen. Jvf.
Fig. 12.4.

Fig.
12.4. Stigningen i den menneskelige arbejdsevnes produktivitet
har lige siden ursamfundenes opløsning primært taget form som
en udvikling af arbejdsdelingen. Undervejs i denne udvikling og
tidsmæssigt sammenfaldende med den sekundære triadeformations
forskellige klassesamfund antager det åndelige arbejde én fra
de umiddelbare producenter adskilt form. Automationen repræsenterer
i denne opstilling en tilbagevending til det gamle håndværk,
men nu på et højere niveau. Som håndværket hviler
automationen på en umiddelbar integration af alle
arbejdsprocesser til ét samlet produktionssystem, men nu ikke
med den enkelte håndværker men med videnskaben som
produktionens styrende led.
I denne sammenhæng
skal det fremhæves, at det er en uheldig formulering at tale om
arbejdsdelingens ophævelse. Det associerer et forhold, hvor ophævelsen
sker som en ren viljesakt. Som sådan vil ophævelsen være
identisk med en tilbagevenden til gamle produktionsmetoder i
disses gammelkendte former.
Arbejdsdelingens
virkelige ophævelse sker som en udvikling af arbejdsdelingen frem
til et punkt, hvor modsætningen mellem åndeligt og legemligt
arbejde reelt betinger at blive nedbrudt som en forudsætning for
integrationen af de forskellige arbejdsprocesser.
Integrationen bæres
oppe af informationsteknologiens udvikling og dennes mulighed for
at etablere en computerstyret produktionsproces, hvor
fremstillingen overlades til automationen, og hvor menneskets
opgave bliver som den gamle håndværkers opgave: at overse den
samlede produktionsproces samt at være kreativ, produktiv, særpræget
grænsende til det kunstneriske - blot nu ikke med hænderne men
med videnskaben som redskab.
Marx skriver.
"At give produktionen videnskabelig karakter er derfor
kapitalens tendens..."(258:bd.3,741). Denne tendens slår
igennem med opkomsten af den kapitalistiske storindustri, som først
er den produktionsmåde, som egentligt svarer til kapitalens
begreb. I storindustrien er produktionsmidlerne ikke længere kun
formelt subsumeret under kapitalen, dvs "hele
produktionsprocessen" er ikke længere noget, der er
"subsumeret under arbejderens umiddelbare færdighed",
derimod antager produktionsprocessen form som "teknologisk
anvendelse af videnskaben" og i denne form er "det
umiddelbare arbejde nedværdiget til blot at være et moment i
denne proces"(258:bd.3,741).
På de følgende
sider i Grundrids[36]
uddyber Marx konsekvenserne af en yderligere videnskabeliggørelse
af arbejdet. Det forunderlige ved Grundrids'
kommentarer til arbejdets videnskabeliggørelse er, at det i
grunden først er den igangværende informationsteknologiske
revolution[37],
som gør disse kommentarer forståelige i konkret henseende.
Tendenser til arbejdets videnskabeliggørelse så Marx i
1800-tallets storindustri - en storindustri som endnu ikke har
oplevet Fordismens masseindustri endsige dén teknologiske
revolution, som microchippen i vor tid har indvarslet. Når der i
det følgende henvises til disse passager i Grundrids,
skal det derfor understreges, at arbejdets videnskabeliggørelse i
sidste instans er forbundet med informationsteknologiens
muligheder for at computerunderstøtte den materielle
produktionsproces[38].
Med disse forbehold in mente, sætter Marx en ny skranke for
kapitalen, som er identisk med det umiddelbare arbejdes ophør som
produktionens grundlag.
Kapitalen baserer
sin rigdom på udbytning af det levende arbejde, som videnskabens
yderste inddragelse i produktionen imidlertid tendentielt overflødiggør.
Denne modsigelse i kapitalens udbytningsform omtaler Marx som
"den yderste udvikling af værdirelationen
og den på værdien beroende produktion"(258:bd.3,748).
Karakteristisk for
kapitalens indre modsigelse i denne sin yderste udvikling er, at
dens rigdom bliver mindre afhængig af mængden af anvendt
umiddelbart arbejde, dvs af den arbejdstid, som umiddelbart går
til fremstilling af produktet, og mere afhængig af videnskabens
almene stade og af individernes evne til at anvende videnskaben
som en umiddelbar produktivkraft i produktionen. Kapitalen bliver
afhængig af produktivkræfter, som ikke længere "gør hovedproduktivkraften,
selve mennesket ensidigt,
begrænset"(258:bd.2,395), men som omvendt vokser "med
individernes alsidige udvikling"(288:17). På
et bestemt udviklingstrin lader produktivkræfterne sig ikke længere
udvikle på bekostning
af individernes almene udvikling. Denne sammenhæng er
imidlertid kapitalens værdiøgningslogik fremmed. Den er på
samme tid en skranke for kapitalens udvikling, som den er en
betingelse for individernes tilegnelse af deres egen
produktivkraft som
deres.
Om denne udvikling
inden for den moderne storindustri skriver Marx, at
"skabelsen af den reale rigdom bliver mindre afhængig af
arbejdstiden og mængden af det anvendte arbejde". I stedet
træder andre faktorer, som Marx sammenfattende omtaler som
"videnskabens almene niveau og teknologiens fremskridt, dvs
videnskabens anvendelse på produktionen"(258:3.bog,748).[39]
I relation til
denne udviklingstendens skriver Marx videre om selve arbejdets
organisering. "Arbejdet fremtræder ikke længere så meget
som indbefattet i produktionsprocessen, men mennesket forholder
sig snarere til produktionsprocessen som overvåger og regulator
(...) Det er ikke længere arbejderen, der skyder en modificeret
naturgenstand ind som mellemled mellem objektet og sig selv; men
naturprocessen, som han omformer til en industriel proces, skyder
han som middel mellem sig og den uorganiske natur, som han gør
sig til herre over"(258:bd.3,749).
Marx beskriver her
en arbejdsorganisation, som først for alvor er ved at blive til
virkelighed i vor tid i kraft af de computerstyrede
produktionssystemer. Hvor den umiddelbare arbejder netop opnår
sin umiddelbarhed i produktionen i kraft af dennes umiddelbare
styring af selve produktionens bearbejdningsproces, der overtager
computeren i dag denne styring. I den storindustri, som er Marx's
referenceramme, har den umiddelbare arbejder fortsat
styringsfunktioner. Integrationen af det hele til en sammenhængende
produktionsproces er først muliggjort med computerteknologiens
udvikling.
Når den
umiddelbare arbejder først kan træde ved siden af selve
produktionsprocessen, ved siden af de automatiserede
maskinsystemer, så er disse forvandlet til at være "organer
for mennesket hjerne, skabt af menneskets hånd;
genstandsgjort videnskab. Udviklingen af den faste kapital viser,
i hvilken grad den almene samfundsmæssige viden, knowledge, er
blevet til umiddelbar
produktivkraft, og (hvor meget) derfor betingelserne for
samfundets livsproces selv er kommet under kontrol af den almene
fornuft og omskabt i henhold til denne. I hvilken grad de
samfundsmæssige produktivkræfter er produceret, ikke blot i form
af viden, men som umiddelbare organer for den samfundsmæssige
praksis, for den reale livsproces"(258:bd.3,750).
Elimineringen af
det umiddelbare arbejde som produktionens grundlag bestemmer Marx
nu som kapitalens skranke. "I denne forvandling er det
hverken det umiddelbare arbejde, mennesket selv udfører, eller
den tid, det arbejder, men det er tilegnelsen af dets egen almene
produktivkraft, dets forståelse af naturen, dets beherskelse af
naturen i kraft af dets eksistens som samfundslegeme - kort sagt,
udviklingen af det samfundsmæssige individ, der fremtræder som
den store grundvold for produktion og rigdom". I denne sætning
formulerer Marx den virkelige rigdoms begreb: menneskets forståelse
og beherskelse af naturen i
kraft af dets eksistens som samfundslegeme.
Og Marx fortsætter.
"Det tyveri af fremmed
arbejdstid, hvorpå den nuværende rigdom beror, forekommer at
være et sølle grundlag, sammenlignet med dette nyudviklede
grundlag, som storindustrien selv skaber. Så snart arbejdet i sin
umiddelbare form er ophørt med at være den store kilde til
rigdom, ophører arbejdstiden og må ophøre med at være dens mål
og derfor bytteværdien (målet) for brugsværdien. Massernes
merarbejde er ophørt med at være betingelse for udviklingen
af den almene rigdom, ligesom de fås
ikke-arbejde for udviklingen af det menneskelige hoveds almene
magt. Dermed bryder den produktion sammen, der er baseret på
bytteværdien"(258:bd.3,749).
Med andre ord
fremstår det som en skranke for kapitalen, at den kun kan udvikle
sin egen rigdom
(det ubetalte arbejde) gennem en udvikling af samfundets
virkelige rigdom (arbejdets produktivkraft). Udviklingen af
arbejdets produktivkraft indebærer fortløbende, at målestokken
for kapitalens rigdom, arbejdstiden, reduceres til et minimum.
"Kapitalen er selv den processerende modsigelse, (derved) at
den tilstræber at arbejdstiden sættes til et minimum, mens den på
den anden side konstituerer arbejdstiden som det eneste mål for
og den eneste kilde til rigdom"(258:bd.3,749).
Ovennævnte
bestemmelse af arbejdstiden som et mål for brugsværdierne får
med den igangværende informationsteknologiske revolution en særlig
konkret forståelse. I dag manifesterer den virkelige rigdom sig
mere og mere som et gabende misforhold mellem den anvendte
arbejdstid og produktet (brugsværdien). I relation til den
materielle fremstillingsproces af alverdens produkter er den
informationsteknologiske revolution kendetegnet ved, at det er
"information" som føjer ny kvalitet, ny værdi til måske
allerede gammelkendte produkter. Ofte består produktudvikling i
vor tid i at smelte "Žjernalderen" sammen med - ikke
"atomalderen" men "siliciumalderen", dvs gøre
produkterne "intelligente". I forhold til arbejdstiden
som rigdommens målestok er problemet blot, at det stort set ingen
energi (arbejde) kræver at genfremstille (kopiere)
informationsvarer.
Værdien af en
vare måles ikke ved den arbejdstid, som faktisk er nedlagt i den,
men ved mængden af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid
til fremstilling af varen.[40]
Fremstillingen af mange af vor tids "intelligente"
forbrugsvarer er allerede forsvindende lille i forhold til de
udviklingsomkostninger, den tekniske anvendelse af videnskaben,
som er genstandsgjort i produkterne. Da omkostningerne ligger i
udviklingsarbejdet og ikke i fremstillingsarbejdet, styrtdyrker
priserne på de pågældende varer i løbet af få år eller måneder.
Og venter forbrugeren længe nok, får han kastet produkterne
gratis i nakken.
Softwareprogrammet
"Windows" har kostet millioner af dollars at udvikle,
men først udviklet kan det genfremstilles (kopieres) for
ingenting. Rolls Royce nr 1.000 på samlebåndet genstandsgør
fortsat en stor værdi. Derimod koster det stort set ingenting at
fremstille eksemplar nr. 1.000 af "Windows". Med
arbejdstiden som målestok er eksemplar nr. 1.000 af
"Windows" reelt uden værdi. Dvs arbejdstiden er en
fattig målestok for bestemmelsen af den rigdom, som dette program
i virkeligheden repræsenterer. Bill Gates, den amerikanske ejer
af softwarefirmaet Microsoft, er paradoksalt nok blevet milliardær
på at sælge værdiløse programmer. Et kunststykke, som alene er
muligt i kraft af copy-rettigheder, dvs i kraft af samfundets
politiske lovgivning på området.
Den pris, som
forbrugerne betaler for mange af vor tids informationsvarer,
afspejler ikke varernes værdi. Der er snarere tale om en afgift,
som forbrugeren betaler for at få adgang
til en viden; adgang til et informationssystem, et netværk, en
database etc. I informationssamfundet skal forbrugerne til igen -
men nu på en ny måde - at lære det gamle bud om, at du ikke må
stjæle. I informationssamfundet kommer der et større politisk
element ind i varernes prisfastsættelse. Et politisk element som
er økonomisk betinget.[41]
Alle, som kender
forbrugsmønsteret i Østeuropa eller i mange udviklingslande, vil
vide, at original software, musik og film på bånd m.m. ikke er
noget man køber. Her er det en levende realitet, at disse
produkters fremstillingspris reelt er lig nul. Forskellige undersøgelser
anslår, at op imod 98% af den software, som findes i lande som
Polen, Ukraine og Rusland eksisterer i form af pirat-kopier.
I ovennævnte
gengivelse af Marx's bestemmelse af kapitalens skranke, synes Marx
at have ret i, at arbejdstiden mere og mere fremstår som en
fattig målestok for rigdommen. Spørgsmålet er imidlertid, om
bytteværdien og dermed i sidste instans kapitalen nødvendigvis må
bryde sammen, fordi "industrisamfundet" bryder sammen?
Selv i et samfund, hvor det i Marx's forstand umiddelbare arbejde
er ophørt med at være produktionens grundlag, synes produkterne
dog fortsat at kunne antage vare- og kapitalform.
I beskrivelsen af
arbejdets videnskabeliggørelse er Marx uklar på spørgsmålet om
"den frie tid" eller den "fri-gjorte tid", som
er en følge af videnskabens inddragelse i produktionen.
Ét af de
perspektiver, som Marx ser i den mere og mere automatiserede
storindustri, er muligheden for at forøge den "disponible
tid", hvormed Marx mener
"ikke-arbejdstid"(258:bd.3,752), dvs fritid. Arbejdets
frigørelse refererer her til de muligheder, som fritiden uden for
arbejdet åbner op for i forhold til individernes almene
udvikling. "Individualiternes frie udvikling - og derfor
[skal] det nødvendige arbejde ikke reduceres for at skabe
merarbejde, men samfundets nødvendige arbejde [skal] overhovedet
reduceres til et minimum; modsvarende individernes kunstneriske,
videnskabelige osv. uddannelse gennem den for dem alle fri-gjorte
tid..."(258:bd.3,749).[42]
Og senere fortsætter Marx. "Thi den virkelige rigdom er alle
individers udviklede produktivkraft. Målestok for rigdommen er da
slet ikke længere arbejdstiden, men den disponible
tid"(258:bd.3,753).
