Startside ] Op ] Forord ] Indledning ] Teori og metode ] Materie og bevægelse ] Bevægelse og udvikling ] Udvikling og dialektik ] Kausalitet og lovmæssighed ] Lovmæssighed og virkelighedens niveauer ] Bevægelsens fem grundformer ] Natur og samfund ] Samfund og formation ] Formation og historisk miljø ] [ Marxismens krise ] Skabelsens tilblivelse ] Forkortelser og litteratur ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside

Tilblivelsens dialektik

En undersøgelse af den marxistiske udviklingsidés aktualitet

  12. Tilblivelsens dialektik og marxismens krise

I marxismens navn blev der i det 20. århundrede opbygget et helt verdenssystem, som på sit højdepunkt i 70'erne og 80'erne omfattede 1/3 af jordens befolkning. I dag gennemlever dette verdenssystem ikke blot en krise; det er ikke blot under omstilling eller fornyelse. Det socialistiske verdenssystem, som proklamerede sig selv som menneskehedens fremtidssamfund, fremstår i dag som en parentes i verdenshistorien. Lige så pludseligt, som det dukkede op, lige så pludseligt forsvandt det igen. Hvor kommunistiske ledere tidligere levede af at virkeliggøre de socialistiske idealer, lever mange af de samme personer i dag af at virkeliggøre en casinokapitalisme, som i rekordtempo har skabt rigdom hos nogle få og armod hos de mange. Med en blanding af entusiasme og jamren, eftertænksomhed og naivitet er de frie markedskræfter og den førhen så forkætrede kapitalistiske djævel atter blevet sluppet løs i samfundsøkonomien med en forventning til følge om hurtig velstand og velfærd til alle.

I Østtyskland, hvor byer og gadenavne i DDR-statens 40 årige historie blev opkaldt efter Marx og Engels, er de gamle navne atter fundet frem. I Etiopien kunne statschefen Mengistu i 1979 med stolthed indvie Afrikas første Marx-mindesmærke i hovedstaden Addis Abeba. Godt ti år efter må Mengistu gå i landflygtighed - efterladende sig det land, hvor selve menneskeheden trådte sin vugge, krigshærget, forarmet og fattigere end i mands minde.

"Løsningen af det nationale spørgsmål er ét af de største fremskridt, socialismen har frembragt"(391:266) - kunne det nu opløste SUKP mere eller mindre uimodsagt fastslå på partiets 27. kongres i 1986. Fem år efter ligger denne udtalelse allerede druknet i en blodstrøm af etniske konflikter og udrensninger, som synes at hjemsøge hver eneste afkrog af det tidligere Sovjetunionen. I Kina fastholder kommunistpartiet endnu en marxistisk retorik. Men det er kun i retorikken, at Røde Kina overtager det kapitalistiske Hong Kong. Virkeligheden er snarere den, at Hong Kong, Taiwan, de globale selskaber samt 30 millioner exil-kinesere med større og større succes æder sig ind på Røde Kina og indtil videre har skabt 90'ernes mest forrygende økonomiske boom i Kinas sydlige provinser. Og på Cuba synes revolutionens overlevelse at være knyttet til spørgsmålet: Hvis Fidel dør, hvad så?  

Den æra, som Oktoberrevolutionen indledte i 1917 i Skt. Petersborg, og som byen under navnet Leningrad på mange måder blev selve symbolet på, er i dag afsluttet. Det marxistiske samfundseksperiment er i sin klassiske udformning og fortolkning bragt til ophør. Leningrad hedder atter Skt. Petersborg. Og det elektricitetsværk ved Moskva-flodens bred - og just over for Kreml - som i 70 år skiltede med Lenins gamle slogan fra borgerkrigens slutning: kommunisme er Sovjetmagt plus elektrificering af hele landet, dette hæderkronede elektricitetsværk er nu rykket tilbage til start for igen at producere elektricitet - men nu på ganske almindelige vilkår uden ideologisk iklædning, dvs uden banner, uden sovjetmagt og uden kommunisme. 

På denne såvel alvorlige som tragikomiske baggrund er det ganske naturligt, at marxismen endnu engang - men nu med større bevisbyrde bag sig - erklæres for lige så død som Lenin i sit mausoleum. Selv om den østeuropæiske socialisme i hovedsagen fortolkede marxismen dogmatisk og mekanicistisk, er det dog en kendsgerning, at denne socialisme fandt inspiration og selvbekræftelse i marxismen som teori og verdensanskuelse. Det er en kendsgerning, at "den virkeliggjorte socialisme" opfattede sig selv som virkeliggørelsen af Marx's teori; som virkeliggørelsen af Marx's videnskabeligt underbyggede "kommunistiske utopi".

Den realt eksisterende socialisme var det mest kontante bevis på, at Marx havde ret. Ret i den profeti, at det kapitalistiske samfund med en naturlovs nødvendighed går sin egen opløsning i møde for efterfølgende at blive erstattet af et socialistisk samfund med samfundsejendom og direkte samfundsmæssig produktion under arbejderklassens politiske herredømme.

Denne profeti blev ganske vist ikke bøjet i neon på Broadway i New York, men opnåede dog at blive bøjet i russisk panserstål opstillet fra Kurillerne i øst til Centraleuropa i vest. I forhold til denne håndfaste realitet fremstod de mange - mere intellektuelle - cafédiskussioner over temaet - er "den virkeliggjorte socialisme" ægte og sand socialisme eller blot statskapitalisme, degenereret arbejderstat osv - som en uvirkelig diskussion. Sovjetunionen var  måske mere "den socialistiske virkelighed" end "den virkeliggjorte socialisme".

Den virkeliggjorte socialisme var utopien, der forvandlede sig til virkelighed - om end kun for en kortere årrække. Med Oktoberrevolutionen forvandlede socialismen sig til en virkeliggjort utopi.

Den marxistiske teori, revolutionsteorien såvel som formationsteorien, står med sammenbruddet af den virkeliggjorte socialisme med et forklaringsproblem. Hvad var det for et system, som dukkede op i verdenshistorien mellem 1917 og 1989, og som i egen selvforståelse var den marxistiske teoris virkeliggørelse? Kan marxismen som teori og metode ikke give en forklaring herpå, så står marxismen tilbage med et alvorligt legitimitetsproblem.

I dette afsluttende kapitel skal "den virkeliggjorte socialisme" indplaceres i samfundets opadstigende formationsproces. Den proces som i forhold til samfundets forhistorie har den kommunistiske samfundsformation som mål. Spørgsmålet skal stille, om marxismen slet ikke har lod og del i "den virkeliggjorte socialismes" faktiske udformning og sluttelige sammenbrud? Spørgsmålet om forholdet mellem revolution og formation skal stilles - herunder spørgsmålet om forholdet mellem Lenins revolutionsteori og marxismen.

Konklusionen i dette afsluttende kapitel vil være, at der er alvorlige problemer med den indre sammenhæng og stringens i Marx's revolutionsteori og formationsteori. Der er alvorlige problemer med selve vareanalysen i forhold til dennes eksklusive gyldighedsområde begrænset til det borgerlige samfund. Der er problemer med bestemmelserne om tingsliggørelsens ophævelse, dvs med det umiddelbart samfundsmæssige arbejdes tilblivelse. Disse bestemmelser synes hos Marx at være knyttet til tvetydige forhold, som snart knytter an til arbejdets udvikling til "frit arbejde" snart til privatejendommens og vareproduktionens ophævelse.

Som det er fremgået af denne bogs første elleve kapitler har Marx og Engels leveret mange varige bidrag til videnskabens udvikling. Men så snart vi forlader de mere videnskabsteoretiske problemstillinger, synes historien i al væsentlighed at have givet Marx og Engels uret. Det gælder især i forhold til deres klassiske revolutionsopfattelse samt deres opfattelse af vareproduktionens historiske plads. Som "politiske profeter" havde Marx og Engels en uheldig hånd. De nåede utallige gange mellem 1840 og 1880 at ringe kapitalismen i graven - og dog overlevede det kapitalistiske "lig" dem begge. Ikke med nogle dage, uger eller måneder - men indtil videre med et helt århundrede.

 
12.1. Marx om forholdet mellem revolution og formation i 1848

 

Udviklingen af samfundets formationsproces indeholder ifølge Marx en række epoker af sociale revolutioner. De revolutionære epoker indtræffer ved overgangene mellem de specifikke økonomiske samfundsformationer. Afhængig af disse overganges formationsindhold skelner Marx mellem eksempelvis den borgerlige revolutions epoke, den proletariske revolutions epoke m.v. I den borgerlige revolutions epoke etableres kapitalismen som økonomisk samfundsformation i den samfundsmæssige formationsproces.

De borgerlige revolutioner er borgerlige, fordi de er politiske fødselshjælpere for udviklingen af den kapitalistiske samfundsformation. De borgerlige revolutioner er imidlertid ikke borgerlige i kraft af en bestemt revolutionstype. Der findes ingen rene revolutionsformer. Den borgerlige revolution kender ingen form, som par excellence er formen for den borgerlige revolution.

I Engels' "Forord" til den engelske udgave af Socialismens udvikling fra utopi til videnskab fra 1892 beskrives "det europæiske borgerskabs store kamp mod feudalismen". Engels finder, at denne kamp "kulminerede i tre store afgørende slag"(92:99). Det karakteristiske for disse slag er, at bourgeoisiet i ingen af dem havde styrken til at sejre alene, dvs i ren form og uden kompromisser med andre klasser og sociale lag. Engels skriver. "Det synes at være en lov for den historiske udvikling, at bourgeoisiet ikke i noget europæisk land kan få tag i den politiske magt - i hvert fald ikke for længere tid - på samme ubetingede måde, som lensaristokratiet bevarede den på i middelalderen"(92:106).

På sin vej til magten må bourgeoisiet i hvert enkelt tilfælde mobilisere og indgå kompromisser med andre klasser eller med fraktioner af klasser under objektive betingelser, hvor kapitalismens formationstilblivelse, dens grad af udfoldelse til totalitet, har nået forskellige udviklingsstadier. Hele dette kompleks af forhold, som tilsammen bestemmer revolutionens historiske miljø, betinger, at der findes mange typer af borgerlige revolutioner, som i hvert enkelt tilfælde udtrykker en unik revolutionsform.

Marx og Engels har i særlig grad beskrevet den bestemte revolutionstype, som knytter an til revolutionerne i Europa i 1848/49.[1] Det karakteristiske for disse revolutioner er, at arbejderklassen allerede på dette tidspunkt eksisterer som en selvstændig kraft, og til dels indgår som en selvstændig kraft i de folkemasser, som bærer de borgerlige revolutioner frem til sejren. Arbejderklassens konstitueringsproces, dvs dens selvstændige organisering som klasse, som fagbevægelse og som parti er allerede under udvikling i de førende europæiske lande.

På denne baggrund er det Marx og Engels' vurdering, at bourgeoisiet vil frygte konsekvent at stille sig i spidsen for en mobilisering af folkemasserne mod de feudale institutioner og magtbastioner. Af frygt for arbejderklassens radikale mål vil bourgeoisiet være tilbøjelig til at gå på kompromis med de feudale kræfter. Marx og Engels konkluderer, at i de kommende europæiske revolutioner er det alene arbejderklassen, som vil være demokratiets radikale frontkæmper. I 1848 er arbejderklassen den borgerlige revolutions yderste venstre flanke, den flanke som vil være rede til at gennemføre den borgerlige revolution fuldt ud.[2]

I Marx's artikler fra 1847 mod den borgerlige radikale Karl Heinzen får denne analyse følgende udtryk. De tyske arbejdere "ved, at deres egen revolutionære bevægelse kun kan blive fremskyndet ved bourgeoisiets revolutionære bevægelse mod de feudale stænder og det absolutte monarki. De ved, at deres egen kamp med bourgeoisiet først kan bryde ud den dag, hvor bourgeoisiet har sejret (...) De kan og må deltage i den borgerlige revolution som en betingelse for arbejderrevolutionen. De kan blot aldrig et øjeblik betragte den borgerlige revolution som deres endemål"(246:352).

Et par måneder senere (årsskiftet 1847/48) skriver Marx sammen med Engels Det kommunistiske partis manifest. I såvel Frankrig som Tyskland ulmer nu revolutionen. I februar 1848 bryder revolutionen ud i Frankrig og måneden efter i Tyskland. Ovennævnte beskrivelse af den kommende revolutions karakter genfindes ganske naturligt i Manifestet. Og dog skriver Marx og Engels nu, at den forestående borgerlige revolution kun kan danne "det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution". "Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske civilisation overhovedet befinder sig på et højere udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution"(247:58).

Da den tyske martsrevolution sommeren 1848 løber ind i et alvorligt tilbageslag, som afspejler bourgeoisiets frygt for sin egen skygge, dets frygt for at sejre, skriver Marx lakonisk om de tyske kommunister. "Vi er sikkert de sidste, som vil bourgeoisiets herredømme"(249:195). Stillet over for det vankelmodige borgerskab, som er "revolutionært overfor de konservative, konservativt overfor de revolutionære"(248:109), når Marx og Engels året efter frem til, at proletariatet i den revolutionære bevægelse nu som en øjeblikkelig opgave må organisere sig selvstændigt ved siden af de borgerlige demokrater[3].

Og samtidig med denne organisering i et særskilt proletarisk parti rejser Marx og Engels parolen om "uafbrudt revolution". Det sker eksempelvis i centralledelsen henvendelse til Kommunisternes Forbund i marts 1850.[4] Her skriver de, at "i dette øjeblik" er "en ny revolution forestående"(251:102), og i denne revolution er det proletariatets opgave at "gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er fortrængt fra herredømmet (og) statsmagten erobret af proletariatet..."(251:105).

Men allerede sommeren 1850 er alle forhåbninger til den uafbrudte revolution forspildte; den revolutionære bevægelse er atter ebbet ud - hvis den da ikke brutalt er slået ned. Og i England er der igen prosperitet. Marx og Engels skriver nu, at under disse prosperitetsbetingelser, "hvor det borgerlige samfunds produktivkræfter udvikler sig så rigt, som det overhovedet er muligt inden for de borgerlige rammer, kan der ikke blive tale om en virkelig revolution. En sådan revolution er kun mulig i en periode, hvor disse to faktorer, de moderne produktivkræfter og de borgerlige produktionsformer, er kommet i modsætning til hinanden (...) En ny revolution er kun mulig i forbindelse med en ny krise. Denne er imidlertid også lige så sikker som krisen"(252:440).

Det bemærkelsesværdige i Marx og Engels' bestemmelse af den kommende borgerlige tyske revolutions karakter består ikke i, at arbejderklassen er demokratiets yderste venstre flanke, at arbejderklassens opgave er den maksimale radikalisering af den borgerlige revolution, kampen for en demokratisk republik; det bemærkelsesværdige består i, at Marx og Engels opfatter den borgerlige revolution som en umiddelbar optakt til den proletariske revolution, der som mål har ophævelsen af privatejendommen som sådan - og ikke blot én af dennes former. Det bemærkelsesværdige er teorien om den permanente revolution, som forener den borgerlig-demokratiske revolution med den socialistiske revolution. I og med at den borgerlige revolution kun fuldt ud kan gennemføres under proletariatets ledelse eksisterer muligheden for - ifølge teorien om den "uafbrudte revolution" - at proletariatet kan føre den borgerlige revolution ud over sig selv. "De (arbejderklassen, AL) må sætte demokraternes forslag (...) på spidsen og forvandle dem til direkte angreb på privatejendommen"(251:111).

Marx's revolutionsteori fra 1848 indeholder på denne baggrund en bemærkelsesværdig modsætning - en glidende forvandling. Revolutionsteorien undergår under indtryk af revolutionens faktiske forløb - herunder ikke mindst erfaringerne med det vankelmodige borgerskab - en forvandling karakteriseret ved, at proletariatets historiske opgaver radikaliseres. I den første formulering bestemmes proletariatets historiske opgaver inden for rammerne af revolutionens bestemmelse som en borgerlig-demokratisk revolution. I den sidste formulering rejses perspektivet om den permanente revolution; et perspektiv, der foreskriver en uafbrudt revolution, der går ud over sit borgerlige formationsindhold gennem en forening af proletariatets historiske opgaver med proletariatets egne socialistiske mål. Godt begyndt er halvt fuldendt - siger mundheldet. Marx's klassiske revolutionsteori fra 1848 indeholder det perspektiv, at gennemføres den borgerlige revolution "fuldt ud", så er den proletariske revolution allerede "halvt fuldendt". I denne revolutionsteoriens glidende forvandling synes den borgerlige revolutionsepokes specifikke formationsopgaver at forsvinde bort med revolutionens radikalisering.

Tilsyneladende forsøger teorien om "uafbrudt revolution" at forene på revolutionsniveauet, hvad der er adskilt på formationsniveauet. Den kommunistiske samfundsformation er adskilt fra den kapitalistiske samfundsformation. Den kommunistiske formation følger efter den kapitalistiske, men først efter en hel epoke, hvor kapitalismen udlever sit formationsindhold. 

Den samfundsmæssige formationsproces er bestemt som én proces, hvor de økonomiske samfundsformationer er denne proces' diskrete udviklingsformer. Indebærer teorien om "uafbrudt revolution", at formationsbestemmelsen af kapitalismen og kommunismen som specifikke og særegne udviklingsformer af den samfundsmæssige formationsproces er ubegrundet? Med andre ord. Er teorien om "den uafbrudte revolution" identisk med en teori om "uafbrudt formation", dvs uafbrudt formationsproces mellem kapitalisme og kommunisme uden nogen epoke af sociale revolutioner?

Eller indebærer teorien om "den uafbrudte revolution" alene, at proletariatet må påtage sig historiske opgaver, som formationsmæssigt tilhører udviklingen af den kapitalistiske samfundsformation? Kan fødselshjælperen for indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave i sin yderste konsekvens være en proletarisk revolution?

Marx's revolutionsteori fra 1848 kredser omkring denne problematik - men uden at nå til en modsigelsesfri formulering. Radikaliseringen af proletariatets historiske opgaver - som kan følges i revolutionsperioden fra 1848 til 1850 - finder ikke blot sin begrundelse i revolutionens faktiske forløb. Marx fremkommer også med formuleringer, der underbygger den opfattelse, at Tyskland i 1848 er moden for angreb på den borgerlige privatejendom - også selv om den borgerlige revolution endnu ikke er gennemført  endsige gennemført "fuldt ud".

Selv om revolutionerne i 1848 af Marx bestemmes som borgerlig-demokratiske, vendt mod den europæiske reaktion, monarkierne, aristokratiet og resterne af de feudale privilegier, så må denne bestemmelse ifølge Marx ikke tildække det faktum, at de borgerlige produktionsforhold i de førende europæiske lande - herunder Tyskland - allerede er vidt udviklede, samt at borgerskabet allerede har opnået betydelig politisk magt. Når Marx's revolutionsteori fra 1848 ender op med at være en teori om permanent revolution, har det den formationsanalytiske forklaring, at de borgerlige produktions- og ejendomsforhold allerede er vidt udviklede. Den permanente revolution er med andre ord - ifølge Marx - ikke henvist til alene at udvikle borgerlige ejendomsforhold; den kan allerede indlede en ophævelse af disse.