Siden Marx skrev
dette for mere end hundrede år siden er en arbejders livslange
arbejdstid blevet reduceret afgørende. En reduktion som ganske
klart har skabt muligheder for en større udvikling af den
umiddelbare producents almene evner. Alligevel er dette aspekt ved
"arbejdets frigørelse" for snævert. Det er ydre i
forhold til frigørelsens egentlige væsen. Frigørelsen i
arbejdet er ikke betinget af, at samfundsprogressionen bevæger
sig i retning af et "fritidssamfund".
Selv om arbejdet i den industrielle fremstillingssektor i
fremtiden vil skrumpe ind, er dette ikke identisk med, at det
samfundsmæssigt nødvendige arbejde til samfundets reproduktion
tillige vil skrumpe ind. Med produktivkræfternes udvikling opstår
nye arbejdsarter. Endvidere er det en vildfarelse at tro, at den
automatiserede fremstillingssektor er helt uden arbejdere.
Fokuseringen på
"den disponible tid" som den frigørende faktor overser
det væsentlige forhold - at arbejdet ændrer karakter med
arbejdets videnskabeliggørelse. Den umiddelbare producent
forsvinder som en fordistisk massearbejder for imidlertid at
genopstå som en personificering af "det udviklende
arbejde", som er det arbejde, der er betinget af den rigeste
udvikling af producenterne selv, som arbejdets største
produktivkraft.
 |
Frigørelsen
i arbejdet selv består i, at modsætningen mellem åndeligt
og legemligt arbejde nedbrydes i en produktionsproces, som
efterspørger en alsidig udvikling af individerne selv, som
den første forudsætning for sin reproduktion.
|
Dette er det
virkeligt frigørende perspektiv, som Marx ser i den teknologiske
udvikling.
|
 |
12.2.2.1.
Den informationsteknologiske revolution |
|
Arbejdets
videnskabeliggørelse er teknologisk set knyttet til
chipsteknologiens udvikling. Micro-chippen, den digitale
informationsteknologi, som dybest set er lige så simpelt som
morse-teknologien[43],
er godt i gang med at gennemføre en revolution, som er den mest
gennemgribende nogensinde i menneskehedens historie. Det er en
teknologisk revolution med omfattende samfundsmæssige
konsekvenser. Det kan være svært at danne sig et overblik over
denne udvikling, da den forløber ekstremt hurtigt.
Computerkraften ombord på den Apollo 11 rumraket, som den 21.
juli 1969 landsatte det første menneske på Månen var på størrelse
med de Commodore-computere, som forældre ti år senere gav deres
børn til almindelig underholdning. Indtil videre er PC'ernes
hastighed blevet fordoblet hvert andet år. Chipsteknologien
virkeliggør dagligt tre mål: mindre, kraftigere og billigere. [44]
Et
kig ind i fremtiden med informationsteknologiske briller kunne
passende indledes med følgende spørgsmål: Hvordan vil det påvirke
samfundet, hvis computerkraft er noget, der er tilstede i sammen mængde
og til samme pris som sand i Sahara? Bill Gates fra Microsoft har
karakteriseret udviklingen i chipsteknologien således: "Hvis
man vil forstå udviklingen i computerindustrien, skal man bare
forestille sig, at computere kan arbejde med uendelig hastighed,
og at de intet koster. Derefter må man så forestille sig,
hvordan de så ville blive brugt. Det er dén retning, vi er på
vej i."[45]
Og
det sætter et væld af kvalitative forskelle, hver gang
computerkraften fordobles (eller hundrededobles). Det er
naturligvis en revolution i sig selv at computerunderstøtte den
materielle fremstillingsproces i en sådan grad, at det reelt er
computere, der styrer fuldautomatiske maskinsystemer. Men denne
teknologiske revolution åbner igen op for en samfundsmæssig omvæltning,
hvor fremstilling og ledelse, proces og styring fysisk kan fjernes
fra hinanden. Som allerede omtalt under afsnittet om
verdensmarkedet kan denne adskillelse af hidtil forbundne
elementer med økonomiens globalisering skabe helt nye globale afhængighedsforhold,
som nødvendigvis ikke behøver at indskrænke sig til den
materielle fremstillingsproces. En specialviden i hjernekirurgi
kunne eksempelvis være udviklet på et amerikansk hospital, og
herfra kunne computerunderstøttede operationer ledes, styres og
udføres på patenter indlagt på hospitaler lokaliseret på helt
andre kontinenter. Det er teknisk muligt allerede i dag. Også den
teknologiske udvikling indebærer, at vi alle i stigende grad
bliver afhængige af hinanden.
Den
informationsteknologiske revolution stopper ikke op ved en
videnskabeliggørelse af selve arbejdsprocessen. Revolutionen trænger
direkte ind i den enkeltes hverdag, idet den også som mål har at
gøre produkterne "intelligente". Et godt eksempel herpå
er telefonen.
I
mange år blev telefonen produktudviklet gennem ændret
materialevalg, formgivning, formindskelse i fysisk volumen etc. En
udvikling som ikke radikalt ændrede på selve telefonens
funktionsmuligheder. Denne ændring indtraf først, da der blev føjet
information til telefonen, da telefonen blev
"intelligent". De første stadier i denne udvikling
kender mange fra deres arbejdsplads, hvor telefonen er blevet
computerunderstøttet, dvs det enkelte telefonapparat står via en
computer i kontakt med et internt netværk. I display'et meddeler
telefonen eksempelvis straks navnet på den person, som ringer op,
hvis der er tale om et internt opkald. Der er tale om telefoner,
som kan programmeres til at udføre et væld af funktioner.
Senere
stadier i denne udvikling vil omfatte udviklingen af "et
globalt computerunderstøttet telefonnet", hvor alverdens
telefoner korresponderer med den samme computer. På dette
telefonnet behøver brugeren nødvendigvis ikke døgnet rundt at slæbe
rundt på den bærbare
PC'er, mobiltelefonen etc. Hvis blot brugeren er udstyret med en
sender, der altid fortæller nettet, hvor man er (for de
high-tech'ede kunne senderen være indopereret i den ene øreflip),
så vil nettet sørge for, at man bliver ringet op på netop den
telefon, der står på skrivebordet, bardisken, natbordet eller i
flysædet foran en. At du taler dansk, og personen, som ringer op,
taler kinesisk, betyder ikke noget. Før du hører stemmen, er
talen oversat til dansk af en computer.
Andre
produkter, som står over for at blive gjort
"intelligente", er så forskellige "fænomener"
som din hoveddør, ID-kortet, lysnettet, indkøbssedlen, bilen,
supermarkedet, banken, motorvejene, avisen - i princippet ethvert
produkt, som forbrugeren vil finde en ny kvalitet ved, hvis blot
det får indbygget en lille chip i sig, som står i kontakt med
"nettet".
 |
Informationsteknologien
rejser perspektivet om en verden, som eksisterer som et
globalt, horisontal informationsnetværk, hvor alverdens
udbydere af information og alverdens funktionelle brugere af
information kan befinde sig hvor-som-helst-når-som-helst,
og fortsat være en del af netværket.
|
I
den samfundsmæssige formationsproces står mennesket først over
for i sin virkelighed at erfare, at i hele livets evolutionsproces
har evnen til at overføre information samt evnen til at omsætte
information til funktion været én af udviklingens mest
succesrige strategier.
Nøgleordet
i denne udvikling er opbygningen af et eller mange informationsnetværk.
Måske overraskende påpeges det af mange[46],
at informationernes tilgængelighed for alle verdensmarkedets
borgere - og ikke kun for regeringer, embedsmænd og
forretningsfolk - udgør én af de stærkeste politiske drivkræfter
bag den økonomiske globaliseringstendens. Informationsmæssigt står
vi først i dag overfor at blive verdensborgere. Et fælles
informationsnetværk er under opbygning. Internet, America OnLine,
CNN m.m. er kun begyndelsen på en udvikling, som langsomt vil
opbygge en global interesse og orientering hos verdens borgere. Et
afgørende skridt videre i denne udvikling tages, når
TV-apparatet, telefonen og PC'eren vokser sammen til en
to-vejskommunikation mellem informationernes udbydere og
forbrugere.
Uden
tvivl indeholder Internettet mange af de komponenter, som vi vil
se i fremtidens informationsnetværk, fordi dette net i sin
opbygning er horisontalt, fladt og decentralt. Nettet er blevet
sammenlignet med en selvorganiserende organisme. Da det
amerikanske forsvar opfandt dette net i 1960'erne, som et svar på
truslen om et atomangrebs ødelæggelse af et centralt opbygget
informationssystem, forudså ingen, at man hermed lagde
grundstenen til vor tids hurtigst voksende netværk, som inden år
2000 vil omfatte over 100 millioner brugere fordelt over hele
jordkloden.
Konsekvenserne
af den informationsteknologiske revolution er der ingen, der kan
overskue. Blot synes det at være en lov, at jo nærmere mennesket
når en videnskabelig beherskelse af naturkræfterne, jo mere
vitalt, jo mere omfattende og dybtgående i sine konsekvenser
"slår naturkræfterne tilbage", hvis denne beherskelse
alligevel ikke er fuldkommen.
Denne
sammenhæng genfindes også inden for to andre af vor tids store
teknologiske revolutioner - den bioteknologiske og den
materialeteknologiske revolution.
Den
bioteknologiske revolution åbner uanede muligheder inden for
verdens fødevareproduktion. I årene fra 1950 til 1984 steg
verdens kornproduktion 2.6 gange, hvilket var mere end den globale
befolkningstilvækst.[47]
Produktionsmetoderne, som lå til grund for denne voldsomme
vækst, forekommer dog allerede i dag ikke at være bæredygtige på
længere sigt. Med den bioteknologiske revolution åbnes der nye
muligheder. Amerikaneren Paul Kennedy, som ellers tegner et
dystert billede af jordklodens fremtid i bogen Preparing
for the twenty-first century medgiver, at genteknologien måske
er den grønne revolution, som alligevel muliggør, at jordkloden
kan brødføde milliarder af flere mennesker.[48]
Jordkloden
rummer omkring 75.000 spiselige plantearter. Denne værdifulde
biologiske diversitet afspejler sig dog ikke i den kost, som
mennesket ren faktisk ernærer sig ved. 90 % af vores mad stammer
fra kun 20 plantearter, som gennem århundreder er blevet gjort
til monokulturplanter. Bioteknologien kan ganske givet gøre disse
planter endnu mere effektive, men måden hvorpå det gøres, vil være
afgørende for de langtrækkende konsekvenser heraf. Hvis vore
kulturplanter gennem genteknologien bliver gjort resistente
overfor en fortsat øget anvendelse af pesticider, herbicider,
fungicider osv, så har vi allerede bevæget os ind på en sårbar
balancegang, hvor vigtige afgrøder bliver gjort afhængige af en
vedvarende forgiftning af jorden. Men genteknologien kan også
bruges til at gøre de forskellige kulturplanter modstandsdygtige
over for bestemte plantesygdomme, overfor frost og tørke, ja
teknologien kan lige frem være med til at give tomaterne og gulerødderne
deres smag tilbage.
Hvad
angår den materialeteknologiske revolution, går udviklingen i
retning af, at alting bliver mindre og mindre. Produktionen bliver
mindre ressourceforbrugende i forhold til såvel materiale- som
energiforbruget. Vi bevæger os i retning fra et
materialeforbrugende samfund til et informationsforbrugende
samfund. Eksempelvis nedlagde teleselskaberne for få år siden
transatlantiske kobberkabler, som kunne transmittere 48 samtidige
samtaler. I dag nedlægges der fiberoptiske kabler med en
kapacitet på 80.000 samtidige samtaler.[49]
I dag kan 32 kg fiberoptisk kabel transmittere lige så mange
signaler som en ton kobbertråd. At fremstille 32 kg. fiberoptisk
kabel kræver mindre end 5 % af den energi, som er nødvendig for
at producere en ton kobbertråd.[50]
Denne
udvikling fremkalder sjældent de røde advarselssignaler. Og dog!
Når hukommelseschip'sene om nogle år er blevet endnu meget
mindre, vil de finde indpas i microrobotter, sensorer m.m., der
eksempelvis som høreapparater, insulinapparater er indopereret
under huden på hørehæmmede og diabetikere eller som "fedtædeapparater",
der bevæger sig rundt i forkalkede blodårer på fejlernærede
amerikanere og danskere.
Ovennævnte
tre omfattende teknologiske revolutioner synes på ingen måde i
sig selv at være uforenelige med "bourgeoisiets historiske
periode". Omvendt er udviklingen af ovennævnte teknologier
med til at skabe det materielle grundlag for en ny verden, hvor
menneskets produktivkræfter som mulighed omfatter en "ændring
af den materielle produktion til en videnskabelig beherskelse af
naturkræfterne"(255:217).
Den
informationsteknologiske revolution rummer også nye muligheder
for demokratiets udvikling - herunder muligheden for at bygge en
ny folkelighed ind i de nedslidte nationale demokratier, som over
for økonomiens globalisering mere og mere tager sig ud som
magtesløse sogneråd.
Demokratiets
skala vokser i samme grad, som den globale økonomi realiseres.
Den tid synes mere og mere fjern, hvor demokrati var noget med at
række hånden i vejret i en kreds af mænd, der siddende på
store kampesten under et egetræ på stedet afgjorde svaret på nærværende
problemer. Udfordringen i dag er at give demokratiet et reelt
indhold, selv når det skal omfatte milliarder af mennesker, som
skal tage stilling til den samfundsmæssighed, som milliarder af
mennesker konstituerer.
Informationsteknologien
rummer her folkelige elementer, hvis den formes som sådan.
Det er et spørgsmål om at gøre adgangen
til information folkelig. Da forbrug af information er meget lidt
energikrævende, koster driften af et informationsnetværk, som
bringer borger og samfund sammen, ikke ret meget. Men det kræver
naturligvis, at et sådant netværk bliver etableret - eksempelvis
i form af en lettere tilgængelig tovejskommunikation mellem
borger og politiker, borger og forvaltning; i form af en
nedbrydning af sprogbarrieren; i form af elektroniske aviser til
hver enkelt borger med vægten lagt på netop det nyhedsstof, som
interesser den enkelte borger m. m.
Skal
informationsteknologien blive en murbrækker for det globale
demokrati, vil det kræve en målrettet samfundsmæssig indsats,
som er rede til klart at overskride markedets egen logik.
Overlades
informationsteknologien til markedet selv, vil informationerne
reelt ikke blive tilgængelige for alle, tværtimod vil den
informationsteknologiske udvikling være medvirkende til at skabe
en ny funktionel analfabetisme i dén udstødte befolkningsgruppe,
som vil være frakoblet den informationsteknologiske udvikling af
samfundet.
I
informationssamfundet vil PC'eren udgøre den centrale enhed, som
forbinder det enkelte individ med informationsnetværket. At skabe
lige muligheder for alle i denne nye fagre verden vil kræve en stærk
politisk indsats. Overladt til markedet selv lærer en stor gruppe
af børn og unge allerede i dag at begå sig i den nye
computerverdenen med dens spil og edutaimentprogrammer. Men en
restgruppe vil være overladt til, at det offentlige
uddannelsessystem, offentlige institutioner som biblioteker m.m. lærer
alle børn og unge at være fortrolige med
informationsteknologiens muligheder. I "den stråtægte
skole" fik alle børn i 1. klasse udleveret blyant og kladdehæfte.
I det computerunderstøttede uddannelsessystem vil blyanten og kladdehæftet
være udskiftet med en bærbar PC'er. Viger
samfundet - som et eksempel - tilbage for at påtage sig denne
demokratiske opgave, fremkalder informationsteknologien et
spejlbillede af sig selv, idet den da vil skabe "et
informationsteknologisk proletariat".
|
 |
12.2.2.2.
Arbejdets videnskabeliggørelse og proletariatets stilling |
|
Den
informationsteknologiske revolution vil skabe mange nye
arbejdspladser, men den vil også nedlægge mange, ja hele erhverv
vil forsvinde. Én type arbejdsplads vil forsvinde, og en anden
type vil opstå. Men hvor befinder Marx's proletariat sig i
relation til denne udvikling? Vil industriproletariatet helt
forsvinde? Eller vil vi se en bølge af politiske og sociale omvæltninger
af hidtil uset omfang og styrke, jo nærmere samfundsudviklingen når
arbejdets videnskabeliggørelse bestemt som en skranke for
kapitalen?
Endnu
engang må vi konstatere, at Marx's formationsanalyse på mange måder
modsiger hans revolutionsteorier. Af overstående bestemmelse af
den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave fremgår det, at
Marx's industriarbejderklasse er en parentes i historien.
Industriarbejderen er knyttet til den industrielle revolution,
hvilket imidlertid ikke gælder for rigdommen som sådan.
Produktivkræfterne vil udvikle sig ud over industrisamfundets måde
at udvikle rigdommen på. I dette postindustrielle samfund vil
Marx's industriarbejder indtage en plads i samfundet, som på
mange måder er sammenligneligt med vore dages landmænd. (Jvf.
Fig. 12.5.) Selv om sidstnævnte kun udgør tre til fire procent
af befolkningen, så er de alligevel for mange. At fastholde tre
procent af befolkningen i landbruget koster allerede det øvrige
samfund gigantiske beløb i subsidier.
Men
efter landmanden kommer industriarbejderen i den samme situation.
Denne vil givet vis også havde stærke politiske organisationer i
ryggen, som vil kunne forhale hele processen - men næppe stoppe
den.
Den
udvikling, som eksempelvis de københavnske bryggeriarbejdere har
været konfronteret med på ganske få år fra midten af 70'erne
og frem til i dag, afspejler industriarbejderklassens generelle
stilling i vor tid. Hvor tusindvis af ufaglærte arbejdere i
70'erne kunne hjemtage nogle af Københavns højeste arbejderlønninger
på de to bryggerier Tuborg og Carlsberg, der nærmer den
situation sig hurtigt, hvor næsten alle disse arbejdspladser er
overtaget af automationen. Københavnerne behøver dog ikke at tørste
af denne grund. Enkelte tappemaskiner overkommer uden besvær at
producere over 2 millioner øl i døgnet i næsten
fuldautomatiserede produktionssystemer.

Fig.
12.5. I fremtidens erhvervsfordeling vil
fremstillingserhvervene, det være sig de primære erhverv
(landbrug, minedrift m.m.) som de sekundære erhverv (industri
m.m), omfatte mindre end 10 % af befolkningen.
Informationssamfundets nye store erhvervsgruppe (tertiære
erhverv) vil være beskæftiget med kundskabsbearbejdning,
teknologisk innovation, service og administration.
I
den marxistiske revolutionsteori er den industrielle
arbejderklasse bærer af dén historiske proces, som gennem
"arbejderklassens frigørelse" afskaffer alle
"klasseprivilegier og monopoler" og dermed i sidste
instans "afskaffelsen af ethvert klasseherredømme"(285:379).
I kampen for sin egen befrielse befrier arbejderklassen i kraft af
sin samfundsmæssige stilling hele samfundet fra udbytning og
klasseundertrykkelse. Engels formulerer det således i et forord
til Manifestet fra
1883. "Den grundtanke, der går gennem Manifestet:
at den økonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale
struktur inden for hver historisk epoke danner grundlaget for
denne epokes politiske og intellektuelle historie; at følgelig al
historie (siden opløsningen af det ældgamle fælleseje af
jorden) har været historien om klassekampe, kampe mellem
udbyttede og udbyttende, beherskede og herskende klasser på
forskellige trin af den samfundsmæssige udvikling; at denne kamp
imidlertid nu har nået et trin, hvor den udbyttede og undertrykte
klasse (proletariatet) ikke mere kan befri sig for den udbyttende
og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uden samtidig for
bestandig at befri hele samfundet for udbytning, undertrykkelse og
klassekampe - denne grundtanke tilhører ene og alene
Marx"(81:22f).
Og
som det afgørende middel til at indfri denne opgave står
"erobringen af den politiske magt" som
"proletariatets ophøjede pligt"(285:382).
Hos
Marx knytter realiseringen af denne opgave historisk an til
klassernes stilling i 1800-tallets industrisamfund. Men spørgsmålet
er, om vi i dag, hvor de af Marx beskrevne tendenser til arbejdets
videnskabeliggørelse reelt virkeliggøres, kan forestille os
arbejderklassen i den revolutionsrolle, som Marx havde i tankerne
i 1800-tallet.
Den
klassiske kritik herimod retter sig mod det forhold, at den
tendens til pauperisme, som reelt kunne registreres i 1800-tallets
industrisamfund, har vist sig mere historisk i sin karakter, end
Marx formodede. I Inauguraladresse
for den internationale arbejderassociation fra 1864 skriver
Marx eksempelvis. "I alle lande i Europa er det nu en
sandhed, der er indlysende for hver uhildet ånd, og som kun
bestrides af dem, der af egoistisk beregning forkynder et foregøglet
paradis, at ingen udvikling af teknikken, ingen opdagelse i
kemien, ingen anvendelse af videnskaben i produktionen, ingen
forbedring af trafikken, ingen nye kolonier, ingen udvandring,
ingen åbning af nye markeder, ingen frihandel eller alle disse
ting taget under ét, formår at bringe de arbejdende massers nød
og elendighed ud af verden; tværtimod må enhver yderligere
udvikling af arbejdsproduktiviteten på det nuværende falske
grundlag uddybe de sociale kontraster og tilspidse de sociale modsætninger"(269:374).
Det
er formuleringer som disse, som har underbygget, at Marx baserede
sine revolutionsforhåbninger på arbejderklassens uundgåelige
forarmelse og elendighed. At Marx dog også indrømmede
arbejderklassens levevilkår (arbejdskraftens værdi) en mere
historisk bestemmelse fremgår bl.a. af den samme inauguraladresse.
Om titimersloven skriver Marx her, at denne lov ikke blot
udtrykker "en stor praktisk sejr, det var et princip, der
sejrede. Det var første gang, bourgeoisiets politiske økonomi i
fuldt dagslys bukkede under for arbejderklassens politiske økonomi"(269:376).[51]
Ikke
desto mindre har Marx og Engels i Manifestet
formuleret den historiske tendens til pauperisme under den tidlige
industrialisering som en egentlig elendighedsteori.
De skriver her om arbejderklassen, at denne klasse er historiens første
undertrykte klasse, som den udbyttende klasse er ude af stand til
at sikre livsbetingelserne for. "Den moderne arbejder synker
derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i
stedet for at stige mod industriens fremskridt. Arbejderen bliver
pauper, og pauperismen udvikler sig hurtigere end befolkning og
rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke
er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge
samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i
stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin
slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham
synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for
at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under
dette bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet
uforenelig med samfundet"(247:38).
Trods
den moderne fattigdom, trods arbejdsløshed og totredjedelssamfund
passer Marx's beskrivelse ikke på forholdene for den ene milliard
mennesker, som lever på triade-markedet. Her er kapitalen som
almindelig norm tvunget til at betale en arbejder 50 gange mere
end i det "socialistiske" Kina. Og hvem tror på, at de
lave lønninger i Kina vil vare ved, når først
industrialiseringen tager fart? Hvis menneskets befrielse fra
undertrykkelse og klassemodsætninger; hvis samfundets egentlige
naturudfrielse er betinget af en arbejderklasse, som synker længere
og længere ned i pauperismen, så har menneskets befrielse for
alvor mørke udsigter.
Elendighedsteorien
bliver senere kritiseret af Engels. Således i dennes kritik af
udkastet til det tyske socialdemokratis Erfurterprogram. Vendt mod
formuleringen, "proletarernes antal og elendighed
bliver stadig større", fremfører Engels. "Dette er
ikke rigtigt - så absolut formuleret. Arbejdernes organisation,
deres stadig voksende modstand vil sandsynligvis rejse en solid
vold mod elendighedens vækst. Hvad der imidlertid med sikkerhed
vokser, er usikkerheden
i proletariatets eksistens"(90:231).[52]
Men
tendensen til pauperisme under den tidlige industrialisering er
kun ét af elementerne i den Marx'ske revolutionsteori, som er og
bliver en revolutionsteori for 1800-tallets industrisamfund. I
indvielsesskriftet for 1. Internationale skriver Marx også, at
"arbejderne har ét af sejrens elementer i deres hånd -
deres antal"(269:377).
Denne almengørelse over en historiske tendens i industrisamfundet
giver Engels også udtryk for i Anti-Dühring.
"Den kapitalistiske produktionsmåde forvandler mere og mere
det store flertal af befolkningen til proletarer, og derved
frembringer den den kraft, der er tvunget til at fuldbyrde denne
omvæltning for ikke selv at blive ramt af tilintetgørelse"(78:307).
Tankegangen
er her fortsat Manifestets
gamle tankegang. Med kapitalismens opkomst bliver "klassemodsætningerne
forenklet" i og med, at "hele samfundet spalter sig mere
og mere i to store forskellige lejre, i to store klasser, der står
i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og
proletariatet"(247:27). Industrialiseringen indebærer, at
alle andre samfundslag bliver opslugt af storindustriens
fremmarch. Bortset fra den herskende klasse synker alle andre
klasser ned i proletariatets rækker, som er den virkelig
revolutionære klasse.
"Af
alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun
proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre
klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som
storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens
alleregentligste produkt. Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende,
håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at
sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså
ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de
søger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er
revolutionære, så er det med henblik på den overgang i
proletariatets rækker, der forestår dem, så forsvarer de ikke
deres nuværende interesser, men deres fremtidige
interesser"(247:36f).
Marx
og Engels' beskrivelse af de forenklede klassemodsætninger under
kapitalismen harmonerer ikke med beskrivelsen af de individer, som
følger i kølvandet på arbejdets videnskabeliggørelse. Disse
individer, som mere og mere træder ved siden af den direkte
produktion, som er alsidigt og universelt udviklede individer, som
beskæftiger sig med vidensbearbejdning, problemløsning, og for
hvem uddannelse og ansvar samt kreativitet i arbejdet er
fundamentale arbejdsbetingelser, disse individer passer ikke til
beskrivelsen af Marx's masseproletarer. Og dog er det netop disse
individer, som mere end nogen anden samfundsgruppe er fremtidens bærer
af samfundets naturudfrielse.
Endvidere
passer de forenklede klassemodsætninger heller ikke til det
forhold, at der i det kapitalistiske samfund er opstået store
befolkningsgrupper, som er knyttet til og et resultat af
arbejderklassens mere eller mindre succesrige reformkampe. Lærere,
pædagoger, turistguider, alverdens konsulenter, hjemmehjælpere
og sundhedsarbejdere udgør en stadig større befolkningsdel.
Marx's moderne industriproletar behøver næppe at frygte
pauperismen men snarere den teknologiske udvikling. Den
proletariske revolutions bærer står over for historisk at
forsvinde allerede før samfundsprogressionen er moden for den
kommunistiske samfundsformations tilblivelse.
Her
gemmer der sig en modsigelse mellem Marx's formationsteori og
revolutionsteori for det borgerlige samfund. I Marx's
formationsteoretiske skrifter er menneskets befrielse først og
fremmest knyttet til den teknologiske udvikling. Grundtanken er,
at den
teknologiske udvikling indeholder muligheden for menneskets
befrielse - en mulighed som mennesket politisk skal tilkæmpe sig
i sidste instans. I
Marx's revolutionsteoretiske skrifter er menneskets befrielse først
og fremmest knyttet til proletariatet, hvis ophøjede pligt det er
her og nu at erobre den politiske magt. Men som tiden går
decimeres industriproletariatet mere og mere. Den tanke, at den
proletariske revolution er historiens første flertalsrevolution,
synes virkeligheden mere og mere at modsige for hver dag, der går.