I en række af Marx og Engels' skrifter fra sidste halvdel af 1840'erne fremhæves det, at løsningen på den proletariske revolutions formationsopgave er knyttet til bestemte materielle betingelser, som bl.a. omfatter højtudviklede produktivkræfter baseret på storindustriel produktion, dvs på relativt højtudviklede borgerlige produktionsforhold. Disse materielle betingelser var ikke tilstede under revolutionerne i 1830 endsige under den store franske revolution. Men i 1848 er de ifølge Marx og Engels tilstede. Derfor kan kommunisterne med mening udstikke parolen om "uafbrudt revolution" uden at risikere efter erobringen af den politiske magt blot at skulle gennemføre den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave. Dette er det overraskende element i teorien om den uafbrudte revolution, eftersom Marx utallige andre steder i sit forfatterskab tildeler den borgerlige revolutions æra så omfattende formationsopgaver, at de i tid synes at implicere mange årtiers om ikke århundreders kapitalistisk udvikling. 

I artiklerne mod Karl Heinzen (1847) beskriver Marx ellers en situation, hvor proletariatet opnår politisk magt, uden at de materielle betingelser for løsningen på den proletariske revolutions formationsopgave er tilstede. "Styrter proletariatet derfor bourgeoisiets politiske herredømme, så vil dets sejr kun være forbigående, kun selv være et moment i den borgerlige revolutions tjeneste som i 1794, så længe de materielle betingelser endnu ikke er skabt i historiens forløb, i dens 'bevægelse', som nødvendiggør afskaffelsen af den borgerlige produktionsmåde og dermed også det definitive fald for det politiske bourgeoisiherredømme"(246:338f).

Og selv om de materielle betingelser skulle være tilstede for proletariatets politiske herredømme, så forestår der fortsat en omfattende udvikling af produktivkræfterne, før den nye samfundsformation hviler på sit eget grundlag. "Menneskene bygger sig en ny verden, ikke på 'jordisk gods' (...) men på de historiske resultater af deres forgangne verden. De må i løbet af deres udvikling først selv producere de materielle betingelser for et nyt samfund, og ingen tænkemådes eller viljes kraftanstrengelse kan befri menneskene fra denne skæbne"(246:339).

I alle stadier er opbygningen af det ny samfund forbundet med bestemte materielle betingelser. Marx er fuldt ud bevidst om, at fraværet af de adækvate materielle betingelser kan tvinge en sejrherre til at gennemføre en anden klasses historiske opgaver, dvs gennemføre et andet program end sejrherrens eget formationsspecifikke program. Men alle disse forbehold, disse afdæmpede socialistiske revolutionsperspektiver fra før 1848, de synes alle væk i 1849/50, hvor parolen er "uafbrudt revolution" samt "direkte angreb på privatejendommen". Dette udgør den bemærkelsesværdige ambivalens i Marx's revolutionsteori fra 1848. Over en nat forvandler kampen for den borgerlige revolution sig til en kamp mod begrænsningen i den borgerlige revolution.

 

Også Engels har udførligt beskæftiget sig med denne særlige problemstilling i forholdet mellem revolution og formation. Efter revolutionerne i 1848/49 skriver Engels en større artikel[5] om den borgerlige "revolution nr. 1" i Tyskland, dvs en artikel om bondekrigene i 1525 med Thomas Münzer (1490-1525) som den revolutionære bevægelses store bondeleder. Under indtryk af denne radikale bondeleders situation beskriver Engels i almenhed situationen for lederen af et ekstremt parti, som revolutionen bringer i en historisk 'skæv position'.

"Det værste, der kan overgå lederen af et ekstremt parti, er, at være tvunget til at overtage regeringsmagten på et tidspunkt, hvor bevægelsen endnu ikke er moden til den klasses herredømme, som han repræsenterer, og til iværksættelsen af de forholdsregler, som dette herredømme fordrer. Hvad han kan gøre afhænger ikke af hans vilje, men af det niveau, som modsætningen mellem de forskellige klasser er drevet frem til, og af udviklingsgraden for de materielle eksistensbetingelser - af produktions- og samkvemsforholdene, som klassekampenes til enhver tid værende udviklingsgrad beror på. Hvad han burde gøre, hvad hans eget parti forlanger af ham, afhænger igen ikke af ham, men heller ikke af klassekampenes udviklingsgrad og disses betingelser; han er bundet af sine hidtidige doktriner og krav, som igen ikke er fremstået ud fra de samfundsmæssige klassers øjeblikkelige stilling over for hinanden eller ud fra produktions- og samkvemsforholdenes øjeblikkelige mere eller mindre tilfældige tilstand, men som derimod er fremstået på grundlag af hans større eller mindre indsigt i den samfundsmæssige og politiske bevægelses almene resultater. Han befinder sig derfor nødvendigvis i et uløseligt dilemma. Hvad han kan gøre står i modsætning til hele hans hidtidige praksis, til alle hans principper og til hans partis øjeblikkelige interesser; hvad han burde gøre kan ikke opnås. Han er - kort fortalt - tvunget til at repræsentere, ikke sit parti, heller ikke sin klasse, men den klasse, hvis herredømme bevægelsen netop er moden til. I bevægelsens egen interesse er han tvunget til at gennemføre en fremmed klasses interesser, og afspise sin egen klasse med fraser og løfter, ja med den påstand, at denne fremmede klasses interesser er deres egne interesser. Enhver som sætter sig i denne skæve stilling, er uigenkaldeligt fortabt. Endda i nyeste tid har vi oplevet eksempler herpå; vi erindrer blot på den stilling som proletariatets repræsentanter[6] indtog i den sidste franske provisoriske regering, skønt de selv kun repræsenterede et af proletariatets meget underordnede udviklingstrin"(66:400f).

Marx's problemstilling i artiklerne mod Karl Heinzen fra 1847 om opkomsten af en skæv stilling mellem revolutionens politiske ledelse og revolutionens formationsopgave dukker således op igen - men nu hos Engels i 1850. Tilsyneladende oplevede Marx og Engels selv, at revolutionsforløbet i 1848-50 efterlod dem med et forklaringsproblem. Så sent som i 1895 vender Engels tilbage til parolen om "uafbrudt revolution" for nu at konstatere, at "historien har givet os, og alle andre, der tænkte på lignende måde uret. Den har gjort det klart, at den økonomiske udviklings niveau på kontinentet dengang langtfra var moden for afskaffelsen af den kapitalistiske produktion; den har bevist dette gennem den økonomiske revolution, som siden 1848 har bredt sig over hele kontinentet og først for alvor har skaffet storindustrien indpas i Frankrig, Østrig, Ungarn, Polen og for nylig Rusland - altsammen på det kapitalistiske grundlag, der altså i 1848 endnu havde meget store udvidelsesmuligheder"(96:119).

Engels omtaler her en "økonomisk revolution" i sidste halvdel af 1800-tallet - den industrielle revolution på kontinentet - som ikke ringede kapitalismen i graven, men omvendt førte den frem til nye højdepunkter.

Siden Engels skrev disse ord er der gået ca. 100 år - med endnu nye og større udvidelsesmuligheder for kapitalismen til følge. Produktivkræfterne har i hele perioden taget til i omfang og styrke. Og selv i dag synes det kapitalistiske system ikke at have opbrudt alle sine potentialer. Hundrede år efter den industrielle revolution står kapitalismen ved indgangen til en ny teknologisk revolution - som i sin karakter, i sin samfundsomvæltende omfang og dybde synes helt at skulle sætte den industrielle revolution i skyggen. Den informationsteknologiske revolution, som vi kun har set begyndelsen på, vil omvælte hele den verden, som vi kender.

Den marxistiske revolutionsteori fra 1848 er plaget af en dobbelt eufori. Revolutionsstemningens mere eller mindre naturlige eufori og så en særlig eufori omkring den teknologiske udvikling. I revolutionsårene 1848/49 er synspunktet, at den teknologiske udvikling, produktivkræfternes stade har nået et niveau, som udelukker at proletariatet med erobringen af den politiske magt kan komme i den situation, som Engels året efter beskriver i Der deutsche Bauernkrieg.

Kommer proletariatet i den heldige situation, at omstændighederne tvinger det til erobre den politiske magt for fuldt ud at gennemføre den borgerlige revolution, så ligger det inden for proletariatets politiske rækkevidde at give revolutionen et formationsindhold, som overskrider den borgerlige revolution og gør den til en social revolution med direkte angreb på privatejendommen. Næsten rørende skriver Marx og Engels i Manifestet følgende om jernbanedriftens betydning for arbejderklassens konstituering som klasse. "Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år"(247:35).

I 1848/49 kom proletariatet aldrig i en situation, hvor muligheden for at erobre den politiske magt reelt forelå. Alligevel skriver Engels i 1895, at "historien har givet os, og alle andre, der tænkte på lignende måde uret". Som det fremgår af Engels' bemærkninger går denne "uret" på det, som Marx og Engels - ganske som bondelederen - følte sig bundet af, nemlig af deres doktriner og krav, som de var fremstået på grundlag af deres større eller mindre indsigt i den samfundsmæssige og politiske bevægelses almene resultater. Denne indsigt - eller mangel på samme - undervurderede dé store udvidelsesmuligheder, som kapitalismen fortsat rummede i økonomisk henseende. Hvor Marx og Engels i 1848 troede, at de allerede havde oplevet den kapitalistiske storindustris højdepunkter, erfarede de senere, at de fortsat havde hovedparten af dens stadier til gode.

I virkeligheden er Engels i 1895 meget ærlig og selvkritisk, idet uretten henføres til et særdeles centralt punkt hos Marx og Engels. I Det kommunistiske partis manifest skriver Marx og Engels følgende om de forhold, der adskiller kommunisterne fra de andre proletariske partier. "Teoretisk har de (kommunisterne, AL) det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almene resultater"(247:39).

Med kampråbet om uafbrudt revolution fra 1850 blev Marx og Engels selv de første ofre for dén teoriens arrogance, som fra begyndelsen af har hjemsøgt den videnskabelige socialisme. Marx og Engels måtte selv som de første erfare, at kommunisternes videnskabelige indsigt i historiens almene resultater ikke udelukker dem fra som revolutionære, at "begå fejl i politikken" (Stalin jargon).

Teoretisk indsigt i historiens almene forløb egner sig ikke til monopoldannelse i hænderne på et enkelt politisk parti. 

Kommunismens historie er historien om, hvorledes sandhedens virkeliggørelse tilbagevendende er blevet indhentet af virkelighedens sandhed.  

Havde "kommunisterne" sejret i 1848, var de hinsides enhver tvivl endt i samme skæve stilling, som Engels' uheldige bondeleder.

At Marx og Engels i 1848 netop havde uret i deres indsigt i de almene resultater, synes også at fremgå af Marx' senere økonomiske skrifter, hvor den kapitalistiske produktionsmådes immanente skranker finder bestemmelser, som er helt irrelevante for krisen i 1848.

Denne problemstilling skal der vendes tilbage til i afsnit 12.2. Men forinden skal vi følge, hvorledes det revolutionsforløb, som Marx skitserer i 1848, og som aldrig blev til virkelighed i Centraleuropa, knap 70 år senere bliver til virkelighed i Rusland. Mellem Marx's revolutionsteori fra 1848 og Lenins bestemmelse af den russiske revolutions karakter og proletariatets historiske opgaver eksisterer der en slående analogi.  


[1] Jvf. (250), (253), (65), (66), (67) og (251).

[2] Jvf. (248:108), (64:580).

[3] Jvf. (251:101,106 og 111).

[4] Jvf. (250:216) og (251:105 og 111).

[5] Jvf. (66).

[6] Engels refererer her til Louis Blanc (1811-1882) og Albert (1815-1895), som begge var ministre i den provisoriske regering i 1848.

 
12.1.1. Marx's revolutionsteori og den russiske revolutions karakter

 

Med Oktoberrevolutionen bliver Marx's revolutionsteori fra 1848 til virkelighed. Oktoberrevolutionens nøglebegreb er demokratisk revolution under proletariatets politiske ledelse. Men ganske tilsvarende revolutionsteorien fra 1848 finder der også en forvandling eller en glidning sted i Lenins revolutionsteori. Fra i sin karakter at være en borgerlig-demokratisk revolution under proletariatets ledelse bliver den russiske revolution en permanent revolution, der er tvunget til straks at tage skridt hen imod socialismen.

Oktoberrevolutionen er således i sin "planlægning" og i sit virkelige udgangspunkt ikke nogen socialistisk revolution - og slet ikke nogen ren socialistisk revolution selv om den senere bliver fejret som Den store socialistiske Oktoberrevolution. Ifølge Lenin udvikler den borgerlige revolution sig i imperialismens epoke direkte baglæns, revolutionen refeudaliseres, 'demokratiet rådner op i levende live'. "Den, der forventer en 'ren' social revolution, vil aldrig opleve den; han er kun revolutionær i ord, han forstår ikke den virkelige revolution"(206:356), skriver Lenin i 1916.

I imperialismens epoke står der ifølge Lenin to hovedklasser over for hinanden: arbejderklassen og borgerskabet. Men slaget disse to klasser udkæmper, er et slag mellem reaktion og demokrati. Det er den proletariske revolutions egentlige subjekter. Den proletariske revolutions politiske hovedopgave - sjælen i revolutionen - er at føre den demokratiske revolution til ende. Dette er helt i overensstemmelse med Marx's tankegang fra 1848.

Demokratiet kæmper under proletariatets ledelse og kan kun kæmpe under proletariatets ledelse. Heri ligger "arbejderklassens ledende rolle". Men proletariatet kæmper igen under det kommunistiske partis ledelse. Heri ligger partiets ledende rolle. Og som allerede citeret fra Manifestet bygger partiets selvstændighed på, at det teoretisk har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almene resultater.

For Lenin er dette en erkendelse af, at kun proletariatets revolutionære parti med dets videnskabelige indsigt i den samlede bevægelses betingelser kan forene arbejderklassens umiddelbare interesser med revolutionens historiske opgaver. Under proletariatets ledelse - og idet proletariatet under partiets ledelse distancerer sig fra sine "rene interesser" - koncentreres politikken om revolutionens historiske opgaver.

Det kommunistiske parti repræsenterer derfor ikke 'arbejdernes interesser", men den proletariske revolutions historiske opgaver. Kun på baggrund af den strengeste teoretiske og videnskabelige adskillelse af opgavernes forskellige karakter kan proletariatet i praksis gennem revolutionen forene opgaverne, og derved gribe ind i historiens gang og fuldende den borgerlige revolution i dens mest radikale form. 

I sin marxistiske formationsanalyse af kapitalismens udvikling i Rusland leverer Lenin det fundamentale teoretiske grundlag for det russiske proletariats klassebevidste indgriben i historiens gang. Genstanden for Lenins analyse er den kapitalistiske formationsproces i Rusland.[7] Efter 1861 er det grundlæggende og formationsdannende produktionsforhold i Rusland et kapitalforhold. Den borgerlige revolution lader imidlertid vente på sig. Dette forhold mellem formation og revolution er Lenins tema. I centrum for formationsanalysen står agrarspørgsmålet. En demokratisk løsning på agrarspørgsmålet er den russiske revolutions hovedopgave.

Ifølge Lenin vil agrarspørgsmålet under alle omstændigheder blive løst. Spørgsmålet er alene, hvilken udviklingsvej klasserne i Rusland vil finde på agrarspørgsmålet. Overladt til det russiske bourgeoisi, som allerede har 'jordsat sig', dvs integreret den feudale godsejerklasse i sig i stedet for at bekæmpe den, er løsningen på agrarspørgsmålet allerede igang med at blive en reaktionær 'preussisk løsning'. Griber arbejderklassen derimod ind i historiens gang og understøtter og leder en radikal bonderevolution vendt mod de feudale og zaristiske institutioner samt det monarkistiske og 'jordsatte' bourgeoisi, kan agrarspørgsmålet finde en virkelig demokratisk løsning - en løsning, hvor agrarproduktionen og dennes udvikling bliver løsgjort fra den private jordejendoms bindende lænker.

Lenin skriver herom. "Nationalisering af jorden er netop den nødvendige betingelse for det hurtigste kapitalistiske fremskridt i vores landbrug. Hos os i Rusland findes der en 'radikal bourgeois' af den slags, der endnu ikke har 'territorialiseret' sig, og som, når tiden er inde, ikke vil have noget at frygte ved et proletarisk 'angreb'. Denne radikale bourgeois er den russiske bonde"(199:322).

At lede Ruslands bønder frem til den borgerlige demokratiske revolution er den russiske arbejderklasses historiske opgave. Det er revolutionens umiddelbare mål. Arbejderklassens eget mål er opbygningen af socialistiske produktionsforhold, men indfrielsen af dette mål er ikke revolutionens hovedopgave. Dette mål kan ikke udløse og bære revolutionen. Arbejderklassen må derfor gennem partiets forankring i klassen tæmme sine egeninteresser og give den proletariske revolution en dobbelt opgave; bestemme den proletariske revolution med en dobbelt karakter: som en enhed af demokratisk og socialistisk revolution. Lenin skriver. "Marxismens hele betydning ligger i denne dobbelte opgave, der kun af folk, der ikke forstår marxismen, kan forfladiges eller forsimples til en og samme opgave"(198:236).

Tilsvarende bestemmer Lenin proletariatets diktatur som en bestemt klassealliance mellem de demokratiske kræfter. Denne klassealliance er revolutionens subjekt. Denne klassealliance skal magtpolitisk bære revolutionen igennem, gennemføre revolutionens program. Proletariatets diktatur - i den russiske revolution forstået som et bestemt klassekompromis mellem arbejdere og bønder - er dén politiske form, hvorunder proletariatet i imperialismens epoke - ikke i kraft af sin størrelse, men på trods af sin størrelse - kæmper for og virkeliggør sine historiske mål.

Selv om Lenin stærkt fremhæver nødvendigheden af etableringen af proletariatets diktatur, og selv om Lenin bestemmer den proletariske revolution som en enhed af demokratisk og socialistisk revolution, så anser Lenin helt frem til 1917 proletariatets opgave som "fuldendelsen af den borgerlige revolution". I April-teserne fra 1917 hedder det eksempelvis i 8. tese, at "det er ikke vort umiddelbare mål at 'indføre' socialisme"(207:30).

Og dog! I Europa raser krigen. I februar 1917 falder det zaristiske regime i Rusland. Alting er i bevægelse. Med den opståede dobbeltmagtssituation efter februarrevolutionen i 1917, hvor Lenin bestemmer de nyoprettede arbejder-, soldater- og bondesovjetter som "proletariatets og bøndernes revolutionær-demokratiske diktatur"(208:36), fremfører Lenin nu om dette parallelle diktatur, at det må begynde "at tage skridt til socialisme"(208:44).

Dette nye begreb: "at tage skridt hen imod socialismen" begrundes i Breve om taktik fra april 1917 med "hungersnøden. Det økonomiske kaos. Det truende sammenbrud. Krigens rædsler"(208:44). I Den truende katastrofe, og hvordan den bekæmpes fra september 1917 er begrebet kædet sammen med Lenins imperialismeanalyse. Nu siges det, at i imperialismens epoke, hvor borgerskabet politisk rådner op i levende live, kan man ikke være revolutionær demokrat i gerning og så samtidig frygte at tage skridt hen imod socialismen.