Ovennævnte
modsigelse er gået i arv til Marx's socialistiske elever. Disse
har sjældent stillet sig selv spørgsmålet: Hvilke produktivkræfter
efterspørger reelt socialistiske produktionsforhold? I stedet for
usikkerheden, som dette spørgsmål måtte efterlade, har de
fundet ro i svaret: Vi - den socialistiske bevægelse - efterspørger
her og nu socialistiske produktionsforhold. Voluntarismen i den
socialistiske bevægelse har tilbageværende medført en manglende
forståelse af "den virkelige bevægelse". Borgerens
forvandling til verdensborgere er blevet set som resultatet af
fremtidige politiske beslutninger truffet af forsamlede borgere -
alt imedens øjnene er forblevet lukkede for den igangværende
forvandling. Arbejdets videnskabeliggørelse er blevet set som
fagforeningers krav om "det gode arbejde" - alt imedens
den igangværende nedbrydning af industrisamfundets massearbejder
er blevet udlagt som en trussel mod socialismen.
Det
udviklende arbejdes virkelige bæredygtighed ligger ikke i, at det
er et krav fra fagforeninger og politiske partier. Det vinder frem
- også som en erkendelse hos kapitalistiske erhvervsledere -
fordi motivation, kreativitet, overblik og fleksibilitet, dvs
produktivitet i moderne produktionssystemer fremmes af personligt
udviklende arbejde, personlig frihed og ansvar og hæmmes af
kontrol og formynderi, af vertikale, funktionsopdelte hierarkier.
Udviklingen af det enkelte individ er allerede blevet en
produktivkraft, som kan kaste lønninger af sig hundrede gange større
end i de industrier, hvor individets lænkebinding under
arbejdsdelingen fortsat står i højsædet. Dette er den virkelige
bevægelse, som Marx's industriarbejder står ambivalent over for.
Men
i 1917 lykkedes det i Rusland at gennemføre en revolution, som
fulgte Marx's politiske tankegang fra 1800-tallet. Om den
proletariske revolutions differentia specifika til tidligere
revolutioner skriver Lenin i 1918. "En af grundforskellene
mellem en borgerlig og en socialistisk revolution består i, at
der til brug for den borgerlige revolution, der er i færd med at
gro frem af feudalismen, i det gamle samfunds skød lidt efter
lidt danner sig nye økonomiske organer, som gradvis forandrer
alle sider af feudalsamfundet. For den borgerlige revolution var
der kun én opgave - at afkaste, sprænge og ødelægge alle det
gamle samfunds lænker. Enhver borgerlige revolution, der opfylder
denne opgave, opfylder alt, hvad der kræves af den: den styrker
kapitalismens vækst"(211:89).[53]
Med
den proletariske revolution forholder det sig ganske anderledes.
Den kan kun forberede sig på den kommende revolution ved at
akkumulere politiske og organisatoriske erfaringer i det, der er
proletariatets ophøjede pligt: at erobre den politisk magt. Men
rent økonomisk står proletariatet på bar bund. De til den
proletariske revolutionsepokes svarende objektive
produktionsbetingelser er endnu fraværende. Proletariatet kan
derfor i omvæltningen ikke støtte sig på økonomiske organer,
produktionsmæssige erfaringer, dvs på produktionsforhold og
ejendomsforhold, som allerede er udviklet i kapitalismens skød,
og som i en formationsmæssig bestemmelse er kapitalismen fremmed,
idet de tilhører en højere formation.
Denne
revolutionsopfattelse, som tilsvarer Oktoberrevolutionens
historiske situation, tilsvarer også Marx's politiske
revolutionssvar på 1800-tallets industrisamfund. Men
revolutionsopfattelsen lader sig vanskeligt forene med den
virkelighed, hvor den borgerlige revolutionsepokes
formationsopgaver faktisk indløses.
Hvilken
form overgangen til den kommunistiske samfundsformation vil antage
i det 21. eller 22. århundrede, skal der ikke her gisnes om. Men
skal overgangen finde sted på et udfoldet verdensmarked, dvs
inden for rammerne af en global økonomi samt på et teknologisk
niveau, hvor arbejdet i omfattende grad er videnskabeliggjort, så
må overgangens bærere, den revolutionære kraft være de
universelt og alsidigt udviklede individer, der som
vidensarbejdere, forskere og produktudviklere, teknikere og
"problemløsere" vil være mere loyale over for
udviklingen af deres egen almene samfundsmæssighed, som
produktionens største produktivkraft, end de vil være loyale
over for deres ansættelsesforhold.

Fig.
12.6. Indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes
formationsopgaver har historisk fundet sted og finder fortsat
sted under meget forskellige revolutionstyper, som afspejler
forskellige klassealliancer som revolutionens bærer.
Historisk
kan vi i dag konstatere, at indløsningen af den borgerlige
revolutionsepokes formationsopgave har fundet sted og fortsat
finder sted inden for rammerne af meget forskellige
revolutionstyper.(Jvf. Fig. 12.6.).
Arbejderklassen
har i høj grad præget mange af disse revolutionstyper. Klassen
er indgået i de folkemasser, som har båret de borgerlige
revolutioner frem til sejren og i bestemte situationer gjort
revolutionen permanent. Arbejderklassen har med "den
virkeliggjorte socialisme" formået, at føre den borgerlige
revolution ud over sig selv. Men den har aldrig kunnet undslippe,
at indløsningen af revolutionens opgaver formationsmæssigt har hørt
den borgerlige revolutionsæra til.
Med
"den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud er
Oktoberrevolutionens æra som sådan afsluttet. Men som en bestemt
revolutionstype formationsmæssigt knyttet til indløsningen af
den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver, har verden nødvendigvis
ikke oplevet den sidste "oktoberrevolution".
Kapitalismen
har fortsat store udviklingsmuligheder foran sig i teknologisk og
økonomisk henseende. Men inden for rammerne af mange
liberalistiske samfund mestrer kapitalismen også at skabe
omfattende sociale modsætninger, etniske konflikter, sult og
elendighed. Konflikten mellem rige og fattige synes på ingen måde
at være overstået, selv om kapitalismen vandt over socialismen i
den kolde krig. Denne sejr kan omvendt føre til, at den måde,
hvorpå kapitalen udvikler produktivkræfterne, trækker en endnu
mere omfattende destruktion af arbejdskraft med sig. Overladt til
sin egen logik vil kapitalismen ophobe de samfundsmæssige modsætninger.
Da industrisamfundets epoke på globalt plan endnu ikke er
tilendebragt; da store befolkningsgrupper i udviklingslandene
fortsat har industrialiseringens velsignelser og forbandelser til
gode, kan Marx's industriproletariat meget vel fortsat lade høre
fra sig i form af den revolutionstype, som her er typologiseret
som den "uafbrudte revolution".
Men
sådanne revolutioner, hvor nødvendige de end måtte være af
sociale grunde, vil ikke indvarsle den kommunistiske
samfundsformation. Samfundets udfoldelse til totalitet vil først
ske hinsides arbejdets videnskabeliggørelse og verdensmarkedets
forvandling til en global økonomi.
|
 |
12.3
Marx om kommunismen som økonomisk samfundsformation |
|
Selv
om Marx aldrig har set det som sin opgave, at bestemme
udviklingslovene for den kommunistiske samfundsformations bevægelse;
ja selv om Marx har anset en sådan opgave som værende utopisk, så
har Marx alligevel sammen med Engels kommet med mange bestemmelser
og udsagn om forskellen mellem det borgerlige samfund og et
fremtidigt ikke-kapitalistisk samfund. Disse udsagn har - om ikke
andet - bevirket, at eftertiden har dannet sig bestemte
opfattelser af, hvad der kendetegner Marx's kommunistiske
fremtidssamfund.
Og
naturligvis har Marx og Engels ikke blot gjort sig en række
forestillinger om de store linier i historiens gang,
forestillinger om historiens logik herunder historieprocessens
retning og relative mål uden også at have konkretiseret dette
relative mål i forhold til en forståelse af det kommunistiske
samfunds differentia specifika. Ydermere var det deres klare
opfattelse, at disse forestillinger var videnskabeligt
underbygget. Som Engels skriver i 1886. "Vores (Engels og
partiets, AL) udsagn om forskellen mellem et fremtidigt,
ikke-kapitalistisk samfund og det nuværende er eksakte følgeslutninger
på historiske kendsgerninger og udviklingsprocesser, og såfremt
disse udsagn ikke bliver fremstillet i sammenhæng med disse
kendsgerninger og udviklinger er de teoretisk og praktisk uden værdi"(84:429).
Netop
som en følgeslutning på eksisterende udviklingstendenser har
Marx og Engels kommet med mange bestemmelser om samfundet efter
det borgerlige. Følgende bestemmelser fra Grundrids
er repræsentativ for mange af Marx og Engels' udsagn om
kommunismen. "Men faktisk, hvad er rigdommen, når den
bornerte, borgerlige form afstrejfes, andet end den i det
universelle bytte frembragte universalitet af behovene,
individernes evner, nydelser, produktivkræfter osv? Den fulde
udvikling af det menneskelige herredømme over naturkræfterne, såvel
i den såkaldte natur som i menneskets egen natur? Den absolutte
udarbejdelse af dets skabende anlæg, uden anden forudsætning end
den forudgående historiske udvikling, som gør denne udviklingens
totalitet, dvs udviklingen af alle menneskelige kræfter som sådanne
til et mål i sig selv uden at måle dem ved en forud
given målestok? Hvor mennesket ikke reproducerer sig i en
bestemthed, men producerer sin totalitet? Hvor det ikke stræber
efter at blive noget, som allerede er til, men er i tilblivelsens
absolutte bevægelse?"(258:bd.2,473).
Marx
beskriver her en samfundstilstand, som sætter den rigeste
udvikling af mennesket selv som rigdommens mål. Dette smukke og
attråværdige mål er imidlertid betinget af udviklingen af
universelle, samfundsmæssige individer, som har tilegnet sig
deres egne universelle, samfundsmæssige produktivkræfter.
 |
Kommunismen
er menneskets endelige herredømme over sig selv som
naturkraft.
|
Eller
som Marx skriver i Kapitalen,
så forestiller han sig det fremtidige ikke-borgerlige samfund som
"en sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles
produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst
forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig
arbejdskraft"(277:1.bog 1,179).
Det
interessante spørgsmål i denne sammenhæng omhandler en nærmere
bestemmelse af de produktionsforhold, som tillader producenterne
at tilegne sig deres egen samfundsmæssige produktivkraft som
deres egen; som muliggør individernes bevidste forbrug af deres
arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft. Spørgsmålet
omhandler en nærmere bestemmelse af de produktivkræfter, som
reelt efterspørger socialistiske produktionsforhold. Spørgsmålet
omhandler karakteren af de afhængighedsforhold, som eksisterer
mellem frie, associerede individer, og som muliggør, at den
enkeltes arbejde direkte og umiddelbart fremstår som en
bestanddel af det samfundsmæssige totalarbejde, og som dermed
muliggør, at mennesket som associeret individ selv skaber sin
historie som virkeliggørelsen af bevidst villede mål. Hvilken
karakter har produkterne under sådanne produktionsforhold? Er
varens fetichkarakter inden for disse samfundsformer overvundet i
kraft af selve vareproduktionens overvindelse eller i kraft af
andre forhold?
På
alle disse spørgsmål er der i en positiv form ikke meget hjælp
af hente hos Marx og Engels. Og dog er Marx og Engels ganske
afklarede på spørgsmålet om vareproduktionens gyldighedsområde.
Denne indskrænker de ganske entydigt til det borgerlige samfund,
dvs vareproduktionen og de til vareproduktionen tilhørende
kategorier er den kommunistiske samfundsformation fremmede.
Af
Kapitalens vareanalyse
fremgår det således, at
grundlaget for det vareproducerende samfund er privatejendom,
arbejdsdeling og udveksling.
Hvis disse tre forudsætninger ikke er opfyldt, kan produktet ikke
antage vareform. På grundlag af denne definition kan det
umiddelbart konkluderes, at det borgerlige samfund er et
vareproducerende samfund. Men definitionen synes også hos Marx at
kunne bære den omvendte konklusion: det vareproducerende samfund
er i sin udfoldede form et borgerligt samfund.
Marx
skriver i Kapitalens
vareanalyse, at "for at producere en vare, skal man ikke blot
producere brugsværdi, men brugsværdi for andre, samfundsmæssig
brugsværdi"(277:1.bog 1,135), dvs varebegrebet forudsætter
en udvekslingsproces, en bytteproces, idet der produceres for
andres behov. Men idet disse brugsprodukter er bestemt for
udveksling, besidder de også en bytteværdi, som i det
vareproducerende samfund (i ental) bliver produktionens mål. Marx
skriver, at uafhængig af rigdommens "samfundsmæssige
form", så udgør brugsværdien altid "det stoflige
indhold i rigdommen", men netop "i den samfundsform, vi
betragter (dvs det borgerlige samfund, AL), udgør den tillige den
stoflige bærer af - bytteværdien"(277:1.bog 1,129).
Denne
specifikke sammenhæng mellem brugsværdier, der bærer i sig en værdi,
som i byttet realiserer sig som bytteværdi og en bestemt
samfundsformation, den borgerlige, vender Marx tilbage til længere
fremme i vareanalysen. "Arbejdsproduktet er i alle
samfundstilstande en brugsgenstand, men kun en historisk bestemt
udviklingsepoke gør arbejdsproduktet til en vare - nemlig den
epoke, som lader det arbejde, der er nedlagt i fremstillingen af
en brugsting, være en 'reel' egenskab ved den, dvs være dens værdi"(277:1.bog
1,160). Af sammenhængen fremgår det, at denne "reelle"
egenskab ved vareformen i sidste instans kommer til udtryk i
bytteværdiens selvstændiggørelse som penge. Vare-penge
relationen relateres her til en historisk bestemt udviklingsepoke
- den borgerlige.