"Stå stille kan man ikke - hverken i historien i almindelighed eller i krigstider i særdeleshed. Man må enten gå fremad eller gå tilbage. At gå fremad i det 20. århundredes Rusland, der har erobret republikken og demokratiet ad revolutionær vej, er umuligt uden at gå hen imod socialismen, uden at tage skridt i denne retning"(209:46). I september 1917 - en måned før stormen på Vinterpaladset - er det Lenins standpunkt, at den borgerlig-demokratiske revolution under proletariatets lederskab kun kan sejre fuldt ud, hvis revolutionen straks tager skridt hen imod socialismen.

Hvor nationaliseringen af jorden i agrarprogrammet fra 1907 blev opfattet som "den nødvendige betingelse for det hurtigste kapitalistiske fremskridt i vores landbrug"(199:322)[8], ses nationaliseringen af jorden i 1917 som skridt hen imod socialismen. I et efterord til agrarprogrammet fra september 1917 skriver Lenin. "Krigen har bragt de krigsførende stater i en så uhørt elendighed og har samtidig, idet den har forvandlet den monopolistiske kapitalisme til statsmonopolistisk kapitalisme, fremskyndet kapitalismens udvikling i så uhyre grad, at hverken proletariatet eller det småborgerlige demokrati kan holde sig inden for kapitalismens rammer. Livet har allerede overskredet disse rammer (...) Under disse omstændigheder må også nationalisering af jorden uundgåeligt indtage en anden stilling i agrarprogrammet. Og vel at mærke er nationaliseringen af jorden ikke kun den borgerlige revolutions 'sidste ord', den er også et skridt hen imod socialismen. Man kan ikke bekæmpe krigens elendighed uden at tage sådanne skridt"(210:430).

Under indtryk af revolutionens faktiske forløb og under indtryk af kapitalismens uhyrlige udviklingsgrad forvandler også Lenins revolutionsteori sig til en teori om permanent revolution[9]. Den borgerlig-demokratiske revolution under proletariatets ledelse må - for at blive gennemført fuldt ud - forvandle sig til en socialistisk revolution.

Men ligesom Marx og Engels i 1848 overvejede, om proletariatet - ved at stille sig i spidsen for den borgerlig-demokratiske revolution - ikke blot risikerer at blive en slags agent for en anden klasses revolution, således hjemsøger denne problemstilling også Lenin adskillige gange. Lenins kategoriske afvisning af, at bolsjevikkerne nødvendigvis må havne i samme "skæve stilling", som Engels uheldige bondeleder, er af afgørende betydning for at forstå leninismen i den russiske revolution.

Efter Brest-Litovsk freden og efter borgerkrigen med dens krigskommunisme synes problemstillingen ellers at indeholde en vis aktualitet. Med Brest-Litovsk freden, hvis accept i bolsjevikpartiet kostede Lenin al den prestige han overhovedet besad, afstår den unge sovjetmagt 1/4 af landets territorium, 1/3 af befolkningen, 3/4 af landets samlede jern- og kulproduktion, 45% af olieproduktionen, 40% af industriproletariatet og 30% af det gennemsnitlige høstudbytte. Prisen for dette "pusterum" blev af mange bolsjevikker oplevet som det tætteste man kan komme en fuldbyrdet halshugning, og så fortsat være i stand til at "puste".

Efter borgerkrigens afslutning tre år senere er situationen endnu værre. Med evakueringen af de sidste af general Wrangels styrker fra Krim i november 1920 er borgerkrigen i al væsentlighed overstået, og Sovjetmagten står tilbage som den store sejrherre. Men situationen i landet er katastrofal - måske mere katastrofal end nogen sinde tidligere. Lenin skriver herom i 1922. "I 1921, efter at vi havde overstået borgerkrigens mest afgørende etape - og overstået den sejrrigt - fornemmede vi trykket fra en alvorlig, jeg tror den alvorligste indre politiske krise i Sovjetrusland. Denne indre krise afslørede utilfredshed ikke blot blandt en betragtelig del af bønderne, men også blandt arbejderne. Dette var første og jeg håber også sidste gang i Sovjetruslands historie, at store masser blandt bønderne ganske vist ubevidst, men instinktivt var os modvilligt stemt"(218:120). 

Årsagen til denne krise var naturligvis et produkt af borgerkrigen og dens krigskommunistiske fordeling af elendigheden. Aldrig før havde de russiske arbejdere gennemlevet så store kvaler og lidt så store afsavn som under de første år med proletariatets diktatur. I årets første måneder af 1921 var det sovjetrussiske samfund på det nærmeste ophørt med at eksistere som samfund. Fabrikkerne lå i hver eneste by øde hen. På "Røde-Putilov" i Petrograd blev der i januar 1921 slået plakater op med ordlyden: "Alle arbejdere og ansatte mellem 18 og 45 år mønstrer til træhugst". Mangelen på brændsel, kul og olie lagde det meste af storindustrien øde. Industriproduktionen faldt til 15 % af førkrigsniveauet. Inden for bestemte brancher var faldet endnu større. Således nåede kulproduktionen i 1920 kun op på 2.7 % af førkrigsniveauet, stålproduktionen 2.4 %, cementfabrikationen 3.0 %, produktionen af sukker 6.7 %.

Pengene var for længst forsvundet fra handelen. Arbejderne fik udbetalt deres løn i naturalier. Levefoden oplevede et frit fald og lå på mellem 10 og 40 % af førkrigsniveauet. Byerne var rømmet for mange af deres indbyggere - således havde 62% af indbyggerne forladt Petrograd. Arbejderklassen var blevet udsat for en voldsom deklassering. Fra 3 millioner industriarbejdere i 1917 til kun 1.2 millioner i 1920. Deklasseringen var dog langt alvorligere end de statistiske tal antyder, idet det først og fremmest var storindustrien, som var ophørt med at producere.

På landet hærgede epidemier og hungersnød. Titusinder led sultedøden. I oktober 1921 skriver Lenin om hensigten med den nye økonomiske politik (NEP). "Kapitalisterne vil få fremgang af vores politik (NEP, AL), men de vil også skabe et industrielt proletariat, som i vores land er blevet deklasseret på grund af krigen og den desperate fattigdom og ruin. At proletariatet er blevet deklasseret vil sige, at det er fjernet fra sit klassegrundlag, og at det er ophørt med at eksistere som et proletariat. Proletariatet er den klasse, som er beskæftiget med produktionen af materielle værdier i kapitalistisk storindustri. Eftersom denne storindustri er blevet ødelagt, eftersom fabrikkerne er lukkede, er proletariatet forsvundet. Til tider figurerer det i statistikkerne, men dette proletariat hænger ikke sammen økonomisk set"(216:65f).

Situationen i 1921 er således den ganske ejendommelige, at proletariatets diktatur har sejret, den politiske magt er bevaret og fastholdt i "proletariatets" hænder - problemet er blot at proletariatet som klasse er ophørt med at eksistere. For Kommunistpartiet synes situationen at ligne den af Engels omtalte "skæve stilling". Lenins standpunkt hertil er imidlertid en ganske anden.

Deklasseringen anså Lenin for et alvorligt problem, men ikke for et uovervindeligt problem. Revolutionens grundspørgsmål - spørgsmålet om magten - var løst. På trods af proletariatets deklassering eksisterede proletariatets diktatur fortsat. Proletariat eller 'deklasseret proletariat' - revolutionens historiske opgaver var fortsat veldefinerede. Proletariatet havde fortsat historiske opgaver at løse - herunder det nyopståede problem med klassens egen deklassering.

Lenin skriver herom. "Mensjevikkerne og de Social-Revolutionære har overdøvet os med deres råb om, at eftersom proletariatet er blevet deklasseret burde vi opgive proletariatets diktaturs opgaver (...) Når vi hører disse angreb, benægter vi ikke, at der har fundet en deklassering sted, og at der ingen svagheder findes. Det vi siger er, at de russiske og internationale forhold er af en sådan art, at selv om proletariatet må gå igennem en periode, hvor det er deklasseret, og hvor det må lide under disse handicaps, så kan proletariatet ikke desto mindre alligevel fuldføre dets opgave, at vinde og bevare den politiske magt"(195:412). Denne magt skal ifølge Lenin bruges til at føre NEP-politikken ud i livet, akkumulere et samfundsmæssigt overskud til opbygningen af en ny storindustri, som er proletariatets egentlige økonomiske basis, og som i længden er en nødvendighed, hvis proletariatet skal fastholde den politiske magt.

Når Lenin ikke fortvivler over den vanskelige situation i 1921, er forklaringen imidlertid ikke blot, at den politiske magt er bevaret i bolsjevikkernes hænder. Teoretisk stikker forklaringen langt dybere, idet det kommunistiske partis egentlige grundlag - som allerede omtalt - ikke er arbejderklassen. Proletariatets diktatur repræsenterer ikke arbejdernes interesser. I klar forlængelse af Marx og Engels' opfattelse af, hvad der adskiller kommunisterne fra proletariatets øvrige partier[10], er det Lenins partiopfattelse, at partiet nok er afhængig af at være "forankret" i arbejderklassen, men i dybeste forstand opbygges partiet "oppefra", dvs på grundlag af et program, på grundlag af en videnskabelig indsigt i og erkendelse af revolutionens karakter og opgaver. Partiets grundlag er så at sige af teoretisk karakter. "Uden en revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse"(195:33), skrev Lenin allerede i Hvad må der gøres? fra 1902.

Partiet repræsenterer revolutionens historiske opgaver, som først og fremmest er teoretisk bestemt, men hvis praktiske gennemførelse naturligvis kræver en "forankring" i arbejderklassen - da denne ellers vil henfalde til sine rene interesser. Med sejren i borgerkrigen har bolsjevikkerne fastholdt "forankringen", og bestemmelsen af de historiske opgaver er fortsat veldefineret. Introduktionen af NEP i 1921 - med denne politiks opfordring til kapitalistisk udvikling - afspejler på samme tid kommunistpartiets tilstedeværelse i den konkrete samfundsudvikling og dets teoretiske grundlag uden for eller over den konkrete samfundsudvikling.

I virkeligheden stod det derfor klart for Lenin mange år før revolutionen, at hans parti aldrig ville komme i den Engels'ske bondeleders uigenkaldeligt fortabte position. Allerede på det russiske socialdemokratis partikonference i 1905 blev Engels' fortabte bondeleder ivrigt debatteret. Spørgsmålet blev rejst - af Martynov - om socialdemokraterne ikke blot ville komme til at agere som regeringens gidsler, hvis de deltog i en kommende provisorisk revolutionær regering.

Af selve konferencens dokumenter fremgår det, at "faren for at disse delegerede måtte afvige fra den korrekte klasselinie ikke er uovervindelig"(197:380) - og hvorfor? Fordi Socialdemokratiet er organiseret som et selvstændigt parti, hvis grundlag i sidste instans er et videnskabeligt funderet program, som bygger på indsigt i den kommende revolutions karakter og historiske opgaver.

På selve konferencen kommenterer Lenin med en vis irritation dette Engels-citat, som Lenin finder alene kan svie til dem, der kræver en ren socialistisk revolution. De kommer i sidste instans til at spise deres egen klasse af med fraser og løfter, fordi deres indsigt i historiens gang har været forkert. Engels' kommentar til den fortabte bondeleder viser, at han "udtrykkeligt advarer mod den falske position, som opstår med en leders svigtende forståelse at 'hans egen' klasses virkelige interesser og af revolutionens virkelige klasseindhold". Og vendt mod Martynov fortsætter Lenin. "Forstår han da stadigvæk ikke, at kernen i Engels' tankegang består i henvisningen til det ødelæggende i en manglende forståelse af omstyrtelsens sande historiske opgaver...", hvorfor Engels ord alene er "anvendelige" på de "Social-Revolutionære", som kræver rene socialistiske foranstaltninger(196:280).

Først gennemført bliver det imidlertid Oktoberrevolutionens egen selvforståelse, at den er en socialistisk revolution, at dens formationsopgave er opbygningen af den kommunistiske samfundsformation.

I sin fortolkning af Engels har Lenin imidlertid ikke uret. Men lige som historien har givet Engels uret, kan spørgsmålet rejses, om historien ikke også har givet Lenin uret. Spørgsmålet er, om ikke også Lenin stærkt undervurderede kapitalismens udvidelsesmuligheder og de formationsopgaver, som hører den kapitalistiske produktionsmåde til. Spørgsmålet er, om Lenins parti ikke til sidst bragte sig i samme skæve stilling, hvor det måtte spise arbejderklassen af med socialistiske fraser for blot bag fraserne at gennemføre den borgerlige revolutions formationsopgave?

At disse formationsopgaver gennemføres under arbejderklassens politiske ledelse behøver ikke at være en historisk uting. Som tidligere beskrevet findes der ingen borgerlig revolutionstype, som er denne par excellence. Set fra arbejderklassens standpunkt kan det, at gennemføre den borgerlige revolution fuldt ud, omvendt indeholde mange fordele. Formen, hvorunder opgaverne løses, udgør en politisk slagmark, som ikke kan være arbejderklassen uvedkommende. 

Om ikke andet har Oktoberrevolutionen bevist, at industrialiseringen af et land ikke nødvendigvis kræver "en særskilt samfundsklasses tilegnelse af produktionsmidlerne og produkterne og dermed af det politiske herredømme, af monopolet på uddannelse og på den åndelige ledelse af samfundet"(78:310), dvs det er historisk bevist, at bourgeoisiets eksistens ikke længere udgør en betingelse for samfundets udvikling.

For en mere uddybende forståelse af Oktoberrevolutionens æra står det spørgsmål imidlertid tilbage, om den russiske revolution reelt påbegyndte en løsning af det kommunistiske samfunds formationsopgave - hvilken den gjorde i egen selvforståelse - eller om den "blot" i al væsentlighed indløste den borgerlige revolutions formationsopgave inden for rammerne af en revolutionsform, hvis typebestemmelse ikke er klassisk borgerlig, men som alligevel hører den borgerlige revolutions æra til? For at besvare dette spørgsmål er det nødvendigt at indholdsbestemme nogle grundtræk ved henholdsvis den borgerlige og den kommunistiske revolutions formationsindhold.  


[7] Jvf. (184:377f).

[8] I 1908 skriver Lenin i forlængelse heraf, at "ophævelsen af privatejendommen på landet ændrer på ingen måde det borgerlige grundlag for kommerciel og kapitalistisk landbrug. Der er intet mere fejlagtigt end den opfattelse, at nationalisering af jorden har noget som helst til fælles med socialisme endsige med lighed i jordbesiddelse"(200:138).

[9] Lenins "skridt mod socialismen" adskiller sig dog klart fra Leon Trotskys (1879-1940) "permanente revolution", idet Lenin i større grad anerkender revolutionens borgerlig-demokratiske karakter og opgaver samt klassekompromisset bag proletariatets diktatur som revolutionens bærende politiske kraft.

[10] Jvf. (247:39). Jvf. også følgende brev fra Engels til den danske socialist Gerson Trier (1851-1918). "Skal proletariatet på den afgørende dag være stærk nok til at sejre er det nødvendigt - og det har Marx og jeg forsvaret lige siden 1847 - at det opbygger et selvstændigt parti, et selvbevidst klasseparti, der er adskilt og som står i modsætning til alle andre partier"(86:326). Og jvf. igen Engels i Anti-Dühring. "Det er det moderne proletariats historiske kald at gennemføre denne verdensbefriende gerning (kommunismens indførelse, AL). Den videnskabelige socialisme er den proletariske bevægelses teoretiske udtryk. Det er dens opgave at udforske de historiske betingelser for denne proces og dermed selve dens natur, og således at give den klasse, der er kaldet til handling, men som i dag er undertrykt, bevidstheden om betingelserne for og naturen af denne dens egen handling"(78:312). Her udtrykker Engels intet andet end den opfattelse, at partiets opbygges "oppefra" på grundlag af en teoretisk indsigt i historieprocessen.

 
12.2. Marx om den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave

 

I den marxistiske teoritradition tales og skrives der meget om ejendomsforhold, lidt mindre om produktionsforhold og endnu mindre om produktivkræfternes udvikling. De sidste anses i reglen altid for at være så højtudviklede, at de rækker til indfrielsen af de øjeblikkelige politiske mål og ønsker.

Marx og Engels skriver således i Manifestet. "De produktivkræfter, der står til dets (borgerskabets, AL) rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem (...) De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer"(247:32). De produktivkræfter, som der her henvises til, fylder snart 150 år. I alle de efterfølgende år har videreudviklingen af disse produktivkræfter fortsat kunne rummes inden for de snævre borgerlige forhold. Marx og Engels fik uret.

Og med den monopolistiske kapitalismes udvikling til statsmonopolistisk kapitalisme, som fremmer kapitalismens udvikling i "uhyre grad", når Lenin frem til, at "socialismen ser nu ud på os gennem alle den moderne kapitalismes vinduer; socialismen tegnes op direkte, praktisk, af enhver stor foranstaltning, som betyder et skridt fremad på grundlag af den nyeste kapitalisme"(209:46f). Dette skrev Lenin i 1917. Godt 70 år senere vinder kapitalismen den kolde krig mod Lenins samfundsalternativ. Lenin fik uret.

I en tale fra 1931 skriver Stalin om Sovjetunionens industrielle opgaver. "Vi er 50 eller 100 år efter de udviklede lande. Vi må indhente dem på 10 år. Enten gør vi det, eller vi skal bukke under. Det er, hvad vore forpligtigelser til Sovjetunionens arbejdere og bønder dikterer os"(377:529) Der er nu gået 60 år, siden Stalin udtalte disse ord. Rusland er fortsat 50 eller 100 år efter de udviklede lande. Men Sovjetunionen er også bukket under i mellemtiden. Stalin fik ret.

I den marxistiske teori spiller produktivkræfternes udvikling og aktuelle stadie en afgørende rolle for bestemmelsen af, om de givne samfundsforhold har fremtiden foran sig eller historiens mødding under sig. Produktionsforholdene er udviklingsformer for produktivkræfterne - i mere eller mindre optimal grad. Kapitalforholdet er en historisk specifik udviklingsform for produktivkræfterne.   

I stridsskriftet mod Proudhon skriver Marx herom i 1847. "De samfundsmæssige forhold er snævert forbundet med produktivkræfterne. Med erhvervelsen af nye produktivkræfter ændrer menneskene deres produktionsmåde, og med forandringen af produktionsmåden, den måde hvorpå de sikrer deres eksistensbetingelser, så forandrer de alle deres samfundsmæssige forhold. Håndkværnen giver et samfund med feudalherrer, dampmøllen et samfund med industrielle kapitalister"(244:184). Som bekendt har Lenin til denne sammenhæng mellem produktivkræfter og produktionsforhold tilføjet, at "kommunisme er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet"(214:516).

Uafhængig af velvalgtheden i de enkelte eksempler er meningen klar nok. Til et bestemt stadie af produktivkræfternes udvikling svarer for menneskeheden som sådan et bestemt udviklingstrin af samfundets formationsproces. Det fremtidige kommunistiske samfund er derfor knyttet til sådanne produktivkræfter, som i forhold til alle tidligere er de rigest udviklede. Men hvor rigt udviklet skal produktivkræfterne egentlig være før de reelt efterspørger socialistiske produktionsforhold? Tællelysets udskiftning med det elektriske lys er næppe den revolution i den teknologiske udvikling, som sætter selve forskellen. 

De produktivkræfter, som Oktoberrevolutionen overtog, var i forhold til revolutionens socialistiske erklæring tilbagestående og uudviklede. På længere sigt synes revolutionens overlevelse derfor at være knyttet til opbygningen af verdensmarkedets mest udviklede produktivkræfter. Skulle Sovjetmagten forfejle denne opgave; skulle den socialistiske opbygning lide den tort at tabe i den økonomiske kappestrid med det kapitalistiske verdenssystem, så syntes Sovjetmagtens undergang uafvendelig. Så måtte det forventes, at kapitalismens billige varer ville kunne føje endnu en væltet mur til rækken af omstyrtede forsvarsmure.

Denne sammenhæng mellem den socialistiske opbygning og produktivkræfternes udvikling til et omfang aldrig set tidligere er nærværende utallige steder i Marx og Engels' skrifter. Men det kan ikke skjules, at denne sammenhæng på ingen måde står alene. Andre steder fremstår det kommunistiske samfund, som en utæmmelig bevægelse der her og nu er ved at sprænge sig ud af kapitalismens snærende bånd.

Især i Marx og Engels' politiske skrifter fremholdes der ofte et billede af det kommunistiske samfund, som indeholder klare utopiske træk.

Utopien i Marx og Engels' politiske skrifter er karakteriseret ved, at dén befrielse af det menneskelige individ, som i de økonomiske skrifter er knyttet til arbejdets udvikling, produktivkræfternes udvikling, dvs knyttet til indfrielsen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave, denne befrielse af mennesket i den materielle produktion selv er skubbet i baggrunden, udvisket og bagatelliseret til fordel for et voluntaristisk projekt, hvor proletariatets vilje til magten sætter selve forskellen.

Som kommunisternes tre store opgaver fremhæves alene:

Proletariatets erobring af den politiske magt.

Privatejendommens ophævelse og omdannelse til samfundsejendom.

Produktionens og distributionens planmæssige regulering.

Men således formuleret er disse opgaver løsrevet fra den teknologiske udvikling, arbejdets og produktivkræfternes udvikling.

Som eksempler på denne af arbejdets og produktivkræfternes karakter uafhængige kommunisme kan nævnes mange af Engels' formuleringer i Anti-Dühring. "Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat"(78:307f). Med andre ord var det allerede i sidste halvdel af 1800-tallet et realistisk projekt for menneskeheden at lægge den borgerlige revolutionsepoke bag sig og bringe samfundet ud af sin forhistorie. Og det på et tidspunkt, hvor størstedelen af menneskeheden endnu havde den borgerlige revolutionsepokes 'velsignelser' til gode. 

Og i et brev fra 1890 til Otto von Boenigk bestemmer Engels det socialistiske samfund på følgende måde. "Det såkaldte 'socialistiske samfund' er efter min opfattelse ikke en ting, der er færdig én gang for alle. Som alle andre samfundstilstande bør det derimod opfattes som noget, der er under fortsat forandring og omdannelse. Den afgørende forskel fra den nuværende tilstand består naturligvis i, at produktionen er organiseret på grundlag af fælleseje til alle produktionsmidler, til at begynde med i national målestok. At påbegynde denne reorganisation i morgen - dvs gradvist - anser jeg ikke for noget problem. At vore arbejdere er i stand hertil, det viser deres mange produktions- og forbrugersammenslutninger, som overalt - hvor politiet ikke med fuld overlæg har ruineret dem - er lige så godt og langt mere ærligt forvaltet end bourgeoisiets aktieselskaber"(87:447).

Og i artiklen Das Lohnsystem fra 1881 skriver Engels afslutningsvis."Og derfor gives der ikke nogen virkelig befrielse af arbejderklassen, så længe den ikke er blevet ejer af alle arbejdsmidlerne - jorden, råstofferne og maskinerne etc. - og dermed også ejer af det fulde produkt af dens eget arbejde"(79:253).

I disse og mange tilsvarende definitioner på "den afgørende forskel" er hele vægten lagt på ejendomsspørgsmålet - men i en sammenhæng, hvor ejendomsspørgsmålet er løsrevet fra arbejdets udvikling herunder løsrevet fra den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave. Dette implicerer en dobbelthed og tvetydighed i Marx og Engels begreb om arbejderklassens frigørelse herunder mennesket frigørelse i det hele taget.

Denne tvetydighed ophæves ikke af det forhold, at Marx og Engels umiddelbart sammenkæder løsningen af ejendomsspørgsmålet med en planmæssig organisering af produktionen. Hos Marx og Engels er produktionens planmæssige organisering i al væsentlighed negativt bestemt, dvs bestemt i sin modsætning til dén samfundsmæssighed, som konstitueres af markedets blinde kræfter. Denne blot negative bestemmelse har skabt rum for fortolkninger af Marx og Engels' synspunkt, som identificerer arbejdets umiddelbare samfundsmæssige karakter med produktionsmidlernes blotte statsovertagelse.

Om denne fortolkning yder Marx og Engels tilstrækkelig retfærdighed kan diskuteres. Det er dog hævet over enhver tvivl, at løsningen af ejendomsspørgsmålet fremstår som den proletariske revolutions afgørende opgave. Om ejendomsspørgsmålet skriver Marx og Engels i Manifestet, at "kommunisterne kan sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen"(239:40). Af samme grund fremhæver kommunisterne, at for "enhver revolutionær bevægelse" er "bevægelsens grundspørgsmål ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået"(239:59).

Disse formuleringer kan let føre til en forståelse af overgangen til den kommunistiske formation, som identificerer samfundets tilblivelse på sit eget grundlag med etableringen af en bestemt ejendomsform. Men herved løsrives ejendomsspørgsmålet fra arbejdets og produktivkræfternes udvikling, og dermed fra afgørende dele af den borgerlige revolutionsepokes formationsindhold. Med den isolerede vægtning af ejendomsspørgsmålet er vejen banet for, at kapitalens skranke alene bestemmes ved den forhåndenværende politiske vilje, dvs ved proletariatets vilje til magten. Underlagt denne tolkning bestemmes de eksisterende produktivkræfter som værende så højtudviklede, at de inden for rammerne af en retfærdig fordeling kan tilfredsstille alle væsentlige behov. Denne utopi er ikke opfundet af Marx og Engels. De har tværtimod arvet den, og ikke konsekvent luget den ud i deres politiske skrifter.

Proletariatets større eller mindre vilje til magten samt dets større eller mindre succes med at erobre magten kan imidlertid kun ændre på formen, som indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave antager. Selve indholdet i formationsopgaven ændrer sig ikke, selv om samfundets politiske forhold måtte antage former, som i forhold til formationsopgaven fremstår som ikke-klassiske.

I den marxistiske teoritradition har man især forstået og forholdt sig til bestemmelsen af proletariatets tre store revolutionsopgaver: magtens erobring, privatejendommens ophævelse og planøkonomiens indførelse. Teoritraditionen har derimod aldrig forholdt sig til en bestemmelse af kapitalismens formationsopgaver. Hvori består disse? Og efterfølgende spørgsmålet om formationsopgaverne allerede er indfriet eller fortsat under indfrielse!

 
12.2.1. Verdensmarkedets etablering

 

Marx's mere blivende bidrag til en bestemmelse af formationsindholdet i den borgerlige revolutionsepoke findes først og fremmest i de økonomiske skrifter. I disse mere blivende bidrag er tidshorisonten i indfrielsen af den borgerlige epokes formationsopgave en ganske anden.

Ud fra en forståelse af den kapitalistiske produktions to merværdiproduktionsmetoder - den absolutte og den relative - tildeler Marx den borgerlige revolutions æra to fundamentale formationsopgaver, hvis indfrielse tillige udtrykker kapitalens skranke bestemt ved kapitalen selv.

Den borgerlige revolutionsepokes to store formationsopgaver er:

verdensmarkedets etablering og

arbejdets videnskabeliggørelse.

Engels tidsbestemmer verdensmarkedets etablering som sammenfaldende med selve den kapitalistiske produktionsmådes opkomst omkring 1500-tallets begyndelse[11]. Hermed knytter Engels ganske korrekt verdensmarkedets opkomst til udviklingen af en ganske bestemt produktionsmåde: den kapitalistiske. I sin første fase eksisterer verdensmarkedet dog først og fremmest som et handelssamkvem. Handelen bliver verdensomspændende. Handelen knytter nationerne sammen - men på en ny måde.

Med den kapitalistiske produktionsmåde får handelen en anden funktion. Handel har eksisteret inden for alle samfundsformationer. Men dens funktion har primært været at udveksle de mere eller mindre selvforsynende produktionsenheders overskudsproduktion. Set fra kapitalens bytteværdiproducerende standpunkt er dette primitivt.

Herom skriver Marx i Grundrids. "Handelen fremtræder her (i den produktion, der er baseret på kapitalen, AL) ikke mere som den funktion, der udøves mellem de selvstændige produktioner for at deres overflod kan blive udvekslet, men den fremtræder som en væsentlig og altomfattende forudsætning for og moment i produktionen selv". Og Marx fortsætter. "Heraf kapitalens tendens til (...) stadig at udvide cirkulationens periferi". "Tendensen til at skabe verdensmarkedet er umiddelbart givet i selve kapitalens begreb"(258:bd.2,376).

Selve den kapitalistiske produktionsmådes natur - og Marx tager her i første omgang udgangspunkt i den absolutte merværdis produktionslogik - jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Overalt forsøger bourgeoisiet "at skabe sig en verden i sit eget billede"(247:31). Blottet for enhver form for national og kulturel sentimentalitet har bourgeoisiet overalt, hvor det har mødt fremmede afgudsbilleder druknet disse "i den egoistiske beregnings iskolde vand". Det eneste "bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden", som bourgeoisiet har kunnet acceptere, er "den nøgne interesse, den følelsesløse 'kontante betaling'"(247:29) - som det billedrigt beskrives i Manifestet. Først kom bourgeoisiet i missionens tjeneste, så i kolonialismens og civilisationens tjeneste og endelig i dag i udviklingens tjeneste. For de såkaldte 'indfødte' 'derude', 'derovre' eller 'dernede' har forskellen dog været til at overskue i forhold til selve målet: verdensmarkedets etablering og udvikling.

At åbne verdenshandelen op, at gøre den fri, at gøre behovene kosmopolitiske, at skabe et universelt samkvem baseret på menneskenes gensidige afhængighed af hinanden, at skabe en almindelig sammenhæng og en alsidig afhængighed i produktion og forbrug samtidigt med at forbrugerne og producenterne stilles uafhængige af og ligegyldige over for hinanden, at udvikle "den enkeltes sammenhæng med alle andre, men tillige denne sammenhængs uafhængighed af den enkelte"(258:bd.1,77), dette er det kapitalistiske verdensmarkeds store mål. Verdensmarkedet knytter forbindelser og relationer overalt men i en form, hvor disse relationer er selvstændiggjorte, så de for den enkelte fremtræder som fremmede relationer. På verdensmarkedet står producenternes egen udveksling og egen produktion over for "de enkelte som en tingslig, en af dem uafhængig relation"(258:bd.1,77). 

Den "tingslige sammenhæng" - som kendetegner varemarkedet som sådan - får dog ikke Marx til at tage afstand fra verdensmarkedet. Den er "at foretrække for en total mangel på sammenhæng eller for en ren lokal sammenhæng"(258:bd.1,78). Det kapitalistiske verdensmarked er et nødvendigt udviklingstrin, hvis individerne skal gøre sig forhåbninger om at få kontrol over deres egne samfundsmæssige relationer på verdensplan. "Det er lige så sikkert, at individerne ikke kan gøre sig til herre over deres egne samfundsmæssige sammenhænge, før de har skabt dem"(258:bd.1,78). Altså er det kapitalistiske verdensmarked - ifølge Marx - med til at skabe individernes egne samfundsmæssige sammenhænge. Det kapitalistiske verdensmarkedet skaber de materielle betingelser for udviklingen af "universelt udviklede individer, hvis sociale relationer som deres egne fælles relationer også er underlagt deres egen fælles kontrol (...) Kræfternes udvikling i en sådan grad og så universelt, at denne individualitet bliver muligt, forudsætter netop produktionen på basis af bytteværdien...(258:bd.1,78).[12]

Endnu engang ser vi, at menneskene ifølge Marx og Engels af samfundshistorien er "dømt til friheden", dømt til at gøre den af bytteværdien påtvungne samfundsmæssiggørelse af deres eksistens til deres egen frie handling. Engels skriver om socialismen. "Menneskenes egen samfundsmæssiggørelse, der indtil nu fremstod som noget, natur og historie havde påtvunget dem, bliver nu deres egen frie handling"(78311). At blive dømt til friheden adskiller sig dog på et afgørende punkt fra andre domme. Den dømte skal selv i sidste instans eksekvere dommen.

Den på bytteværdien baserede produktion skaber "universelt udviklede individer" - skriver Marx og udnævner samtidig disse individer til én af kommunismens betingelser. Hermed mener Marx, at kommunismen er knyttet til individer, hvis handlinger tager form af verdenshistoriske handlinger, dvs handlinger med direkte implikation for menneskeheden som sådan. Denne tankegang er allerede nærværende i Den tyske ideologi fra 1845/46. Her skriver Marx og Engels, at den kommunisme, som måtte forsøge at basere sig på menneskets "lokale tilværelse" i modsætning til verdensmarkedet som de enkelte individers "verdenshistoriske virksomhed" kun vil kunne opnå at gøre "manglen almindelig".

For at ophæve den fremmedgørelse, den tingsliggørelse af menneskets indbyrdes sociale relationer, som bytteværdien skaber, skriver Marx og Engels, at produktivkræfternes udvikling er "en absolut nødvendig praktisk forudsætning, for uden den måtte kun manglen gøres almindelig, følgelig måtte sammen med den bitre nød også striden om det nødvendige atter begynde og hele det gamle lort måtte begynde forfra. Kun med den universelle udvikling af produktivkræfterne er der givet et universelt samkvem mellem menneskene; dette samkvem frembringer på den ene side fænomenet med den 'ejendomsløse' masse samtidig i alle nationer (almindelig konkurrence), gør enhver nation afhængig af omvæltningerne i de andre, og har endelig sat verdenshistoriske, empirisk universelle individer i stedet for de lokale. Uden dette kunne 1) kommunismen kun eksistere som et lokalt fænomen, 2) kunne samkvemmets magter ikke selv have udviklet sig som universelle, derfor uudholdelige magter, de ville være blevet ved med at være hjemlig-overtroiske 'omstændigheder', og 3) ville enhver udvidelse af samkvemmet ophæve den lokale kommunisme. Empirisk er kommunismen kun mulig som de herskende nationers handling 'på engang' og samtidig, og dette forudsætter produktivkræfternes universelle udvikling og det dermed forbundne verdenssamkvem"(242:34f).[13]

Proletariatets historiske opgave er ikke at vende verdensmarkedet ryggen, men at forvandle verdensmarkedet til sin egen sociale organisation. "Proletariatet kan altså, lige som kommunismen, kun eksistere verdenshistorisk; dets aktion kan overhovedet kun forefindes som 'verdenshistorisk' eksistens; verdenshistorisk eksistens af individer, dvs en sådan eksistens, der er umiddelbart forbundet med verdenshistorien"(242:36).

De materielle betingelser for tilblivelsen af en sådan ny verden, hvor de samfundsmæssige relationer i praksis eksisterer som "verdenshistorisk eksistens af individer", udgør indholdet i den ene af det borgerlige samfunds store formationsopgaver. Den bevægelse, som sætter sig som mål at overtage resultaterne af bourgeoisiets epoke, kalder Marx og Engels for kommunistisk. "Kommunismen er for os ikke en tilstand, der skal skabes, et ideal, hvorefter virkeligheden haver at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand, for kommunisme"(242:35).


[11] Jvf. (78:227).

[12] Jvf. også Marx's mange artikler om det britiske herredømme i Indien i trebindsværket Marx/Engels: Verdensmarkedet, Århus 1977 og Tiderne Skifter 1988. I artiklen De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien fra 1853 skriver Marx eksempelvis. "Bourgeoisiets historiske periode er nødt til at skabe det materielle grundlag for en ny verden - på den ene side det universelle samkvem, der er baseret på menneskehedens gensidige afhængighed, tillige med midlerne til dette samkvem; på den anden side udviklingen af menneskets produktivkræfter og ændringen af den materielle produktion til en videnskabelig beherskelse af naturkræfterne. Bourgeoisiets industri og handel skaber disse materielle betingelser for en ny verden på samme måde som geologiske revolutioner har skabt jordens overflade. Når en omfattende social revolution har overtaget resultaterne af bourgeoisiets epoke, verdensmarkedet og de moderne produktivkræfter, og har underkastet dem de mest fremskredne folkeslags fælles kontrol, først da vil menneskets fremskridt ophøre med at ligne hint afskyelige hedenske idol, der kun ville drikke nektar af de dræbtes kranier"(255:217).

[13] Den russiske redaktion af MEW har på ingen måde overraskende suppleret denne tekst med en fodnote, der gør opmærksom på, at overstående udsagn kun var "rigtig for den førmonopolistiske kapitalismes epoke". I imperialismens epoke er - og ifølge Lenin - "den socialistiske revolutions sejr i enkelte eller sågar i et enkelt land muligt". Marx og Engels synes dog ikke i ovenstående tekst at behandle spørgsmålet om muligheden af den proletariske revolutions sejr i et enkelt land eller ej. Derimod beskriver Marx og Engels formationsindholdet i bourgeoisiets epoke - her udviklingen af verdensmarkedet og universelt udviklede individer. Andre steder har Marx overvejet den socialistiske revolutions chancer for at overleve lokalt - medens kapitalismen fortsat er i fremgang på verdensplan. Men uden at komme til nogen endelig konklusion, jvf. (262:360).

 
12.2.1.1. Verdensmarkedets udvikling til en global økonomi

 

Det verdensmarked, som Marx og Engels omtaler, har dog udviklet sig meget siden store markeder som Indien, Kina og Japan blev "åbnet op" i 1800-tallet.[14] Det fremstår ikke klart hos Marx, om den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave på dette område blot består i verdensmarkedets etablering som et universelt handelssamkvem eller om det består i verdensmarkedets udvikling til én sammenhængende global økonomi, hvor produktion og forbrug, virksomheder og individer, nationer og samfund eksisterer i gensidig afhængighed af hinanden.

I et brev til Engels fra 1858 skriver Marx eksempelvis. "Vi kan ikke benægte, at det borgerlige samfund for anden gang har oplevet sit 16. århundrede - et 16. århundrede, som jeg håber vil ringe det i graven, ligesom det første hjalp det til verden. Det borgerlige samfunds egentlige opgave er at etablere verdensmarkedet, i det mindste i omrids, og at etablere en produktion, der hviler på det borgerlige samfund som basis. Da verden er rund, synes dette at være bragt til sin afslutning med kolonialiseringen af Californien og Australien og med åbningen af Kina og Japan. Det vanskelige question er for os dette: på kontinentet er revolutionen immanent og vil også straks antage en socialistisk karakter. Vil den ikke nødvendigvis blive gecrusht i dette lille hjørne, da det borgerlige samfunds movement endnu er ascendant på et langt større område?"(262:360).