Endelig
skriver Marx. "Overhovedet bliver brugsgenstande kun varer,
fordi de er produkter af privatarbejder, der udføres uafhængigt
af hinanden. Tilsammen udgør disse privatarbejder det samfundsmæssige
totalarbejde. Da producenterne først træder i samfundsmæssig
kontakt med hinanden gennem udvekslingen af deres
arbejdsprodukter, kommer de specifikt samfundsmæssige træk ved
deres privatarbejder også først frem gennem denne
udveksling"(277:1.bog 1,172).
Marx's
vareproducerende samfund relaterer sig her tydeligvis til
isolerede privatproducenter, som først opnår kontakt med
hinanden på markedet.[54]
At
varerelationen inklusive værdirelationen er overvundet og ophævet
under kommunismen giver Marx positivt udtryk for i Kritikken
af Gothaprogrammet. "Indenfor det kollektive samfund, der
er grundet på fælleseje til produktionsmidlerne, ombytter
producenterne ikke deres produkter indbyrdes; lige så lidt viser
det arbejde, der er blevet anvendt på produkterne, sig her som
disse produkters værdi,
som en egenskab ved selve tingen, da det individuelle arbejde nu
ikke mere, i modsætning til det kapitalistiske samfund,
eksisterer ad en omvej, men eksisterer umiddelbart som bestanddel
af det samlede arbejde"(288:16).[55]
Marked
og plan træder her frem som hinandens modsætninger. Skal
producenterne "regulere deres stofskifte med naturen
rationelt" herunder "bringe det under deres fælles
kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind
magt"(277:3.bog 4,1055f), synes der ikke at eksistere nogen
anden mulighed end at afskaffe varemarkedet og pengene, at ophæve
værdiloven og indføre en socialistisk planøkonomi, hvor
produkterne fordeles blandt producenterne efter en på forhånd
angivet plan.
I
Marx's ovennævnte bestemmelse af varen er vareproduktionens
grænse identisk med den private vareproduktions grænse, dvs
identisk med privatejendommens grænse.
Denne
sammenhæng har også Engels udtrykt i Anti-Dühring.
"I og med at samfundet tager produktionsmidlerne i
besiddelse, er det slut med vareproduktionen og tillige med
produktionens herredømme over producenterne. Anarkiet i
samfundets produktion afløses af planmæssig, bevidst
organisation"(78:311). Ganske uargumenteret sætter Engels
her lighedstegn mellem privatejendommens afskaffelse og
vareproduktionens ophævelse.
Med
vareproduktionens ophævelse forsvinder naturligvis også alle de
kategorier, som hører vareproduktionen til: værdi, penge, pris,
udveksling, marked, m.m. "Umiddelbar samfundsmæssig
produktion og direkte fordeling udelukker al vareudveksling, altså
også produkternes forvandling til varer (i det mindste inden for
fællesskabets rammer) og dermed også deres forvandling til værdier
(...) Samfundet vil altså under de ovennævnte forudsætninger
heller ikke tilskrive produkterne værdier (...) De forskellige
brugsgenstandes nytteeffekt, afvejet mod hinanden og mod de til
deres fremstilling nødvendige arbejdsmængder, vil i sidste ende
bestemme planen. Man klarer det hele på den enkleste vis uden
mellemkomst af den berømmelige 'værdi'"(78:339f).
Ifølge
Marx og Engels er den kapitalistiske produktionsmåde skaber af en
samfundsmæssig produktion. Det samfundsmæssige arbejde
konstitueres imidlertid i form
af modsætningen mellem kapital og lønarbejde. Denne form indebærer,
at samfundsmæssigheden ikke eksisterer umiddelbart, men formidlet
gennem værdirelationen i byttet. Ophæves denne værdirelation,
dvs ophæves kapital-lønarbejderforholdet ophæves tillige det
samfundsmæssige arbejdes kun middelbart samfundsmæssige
karakter. På denne baggrund er det Marx og Engels' standpunkt, at
produktionens umiddelbare
samfundsmæssighed er identisk med en ophævelse af den samfundsmæssighed,
som markedet konstituerer.
I
Anti-Dühring beskriver
Engels, hvorledes vareproduktionen bliver erstattet med en
"direkte individuel tilegnelse" af produkterne.
Indholdet i denne "direkte tilegnelse" uden om markedet
forbliver imidlertid fra Engels side uargumenteret. "Når først
de eksisterende produktivkræfter behandles ifølge deres endelig
erkendte natur, træder der i stedet for produktionsanarkiet i
samfundet en samfundsmæssigt-planmæssig regulering af
produktionen i overensstemmelse med de behov, som hvert enkelt
individ og hele samfundet har; samtidig bliver den kapitalistiske
tilegnelsesmåde (...) afløst af en tilegnelsesmåde, der har sit
grundlag i selve de moderne produktionsmidlers natur: på den ene
side direkte samfundsmæssig tilegnelse som middel til en fortsat
udvidet produktion, på den anden side direkte individuel
tilegnelse som subsistens- og nydelsesmiddel"(78:307).
I
Grundrids skriver Marx
om denne sammenhæng, at "på basis af bytteværdierne får
arbejdet først gennem udvekslingen
karakter af alment arbejde". Udvekslingen af produkterne som
varer beskriver Marx som det "medium,
hvorigennem den enkeltes andel i den almene produktion
formidles"(258:bd.1,89). Mellem det enkelte arbejde og de
almene sammenhænge må der naturligvis altid finde en formidling
sted. Men forskellen består ifølge Marx i, om formidlingen selv
er formidlet (gennem bytningen af varer) eller om formidlingen
eksisterer umiddelbart som et fællesskab, der "er forudsat
som produktionens grundlag. Den enkeltes arbejde er (her) på forhånd
sat som samfundsmæssigt arbejde". "I det første tilfælde
bliver produktionens samfundsmæssige karakter først sat post
festum gennem produkternes ophøjelse til bytteværdier og gennem
byttet af disse bytteværdier. I det andet tilfælde er produktionens
samfundsmæssige karakter forudsat og den enkeltes andel i
produktverdenen, i konsumtionen, er ikke formidlet gennem byttet
af gensidigt uafhængige arbejder eller arbejdsprodukter. Den er
derimod formidlet gennem de samfundsmæssige
produktionsbetingelser, inden for hvilke individet er
aktivt"(258:bd.1,90).
I
det ene tilfælde skaber bytteværdien en formidlet samfundsmæssighed;
i det andet tilfælde opstår der en umiddelbar samfundsmæssig
produktion før produkternes udveksling, men nu i kraft af ændrede
ejendomsforhold samt i kraft af en politisk bestemt fastlæggelse
af befolkningens behov. Med andre ord er Marx's umiddelbar
samfundsmæssige produktion af mere politisk end økonomisk
karakter.
Denne
radikale kritik af markedet og af den vareregulering, som markedet
formidler, har historien indtil videre ikke givet medhold. Tværtimod.
Dagligt at formidle milliarder af forbrugsartikler til milliarder
af forbrugere uden markedets hjælp forekommer at være et håbløst
bureaukratisk projekt - også for et socialistisk samfund.
Marx
og Engels har aldrig svaret på, hvorledes de associerede
producenter direkte og umiddelbart, dvs før markedet og
produkternes udveksling kan være vidende om samfundets behov
herunder individernes behov. Hvordan kan man forestille sig, at de
associerede producenter skal være vidende om behovet for
eksempelvis nye produkter, så længe disse produkter ikke er
markedsført, og så længe disse produkter ikke er blevet
konfronteret med forbrugernes reaktioner? Hvordan skal de
associerede producenter få kendskab til forbrugernes ønsker og
krav, deres valg og fravalg i produktmængden, hvis ikke det
involverer et reelt varemarked? Hvordan skal de associerede
producenter direkte og før markedet kunne afgøre, om der på
verdensmarkedet i et givet år er behov for 20 eller 30 millioner
PC'ere; på forhånd afgøre behovsfordelingen på 12",
14", 16" og 21" farveskærme, behovsfordelingen på
mikroprocessorernes hurtighed, 33, 66 eller 100 MHz i
chockfrekvens; behovsfordelingen på antal Mbyte Ram i
hukommelsen, størrelsen på harddiskens lagerkapacitet; på forhånd
afgøre behovet for PC'ere med eller uden indbygget modem, med
eller uden muligheden for udvidelseskort, CD-ROM,
accelerationskort etc. etc.? Svaret er, at det har de associerede
producenter ingen muligheder for fuldt ud og på forhånd at afgøre.
Svaret er, at sporene skræmmer fra samtlige
samfundseksperimenter, hvor befolkningens behov er blevet fastlagt
på støvede kontorer som et gennemsnit af forældede statistikker
fra i fjor, politiske hensigtserklæringer samt en god portion
lykke og fromme.
Ydermere
har Marx og Engels ikke svaret på, hvorledes den enkelte
virksomhed helt uden om et reelt varemarked med en
omkostningsbestemt prisdannelse skal være i stand til at måle
virksomhedens effektivitet, dens økonomisering med naturlige og
menneskelige ressourcer. Med rette blev mange virksomheder under
"den virkeliggjorte socialisme" udpeget som gode
eksempler på statskontrolleret
ineffektivitet. I den sovjetiske planøkonomi lå der på
virksomhedsniveau ofte en interesse i - og efterfølgende belønning
af - hvert år at opnå så lave
planmål som muligt. Lave planmål er ifølge sagens natur nemmere
at opfylde end høje planmål. Samtidig var incitamentet til
gennem innovationer at økonomisere med råstoffer,
energiressourcer og arbejdskraft fraværende, idet omkostningerne
ved at ødsle med alle ressourcer på forhånd var indskrevet i
planen.
Marx's
radikale kritik af markedet overser et afgørende forhold.
 |
Markedet
er bærer af en reel information.
|
En
information som i mange sammenhænge og situationer gør det
rationelt med en decentral styring af produktudvekslingen via
markedet og ikke mindst via markedets prisdannelse. Her
konstitueres en information om varernes samfundsmæssighed, som
samfundet ikke blot kan beslutte at planlægge sig til. Marx's
radikal-utopiske kritik af markedet hviler tilsyneladende på en
tro på, at samfundet kan være informeret om sig selv på forhånd;
at samfundet i form af en central plan på forhånd kan være
informeret om det, som i sidste instans konstituerer samfundet:
individernes handlinger, individernes fravalg i variansbredden af
muligheder.
På
den ene side anerkender Marx, at prisdannelsen reelt indeholder en
information om produktionens samfundsmæssige karakter, men - og
dette udgør den radikale kritik af markedet - denne information
tilbageføres først til producenterne hinsides produkternes ophøjelse
til bytteværdier, hvorfor der i virkeligheden produceres i blinde
uden kendskab til samfundets behov.
Læren
af "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud er, at
den centrale plan reelt ikke virkeliggjorde en information om
samfundets behov, som kunne overgå eller erstatte den
tingsliggjorte bytteværdi som informationsbærer.
 |
"Den
virkeliggjorte socialisme" producerede ikke i blinde;
den brød sammen, fordi planlæggerne planlagde i blinde.
|
Planlæggerne
manglede information om samfundet, de manglede den tilbagemelding
af information, som markedet og prisdannelsen konstituerer. Den
politisk bestemte prisfastsættelse førte til én af verdens mest
ressourceødslende økonomier plaget af bureaukrati og
producentenevælde. Forhold som vi i Vesten vel kun har oplevet en
miniature inden for EU's landbrugssektor.
Alle
forsøg på før markedet at bestemme befolkningens behov
underkender det værdifulde i vareproduktionens uafhængige
personer - uafhængige i forhold til behov og konsumtion. Det
underkender, at varemarkedet som marked, som fordelingsmekanisme på
utallige produktområder klart er at foretrække frem for en
politisk bestemt fordeling, som nemt åbner op for personlige afhængighedsforhold,
bureaukrati og ineffektivitet. At økonomiske forhold ikke i sig
selv formåede at fremstille og fordele toiletpapir i det gamle
Sovjetunionen; at fordelingen af denne elementære forbrugsartikel
krævede en politisk håndtering udtrykte ikke socialismens sejr
men dens økonomiske fallit. Marx har ret i, at markedet ikke ophøjer
forbrugeren til den bestemmende faktor over produktionen. Men
omvendt er det et problem for Marx, at i den af ham anbefalede
planøkonomi havner forbrugeren nemt i et uigennemskueligt netværk
af politiske afhængighedsforhold - for blot at være i besiddelse
af toiletpapir alle ugens syv dage..
Netop
afhængigheden af personlige forbindelser som en forudsætning for
at tilfredsstille sine behov som forbruger, oplevede "den
virkeliggjorte socialismes" borgere som én af systemet større
uretfærdighedskilder.
På
trods af alle forbehold udstyrer varemarkedet dog forbrugeren med
en vis "vetoret" over for producenterne i og med, at det
er forbrugerens afgørelse, om et givet produkt har brugsværdi
for hende eller ej. Fjernes markedet er producenternes tyranni
over forbrugerne den uundgåelige udgang.
Markedets
nødvendighed behøver ikke at stå i modsætning til en ændring
af ejendomsforholdene bort fra privatejendommen og frem mod mere
samfundsmæssige former. Markedets nødvendighed behøver
ligeledes ikke at stå i modsætning til overordnede politiske mål
for produktionens og konsumtionens udvikling. Og alligevel vil der
altid i disse forhold eksistere et modsætningsforhold; en modsætning
mellem individ og samfund, som aldrig kan ophæves men kun ændre
form. Under kommunismen vil varemarkedet ikke være ophævet, men
det vil have ændret form. En bestemmelse af denne formændring
kan ikke i detaljer beskrives på forhånd. Og dog er det givet,
at der under kommunismens udfoldede vareproduktion vil være et økonomisk
behov for en mere omfattende politisk regulering af
vareudvekslingen.
Også
det kapitalistiske marked - som det formidlende led mellem
producent og konsument - er under udvikling. I den vestlige
verdens såkaldte "blandingsøkonomi" er der på mange måder
opstået en uhensigtsmæssig arbejdsdeling mellem den offentlige
og den private sektor. I forhold til den private sektors
varefremstilling er markedet her formet på en sådan måde, at
markedets prisdannelse alene afspejler omkostningerne ved den nøgne
fremstilling af produkterne. De til denne fremstilling forbundne
miljøomkostninger herunder arbejdsmiljøomkostninger samt sociale
omkostninger i det hele taget er overladt til den offentlige
sektor. Denne arbejdsdeling skaber på mange måder en uhensigtsmæssig
adfærd, som animerer til ressourcespil, miljøforurening,
nedslidning af den menneskelige arbejdskraft samtidig med at det
virker hæmmende for genbrug og fremstilling af holdbare
kvalitetsprodukter.
Det
hele bliver ondt være, når finansieringen af den offentlige
sektor i udstrakt grad bæres oppe af en beskatning af den
menneskelige arbejdskraft. Hvis beskatningen derimod blev målrettet
mod produktionssektorens reelle ressourceforbrug i forhold til
natur og samfund, så kunne markedet formes på en sådan måde,
at markedets prisdannelse i større grad blev bærer af en ægte
og sand information om samfundet.
Nødvendigvis
behøver der ikke at være noget forkert i, at transportere new
zealandsk lammekød til England og engelsk lammekød til New
Zealand; dansk øl til Australien og australsk øl til Danmark.
Men muligvis er omfanget af denne handel en afspejling af, at
markedet ikke reelt afspejler prisen på det derved forbundne
energi- og resourceforbrug. Afspejlede energipriserne den
offentlige sektors omkostninger ved f.eks. forurening i kølvandet
på forliste olietankere, trafikofre, infrastruktur,
luftforurening etc, så ville markedet måske af sig selv begrænse
denne transport af enslignende varer tur/retur den halve jordklode
rundt.
Markedet
er bærer af samfundsinformation. Er det enkelte samfund
imidlertid ikke bevidst om, hvilken karakter denne information om
samfundet har, så tager "den blinde udvikling" over. I
Sovjetunionen proklamerede man markedet afskaffet. Reelt opnåede
man alene at undertrykke markedet. Opgaven er at forme markedet, så
det bliver bærer af den samfundsinformation, som de associerede
producenter ønsker at trække ud af markedet.
Endnu
inden kapitalismen er ringet i graven, vil vi med stor sikkerhed
se, at borgerne på triade-markedet vil begynde at stille sociale
og økologiske deklarationskrav til varerne på verdensmarkedet.
En
økologisk deklaration skal således redegøre for produktets
livscyklus fra "vugge til grav", dvs redegøre for
produktets samlede miljøbelastning fra råstofudviklingen over
produktionen, distributionen og konsumtionen til produktets
endelige "bortskaffelse" (recirkulation) herunder redegøre
for specifikke miljøbelastninger (eksempelvis CO2-udslip,
energi- og vandforbrug m.m). Kan producenten ikke opfylde
deklarationskravene, eksisterer truslen om at blive udelukket fra
de markeder, hvor de politiske instanser har vedtaget
deklarationen.
En
social deklaration skal redegøre for produktets samlede
belastning af den menneskelige arbejdskraft, dvs redegøre for
under hvilke arbejds- og arbejdsmiljøvilkår, produktet er
fremstillet. Eksempelvis kunne en social varedeklaration indeholde
et forbud mod børnearbejde, bestemmelser om mindsteløn, højeste
arbejdstid m.m.
På
et åbent verdensmarked vil sådanne krav kunne forene borgerens
interesser som kosmopolitisk forbruger og borgerens interesser som
politisk velfærdsvælger.
Informationsteknologien
samt den masseproducerende industris afløsning af en mere
kundeorienteret industri indeholder også nye muligheder, som
allerede vil kunne give det kapitalistiske varemarked en ny form.
I disse år undergår industrisamfundets marked en forvandling,
hvor kvalitet og kundepleje er de nye nøgleord. I Japan har man i
mange år kendt til en form for kundepleje inden for f.eks.
bilindustrien, hvor biler faktisk sælges som et dør-til-dør-salg.
Ganske ukendt for et vestligt publikum er det normalt i Japan, at
kunden bestiller en bil med de og de specifikationer, og får
bilen produceret i løbet af én til to uger. For en
masseproducerende industri virker dette system fremmed, men
faktisk er det medvirkende til, at den japanske bilindustri i større
grad kender kundernes behov og krav. I en moderne udgave vil
"dør-til-dør-salget" finde nye former inden for en
elektronisk registrering af kundernes behov. Denne udvikling
indeholder store muligheder for, at produktionssektoren i større
grad kan være informeret om forbrugerens behov og specifikke krav
samtidig med at produktionssektoren faktisk formår at efterkomme
forbrugerens individuelle "bestilling". Men denne
mulighed vil og bør ikke ophæve markedet.
Den
sovjetiske bilindustri var også på sin egen særlige måde
informeret om forbrugerens behov alene i kraft af den
kendsgerning, at ingen borger kunne erhverve sig en bil uden at
have købt og betalt den på forhånd ti år før leveringen. Men
dette system registrerede ikke reelt forbrugerens behov. Omvendt
afspejlede det alene et producenttyranni opstået i fraværet af
et egentligt bilmarked.
Når
markedet i de kapitalistiske lande er bærer af en information,
som fortæller producenterne, at det kan betale sig at nedbryde
ozonlaget, fælle regnskovene, udnytte børn til arbejde i
industrien etc, så er det fordi de pågældende samfund har
formet markedet, så det afgiver en sådan information. Kritikken
heraf har imidlertid fået Marx's arvtagere til helt at afskrive
markedet og det vareproducerende samfund en fremtidig historisk
plads. En kritik som historien indtil videre har dømt til
utopiens drømmeverden.
I
Marx's økonomiske skrifter findes der imidlertid også en anden
bestemmelse af vareproduktionens grænse end ovennævnte. Denne
bestemmelse knytter ikke direkte an til privatejendommens ophævelse,
men til dén videnskabeliggørelse af arbejdet som Marx i Grundrids
bestemmer som bytteværdiens grænse. Ifølge denne bestemmelse er
vareproduktionens
grænse identisk med det umiddelbare arbejdes ophør som
produktionens grundlag.
Marx
har næppe set nogen modsætning mellem ovennævnte to
definitioner. Ikke desto mindre forekommer det meget lettere på
grundlag af sidstnævnte definition, at tillægge Marx det
standpunkt, at vareproduktionen også hører socialismen til.
DDR-økonomen
Rudolf Hellborn skriver således. "I den kommunistiske
samfundsformations første fase, i socialismen, realiserer det
umiddelbart samfundsmæssige arbejde sig imidlertid ikke direkte
gennem en fælles planmæssig produktion af produkter, derimod
gennem en fælles planmæssig produktion af varer og en
tilsvarende planmæssig udveksling af varer"(132:90). "Først
når det umiddelbare arbejde er reduceret til et minimum, og det
finder under socialismen skridtvis sted gennem den komplekse
mekanisering og automation, kan vareproduktionen ophøre med at
eksistere"(132:95).
Det
må dog fastholdes, at begrebet om en planmæssig produktion og
udveksling af varer på
grundlag af fællesejendom til produktionsmidlerne ikke er det
synspunkt, som Marx og Engels giver udtryk for i deres arbejdere.
I de politiske skrifter sætter Marx og Engels privatejendommens
ophævelse som vareproduktionens grænse. I Grundrids
sætter Marx, som beskrevet i afsnit 12.2.2., arbejdets
videnskabeliggørelse som vareproduktionens ultimative grænse.
Historien har indtil videre givet det første synspunkt uret.
Historiens endelige dom over det sidste synspunkt har vi endnu til gode.
|
 |
12.3.1.
Marx om behovenes udvikling under kommunismen |
|
Til
grund for den radikale kritik af vareproduktionen gemmer der sig
en bornert opfattelse af behovenes udvikling. Bornertheden kommer
til udtryk i en nærmest asketisk holdning til behovenes
mangfoldighed og uudtømmelighed. Selv om såvel Marx som Engels
ofte fremhæver det positive i behovenes udvikling, så kan ingen
af dem sige sig helt fri for denne bornerthed.
Troen
på, at producenterne direkte og umiddelbar i form af en politisk
betinget samfundsmæssighed kan tilegne sig deres egen produktion
uden tilstedeværelsen af et varemarked, er ikke udviklet af Marx
og Engels. Der er tale om en udbredt socialistisk utopi, som Marx
og Engels blot har indbygget i deres teori. Således findes
utopien i endnu næsten ren form i Engels' Elberfeld-taler fra
1845. "I det kommunistiske samfund, hvor individernes
interesser ikke længere står i modsætning til hinanden, men
omvendt er forenede, er konkurrencen ophævet (...) I det
kommunistiske samfund vil det være let at være informeret om såvel
produktionen som konsumtionen. Efter som vi ved, hvor meget den
enkelte behøver i gennemsnit, er det let at kalkulere, hvor meget
et givent antal individer behøver. Og efter som produktionen ikke
længere er i hænderne på private erhvervsdrivende men i hænderne
på fællesskabet og dettes forvaltning, så er det en smal sag at
regulere produktionen i
overensstemmelse med behovene"(63:539).
Den
lethed, hvormed Engels i ovennævnte citat løser produktionens og
distributionens opgaver, giver mindre association til vore dages
kvalitetskrævende forbrugere med deres individuelle, mode-, værdi-
og livsstilsprægede krav til varer og tjenesteydelser på et
marked, der omfatter milliarder af mennesker og endnu flere
milliarder produkter, men langt mere association til
valgmulighederne i offentlige folkekøkkener eller til Pol Pots
kommunistiske idealsamfund. Eller også giver det association til
det udviklede socialistiske DDR, hvor det så sendt som i 80'erne
ikke var unormalt, at forbrugeren i slagterbutikken skulle redegøre
for familiens størrelse, evt festlige arrangementer m. m., hvis
behovet stod på mere end 4-5 koteletter. Og Engels undlader endnu
engang at fortælle, hvorfra "vi ved, hvor meget den enkelte
behøver i gennemsnit". Og hvem er i øvrigt "vi"?
Engels ville naturligvis have svaret "de associerede
producenter", dvs i virkelighedens verden en forsamling af
bureaukrater, som ud fra fuglenes skrig, forældede statistikker
og producenternes tyranni dikterer, at i gennemsnit har den
enkelte behov for "en osende to-takter", som vi døber
Trabant.
Selv
Marx giver udtryk for en bornert opfattelse af behovenes
udvikling, når han i den meget kendte passage i Kritikken
af Gothaprogrammet fremfører, at "en højere fase af det
kommunistiske samfund" på sine faner kan skrive:
"Enhver yder efter evne, enhver får efter
behov"(288:17f). Denne glade utopi fra socialismens barndom -
og utopien står fortsat for mange som selve kommunismens væsen -
opfattes almindeligvis som et udsagn om, at det kommunistiske
samfund er et overflodssamfund,
som uden problemer kan tilfredsstille alle individernes behov. I
dette samfund har produktivkræfternes udvikling så at sige
indhentet behovenes udvikling, idet disse begrænses til
eksisterende og allerede kendte behov. Det nødvendige arbejde er
reduceret til et absolut minimum.[56]
I dette samfund vil det derfor ikke længere være nødvendigt at
økonomisere med tiden, dvs dette samfund er uden egentlige økonomiske
relationer.[57]
Ifølge denne af mange elskede passage hos Marx er det
kommunistiske samfund i sin væsensbestemmelse ren politik - uden
økonomiske relationer overhovedet.
Under
"den virkeliggjorte socialisme" blev overfloden af
produkter således fremhævet som én af den udviklede kommunismes
væsentlige kendetegn. "Overfloden af materielle goder, hvor
fordelingen overgår til at finde sted efter behov, er endnu ikke
opnået", skriver russeren P. Demitschev i 70'ernes
begyndelse, og begrunder hermed, at Sovjetunionen endnu kun tilhører
"kommunismens første stadium"(39:12).
I
en DDR-lærebog om den socialistiske vareproduktion fra 1977
begrundes vareproduktionens nødvendighed under socialismen bl.a.
med den manglende overensstemmelse mellem den eksisterende
produktmængde og befolkningens behov. "Den modsætning, som
eksistensen af vareproduktionen fremkalder, består i, at summen
af det arbejde, som virksomhederne kan yde til samfundet, ikke dækker
det samfundsmæssigt nødvendige arbejde"(349:32).
Vareproduktionen ophører derfor, når en højere fase af den
kommunistiske samfundsformation kan indfri alle behov. Men alt
dette er utopi.[58]
Behovenes
udvikling er knyttet til produktivkræfternes udvikling, og er som
disse uden grænser. De er uudtømmelige. Det individ, hvis anlæg
og evner er udviklet i rigt mål og som således personificerer højtudviklede
produktivkræfter, har alt andet lige tilsvarende store og
omfattende behov. Højtudviklede produktivkræfter lægger beslag
på samfundsmæssige behov, som langt overskrider mennesket mest nødtørftige
behov. Opdelingen af menneskets behov i ægte menneskelige behov,
rimelige og fornuftige behov i modsætning til kunstige behov,
luksusprægede eller tarvelige behov er - set fra kapitalens
standpunkt - et småborgerligt og bornert forsøg på at indhegne
mennesket bag en fastlagt tilfredsstillelse af eksisterende behov.
En sådan indhegning vil af kapitalen blive betragtet som en
skranke, der skal nedbrydes - og som vil blive nedbrudt. Og i
sidste instans ikke af "kapitalen" men af mennesket
selv.
Hvem
i den første efterkrigsgeneration havde eksempelvis behov for en
mobil-telefon med muligheden for direkte opkald (via satellit) til
jordens fjerneste lokaliteter? Ingen - og dog vil sådanne
telefoner efterhånden blive enhver borgers naturlige eje. Eller
hvem havde behov for en computer i hjemmet? Ingen - og dog vil
hjemmene i årene fremover blive mere og mere computeriseret.