Her synes den borgerlige revolutions formationsopgave alene at indskrænke sig til verdensmarkedets blotte etablering - og ikke til verdensmarkedets etablering som produktionens første forudsætning. Men dette står i modsætning til Marx's allerede citerede indholdsmæssige bestemmelse af verdensmarkedets opgave, som omhandler udviklingen af 'universelt udviklede individer' - af verdensborgere, hvis økonomiske grundlag er en global økonomi.

Men uafhængig af denne uklarhed hos Marx er det en historisk kendsgerning, at verdensmarkedet i midten af 1800-tallet ikke havde karakter af én sammenhængende økonomi. Det verdensmarked, som Marx kendte til, var ikke identisk med en postnational økonomi, med en global økonomi uden grænser. Denne fase i verdensmarkedets udvikling står samfundets formationsproces først over for ved indgangen til det 21. århundrede.

Verdensmarkedets udvikling indeholder i det mindste følgende faser.[15]

Verdensmarkedets tilblivelse og etablering. De lokale markeder åbnes op. På dette verdensmarked eksisterer der primært handelsforbindelser mellem parter, der er formelt uafhængige af hinanden. De civiliserede lande med England i spidsen eksporterer forarbejdede varer og importerer råvarer (naturlige ressourcer) fra de fremmede markeder. "Moderselskabets" såkaldte "oversøiske aktiviteter" vil typisk i begyndelsen af denne fase støtte sig på lokale opkøbere, distributører og forhandlere. Mod fasens afslutning bliver hele det lokale distributionsnet typisk overtaget af moderselskabet. I sin tilblivelsesproces bliver verdensmarkedet til som en forvokset købmandsgård med hele verden som potentiel opland. Det britiske East India Company er periodens klassiske handelsselskab. Denne fase afsluttes - ifølge Marx - med 'kolonialiseringen af Californien og Australien og med åbningen af Kina og Japan'.

Verdensmarkedet konsolideres med en underlæggelse af produktionen under sig. I denne fase forsvinder 'købmandspræget' over verdensmarkedet. "Moderselskaberne" markedsfører nu primært egne produkter på de udenlandske markeder. I fasen afslutning eksisterer verdensmarkedet typisk som et multinationalt selskab med hovedkontor i selskabets "fædreland" og med et udbygget produktions- og distributionsnet på de fremmede markeder, som der nu manøvreres på lige så hjemmevandt som på hjemmemarkedet. Grundlæggende set er det dog "konceptet" hjemmefra, som selskaber markedsfører på de oversøiske markeder. Coca-Cola kunne være periodens klassiske multinationale selskab. Med stor succes har dette selskab opnået en insider-position på næsten ethvert lokalt marked.

Denne fase af verdensmarkedet står i dag over for sin afslutning. Krisen i 80'erne for selskaber som GM og IBM er symptomer på en epokes begyndende afslutning i verdensmarkedets udvikling.

fig. 12.1.gif (9500 bytes)

Fig. 12.1. Verdensmarkedet eksisterer som et net af multinationale selskaber, som typisk er bygget op med et hovedkvarter i selskabets "fædreland" og med et udbygget produktions- og distributionsnet på de "oversøiske" markeder. 

Verdensmarkedet udvikler sig i sin totalitet og eksisterer som en global økonomi. At økonomien er globaliseret vil sige, at enhver "lokalisering" har verdensmarkedet som sit grundlag. At lokalisere sig på markedet kræver en global tilstedeværelse og identitet. Den totale integration træder her frem som decentraliseringens grundlag. Først med udviklingen af en global økonomi bliver alle verdens folk for alvor økonomisk afhængige af hinanden. Netop frembringelsen af denne afhængighed i økonomisk henseende er den ene af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver. "Bourgeoisiets historiske periode" er - som Marx skriver - at skabe "det universelle samkvem, der er baseret på menneskehedens gensidige afhængighed"(255:217).

På dette den globale økonomis verdensmarked nærmer en udelukkende regional tilstedeværelse på markedet sig det umulige. Udgifterne til forskning og produktudvikling, global markedsføring og organisationsformåen m.m. sætter en større og større indgangsbarriere til markedet. Arbejdsdelingen er i sin totalitet slået igennem som en global arbejdsdeling, dvs som tendens udvikles og fremstilles varerne på de lokaliteter, som er optimalt økonomiske.

Den globale økonomi vil medføre såvel centraliserings- som decentraliseringstendenser. Med informationsteknologiens hjælp kan selve den globale produktionsformåen (i form af ledelse, strategisk planlægning, know-how, produktudvikling, konstruktion samt styring af fremstillingsprocessen) være centraliseret på én lokalitet samtidig med at den materielle fremstilling og distribution er decentraliseret regionalt eller lokalt. Produktionen kan lokalisere sig, medens selve produktionsevnen vil globalisere sig. Verdensøkonomien er blevet som én levende organisme, hvor enkelte organer alene kan fungere i relation til organismen som helhed.

Konturerne til dette globale verdensmarked skimtes bl.a. inden for den moderne informationsteknologi, inden for finansverdenen, men også inden for traditionelle industrier som f.eks. tekstil- og bilindustrien. I 80'erne opbyggede japanske selskaber en helt ny bilindustri i USA. I 90'erne er japanerne i mindre omfang i gang med at gentage operationen i Europa. Men den japanske bilindustris "oversøiske lokalisering" adskiller sig kvalitativt fra eksempelvis Ford og GM's opbygning af samlefabrikker i mellemkrigsårenes Europa, hvor hovedmotivet var en omgåelse af de eksisterende handelsbarrierer. Den japanske bilindustri er draget til Nordamerika for maksimalt at udnytte de produktionsprincipper, som i 60'erne og 70'erne førte den japanske bilindustri frem i verdensklassens elite.

Disse produktionsprincipper, som bringer finansiering og produktudvikling, fremstilling og administration, distribution og kundepleje sammen i én sammenhængende sensibel organisation, er udførligt beskrevet i bogen Princippet der ændrede verden. Forfatterne til denne bog skriver bl.a. "Vi er overbevist om, at den ledelsesmæssige udfordring har et ganske enkelt koncept: man skal skabe en virksomhed, som fungerer gnidningsløst på en multiregional basis og får fordelen ved den nære kontakt med de lokale markeder og tilstedeværelsen som insider i hver af de større regioner. Samtidig skal den drage fordel af adgang til systemet for global produktion, levering, produktudvikling, teknologisk fremskridt, økonomi og distribution"(419:214).

Og som nøglebegreber i fremtidens "multiregionale selskab" nævner forfatterne følgende forhold. 1) "Et integreret, globalt personalesystem, som giver personale fra et hvilket som helst land muligheder i virksomheden, som om begrebet nationalitet ikke eksisterer". 2) "Et sæt mekanismer for en vedvarende, horisontal strøm af informationer på tværs af fremstilling, leveringssystemer, produktudvikling, teknologiske fremskridt og distribution" og 3) "En mekanisme til koordination af udviklingen af nye produkter i hver region og bestræbelsen på at muliggøre salget af dem som nicheprodukter i andre regioner"(419:215f).

Vor tids mange transnationale eller postnationale selskaber er i dag gået igang med at skabe dette verdensmarked. For disse selskaber tager verdensmarkedet sig mere og mere ud som ét stort "hjemmemarked". De transnationale selskaber følger en afnationaliseret udviklingsstrategi. De udvikler deres egen virksomhedskultur til erstatning af den nationale identitet. I virksomheden taler man det samme sprog - typisk engelsk. Der opereres som om verden var uden grænser. For de transnationale selskaber eksisterer der ikke længere "indenlandske", "udenlandske" eller "oversøiske" aktiviteter men alene lokale aktiviteter ud fra en global tilstedeværelse og identitet.

Global identitet (i virksomhedssammenhænge) må ikke forveksles med en udflydende og farveløs identitet. I det globale selskab bliver "ledelse af forskellighed" afgørende. Virksomhedens ansatte har jo netop deres "rødder" i vidt forskellige nationale kulturer (som må forventes at blomstre op - ikke på trods af den globale økonomi, men snarere i kraft af den globale økonomi). Den globale identitet opbygges som en fælles virksomhedskultur på tværs af nationale grænser. Identiteten kan eksempelvis bygges op omkring det særlige produkt, den særlige kundepleje, den særlige stil, de særlige værdier og holdninger - kort sagt den særlige virksomhedskultur, som i sin karakter er tvunget til at være global.

fig. 12.2.gif (10072 bytes)

Fig. 12.2. I sin udfoldelse til totalitet eksisterer verdensmarkedet som et globalt selskab, hvor hovedkontoret er brudt ned og erstattet med et fladt informationsnetværk. Det globale, postnationale selskab har den globale tilstedeværelse og identitet som grundlag for enhver lokalisering.

I den udfoldede globaliserede økonomi er produkterne ikke længere resultatet af isolerede umiddelbare arbejdere, hvor hele samfundsmæssigheden først afgøres på markedet, men nu resultatet af sammenfatningen af en global formåen, hvor samfundsmæssigheden har ekstra-markedsmæssige rødder i den universelle produktionsorganisme, som i sin socialistiske form vil være afstemt med en række økonomiske, sociale og økologiske betingelser påbudt vareproduktionen fra politisk side.

I den globale økonomi afprøves nye produkter ikke først på det gamle hjemmemarked. I løbet af få måneder eksisterer produkterne samtidigt overalt på verdensmarkedet. Informations- og teknologispredningen sker i rekordtempo. Selskabernes hovedkontorer er brudt ned og al information er tilstede som et fælles netværk. Virksomhedsledelse har karakter af et horisontalt globalt netværkssamarbejde.

Da denne fase af verdensmarkedet først er under tilblivelse er det vanskeligt at udpege et selskab, som allerede opererer globalt. I virkeligheden findes der i dag ikke noget selskab med en udpræget global identitet. Virksomheden Carlsberg A/S i København konkurrerer på livet løs på verdensmarkedet - men dens identitet er i bund og grund dansk. Ligeledes er SAS klart et skandinavisk luftfartsselskab - på trods af Jan Carlzons storhed og fald. Asea-Brown Bovery er med lidt god vilje et europæisk selskab. Alligevel findes der mange selskaber, som indeholder træk af en global identitet - det gælder eksempelvis Matsushita, Sony, Nissan, Ford, Daimler-Benz/Mitsubishi, Fujitsu/ICL, General Electric, Asea-Brown Bovery  m.fl.

For ovennævnte selskaber - samt et par hundrede til - eksisterer verdens tre store markeder - det nordamerikanske, det europæiske og det japanske - ikke længere som adskilte markeder. Som hjemmemarkeder er disse tre store markeder hver for sig allerede for små.

Især inden for den liberaliserede finanssektor er grænserne mellem Europa, Japan og Nordamerika allerede brudt ned. Valutahandelens omfang (målt i "kroner og ører") har allerede distanceret den egentlige varehandel flere hundrede gange. Handelen med valuta og værdipapirer følger solopgangen jordkloden rundt - og solen står som bekendt altid op et eller andet sted på Jorden. Når børserne i Tokyo og Hong Kong lukker tager børserne i Frankfurt og London over, og når disse lukker er New York Stock Exchange allerede godt igang.[16]

I forhold til denne udvikling udtrykker 90'ernes bestræbelser på at udvide frihandelszonerne i de enkelte regioner en politisk ambition, som allerede er bagud i forhold til den virkelige globale integration. Omkring årtusindeskiftet vil "triade-markedet" (det europæiske, det østasiatiske og det nordamerikanske marked) omfatte over 1 milliard mennesker med en levestandard, der fuldt ud er på niveau med danske forhold. Det nordamerikanske marked vil omfatte USA og Canada samt Mexico som en kommende deltager. Det europæiske marked vil bestå af EU-landene inklusive de gamle EFTA-lande og med Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn som mulige nye deltagere. Det østasiatiske marked vil omfatte Japan, Syd-Korea, Taiwan, Hong Kong, Singapore og med Malaysia, Thailand og måske også store dele af Kina som nye deltagere.

For OECD-landenes 785 millioner mennesker lå levestandarden - målt som bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger - på  godt 20.000 $ i begyndelsen af 90'erne. Tærskelen på 10.000 $, hvilket for tiden sættes som adgangskort til de riges klub, er samtidig inden for rækkevidde for NIC-lande[17] som f.eks. Syd-Korea, Taiwan og Malaysia.[18]

Den japanske virksomhedsstrateg fra konsulentfirmaet McKinsey & Company, Kenichi Ohmae (f. 1943) har påpeget[19], at konkurrencen vil antage nye former inden for den globale økonomi. Indgåelsen af f.eks. strategiske alliancer mellem potentielle konkurrenter vil blive almindelig forretningslogik. Samarbejdet mellem Daimler-Benz og Mitsubishi er et eksempel på en sådan strategisk alliance. Ifølge de to selskaber omhandler alliancen "intet mindre end automobil-, fly- og elektronikindustriens fremtid i hele verden"[20]. Strategiske alliancer skabes ud fra en erkendelse af, at på det globale marked er teknologien blevet tilgængelig for alle. Teknologispredningen sker i rekordfart. Omkostningerne ved selskabernes forsknings- og udviklingsarbejde tynger i dag så tungt i budgetterne, at man enten må gå sammen om dette arbejde eller straks sælge resultaterne til konkurrenterne.

Typisk for de nye markedsforhold er således de årelange forhandlinger inden for EU om at påbegynde en produktion af High Definition Tele-Vision. Selv på verdens største hjemmemarked er det problematisk af investere et tocifret milliardbeløb i udviklingen af fremtidens digitalt-baserede fjernsyn, når standarden for det europæiske HDTV ikke er den samme som den japanske og amerikanske. Jvf. også kapløbet om standarden for videomaskiner, som japanerne vandt i løbet af 10 år med VHS-standarden. Japanerne synes dog ikke at skulle vinde standarden omkring HDTV.

IBM's situation i forbindelse med udviklingen af selskabets første PC'er er også typisk for forholdene på det nye marked. Imod traditionerne overlod IBM udviklingen af en række teknologier til andre firmaer. Applikationsprogrammellet blev udviklet af Lotus, styresystemet af Microsoft og mikroprocessoren kom fra Intel. Forskning og udvikling kan i stadig mindre grad rummes inden for det enkelte (nationale) selskab. Virksomhedssamarbejdet søger over landegrænserne.

Såvel ejerforholdene, udviklingsarbejdet som produktionsoprindelsen bag de enkelte produkter mister mere og mere enhver national identitet. En "tysk" Ford Escort-bil med kvalitetsstemplet "Made in Germany" har eksempelvis produktionsoprindelse i 15 lande fordelt på 3 kontinenter[21]. Tysk Ford er i øvrigt amerikansk ejet, hvilket ikke forhindrede Escort-modellen (1990) for det amerikanske marked i at dele fælles design med Mazda 323 beregnet for det japanske marked. Ford ejer 25 % af aktierne i Mazda.

I Danmark ved alle danskere at Lego er dansk - eller for nu ikke at fornærme jyderne. I Jylland ved alle jyder, at Lego er jysk. Men hos Lego i Billund er man forlængst kommet i tvivl om sandheden heri. To procent af Legos produktion afsættes i Danmark. Hos Lego ser man helst, at alle amerikanske børn ved, at Lego er amerikansk; at alle japanske børn ved, at Lego er japansk - for først da er Lego Lego. Først da er Lego global identitet og design med lokal inspiration og kundepleje.

På triade-markedet begynder industriens forskere allerede at møde mere globale forhold. Overalt møder de genkendelige forskningsmiljøer. De tekniske apparater er fremstillet af de samme firmaer, computerne taler det samme sprog som derhjemme. Uddannelsesmæssigt har forskerne ikke blot en international baggrund, de har også en international uddannelse, som allerede har taget sin begyndelse i grundskolen. Især i medicinalindustrien og computerindustrien kan forskerne i dag uden nævneværdig omstilling bevæge sig rundt mellem Japan, USA og Europa - og hele tiden være på hjemmebane. Som det populært er blevet fremført af canadieren Marshall McLuhan, er informationsteknologien godt igang med at forvandle verden til en "global landsby". I den globale landsby forvandler borgeren sig mere og mere til verdensborger - ikke således at forstå, at den enkelte borger står i kontakt med alverdens mennesker. Netværket af arbejdskammerater, organisationsfæller, bekendte og venner er som landsbynetværket - blot spredt over hele jordkloden.

Denne udvikling forhindrer dog ikke de nationale regeringer i fortsat at udnævne nationale økonomiministre. Men i den globale økonomi er det ikke længere veldefineret, hvori det danske består i dansk økonomi, hvori det tyske består i tysk økonomi etc. Det bliver meningsløst at tale om "en national økonomi". At udregne handelstallene og dermed handelsbalancen mellem Danmark og Tyskland vil en dag give lige så lidt mening, som at tale om handelsbalancen mellem Ringsted og Slagelse.

Også andre forhold, som måske umiddelbart kan opfattes som trivielle, trækker uundgåeligt i retning af borgernes forvandling til verdensborgere inden for rammerne af en global økonomi. Turismen er eksempelvis allerede én af verdens største industrier. I 1988 rejste 90 % af alle japanske brudepar på bryllupsrejse i udlandet. I Tyskland besøger halvdelen af den samlede befolkning hvert år udlandet. Verdens største indkøbscenter, som ligger uden for Minneapolis i USA, kalkulerer med et årligt besøg af 250.000 købedygtige japanere. Triadens forbrugere vil i stigende grad være informeret om, hvor varerne er bedst og billigst, og på disse lokaliteter vil de gøre deres indkøb.

Stormagasinet Herrods i London sendte på et tidspunkt 145.000 kataloger ud i Nordamerika. Ved udsalg er helsides annoncer i The New York Times en selvfølgelighed. 40 % af omsætningen i Herrods skyldes udenlandske kunder. Dette hæderkronede britiske stormagasin, som har filialer i Japan og Tyskland, er i øvrigt ejet af to ægyptere.[22]

Ohmae skriver, at "mennesker er globale, når de som forbrugere har adgang til information om varer og tjenesteydelser fra hele verden"(315:14). "Vi lever langt om længe i en verden, hvor penge, værdipapirer, tjenesteydelser, optioner, futures, information og patenter, software og hardware, virksomheder og know-how, aktiver og medlemsskaber, malerier og varemærker alle handles på tværs af de traditionelle grænser uden spor af national sentimentalitet"(315:182).

Forvandlingen af borgeren til verdensborger, forvandlingen af individerne til universelt udviklede individer finder dog i sidste instans sit materielle grundlag i den globale økonomis produktionsforhold, hvor det bliver en betingelse for virksomhedernes globale aktiviteter, at de ansatte tænker og handler globalt.