Eller et eksempel hentet fra den anden side af jordkloden. For
blot ti år siden havde de færreste japanere tænkt dybere over
det påtrængende behov for en yderligere produktudvikling af et
almindeligt toiletsæde. Og alligevel sidder mange japanere i dag
på en "Washlette", der er et opvarmet sæde med et
microprocessor-drevet bidet indbygget i selve toiletsædet.[59]
Alle som råber 'kunstige behov' efter denne udvikling løber en
stor risiko for ikke blot at få bornerthedens stempel hæftet på
sig, men også en fagre ny dag at finde sig selv siddende på en
"Washlette".
Troen
på - eller håbet om - at der findes en øvre grænse for
behovenes udvikling er i virkeligheden en skjult kritik af den
menneskelige kreativitetsevne, af fantasien og opfindsomheden, en
kritik af den teknologiske udviklings uudtømmelige evne til at
udvikle nye produkter og føje mere kvalitet til eksisterende
produkter. Hvem - eksempelvis - brygger i dag kaffe som vor mor
gjorde det? Næppe mange - for selv en så simpel hverdagshandling
som at hælde kogende vand over nogle kaffebønder er i vor tid
blevet produktudviklet i en sådan grad, at det faktisk gør en
smagsforskel, hvorledes selve kaffebrygningen foregår. Men
afspejler det at elske en velsmagende kop kaffe et kunstigt eller
tarveligt behov? Hvis forbrugerne får muligheden for selv at vælge,
skal de nok vide af at definere, hvad der er kunstigt og ægte.
Uden varemarkedet var vi imidlertid med stor sandsynlighed fortsat
henvist til at brygge kaffe, som vor mor gjorde det.
Forhåbentlig
vil det kommunistiske samfund ikke kunne tilfredsstille alle
eksisterende behov. Forhåbentlig vil også 'det kommunistiske
menneske' besidde evnen til at overskride begrænsningen i
eksisterende forhold og behov. Forhåbentlig vil samfundet og det
enkelte individ fortsat have behov for at økonomisere,
prioritere, vælge og fravælge. Hvis ikke - vil det afspejle et
samfund, som udviklingsmæssigt er gået i stå.
Den
kommunistiske bevægelse kan imidlertid ikke frasige sig en
udbredt bornert holdning til behovenes udvikling. Den
konservatisme, som denne bornerthed er et udtryk for, oplevede
kronede dage i de år, hvor proletariatets diktatur i
Sovjetunionen regulerede "produktionen i overensstemmelse med
behovene". I disse år var det et udtryk for den højeste
smag - ikke blot at brygge kaffe som vor mor gjorde det, men
overhovedet at brygge kaffe. For medens verdensmarkedet blev
oversvømmet med billig kaffe, forblev kaffe en luksusvare under
"den virkeliggjorte socialisme".
I
den marxistiske teoritradition har forståelsen af en samfundsmæssig
og socialistisk afstemt produktion uforholdsmæssigt meget
fokuseret på produktionens overensstemmelse med behovene.
Udgangspunktet er behovene, som produktionen efterfølgende skal
tilpasses. I denne fokusering på behovene har der gemt sig en
kapitalismekritik med det indhold, at kapitalismens vareudbud ikke
formår at imødekomme forbrugernes virkelige behov. Ved hjælp af
reklamen skaber
kapitalismen behovene, dvs kapitalismens udgangspunkt er
produktionen, som behovene efterfølgende skal tilpasses.
Problemet er 10 forskellige slags håndsæbe, 50 forskellige
bilmodeller osv.
Kritikken
er ganske givet i god overensstemmelse med Engels' Elberfeld-taler.
Men kritikken er bornert, og efterlader i virkeligheden den
kapitalistiske varemarked i et mildere lys, end det tilkommer.
Dette varemarked er nemlig ganske velegnet til at fremskaffe de
varer, som den enkelte forbruger efterspørger. Individuelle behov
på markedet påkalder sig hurtigt på det kapitalistiske
varemarked en tilsvarende produktion. Det virkelige problem består
i, at en række samfundsmæssige
behov ikke umiddelbart eksisterer på markedet, hvorfor det
heller ikke produktionsmæssigt imødekommes.
Hvis
forbrugeren udtrykker et behov for seler i stedet for livrem, skal
markedet nok af sig selv, dvs spontant regulere forholdet på
produktionssiden. Men hvis det såkaldte bæredygtige samfund har
behov for ikke at nedbryde ozonlaget i vor tid, så regulerer
markedet ikke af sig selv, dvs spontant dette forhold på
produktionssiden. Det kapitalistiske varemarked producerer ikke
spontant vedvarende energikilder, rent drikkevand, recirkulation
af spildevand, affaldssortering, uddannelse til C-holdet, arbejde
til alle - dvs det kapitalistiske varemarked producerer ikke
spontant de varer og tjenesteydelser, som borgerne ud fra en
solidarisk velfærdsbetragtning - som samfund - har behov for.
At
bringe produktionen i overenstemmelse med behovene stikker langt
dybere end på forhånd og før markedet at kende behovet for håndsæbe.
Et forhåndskendskab, hvis samfundsmæssige betydning det er
vanskeligt at få øje på.
I
modsætning til den af Marx og Engels fremførte opfattelse, at
produktionens direkte samfundsmæssige karakter gennem en politisk
viljesakt kan skabes her og nu i kraft af 1) privatejendommens ophævelse
og 2) varemarkedets afskaffelse og afløsning af en direkte planmæssig
fordeling af produkterne, forekommer det mere holdbart, at
relatere denne direkte samfundsmæssighed til den faktiske indløsning
af den borgerlige revolutionsepokes to store formationsopgaver.
Frem for alt andet er produktionens direkte samfundsmæssige
karakter i økonomisk henseende betinget af arbejdets
videnskabeliggørelse inden for en globaliseret økonomi. I en sådan
økonomi vil der fortsat blive produceret varer. Men underlagt nye
politiske betingelser. Derimod vil privatejendommen næppe kunne
overleve som dominerende ejendomsform.
|
 |
12.4.
Marx og "den virkeliggjorte socialismes"
sammenbrud |
|
Spørgsmålet
er blevet stillet, om Marx slet ikke har lod og del i "den
virkeliggjorte socialismes" faktiske udformning og sluttelige
sammenbrud. Dette spørgsmål kan efterhånden besvares, og svaret
må blive bekræftende. "Den virkeliggjorte socialisme"
blev i udstrakt grad opbygget i Marx's verdensbillede.
Revolutionsteorien er en tro kopi af Marx's revolutionsopfattelse
fra 1848. Og endelig synes den kommunistiske verdensbevægelses
modvilje mod verdensmarkedet at rumme en dybere forklaring.
 |
De
socialistiske økonomier har ikke blot vendt verdensmarkedet
ryggen men markedet ryggen som sådan.
|
De
sovjetiske socialister vendte verdensmarkedet ryggen - ikke på
grund af belejring og kold krig, men fordi de vendte markedet
ryggen overhovedet. Men ved at vende markedet ryggen, ved at være
gode marxister på dette spørgsmål, har "den virkeliggjorte
socialismes" teoretikere indhøstet virkelighedens erfaringer
med det utopiske projekt om vareproduktionens afskaffelse. Og
dermed har "den virkeliggjorte socialisme" leveret en
yderst vigtig korrektion til Marx's opfattelse af grundlaget for
menneskets "befrielse" fra et samfund, som endnu ikke
har lært at stå på egne ben.
Marx's
hovedværk - Kapitalen
- er af "den virkeliggjorte socialisme" blevet udsat for
en afgørende kritik. Kritikken er ikke rettet mod afsnit i de
afsluttende kapitler af tredje bog. Det ekstremt pinlige, det
ekstremt ømtålelige og i mange år næsten ikke-diskuterbare i
hele sagen har bestået i, at den kritik, som Marx's marxistiske
arvtagere blandt sovjetiske økonomer har rettet mod Kapitalen,
har taget sin begyndelse med Kapitalens
første bog, første kapitel, første afsnit. Her skriver Marx, at
vor undersøgelse begynder med en analyse af varen, og netop denne
vareanalyse har i mere end 70 år været stenen i skoen for de
sovjetiske økonomer, når de har skullet fremstille socialismens
politiske økonomi. Den historiske udvikling af socialismens
politiske økonomi i Sovjetunionen er historien om, hvorledes
utopien om vareproduktionens umiddelbare afskaffelse langsomt men
sikkert er brudt sammen under virkelighedens tryk.
Herom
skriver den sovjetiske økonom D. K. Trifonov. "Intet har
beredt de sovjetiske økonomer med så mange vanskeligheder og
under tiden også med så mange alvorlige ærgrelser som problemet
med vare-penge-relationen. Der er ikke noget andet spørgsmål
inden for den økonomiske teori, som er blevet besvaret med mere
modsætningsfyldte og ofte hinanden udelukkende bestemmelser end
dette spørgsmål (...) Men uafhængig af om denne eller hin af
vareproduktionens kategorier og love
blev anerkendt eller afvist, banede de sig vej frem i det
virkelige liv og blev til sidst objekt for videnskabelig
forskning"(102:18).
Marx
er mere end nogen anden ophavsmanden til disse teoretiske
problemer. I mange år tog de sovjetiske økonomer det for givet,
at vareproduktionens kategorier havde mistet enhver betydning for
sovjetsamfundets udvikling i og med privatejendommens ophævelse
og fastlæggelsen af fælles politiske mål for produktionens
udvikling.
Historien
om udviklingen af socialismens politiske økonomi i Sovjetunionen
indledes på sin egen bagvendte måde med den opfattelse, at den
politiske økonomi ophører med kapitalismens ophør. Under
socialismens umiddelbart gennemskuede samfundsforhold er der ikke
behov for nogen videnskab til at afdække lovmæssighederne bag
den varefetichisme, som socialismen netop har bragt til ophør.
Med kommunismen ophører den økonomiske videnskab overhovedet.
Bl.a. Nikolaj Bukharin (1888-1938) tillægges dette synspunkt.[60]
I
en artikel med titlen Hvad
er den politiske økonomi? fra 1925 af I. I. Skvorsov-Stepanov[61]
tilbagevises dette standpunkt for første gang. Det sker med en række
henvisninger til Marx og Engels. Symptomatisk for tidens debatform
er, at anerkendelsen af socialismens politiske økonomi som en særlig
videnskab, først sker i 1929 i forbindelse med offentliggørelsen
af Lenins bemærkninger til Bukharins bog Transformationsperiodens
økonomi. I disse bemærkninger afviser Lenin, at den
politiske økonomi alene hører kapitalismens til. Dette stridsspørgsmål
er herefter afgjort. Og dog. Hvor Lenins standpunkt er, at der også
under socialismen eksisterer objektive love, så kan man så sent
som i 1937 i tidsskriftet Bolsjevik
læse, at disse love fastlægges af partiet. Med andre ord
fortolkes lovene for socialismens politiske økonomi rent
subjektivistisk. En vis B. Borilin skriver. "Lovene for den
socialistiske økonomis udvikling bliver bestemt af arbejdernes og
bøndernes socialistiske stat (...) Den socialistiske stat, under
ledelse af det kommunistiske parti, bestemmer selv og ændrer selv
disse love."[62]
Den
anerkendte opfattelse i 30'erne er dog, at der også under
socialismens opbygning eksisterer objektive økonomiske love[63],
som det er en videnskabelig opgave - ikke blot at afdække men at
lægge til grund for den på videnskab baserede opbygning af
socialismen.
 |
Problemet
for 30'ernes sovjetiske økonomer er, at ingen er i stand
til at svare på, hvori det videnskabelige består i
socialismens videnskabelige
opbygning.
|
Et
eksempel på den politiske økonomis uudviklethed findes i den
mangeårige identifikation af ejendomsform og produktionsforhold.
I mere end et kvart århundrede bestemmes det grundlæggende
produktionsforhold under socialismen som samfundsejendommen til
produktionsmidlerne.[64]
Men hermed er intet produktionsforhold forklaret endsige
fremstillet som et system af produktionsforhold.
Hvis
Marx havde bestemt det grundlæggende borgerlige
produktionsforhold som identisk med den borgerlige privatejendom,
så kunne han have sparet sig al besværet med at skrive Kapitalen.
I Kapitalen forsøger
Marx omvendt at "definere den borgerlige ejendom",
hvilket ikke betyder andet "end at fremstille alle den
borgerlige produktions relationer"(244:228). "Privatejendommen"
- som Marx skriver i kritikken mod Karl Heinzen - "er ikke et
enkelt forhold eller overhovedet et abstrakt begreb, et princip,
men består omvendt i helheden af borgerlige
produktionsforhold"(246:356). Opgaven er derfor at bestemme
og fremstille denne helhed af produktionsforhold. Og først i
kraft af denne fremstilling får ejendomsformen et konkret udtryk.
I
30'erne er de sovjetiske økonomer imidlertid ikke i stand til
overhovedet at definere opgaven korrekt.[65]
Der henvises til en bestemt ejendomsform, og qua denne henvisning
tror de sovjetiske økonomer, at de har redegjort for
produktionsforholdene.
Den
politiske økonomis helt uafklarede status under socialismen
anskueliggøres måske bedst ved det faktum, at den første lærebog
i socialismens politiske økonomi udgives i Sovjetunionen i 1954!
Med andre ord 37 år efter at Den store socialistiske
Oktoberrevolution påbegyndte den videnskabelige opbygning af
socialismen. Først med denne lærebog bliver systemet af love
under socialismen samlet fremstillet som objektive love. Ydermere
anerkendes nu værdilovens virke under socialisme samt
vare-penge-relationens nødvendighed. Men anerkendelsen sker ikke
uden stærke forbehold. Forud er gået en diskussion med stærkt
divergerende synspunkter.
Umiddelbart
efter Oktoberrevolutionen - og især under krigskommunismen - er
det rimeligt let at forene virkelighedens vare-penge-relation med
den almindelige marxistiske
opfattelse af denne relations afskaffelse under socialismen. Den påtvungne
nød havde i praksis afskaffet pengene. Og når bønderne
afleverede deres produkter til byens borgerne, skete det ikke som
et varebytte på et marked men som uforfalsket konfiskation
underlagt militær disciplin. Den officielle betegnelse var
"afleveringspligt".