Det skal imidlertid fremhæves, at endnu i dag - i det 20. århundredes sidste årti - kan vi kun skimte konturerne til en egentlig global økonomi. I det øjeblik verdensøkonomien har udviklet sig til at være en global økonomi, vil ingen social organisme kunne udvikle sig "normalt" uden for denne økonomi - uanset sit sociale system og økonomiske magt. Menneskets gensidige afhængighed af hinanden vil antage global karakter. En udfoldet global økonomi indebærer, at totaliteten af sociale organismer er forvandlet til én verdensomspændende social organisme. I den kommunistiske samfundsformation tilhører vi alle den samme sociale organisme. Det vil ikke udelukke, at danskerne fortsat taler dansk, at dansk kultur i det hele taget fortsat vil bestå. Men økonomisk, socialt og politisk vil det mere og mere miste et reelt indhold, at bestemme Danmark som en særlig social organisme. Som en særlig social organisme har Danmark eksisteret i over 1.000 år. Men selv dette tusindsårsrige eksisterer ikke evigt. Som social organisme er Danmark i dag under afvikling.


[14] Opiumskrigen mellem England og Kina i årene 1839-1842 - en krig som tvang Kina til at åbne op over for verdensmarkedets betingelser, i dette tilfælde identisk med import af opium fra Indien betalt med bl.a. kinesisk sølv til England - er overhovedet ikke atypisk for den måde, hvorpå verdensmarkedet blev etableret på i den europæiske civilisations billede.

[15] Sml. (315:103f).

[16] NYSE - i mange år symbolet på den grænseløse verdenshandel - ligger som bekendt i Wall Street. Navnet går ironisk nok tilbage til en mur, som hollænderne opførte her for at beskytte det nedre Manhattan mod de "fremmede" - i dette tilfælde indianerne.

[17] NIC-landene er de nyligt industrialiserede lande.

[18] Ifølge "Samfundsstatistik 1994" (som i denne sammenhæng bygger på UNDP's Human Devolopment Report 1994) lå Danmark med et BNP på 17.880 $ pr. indbygger (købekraftsparitet) i 1991 et pænt stykke under gennemsnittet for OECD-landene. USA lå i top med godt 22.000 $. Til sammenligning kan nævnes Japan (19.000 $), Singapore (15.000 $), Syd-Korea (8.000 $), Malaysia (7.000 $) Grækenland (7.500 $), Polen (4.500 $), Mexico (7.000 $), Kina (3.000 $) og Kenya (350 $).

[19] Jvf. (315:125f).

[20] Citeret fra (26:33).

[21] Jvf. (40:304).

[22] Jvf. (302:149).

 
12.2.1.2. Verdensmarkedets udvikling og proletariatets stilling

 

Det verdensmarked, som Marx altid omtalte med stor begejstring, er først i dag ved at udvikle sig til at stå på egne ben. De kræfter, som driver verdensmarkedet frem mod tilblivelsen af én sammenhængende global økonomi, er ikke blot stærke; de er stærkere end alverdens parlamenter til sammen. "Tyngdekraften" i samfundsudviklingen er tendensen til økonomisk globalisering. Som strømmen i floden kan denne tendens formes - men stoppes kan den ikke. Statsmagterne er i denne sammenhæng svagere end de økonomiske kræfter. Verdensmarkedet udtrykker et forhold mellem mennesker, men dette forholds tingsliggørelse, dvs det forhold, at verdensmarkedet står over for de enkelte borgere som en af dem uafhængig relation, kommer bl.a. til udtryk i den kendsgerning, at tilblivelsen af den globale økonomi som sådan på intet tidspunkt vil være resultatet af nogen regeringsbeslutning. Formen vil blive bestemt på den politiske slagmark, men ikke økonomien som sådan. Den globale økonomis tilblivelse afhænger ikke af viljestærke partiprogrammer, beslutsom parlamentslovgivning endsige af folkeafstemninger. De parlamenter, som allerede har eller som i fremtiden påtænker at sejle op imod verdensmarkedets udvikling til én sammenhængende global økonomi, vil blive løbet over ende.

I sin oprindelige form har menneskeheden således ikke valgt "det globale fællesskab". Gennem "den blinde udvikling" er mennesket blevet dette fællesskab påtvunget. Skridtet videre består for det første i, at mennesket erkender, at dette fællesskab kan det ikke fravælge sig. For det andet består det i, at mennesket på en ny måde tilegner sig fællesskabet, dvs indretter og former fællesskabet som en bevidst global orden.

Det listige i hele denne udvikling består i, at verdensmarkedets blinde drivkræfter har en stærk allieret i borgeren som forbruger og en skeptiker om ikke en direkte modstander af verdensmarkedets udvikling i den samme borger som vælger. Hvor borgerne som vælgere ofte er nationale og protektionistiske, er de samme borgere som forbrugere kosmopolitter uden sentimentale følelser for fædrelandets ve og vel. Hvor store dele af befolkningen i Jylland til enhver tid som vælgere vil begræde opgivelsen af en selvstændig dansk afgiftspolitik på rusmidler (tænk på folkesundheden!) som følge af EU's Indre Marked, der vil de samme jyder på intet tidspunkt vige tilbage for at stå på nakken af hinanden syd for grænsen for som forbrugere at underminere den selvstændighed, de som vælgere har erklæret deres kærlighed til. Bl.a. derfor vinder globaliseringen.

Underlagt verdensmarkedets betingelser vil enhver form for økonomisk nationalisme og protektionisme uundgåeligt føre til en situation, hvor det bliver nødvendigt politisk at begrænse forbrugernes adgang til den globalt tilstedeværende information; begrænse forbrugernes frie adgang til de bedste og billigste varer på verdensmarkedet. At opnå succes med en sådan politik over for den milliard mennesker, som lever på Triademarkedet, vil møde vanskeligere og vanskeligere vilkår. DDR er taget af plakaten uden udsigt til repremiere.

De udviklingsperspektiver for verdensmarkedet, som der ovenfor - ganske ubekymret - er redegjort for, skal i denne sammenhæng underbygge to pointer. 1) Helt i modsætning til de mange dommedagsprofetier, som marxismens politiske arvtagere tilbagevendende har fældet over kapitalismens umiddelbare udviklingsmuligheder, så forekommer verdensmarkedets udvikling til én sammenhængende global økonomi fortsat at rumme vide udfoldelsesmuligheder for kapitalismen. 2) Den bevidstløse udvikling af verdensmarkedet til én sammenhængende global økonomi indeholder en række afgørende muligheder for socialismens etablering som en ny udviklingsform i den samfundsmæssige formationsproces. Muligheder som indgår i betingelsesgrundlaget for socialismens etablering. At alle sociale organismer bliver økonomisk afhængige af hinanden, udgør det materielle grundlag for en ny verdensorden, hvor mennesket som mulighed bliver i stand til at beherske sine egne samfundsforhold.

Det er ikke denne fremstillings standpunkt, at den teknologiske udvikling omkring etableringen af en global økonomi automatisk fører til socialisme. Men socialismen som samfundssystem er knyttet til tilblivelsen af en global økonomi.

Det kan imidlertid ikke skjules, at drivkræfterne bag verdensøkonomiens globalisering hele tiden konfronteres med politikere og embedsmænd, diktatorer og græsrødder, økonomiske eksperter og kulturpersoner, politbureauer og folkelige bevægelser som i patriotismens navn, den økonomiske nationalismes navn, kulturens og selvstændighedens navn forsøger at blokere, stoppe eller undslippe denne udvikling.

Det kan heller ikke skjules, at Marx's socialistiske arvtagere - ganske i modsætning til "de gamles" uforbeholdne tilslutning til verdensmarkedets historiske mission - uden nævneværdige undtagelser tilhører lejren af økonomiske nationalister.

Økonomierne i de lande, som i en periode forsøgte at virkeliggøre socialismen, var ekstremt nationale. Udenrigshandel var af det onde, og kunne kun legitimeres ved den bitre nøds nødvendighed. Grundlaget for økonomierne var landenes egne naturlige og menneskelige ressourcer. "Stol-på-egne-kræfter" var den økonomiske strategi bag den kommunistiske arbejderbevægelses internationalisme.[23]

Da bruddet mellem Kina og Sovjetunionen indtraf i begyndelsen af 60'erne formanede Kinas Kommunistiske Parti. "At overholde princippet om i første række at støtte sig på sig selv i opbygningen betyder derfor at anvende den proletariske internationalisme konkret (...) Hvert socialistisk land må først og fremmest støtte sig på sit eget folks flittige arbejde og talenter, udnytte alle sine til rådighed stående ressourcer fuldt ud...". "Juche" - kalder nordkoreanerne dette på ingen måde specielt nordkoreanske princip.

I Kina resulterede denne udnyttelse af folkets flittige arbejde inden for rammerne af "de nedrullede gardiners politiske økonomi" i opbygningen af verdens største bilindustri. I 1990 beskæftigede denne industri 1.6 millioner kinesere. Men er det ganske irrelevant i denne sammenhæng at påpege, at denne gigantiske arbejdsstyrke fremstillede 600.000 biler i modsætning til de 13 millioner biler, som året før blev fremstillet af 1/2 million japanere?[24] Er det ganske irrelevant i denne sammenhæng at påpege, at levestandarden på Taiwan, hvor man i modsætning til KKP's anvisninger har målrettet økonomien mod triade-markedet, i dag er mange gange højere end på fastlandet? Det kræver ganske givet regeringens håndfaste kontrol med alle informationer for at få kineserne til at svare bekræftende på det helt irrelevante i ovennævnte sammenligninger.

Overfor anklagen om økonomisk nationalisme kan det indvendes, at "den virkeliggjorte socialisme" ikke havde noget reelt valg. Omverdenens "kolde krig" nødvendiggjorde den økonomiske protektionisme, hvorfor man lige så godt kunne gøre en dyd ud af nødvendigheden. Socialismens politiske økonomi blev af nødens omstændigheder til den belejrede fæstnings politiske økonomi.

Den militære belejring og den økonomiske boykot står som historiske kendsgerninger ikke til diskussion. Cubas mangeårige ønske om at få ophævet den amerikanske blokade er ganske givet ærligt ment. Alligevel har de socialistiske bevægelsers spontane modvilje mod verdensmarkedet ikke deres rod i denne belejringssituation. Dels er modstanden mod verdensmarkedet ældre end belejringen og dels findes modstanden også, hvor der aldrig har været tale om nogen belejring. Belejringssituationen har blot understøttet "stol-på-egne-kræfter-strategien", dvs understøttet den kommunistiske bevægelses forankring i den økonomiske nationalisme.

Forvandlingen af en befolknings større eller mindre nationale modvilje mod verdensmarkedet til en egentlig udviklingsstrategi for det pågældende land kendetegner ikke blot de tidligere socialistiske lande men også en række kapitalistiske udviklingslande. Den såkaldte "afrikanske socialisme" er et eksempel herpå. J. K. Nyereres (f. 1922) "Syd-Syd-alternativ" er en variant over de socialistiske landes "stol-på-egne-kræfter-strategier". U-landene må - ifølge denne strategi - handelsmæssigt gå sammen og basere udviklingen på u-landenes "egne rødder" og "egne ressourcer". En opfattelse som den ægyptiske økonom Samir Amin kan tilslutte sig eftersom udviklingslandene - ifølge Amin - må påbegynde "en selvcentreret og selvdynamisk kapitalakkumulationsproces". Forbindelsen mellem centeret og periferien på verdensmarkedet må brydes, som en forudsætning for en udvikling i periferien.[25]

Hvor NIC-lande som Taiwan og Syd-Korea aldrig har belagt sine industrier med restriktioner for samhandel med udlandet herunder indkøb af verdensmarkedets bedste teknologier, der har f.eks. bilindustrierne i Brasilien og Indien i den økonomiske nationalismes navn måttet kæmpe med sådanne restriktioner. Men af samme grund har den brasilianske bilindustri ikke kunnet få fodfæste på det lukrative triade-marked, hvor forbrugerne er lige så kræsne som de er betalingsdygtige. Brasilianske biler er fortsat for sydamerikanere - og vil forblive det så længe bilerne er udstyret med "et teknologisk efterslæb". Det ubehagelige spørgsmål for brasilianerne er, om landets økonomiske nationalisme har givet brasilianerne større uafhængig eller fastholdt dem ved foden af gældssætningens Sisyfos-bjerg. Taiwaneserne, som solgte sig til den amerikanske imperialisme, må omvendt leve med den "afhængighed", som i dag (begyndelsen af 90'erne) består i et årligt handelsoverskud over for USA på mere end 10 milliarder dollar.

Over for den sammenhængende økonomi på triade-markedet har de mere eller mindre lukkede økonomier ikke mange chancer. De vil oparbejde et teknologisk efterslæb; de vil tynges af enorme udgifter til forskning og udvikling; de vil komme til at betale en merpris for selv at skulle udvikle de teknologier, som allerede findes på verdensmarkedet; de vil opbygge hele erhverv på permanent bistandshjælp - og politisk vil denne "uafhængige tilbageståenhed" blive bakket op af patriotiske fraser om selvstændighed og national identitet. 

Kun når det gælder opbygningen af selvstændige produktionsmiddelindustrier har den økonomiske nationalismes import-substitutionsstrategi kunnet opvise resultater, som udviklingsmæssigt har givet det pågældende land et løft (f.eks. Sovjetunionen i 30'erne). Men på konsumvareindustriens område kan import-substitutionsstrategien ikke fremvise en eneste succeshistorie - fra DDR til Indien, fra Syd-Amerika til Den tredje Verdens "Tredje Verden" (landene syd for Sahara).

Disse bemærkninger skal ikke tages til indtægt for det synspunkt, at "de små tigre" i Fjernøsten repræsenterer den eneste tænkelige udviklingsvej ud af underudviklingen. Alligevel synes opskriften på Syd-Koreas økonomiske mirakel, som inden længe vil bringe landet i selskab med verdens rigeste, at indeholde en række udviklingskomponenter, som burde give stof til eftertanke i andre udviklingslande.

I begyndelsen af 1960'erne havde Syd-Korea samme nationalprodukt som Ghana. I dag er nationalproduktet i Syd-Korea 10-12 gange højere. Syd-Korea har ingen naturlige ressourcer - bortset fra mennesket selv. I dag får flere unge i Syd-Korea end i England en højere uddannelse. På de højere læreranstalter i Syd-Korea læser 1.4 millioner studerende. I Vietnam - med en befolkning på 20 millioner flere mennesker - læser 160.000 på de højere læreranstalter. Paul Kennedy påpeger fire forhold til forklaring af Syd-Koreas økonomiske mirakel. 1) højt uddannelsesniveau, 2) høj national opsparingsrate, 3) et politisk system som (diktatorisk) begunstiger økonomisk vækst og 4) en målrettet satsning på verdensmarkedet i form af konsumvare-eksport som motor for en generel industriel udvikling af landet.[26]

Sammenlignes disse fire udviklingskomponenter med "Juche"-princippet nord for den koreanske halvø's 38. breddegrad gemmer den udslagsgivende forskel sig alene i punkt 4.

Med gennemførelsen af Deng Xiao-pings (f. 1904) økonomiske reformer i 1978-79 har man i verdens folkerigeste land på "forsøgsbasis" udskiftet import-substitutionsstrategien med "korea-strategien", og det har i Kinas sydlige provins Kwangtung ført til 90'ernes største økonomiske boom, som måske ved årtusindeskiftet vil gøre Kina til verdens største industriproducent.

Også Indien forsøger i disse år at skifte økonomisk udviklingskurs. En by som Bangalore i det sydlige Indien ligger på mange måder "Silicon Valley" nærmere end det traditionelle billede af Indien som udviklingsland. Fælles for de nye udviklingsstrategier er, at de har front mod verdensmarkedet. Landene forsøger at undslippe underudviklingen ved at blive en integreret del af verdensmarkedets udvikling til en global økonomi - som igen er en integreret del af samfundets formationsproces.

I den globale landsby er der rum for socialisme, men næppe rum for landsbysocialisme.

Hvis den økonomiske nationalisme er død, så er den nationale socialisme det også. Den socialistiske udfordring i det 21. århundrede er ikke at undslippe den globale økonomi, men at give den globale økonomi en demokratisk overbygning og et socialt indhold.

Det kapitalistiske verdensmarkeds store mål er - som påpeget af Marx - at udvikle den enkeltes sammenhæng med alle andre, men tillige i en form, hvor denne sammenhæng udvikles uafhængigt af den enkelte. Denne modsigelse, denne tingsliggørelse af selve samfundsmæssigheden, kommer i dag til udtryk som en konflikt mellem økonomi og politik, hvor økonomien på den ene side globaliseres (afnationaliseres) samtidig med, at demokratiet på den anden side fortsat institutionelt er bundet op på nationalstaterne.

I de vesteuropæiske lande opleves denne konflikt tillige som "velfærdssamfundets krise". Velfærdssamfundene i denne del af verden blev i efterkrigsårene politisk båret oppe af "nationale klassekompromisser"[27] med rod i nationale økonomier, som socialdemokratierne med en vis succes regulerede ved hjælp af økonomisk-politiske metoder, som i karakteren var klart nationale. Visionen i den skandinaviske velfærdsmodel bestod i at knægte markedet som samfundets herre for i stedet at gøre markedet til tjener for opnåelsen af villede velfærdsmål. Med økonomiens globalisering er grundlaget for denne politiks fortsættelse i sin hidtidige form forsvundet. Med eksempelvis penge- og kapitalmarkedets totale liberalisering har de socialdemokratiske velfærdsstater på en effektiv måde skudt sig selv i foden - så længe den nye globale udfordring ikke tackles med adækvate midler.

Hvor den nationale platform tidligere udgjorde afsættet til internationale aftaler, er situationen i dag direkte omvendt. Internationale aftaler udgør i stigende grad en forudsætning for løsning af nationale problemer.

Ved indgangen til det 21. århundrede er den globale udfordring den største af alle. Udfordringen består bl.a. i, at give demokratiet nye udtryksformer i en verden, hvor nationalstaten har mistet sin økonomiske selvstændighed.

Vor tids store socialistiske udfordring er, at konfrontere en økonomi uden grænser med et demokrati og en social orden uden grænser.  

På mange niveauer efterspørger den globale økonomi allerede en "global social pagt". Ifølge en FN-rapport står omkring 37.000 transnationale selskaber i dag bag 1/3 af klodens produktion og handel. Denne globale virkelighed lader sig allerede afspejle i den eksplosionsagtige vækst i antallet af globale græsrodsbevægelser. Antallet af såkaldte NGO'er (Non-Governmental Organisations) med aktiviteter i mere end tre lande er på 30 år steget fra noget nær nul til 30.000. Den globale udfordring bliver således taget op - om end inertien synes størst hos de politiske ledere.

Herom skriver den liberale demokrat Kenichi Ohmae. "I vore dages verden findes der ikke sådan noget som en rent national økonomisk interesse (...) Vi er nødt til at forstå den sammenhængende økonomis beskaffenhed på en objektiv måde og helt uden nogen nationalistiske overtoner. Vi må erkende, at vi er sammen om dette her (...) Samarbejde er tvingende nødvendigt og dette mere og mere for hver dag, der går, efterhånden som globale virksomheders aktiviteter spinder et yderligere net af samhørighed. Det er dette spørgsmål, vi burde debattere i offentlige fora og i pressen. Det er denne barske virkelighed, vi alle må lære at slutte en produktiv fred med"(315:206f).