Selv
om Lenin på tærskelen til Oktoberrevolutionen fremhæver
revolutionens borgerligt-demokratiske indhold, så er Lenin
allerede i 1918 og 1919 optaget af, hvordan vareproduktionen
fuldstændig overvindes. Til grund for disse overvejelser ligger
Lenins marxistiske opfattelse af, at "hvad socialismen angår,
så består denne som bekendt i vareøkonomiens afskaffelse (...)
Så længe byttet fortsætter med at eksistere, er det latterligt
at tale om socialisme"(200:138). På bolsjevikpartiets
ekstraordinære kongres i marts 1918 taler Lenin allerede om
"den socialistiske organisering af produktionen", som i
begyndelsen skal indebære "statsmonopol på 'handelen',
derefter fuldstændigt og endegyldigt erstatning af 'handelen' med
en planlagt, organiseret distribution
formidlet gennem associationen af arbejdere inden for handel og
industri og under ledelse af sovjetmagten"(211:156).
Frem
til borgerkrigens slutning er Lenin ganske i overensstemmelse med
Marx og Engels i spørgsmålet om vareproduktionens afskaffelse
under socialismen. Intet tyder på, at Lenin på noget tidspunkt
ændrer mening. Men med introduktionen af NEP-politikken, som
Lenin opfattede som et skridt tilbage i forhold til
krigskommunismens mange "socialistiske" tiltag,
formulerer Lenin sig anderledes i forhold til vareproduktionens
betydning.
I
1921 skriver Lenin en lille artikel Om
guldets betydning nu og under socialismens fuldstændige sejr.
Det bemærkelsesværdige ved denne artikel er de mange ord, som
Lenin må bruge på at forsvare indførelsen af en
statskontrolleret handel
med bønderne. "På det arbejdsområde, som der her er tale
om, er kædeleddet i dette øjeblik en oplivelse af den indre handel
samtidig med dens rigtige statslige regulering (dirigering).
Handel er det 'led' i begivenhedernes kæde, i vor socialistiske
opbygnings overgangsformer 1921-22, som vi, den proletariske
statsmagt, vi, det ledende kommunistiske parti, 'må
gribe fat i med al kraft' (...) Det ser mærkeligt ud.
Kommunisme og handel?! Det er virkelig noget urimeligt, absurd,
umage"(217:38). Det er, som Lenin også skriver, en
"reformistisk" fremgangsmåde i modsætning til
krigskommunismens række af "yderst revolutionære
aktioner"(217:34).
Selv
om mange blandt bolsjevikkerne gerne så en fortsættelse af
krigskommunismens revolutionære metoder, advarer Lenin mod at
"forfalde til nogen 'følelsessocialisme' eller til den
gammelrussiske, halvt herremandsagtige, halvt bondeagtige,
patriarkalske indstilling, som kendetegnes ved en tankeløs
ringeagt for handelen"(217:40).
Så
mange flotte ord og begreber er nødvendige for at overbevise de
russiske arbejdere om, at de skal handle
med bønderne, at de skal købe bøndernes korn for penge, købe bøndernes
produkter som varer på markedet - og ikke blot kræve produkterne
tvangsudleveret. Men Lenins forbehold og undskyldninger herfor er
bemærkelsesværdigt mange. At vare-penge-relationen kun er forbigående,
kun et overgangsfænomen knyttet til NEP-politikken, synes at
fremgå af Lenins ønske om efter "sejren i verdensmålestok",
at "bruge guldet til at bygge offentlige nødtørftshuse af på
gaderne i nogle af verdens største byer"(217:38).
Under
indtryk af virkelighedens pres har sidstnævnte synspunkt dog svært
ved at sejre - selv efter afslutningen af NEP og indførelsen af
den første femårsplan. På den 17. partikongres i 1934, hvor
socialismen officielt har sejret i Sovjet, bliver et forslag om at
afskaffe pengene og handelen afvist som "pseudoradikalt
sludder"(297:83). I året 1934 er dette stærke ord i Moskva,
når det sammenholdes med, at pengenes afskaffelse under
socialismen er Marx's videnskabelige standpunkt.
Det
fremgår af mange sammenhænge, at det var til stor irritation for
Stalin m.fl., at dette pseudoradikale sludder altid blev
underbygget med et væld af Marx og Engels-citater. Så sent som i
1952 må Stalin i skriftet Socialismens
økonomiske problemer i Sovjetunionen tage "visse
kammerater" i lære. Med diverse henvisninger til Marx og
Engels påpeger disse uheldige kammerater vareproduktionens
uforenelighed med socialistiske produktionsforhold, hvor
produktionsmidlerne er i samfundseje og hvor produktionen i det
hele taget er underlagt producenternes herredømme. Med løftet
pegefinger slår Stalin imidlertid fast, at "disse kammerater
i høj grad tager fejl"(380:13).
Med
henvisningen til at "der her i landet eksisterer to
grundformer for socialistisk produktion" tilsvarende to
ejendomsformer, en statslig og en kollektiv
ejendomsform (kollektivbrugene), når Stalin frem til følgende
konklusion. "Vor
vareproduktion er altså ikke nogen sædvanlig vareproduktion, men
en vareproduktion af en særlig art, en vareproduktion uden
kapitalister, en vareproduktion, der i det væsentlige har at gøre
med varer fra forenede, socialistiske producenter (staten,
kollektivbrugene, kooperationen), en vareproduktion, hvis
virksomhedssfære er begrænset til personlige forbrugsartikler,
som åbenbart på ingen måde kan udvikle sig til en kapitalistisk
produktion, og som har den funktion sammen med dens 'pengeøkonomi'
at tjene den socialistiske produktions udvikling og
styrkelse"(380:18 og 20).
Det
skal fremhæves, at den særlige vareproduktion under socialismen
i Stalins gengivelse i sidste instans er begrundet i, at
"kollektivbrugene accepterer for øjeblikket ikke andre økonomiske
forbindelser med byerne end de varemæssige, end omsætningen ved
køb og salg. Derfor er vareproduktionen og vareomsætningen her i
landet for øjeblikket lige så nødvendig, som disse ting har været,
skal vi sige for tredive år siden, da Lenin forkyndte nødvendigheden
af en alsidig udfoldelse af vareomsætningen"(380:19).
Med
denne særlige begrundelse forsøger Stalin at forene
virkeligheden i 50'ernes Sovjetunionen med marxismens klassiske
vareanalyse. Man får kun Stalin til at sige, at "Engels'
formel" (i og med samfundets overtagelse af
produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet, AL) ikke kan
betragtes "som fuldstændig klar og nøjagtig"(380:13).
Stalins
forsvar for en særlig socialistisk vareproduktion stikker
imidlertid ikke dybt. Stalins vareproduktion beror i sidste
instans på tilstedeværelsen af to ejendomsformer, hvor
kollektivbrugenes ejendomsform ikke kan bestemmes som fuldt ud
socialistisk. Derfor nødvendigheden af varer. Socialisme og
vareproduktion står også hos Stalin i modsætning til hinanden,
selv om Stalin under indtryk af virkelighedens tryk må stemple
ethvert forslag om at afskaffe pengene som noget fordømt sludder.
Men
allerede i sidste halvdel af 50'erne udsættes Stalins begrænsede
forsvar for vareproduktionens nødvendighed under socialismen for
omfattende kritik. En række økonomer begrunder nu
vare-penge-relationens nødvendighed med forhold, som hører selve
den socialistiske ejendomsform til. Begrundelserne er blandt
andre, at statsvirksomhederne besidder en relativ selvstændighed;
at folkeejendommens enheder reelt i økonomisk henseende
eksisterer isoleret fra hinanden og således ikke udgør 'en
enhedsmæssig fabrik'; at produktivkræfterne endnu er ringe
udviklet; at samfundet endnu ikke er et
"overflodssamfund"; at det teknologiske udviklingsniveau
er ulige inden for de forskellige brancher m.m.[66]
A.
K. Prokrytan begrunder eksistensen af en særlig socialistisk
vareproduktion i Sovjetunionen med det forhold, at "arbejdet
endnu ikke er blevet umiddelbar samfundsmæssig (...) De enkelte
produktionsled optræder som økonomisk isolerede
erhvervsenheder"(336:175). Og på trods af den overordnede
plan eksisterer der ikke i samfundet "en fuldstændig
information om omfanget og strukturen af samfundets
behov"(336:176), hvorfor planen må støtte sig til markedets
kræfter.
I
60'erne og 70'erne - hvor diskussionen om vare-penge-relationen
under socialismen kulminerer i Sovjet - bliver de sovjetiske økonomer
mere og mere optaget af, hvorledes markedet
(vare-penge-relationen) kan udnyttes til frembringelse af en mere
effektiv og mindre ressourcespillende produktion. På dette
tidspunkt står det efterhånden klart for de sovjetiske økonomer,
at den planmæssige regulering af produktionen tillige er én af
samtidens mest ressourceforbrugende produktioner. I en lærebog om
socialismens politiske økonomi fra 1977 er det marxistiske
arvegods efterhånden trængt i baggrunden, og uden de mange
forbehold siges det nu, at "produktionen under socialisme har
en direkte samfundsmæssig karakter, men på trods af dette fortsætter
vare-penge relationen med at eksistere. Brugsværdierne er af
planen produceret som varer og overgår i konsumptionen gennem at
blive byttet for penge (...) Også andre socialistiske lande står
ansigt til ansigt med den opgave at forbedre vareproduktionen
yderligere"(173:119).
Efter
i mange år at være blevet stemplet som et "modermærke fra
det gamle samfunds skød" bliver det nu et spørgsmål om, at
give vare-penge-relationen en "forandring i indhold og
form"[67]
i overensstemmelse med den
videre fuldkommengørelse af den udviklede socialisme.
Og
nogle få år før SUKP smider håndklædet i ringen vedtager
partiet på sin 27. kongres i 1986 ikke blot i overensstemmelse
med mange års traditioner, at "arbejdsproduktiviteten i de næste
15 år skal stige med 130-150 pct."
men også, at "vare-pengerelationerne (skal) anvendes
mere fuldkomment" "for at øge produktionens
effektivitet"; at "partiet finder det nødvendigt at
videreudvikle og forstærke rentabilitetsdriftens
effektivitet og konsekvent overføre virksomheder og
sammenslutninger til fuld rentabilitetsdrift"; at "prisdannelsen
bør forbedres, således at priserne mere præcist afspejler det
samfundsmæssigt nødvendige omkostningsniveau samt kvaliteten af
produkter og ydelser..."(391:285 og 291f).
Efter
70 år med utopien om en umiddelbar samfundsmæssig produktion lod
den virkelige virkelighed sig ikke længere bortforklare.
Vareproduktionens afskaffelse byggede på en fejlagtig teori om
eksistensen af en umiddelbar samfundsmæssighed med rod i
juridiske og politiske tiltag - uden hensyn til arbejdets reelle
udvikling. Den proklamerede eksistens af universelt udviklede
individer; proklamationen af arbejdsevnens umiddelbare samfundsmæssige
karakter (Prokytan); proklamationen af kammeratligt samarbejde og
gensidigt hjælp blandt ligeværdige producenter (I. I. Kusiminov),
dvs den proklamerede eksistens af et arbejde, som på forhånd har
karakter af samfundsmæssigt arbejde, negligerede de teknologiske
og arbejdsorganisationsmæssige betingelser for denne eksistens.
Den virkeliggjorte socialisme undertrykte produktionens
varekarakter og fortalte de enkelte producenter, at de alene i
kraft af juridiske og politiske tiltag havde mulighed for at
forbruge deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft.
"Bevægelsens
grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet" - det havde de
russiske kommunister lært af Marx. Men en "løsning" på
ejendomsspørgsmålet trækker ikke automatisk nogle
produktionsforhold med sig, som fremmer arbejdets udvikling.
Tilvejebringelsen af sådanne produktionsforhold, som i forhold
til kapitalismen er overlegne udviklingsformer for produktivkræfterne,
er en selvstændig opgave hinsides privatejendommens ophævelse.
Karakteren af de økonomiske relationer og incitamenter til
arbejdets udvikling indenfor samfundsejendommens grundform er et
hurtigt overstået kapitel hos såvel Marx som dennes teoretiske
arvtagere.
Indgangsdøren
til denne problemstilling er spærret, fordi teorien ikke opererer
med vareproduktionens og markedets fortsatte eksistens under
socialistiske produktions- og ejendomsforhold. En opfattelse som
vel også i modificeret udgave genfindes i "den nordiske velfærdsmodel",
hvor det i årtier har været tabu at stille spørgsmål som:
Hvordan måler serviceproducerende offentlige institutioner deres
effektivitet og rentabilitet? Hvordan får offentlige
institutioner indbygget økonomiske incitamenter, som fremmer
udviklingen af institutionen herunder produktudviklingen af den
service, som borgeren efterspørger? Det borgerlige svar herpå
har altid heddet og hedder fortsat privatisering. Det
socialistiske svar har været mange år undervejs, fordi den
teoretiske arv har sat marked og samfundsejendom op som hinandens
modsætninger.
Den
socialistiske lære af "den virkeliggjorte socialismes"
sammenbrud er, at marked og samfundsejendom skal kombineres, hvis
produktivkræfterne skal finde udviklingsformer, som er
kapitalismen overlegen.
Døden
skal have en årsag - som det hedder i folkemunde. Og siden 1989
er der givet mange forskellige forklaringer på "den
virkeliggjorte socialismes" sammenbrud. Mange af disse
forklaringer henviser til politiske forhold. Eksempelvis til fraværret
af et demokrati i vestlig forstand. De politiske
forklaringsmodeller får imidlertid ikke fat i den del af
"isbjerget", som stikker ned i selve samfundets
formationsproces.
 |
Den
russiske revolution måtte til sidst bukke under for sin
egen vægt, da den vedvarende nægtede at forstå
revolutionens formationsmæssige opgaver.
|
Den
"skæve stilling" mellem revolution og formation kom
mere end noget andet sted til udtryk i revolutionens forfejlede
marxistiske forsøg på at afskaffe vareproduktionen.
|
|