At slutte en produktiv fred med globaliseringstendensen går dog uden enhver tvivl langt videre end Ohmae forestiller sig. Skal freden sluttes, kan man ikke, som foreslået af Ohmae, give markedet det sidste ord. Ohmanes laissez-faire-tiltro til markedet, som den mekanisme, der i sidste instans kan sikre, at alle bliver vindere på det globale marked, er enten naiv eller mod bedre vidende. Hverken den teknologiske udvikling endsige den globale økonomi løser i sig selv underudviklingens dybe problemer, den truende miljøkatastrofe, den sociale polarisering med udstødning og marginalisering af store samfundsgrupper. På markedets blinde præmisser vil udviklingen af en global økonomi bliver udviklet i en modsætningsfyldt form, hvor der fortsat vil blive akkumuleret rigdom ved den ene pol og armod ved den anden pol. Markedets logik er ikke at skabe velstand for alle, men snarere af skabe øer af velstand i et hav af fattigdom.

Men for det første ophæver denne modsætningsfyldte form ikke, at udviklingen af den globale økonomi danner en epoke i samfundets formationsproces, en epoke der er knyttet til den kapitalistiske samfundsformation (og dette er i sin rationelle kerne Ohmanes standpunkt), og for det andet ophæver denne modsætningsfyldte form ikke, at den globale økonomi indgår som én af socialismens historiske forudsætninger. I denne globale sammenhæng består den socialistiske udfordring netop i, at indrette den globale afhængighed som menneskets frie handling. Enhver strategi, som måtte rejse som mål at afkoble sig den globale økonomi og afhængighed, er reaktionær.

De enkelte samfunds evne og vilje til at agere verdenshistorisk; handle som et universelt samkvem vil i de kommende årtier ganske givet gå over en række smertelige oplevelser med den afhængighed til "den globale nabo", som økonomiens globalisering sætter de enkelte samfund i.

I forhold til at opnå en folkelig forståelse fremstår ovennvænte problemstilling mest konkret i relation til den globale miljøkrise. Menneskehedens historie er fyldt med miljøkatastrofer, men situationen i dag adskiller sig radikalt fra disse katastrofer ved, at mennesket for første gang er blvet i stand til at påvirke og ændre det globale miljø. Lokale miljøproblemer (eksempelvis olieforureningen af Prince William Sound efter Exxon Valdez-ulykken) samt regionale miljøproblemer (eksempelvis "The Dust Bowl Years" i 30'ernes USA fremkaldt af forkerte dyrkningsmetoder i de amerikanske præriestater) er trods alt begrænsede katastrofer, idet de "kun" har lokale og regionale konsekvenser.

Måden, hvorpå økonomien globaliseres i dag, kan imidlertid få katastrofale konsekvenser for menneskeheden som sådan. De fjernvirkende konsekvenser af ozonlagets nedbrydning, luftforureningen, drivhuseffekten, udrydelsen af de tropiske regnskove m.m. kender ingen i detaljer i dag - blot ved vi, at konsekvenserne er af global karakter. Problemerne efterspørger åbenlyst det universelle samkvems globale aktion. I sin meget indsigtfulde bog om "Jorden i balance" skriver USA's nuværende vicepræsident Al Gore herom: "Hvis USA i kølvandet på sejren over kommunismen ikke kan leve op til den nye udfordring, civilisationens angreb på det globale miljø stiller os overfor, vil vi endnu engang åbne døren for kaos. Historie er forandring - og forandring er en ubønhørlig drivende kraft. Nu hvor menneskeheden har dannet en sand global civilisation, står vi over for valget: enten må vi finde midlerne til at styre de ændringer, der kommer til at forme vores fælles historie - eller også vil vi blive styret af dem, tilfældigt og kaotisk"[28].

Nødvendigheden af at forvandle den globale afhængighed til menneskets fri virksomhed går langt videre end forbud mod produktion af CFC-gasser, redning af tropiske regnskove m.m. Forvandlingen griber helt ind til marven af verdensøkonomiens udformning. Afhængigheden til den globale nabo antager eksempelvis også den form, at de rige lande er blevet afhængige af måden, hvorpå befolkningsrige lande som Indien og Kina industrialiseres på. Hvilke teknologier skal drages i anvendelse, når Kinas godt 1 milliard mennesker skal til at opleve en fremtid med køleskabe, biler og "smid-væk-produkter"? Det er vi alle blevet afhængige af. Paul Kennedy påpeger, at en tre-dobling af levestandarden i Indien og Kina (med anvendelse af kendte teknologier), vil udsætte det globale miljø for en uoverskuelig katastrofe i form af udslip af CO2 og CFC-gasser m.m.[29]

"Den vestlige verden" - som udgør 20 % af Jordens samlede befolkning - bruger 80% af Jordens ressourcer. Det forhold vil ganske givet undergå ændringer i fremtiden. Men de rige landes kedelige budskab til de fattige lande lyder indtil videre som følgende: Hvis I gør, som vi gjorde, kan vi i fællesskab sige "efter os syndfloden" - idet vi da pådrager os et fælles problem af faretruende global karakter. Den teknologisk rigtige form for industrialisering og udvikling af eksemepelvis Kina og Indien er ikke længere et kinesisk eller indisk problem - det er også blevet et problem for Europa, USA og Japan.

At den globale økonomi udvikles i en modsætningsfyldt form vil på alle områder sætte sit præg på den måde, hvorpå den enkelte borger forvandles til verdensborger. Endnu et eksempel kunne være "truslen" fra den globale befolkningseksplosion. Udover at triadeborgerens møde med sin globale nabo vil tage sig ud som et økologisk problem som ovenfor nævnt, så vil mødet måske også tage sig ud som et et flygtningeproblem, når Nordafrikas millioner af unge mennesker blot vil kræve mad og arbejde; som et sikkerhedspolitisk problem, hvis hele (befolkningsrige) regioner frakobles det globale fællesskab eller som et nationalt udstødningsproblem, når den globale økonomi i Robert Reich's ånd skaber et nyt proletariat, som kapitalejerne ikke engang er afhængige af.[30]

En moderat fremskrivning af den globale befolkningstilvækst opererer med ca. 10 milliarder mennesker på jordkloden om 50 år. Hvis ikke dette i sig selv er et problem, så udgør den geografiske fordeling af denne befolkning ganske givet et problem (jvf. Fig. 12.3). Omkring 8 milliarder vil leve i de lande, som vi i dag omtaler som udviklingslande. Afrikas folkerigeste land, Nigeria med 113 millioner indbyggere vil inden 2025 have 300 millioner indbyggere. Hovedstanden Lagos, som allerede i dag har en befolkningstæthed, der er 10 gange større end New Yorks, vil være forvandlet til én af morgendagens umenneskelige megabyer med en nedslidt infrastruktur, en dødelig forurening, endeløse slumkvarterer på kanten af det totale sociale sammenbrud. Set fra det rige nords udkigsvindue vil dette problem næppe kunne løses i form af vore dages u-landshjælp.

De næste 50 års befolkningstilvækst vil i sig selv skrige efter en mere bevidst regulering af de samfundsmæssige forhold. To procent af al verdens metangasudledning kommer fra verdens største losseplads, som hedder Fresh Kill Landfill. Den ligger på øen Staten Island uden for New York. Efter 48 års brug er "Fresh Kills" blevet det højeste punkt på Staten Island, og det er måske meget symptomatisk for den ikke bæredygtige side ved vor tids civilisation, at de menneskeskabte affaldsbjerge stræber efter at blive naturens højeste. Bystyret i New York har besluttet at nedlukke "Fresh Kills" inden år 2001, og denne beslutning indebærer et kæmpeproblem for byen, der aldrig sover. Hvor og hvordan skal byen komme af med 15.000 tons dagligt skrald? En bæredygtig løsning vil gribe dybt ind i vores nuværende ressourceødslende måde at producere på.[31]

fig. 12.3.gif (11789 bytes)

Fig. 12.3. Den såkaldte demografiske transition vil på globalt plan indebære en befolkningseksplosion i hundredeåret mellem 1950 og 2050. Hvor det frem til 1950 tog mere end 10.000 menneskegenerationer at nå en befolkning på 2 milliarder mennesker, vil én generation i vor tid se dette befolkningstal 3-doblet. Næsten hele befolkningstilvæksten vil finde sted i de nuværende udviklingslande. Det skal understreges at befolkningsprognoser er "prognoser". Sml. (166:23).

Den globale økonomi vil skabe globale problemer - og af samme grund efterspørge globale løsninger. Denne erkendelse synes at modnes hurtigst, når det gælder miljøproblemernes globale karakter. Paradoksalt nok synes de "grønne" bevægelser at være mest åbne over for den globale udfordring, hvorimod de "røde" bevægelser fortsat orienterer sig i retning af nationale løsningsforsøg. Men natur og samfund er mere end nogen sinde tidligere forbundne kar. I årene fremover kan vi forvente i forstærket grad at opleve, hvorledes borgerens "solidaritet med naturen" vil blive afhængig af borgerens "solidaritet med samfundet" og omvendt. Den bevidste regulering af de samfundsmæssige forhold og af forholdet til naturen betinger gensidigt hinanden. Er et samfund ude af stand til at løse elementære sociale problemer, er det ganske givet heller ikke i stand til at løse elementære miljømæssige problemer eller at stille de relevante miljømæssige krav til produktionen. Ønsker triadeborgerne en global sikring af selve samfundets stofskifteproces med naturen, vil de blive tvunget til at kæmpe for en solidarisk velfærdspolitik, som sikrer alle klodens borgere en aktiv plads i den globale økonomis udvikling.

Denne logik ligger på ingen måde i markedet selv; logikken ligger hinsides markedet, og kan kun formuleres bevidst som politisk bestemte krav til markedets bevægelse. Men logikken er ikke uforenelig med markedets eksistens.

Udviklingen af verdensmarkedet til en global økonomi udgør det produktionsmæssige grundlag for borgernes forvandling til verdensborgere. Det udgør det materielle grundlag for en socialistisk orden, hvor borgerne hinsides markedets og vareproduktionens umiddelbare logik bevidst regulerer og kontrollerer deres egne samfundsmæssige forhold samt stofskifteprocessen til naturen.

En ny verdensorden kan kun indføres med front mod verden - og ikke med ryggen til verden. Det ligger imidlertid dybt i den socialistiske arv, at socialismen bedst kan opbygges som en lukket og selvforsynende økonomi. Selv de europæiske socialdemokratier kan ikke frasige sig deres andel i denne arv. Det er denne arv, som i et kvart århundrede har handlingslammet de europæiske socialdemokratier i forhold til den europæiske udfordring.

Dén 'ejendomsløse masse', som Marx og Engels taler om, dvs det internationale proletariat synes således ikke at dele Marx og Engels' positive forventninger til verdensmarkedet. Det synes ikke at forberede sig på, at overtage resultaterne af verdensmarkedets udvikling. Dette proletariat synes snarere at anse verdensmarkedet for en trussel, som det spontant reagerer protektionistisk over for.

Arbejderklassens internationalisme er i sin intention så smuk, at den har dannet grobund for utallige sange. Virkeligheden er dog mere nuanceret. Når Marx og Engels uforbeholdent bekendte sig til internationalismen, så udtrykte de mere bourgeoisiets holdning end holdningen i den virkelige arbejderbevægelse. I Manifestet skriver Marx og Engels, at "lønarbejdet hviler udelukkende på arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, som viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber - i stedet for at isolere arbejderne i konkurrencen - deres revolutionære samling i associationen"(247:38). Disse bemærkningen har eftertiden fortolket således, at arbejdernes indbyrdes konkurrence tvinger dem til at tage kampen op mod bourgeoisiet på såvel national som international plan. Arbejderklassens nødvendige internationale bekendelse er betinget af de materielle produktionsforhold.

At internationale forhold i alvorlig grad kan skærpe arbejdernes indbyrdes konkurrence, findes der en uendelighed af eksempler på. Men en arbejderbevægelses reaktion herpå behøver nødvendigvis ikke at være internationalistisk i sin karakter. Historien er fyldt med eksempler på arbejderbevægelser, som har reageret nationalistisk og protektionistisk over for en forstærket indbyrdes konkurrence med rod i internationale forhold. De nationale arbejderbevægelser har i reglen i den økonomiske nationalismes og protektionismes navn bakket op omkring dé politiske foranstaltninger, som har kunnet afbøde og afsvække skærpelsen af deres egen indbyrdes konkurrence. Og på kort sigt har denne kamp ofte båret frugt. Af samme grund er Marx's internationale proletariat i langt alvorligere grad forankret i den økonomiske nationalismes politiske økonomi end klassefjenden - de nationale borgerskaber.

I brede befolkningslag opleves økonomiens globalisering som et tab af identitet. Globaliseringen opleves som en trussel mod folkenes identitet. I kølvandet på den globale ensartedhed følger tomheden og fremmedgørelsen.

Oplevelsen af global ensartedhed er ikke uden reel indhold. I den globale landsby ligner storbyerne på mange områder mere og mere hinanden. Forbrugeren kan købe de samme varer, betale med de samme kreditkort, gå klædt i enslignende tøj fremstillet af Benetton og Esprit, spise Big Mac i Tokyo og Rio, kigge på de samme amerikanske "situationskomedier" på TV, hvor målgruppen altid er laveste fællesnævner osv. Som Peter Hesseldahl påpeger i bogen "Computerdrømmen og de økologiske realiteter" nærmer det sig en vittighed, at hundrede millioner af mennesker jordkloden over hver dag sidder i deres ensliggende etagelejligheder, enslignende møblement etc, og ser de samme TV-programmer om den amerikanske drøm, hvor Hollywood i endnu en episode genfortæller historien om den enkelte person, der kan gøre en forskel, redde verden og nå stjernerne[32] - eller som J.F Kennedy udtrykte det. "One man can make a difference and every man should try".

Denne globale ensretning af forbrugeren er reel. Men i kampen om ny identitet vil vi ganske givet komme til at opleve en opblomstring af en kulturel forskellighed og mangfoldighed. Det er to sider af samme sag, at flere og flere lærer og kan tale engelsk samtidig med at gamle modersmål (walisisk, catalansk, estisk etc) dyrkes som aldrig før. Det er to sider af samme sag, at Kentucky Fried Chicken åbner verdens største burgerbar i Beijing og med direkte udsigt til Maos grav, og at den nationale madkunst oplever nye kulinariske højder. Det er to sider af samme sag, at tyrkiske forretningsmænd retter blikket mod Bruxelles samtidig med at imamerne bøjer hovedet mod Mekka. Det er to sider af samme sag, at The Wheel of Fortune, La roue de fortune, på dansk Lykkehjulet drejer jordkloden rundt samtidg med at lokal-tv og national kvalitets-tv samler flere og flere seere.[33] Kulturen i bred forstand må få kronede dage, når økonomien globaliseres.

Den modsætningsfyldte form, som økonomien globaliseres i, slår blandt lønmodtagerne igennem som en kløft mellem de grupper, som oplever medvind, nye muligheder og udfordringer i kraft af økonomiens globalisering og de grupper, som oplever hele deres identitet blive truet. Skal de globale udfordringer imødegås med de nødvendige globale svar og løsninger, synes det afgørende, at den økonomiske globaliserings vindere og tabere blandt lønmodtagerne finder hinanden i et nyt globalt velfærdsprojekt. Dette er imidlertid ikke sket endnu, og så længe det ikke sker, er det markedet, som får det sidste ord.

På denne baggrund synes opbygningen af globale samarbejdsformer, tidssvarende demokratiske institutioner, sociale og politiske borgerrettigheder, global social pagt, krav om økologisk og social varedeklaration for alle verdensmarkedets produkter, bæredygtig udvikling, stabilisering af verdens befolkningstal m.m., dvs foranstaltninger som kan modsvare den globale økonomi og den økonomiske samhørighed, ikke for alvor at påkalde sig politisk aktualitet før verdensmarkedets blinde kræfter i endnu større grad end hidtil har skabt "universelt udviklede individer".

Når Marx's "ejendomsløse masse" reelt ikke stræber efter at overtage "resultaterne af bourgeoisiets epoke, verdensmarkedet og de moderne produktivkræfter", så skyldes det, at bourgeoisiets epoke endnu ikke har gjort arbejdet færdigt; det har endnu ikke skabt det materielle grundlag for "universelt udviklede individer", for individer, der i kraft af deres stilling i den globale produktion handler og tænker som verdensborgere. Den tingsliggjorte og selvstændiggjorte bytteværdi råder fortsat over kræfter, der er stærkere end borgernes associeringsvilje og -formåen. Formationsopgaven er endnu ikke indfriet. Skranken er endnu ikke nået. Den nås først, når den globale økonomis arbejdere - eller hvad de måtte foretrække at kalde sig - i kraft af deres materielle stilling bliver interesseret i at få kontrol med verdensmarkedet som deres egen organisation i stedet for at blive behersket af det som af en fremmed magt.

Kontrollen med verdensmarkedet opnår man imidlertid ikke ved at vende det ryggen. Kun små børn tror på, at verden forsvinder, når man lukker øjnene. Det 20. århundredes moderne menneske er i så henseende endnu et barn. Det jubler - som Al Gore skriver - når en sovjetisk atomisbryder efter en uges åndeløs, TV-transmitteret redningsaktion endelig befrier tre indespærrede hvaler i en lomme i isen ved Beaufort Havet - og tier, når 2.000 levende arter i samme tidsrum forsvinder fra Jordens overflade p.g.a. markedets logik. Den globale udfordring er enorm - og der er ingen vej uden om.


[23] Jvf. (189).

[24] Jvf. (419:262).

[25] Jvf. (189).

[26] Jvf. (166:197f).

[27] En fremstilling af dette "kompromis" findes bl.a. i Anders Laubjerg og Lensa Gjedde Olsen: ØD - den socialdemokratiske vej til socialisme, København 1983, pp. 30-50.

[28] Al Gore: Jorden i blance, København 1993, p. 166.

[29] Jvf. (166:190f).

[30] I bogen The work of Nations argumenterer Bill Clintons arbejdsminister, økonomi-professoren Robert Reich for det synspunkt, at overlades den globale økonomi til markedets blinde kræfter, så vil denne økonomi skabe én i karakteren ny polarisering blandt lønmodtagerne, hvor såkaldte "symbol-analytikere" vil udgøre vinderne - men de vil være vindere i et hav af marginaliserede tabere, som vil forblive tabere, hvis ikke der skabes et nyt kompromis, "en ny patriotisme".

[31] At produktionen af de materielle goder på samme tid kan være effektiv i kapitalistisk henseende og ressourceødslende i forhold til menneskets stofskifteproces med naturen som sådan illustrerer et andet eksempel hentet fra lossepladsernes verden. Smokey Mountain er navnet på et andet affaldsbjerg. Det ligger uden for Manila, og har i dag udviklet sig til en hel affaldsby med 25.000 beboere. (Jvf. Al Gore, p. 152).

[32] Peter Hesseldahl: Computerdrømmen og de økologiske realiteter, København 1993, p. 94. [33] Eksemplerne er alle hentet fra (302).

 
12.2.2. Arbejdets videnskabeliggørelse

 

Den anden fundamentale formationsopgave, som Marx tildeler den borgerlige revolutions æra, og som tillige udtrykker kapitalens skranke bestemt ved kapitalen selv, er arbejdets videnskabeliggørelse.

Indfrielsen af denne formationsopgave bestemmer Marx i relation til de mål og skranker, som knytter sig til den relative merværdis produktionsmetoder. Ved produktionen af relativ merværdi forstår Marx "den produktion af merværdi, som er baseret på forøgelse og udvikling af produktivkræfterne"(258:bd.2,376). Tilskyndelsen for den enkelte kapitalist til at udvikle arbejdets produktivkraft eksisterer i det forhold, at den enkelte kapital kan score en "ekstramerværdi", så længe de produktivkræfter, denne kapital råder over, befinder sig på et niveau over det samfundsmæssige gennemsnit. Motivet til at udvikle arbejdets produktivkræfter udgår altid fra produktionsforholdene. Det historisk nye med opkomsten af den kapitalistiske samfundsformation er derfor tilblivelsen af sådanne produktionsforhold, som - gennem den relative merværdis produktionsmetoder - fordrer den bestandige omvæltning af produktionsmådens forhåndenværende produktionsforudsætninger som forudsætningen for sin reproduktion.[34] Dette produktionsprincip, som indebærer en  uophørlig udvikling af produktivkræfterne, må siges at være revolutionært. Den kapitalistiske storindustris "tekniske grundlag er derfor revolutionært, mens grundlaget for alle tidligere produktionsmåder i det væsentlige var konservativt"(277:1.bog 3,693).

Om den produktion af merværdi, som er baseret på udviklingen af produktivkræfterne, skriver Marx endvidere generelt, at den fordrer "udviklingen af naturvidenskaben til dens højeste punkt". Ydermere betinger denne produktionsform en "udvikling af et stadigt udvidende og omfattende system af arbejdsarter, produktionsarter, til hvilke der svarer et stadigt mere udvidet og rigere system af behov"(258:bd.2,377f).

På dette sted i Grundrids giver Marx udtryk for alt andet end en bornert opfattelse af behovenes udvikling. Med stor tilfredshed konstaterer Marx, at "den universalitet, som (kapitalen) uophørligt stræber henimod"; det forhold, at kapitalen opfatter "enhver grænse som skranke", får kapitalen til at være "destruktiv" over for alle "nationale skranker og fordomme"; over for enhver "indskrænket tilfredsstillelse af eksisterende behov", dvs den relative merværdiproduktion er "bestandigt revolutionerende, nedbrydende alle skranker, som hæmmer produktivkræfternes udvikling, behovenes udvidelse, produktionens mangfoldighed og udbytningen og udvekslingen af natur- og åndskræfterne"(258:bd.2,378).

Hele denne udvikling beskriver Marx afsluttende som "kapitalens store civilisatoriske indflydelse; dens produktion af et samfundstrin, hvoroverfor alle tidligere kun fremtræder som menneskehedens lokale udviklinger og som afgudsdyrkelse af naturen"(258:bd.2,377f).

Med den relative merværdis produktionsmetoder sætter kapitalen produktionen af selve rigdommen i system - dog i en form som ikke absolut falder sammen med rigdommen selv. Samfundets rigdom vil altid være knyttet til produktivkræfternes udvikling. Og mennesket selv er den største af alle produktivkræfter. Marx skriver, at kapitalens rigdom baserer sig på produktivkræfternes udvikling i en modsigelsesfuld form. "Kapitalen er ikke (...) den absolutte form for udviklingen af produktivkræfterne". Underlagt kapitalen må "den virkelige rigdom", som "absolut falder sammen med produktivkræfternes udvikling", "antage en bestemt form, som er forskellig fra den selv"(258:bd.2,384f).

Denne bestemte rigdomsform baserer sig på mængden af fremmed, ubetalt arbejde målt ved arbejdstiden. Men måden, hvorpå kapitalen tilegner sig denne rigdom, sker i en form, som uophørligt kræver, at det nødvendige arbejde, som er det arbejde, som går til reproduktionen af arbejdskraften, reduceres til et minimum. Kapitalen producerer sin rigdom som en udbytning af det levende arbejde. Men for kapitalen er det levende arbejde en variabel størrelse, som udviklingen af produktivkræfterne har til formål at overflødiggøre mest muligt som produktionsbetingelse.

I forhold til rigdommens udvikling er det historiske udgangspunkt for Marx, at rigdommen siden ursamfundenes opløsning altid har fundet sted i en form, som har indebåret individernes lænkebinding under arbejdsdelingen. Modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde tager med klassesamfundenes udvikling form som en modsætning mellem en lille, herskende klasse, repræsenterende samfundets almene interesser, og en stor undertrykt masse af umiddelbare producenter. Fra antikkens dage og op til vore dage har de umiddelbare producenter - det være sig slaver, livegne bønder eller lønarbejdere - kun oplevet udviklingen af åndslivet, videnskaben og samfundets almene kundskaber som en fjern og uopnåelig virkelighed stående i skærende kontrast til deres egen åndelige forarming og legemlige nedslidning.

I samfundets antagonistiske transitionsperiode udvikler menneskeheden i almenhed sig på bekostning af individernes udvikling i den umiddelbare produktion. Med industrialiseringen når arbejdsdelingen et niveau, hvor rigdommen i sin rovdrift på den umiddelbare producent kun efterspørger dennes arbejdsevne i forhold til de mest simple og i sin karakter ofte mekaniske arbejdsfunktioner. I en kvalifikationsmæssig nedadgående spiral tvinges den gamle håndværker ud i en konkurrence, hvor han under skiftende omstændigheder må se sig udkonkurreret af enten ufaglærte mænd og kvinder eller af indvandrere og børn. Spiralens sidste omdrejning nås, når det levende arbejde selv bliver udkonkurreret af maskinerne. 

I den tayloristiske masseindustri når arbejdsdelingen og den på en yderligere udvikling af arbejdsdelingen baserede rigdom sit højdepunkt, som samtidig synes at signalere arbejdsdelingens grænse. I den tayloristiske masseindustri er opsplitningen af arbejdet forfinet til et punkt, hvor arbejdet horisontalt er specialiseret ud på så stort et antal opgaver, at den enkelte arbejdsopgave er identisk med ganske få monotone bevægelser ofte med en cyklustid på et par minutter eller mindre. I forhold til disse jobs kommer uddannelse slet ikke på tale. Der er i bedste fald tale om minutters jobtræning. Som niveauer over denne arbejdsdeling findes en vertikal specialisering, som udskiller arbejdsledelse, planlægning, kvalitetskontrol og fejlfinding, rationalisering og innovation m.m. som særlige arbejdsopgaver.

I den tayloristiske masseindustri forefindes arbejdsdelingen i en form, hvor det umiddelbare arbejde, som den proces hvor mennesket realiserer og udvikler sin arbejdsevne, har mistet ethvert indhold. Den menneskelige arbejdsevne er i industrisamfundet blevet ren teknik - og som sådan vil "sagsforholdet" også i sidste instans blive løst. Ren teknisk - som automation. Den arbejdsevne, som samfundet har reduceret til ikke at evne mere end maskinerne evner, vil før eller siden blive erstattet af maskiner. Når denne ekstreme arbejdsdeling, som for den umiddelbare producent fremstår som en lænkebinding af hans åndelige potentialer, kan fremvise så storslåede resultater, skyldes det ene og alene, at produktivkræfternes udvikling og dermed udviklingen af rigdommen i hele denne transitionsperiode i det væsentlige har været identisk med en udvikling af arbejdsdelingen. 

Det er dog Marx's standpunkt, at denne udvikling har en grænse. I Den tyske Ideologi skriver Marx og Engels. "Vi har allerede tidligere vist, at ophævelsen af forholdenes selvstændiggørelse over for individerne, underkastelsen af individualiteten under tilfældigheden, subsumptionen af individernes personlige forhold under de almene klasseforhold etc i sidste instans er betinget af arbejdsdelingens ophævelse. Vi har ligeledes vist, at arbejdsdelingens ophævelse er betinget af samkvemmets og produktivkræfternes udvikling til en sådan grad af universalitet, at privatejendommen og arbejdsdelingen er blevet en lænke for disses udvikling. Vi har yderligere vist, at privatejendommen kun kan blive ophævet under betingelserne af en alsidig udvikling af individerne, eftersom det forefundne samkvem og de forefundne produktivkræfter netop er alsidige og kun kan blive tilegnet af alsidigt udviklede individer, dvs tilegnet som deres livs frie virksomhed"(242:424).[35]

Allerede i dag oplever vi i den moderne fabrik, hvorledes den tayloristiske arbejdsdeling er blevet en lænke for produktivkræfternes fortsatte udvikling. Problemet er ikke blot en arbejdsstyrke, som er meget lidt motiveret, som er stresset og som måske har et stort sygefravær. Problemet for de masseproducerende produktionssystemer er tillige manglende fleksibilitet, manglende evne til hurtig omstilling og innovation. Nøglebegrebet i fremtidens industrisystemer er ikke arbejdsdeling men integration.

Integrationen af de tidligere opsplittede arbejdsfunktioner til én sammenhængende, sensibel produktionsproces finder sted som en tilbagevenden til "det gamle håndværk" - men nu i en ny form kendetegnet ved videnskabens direkte inddragelse i produktionen. Jvf. Fig. 12.4.

fig. 12.4.gif (11554 bytes)

Fig. 12.4. Stigningen i den menneskelige arbejdsevnes produktivitet har lige siden ursamfundenes opløsning primært taget form som en udvikling af arbejdsdelingen. Undervejs i denne udvikling og tidsmæssigt sammenfaldende med den sekundære triadeformations forskellige klassesamfund antager det åndelige arbejde én fra de umiddelbare producenter adskilt form. Automationen repræsenterer i denne opstilling en tilbagevending til det gamle håndværk, men nu på et højere niveau. Som håndværket hviler automationen på en umiddelbar integration af alle arbejdsprocesser til ét samlet produktionssystem, men nu ikke med den enkelte håndværker men med videnskaben som produktionens styrende led.

I denne sammenhæng skal det fremhæves, at det er en uheldig formulering at tale om arbejdsdelingens ophævelse. Det associerer et forhold, hvor ophævelsen sker som en ren viljesakt. Som sådan vil ophævelsen være identisk med en tilbagevenden til gamle produktionsmetoder i disses gammelkendte former.

Arbejdsdelingens virkelige ophævelse sker som en udvikling af arbejdsdelingen frem til et punkt, hvor modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde reelt betinger at blive nedbrudt som en forudsætning for integrationen af de forskellige arbejdsprocesser.

Integrationen bæres oppe af informationsteknologiens udvikling og dennes mulighed for at etablere en computerstyret produktionsproces, hvor fremstillingen overlades til automationen, og hvor menneskets opgave bliver som den gamle håndværkers opgave: at overse den samlede produktionsproces samt at være kreativ, produktiv, særpræget grænsende til det kunstneriske - blot nu ikke med hænderne men med videnskaben som redskab.

Marx skriver. "At give produktionen videnskabelig karakter er derfor kapitalens tendens..."(258:bd.3,741). Denne tendens slår igennem med opkomsten af den kapitalistiske storindustri, som først er den produktionsmåde, som egentligt svarer til kapitalens begreb. I storindustrien er produktionsmidlerne ikke længere kun formelt subsumeret under kapitalen, dvs "hele produktionsprocessen" er ikke længere noget, der er "subsumeret under arbejderens umiddelbare færdighed", derimod antager produktionsprocessen form som "teknologisk anvendelse af videnskaben" og i denne form er "det umiddelbare arbejde nedværdiget til blot at være et moment i denne proces"(258:bd.3,741).

På de følgende sider i Grundrids[36] uddyber Marx konsekvenserne af en yderligere videnskabeliggørelse af arbejdet. Det forunderlige ved Grundrids' kommentarer til arbejdets videnskabeliggørelse er, at det i grunden først er den igangværende informationsteknologiske revolution[37], som gør disse kommentarer forståelige i konkret henseende. Tendenser til arbejdets videnskabeliggørelse så Marx i 1800-tallets storindustri - en storindustri som endnu ikke har oplevet Fordismens masseindustri endsige dén teknologiske revolution, som microchippen i vor tid har indvarslet. Når der i det følgende henvises til disse passager i Grundrids, skal det derfor understreges, at arbejdets videnskabeliggørelse i sidste instans er forbundet med informationsteknologiens muligheder for at computerunderstøtte den materielle produktionsproces[38]. Med disse forbehold in mente, sætter Marx en ny skranke for kapitalen, som er identisk med det umiddelbare arbejdes ophør som produktionens grundlag.

Kapitalen baserer sin rigdom på udbytning af det levende arbejde, som videnskabens yderste inddragelse i produktionen imidlertid tendentielt overflødiggør. Denne modsigelse i kapitalens udbytningsform omtaler Marx som "den yderste udvikling af værdirelationen og den på værdien beroende produktion"(258:bd.3,748).

Karakteristisk for kapitalens indre modsigelse i denne sin yderste udvikling er, at dens rigdom bliver mindre afhængig af mængden af anvendt umiddelbart arbejde, dvs af den arbejdstid, som umiddelbart går til fremstilling af produktet, og mere afhængig af videnskabens almene stade og af individernes evne til at anvende videnskaben som en umiddelbar produktivkraft i produktionen. Kapitalen bliver afhængig af produktivkræfter, som ikke længere "gør hovedproduktivkraften, selve mennesket ensidigt, begrænset"(258:bd.2,395), men som omvendt vokser "med individernes alsidige udvikling"(288:17). På et bestemt udviklingstrin lader produktivkræfterne sig ikke længere udvikle på bekostning af individernes almene udvikling. Denne sammenhæng er imidlertid kapitalens værdiøgningslogik fremmed. Den er på samme tid en skranke for kapitalens udvikling, som den er en betingelse for individernes tilegnelse af deres egen produktivkraft  som deres.

Om denne udvikling inden for den moderne storindustri skriver Marx, at "skabelsen af den reale rigdom bliver mindre afhængig af arbejdstiden og mængden af det anvendte arbejde". I stedet træder andre faktorer, som Marx sammenfattende omtaler som "videnskabens almene niveau og teknologiens fremskridt, dvs videnskabens anvendelse på produktionen"(258:3.bog,748).[39]

I relation til denne udviklingstendens skriver Marx videre om selve arbejdets organisering. "Arbejdet fremtræder ikke længere så meget som indbefattet i produktionsprocessen, men mennesket forholder sig snarere til produktionsprocessen som overvåger og regulator (...) Det er ikke længere arbejderen, der skyder en modificeret naturgenstand ind som mellemled mellem objektet og sig selv; men naturprocessen, som han omformer til en industriel proces, skyder han som middel mellem sig og den uorganiske natur, som han gør sig til herre over"(258:bd.3,749).

Marx beskriver her en arbejdsorganisation, som først for alvor er ved at blive til virkelighed i vor tid i kraft af de computerstyrede produktionssystemer. Hvor den umiddelbare arbejder netop opnår sin umiddelbarhed i produktionen i kraft af dennes umiddelbare styring af selve produktionens bearbejdningsproces, der overtager computeren i dag denne styring. I den storindustri, som er Marx's referenceramme, har den umiddelbare arbejder fortsat styringsfunktioner. Integrationen af det hele til en sammenhængende produktionsproces er først muliggjort med computerteknologiens udvikling.  

Når den umiddelbare arbejder først kan træde ved siden af selve produktionsprocessen, ved siden af de automatiserede maskinsystemer, så er disse forvandlet til at være "organer for mennesket hjerne, skabt af menneskets hånd; genstandsgjort videnskab. Udviklingen af den faste kapital viser, i hvilken grad den almene samfundsmæssige viden, knowledge, er blevet til umiddelbar produktivkraft, og (hvor meget) derfor betingelserne for samfundets livsproces selv er kommet under kontrol af den almene fornuft og omskabt i henhold til denne. I hvilken grad de samfundsmæssige produktivkræfter er produceret, ikke blot i form af viden, men som umiddelbare organer for den samfundsmæssige praksis, for den reale livsproces"(258:bd.3,750).

Elimineringen af det umiddelbare arbejde som produktionens grundlag bestemmer Marx nu som kapitalens skranke. "I denne forvandling er det hverken det umiddelbare arbejde, mennesket selv udfører, eller den tid, det arbejder, men det er tilegnelsen af dets egen almene produktivkraft, dets forståelse af naturen, dets beherskelse af naturen i kraft af dets eksistens som samfundslegeme - kort sagt, udviklingen af det samfundsmæssige individ, der fremtræder som den store grundvold for produktion og rigdom". I denne sætning formulerer Marx den virkelige rigdoms begreb: menneskets forståelse og beherskelse af naturen i kraft af dets eksistens som samfundslegeme.

Og Marx fortsætter. "Det tyveri af fremmed arbejdstid, hvorpå den nuværende rigdom beror, forekommer at være et sølle grundlag, sammenlignet med dette nyudviklede grundlag, som storindustrien selv skaber. Så snart arbejdet i sin umiddelbare form er ophørt med at være den store kilde til rigdom, ophører arbejdstiden og må ophøre med at være dens mål og derfor bytteværdien (målet) for brugsværdien. Massernes merarbejde er ophørt med at være betingelse for udviklingen af den almene rigdom, ligesom de fås ikke-arbejde for udviklingen af det menneskelige hoveds almene magt. Dermed bryder den produktion sammen, der er baseret på bytteværdien"(258:bd.3,749).

Med andre ord fremstår det som en skranke for kapitalen, at den kun kan udvikle sin egen rigdom (det ubetalte arbejde) gennem en udvikling af samfundets virkelige rigdom (arbejdets produktivkraft). Udviklingen af arbejdets produktivkraft indebærer fortløbende, at målestokken for kapitalens rigdom, arbejdstiden, reduceres til et minimum. "Kapitalen er selv den processerende modsigelse, (derved) at den tilstræber at arbejdstiden sættes til et minimum, mens den på den anden side konstituerer arbejdstiden som det eneste mål for og den eneste kilde til rigdom"(258:bd.3,749).

Ovennævnte bestemmelse af arbejdstiden som et mål for brugsværdierne får med den igangværende informationsteknologiske revolution en særlig konkret forståelse. I dag manifesterer den virkelige rigdom sig mere og mere som et gabende misforhold mellem den anvendte arbejdstid og produktet (brugsværdien). I relation til den materielle fremstillingsproces af alverdens produkter er den informationsteknologiske revolution kendetegnet ved, at det er "information" som føjer ny kvalitet, ny værdi til måske allerede gammelkendte produkter. Ofte består produktudvikling i vor tid i at smelte "´jernalderen" sammen med - ikke "atomalderen" men "siliciumalderen", dvs gøre produkterne "intelligente". I forhold til arbejdstiden som rigdommens målestok er problemet blot, at det stort set ingen energi (arbejde) kræver at genfremstille (kopiere) informationsvarer.

Værdien af en vare måles ikke ved den arbejdstid, som faktisk er nedlagt i den, men ved mængden af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid til fremstilling af varen.[40] Fremstillingen af mange af vor tids "intelligente" forbrugsvarer er allerede forsvindende lille i forhold til de udviklingsomkostninger, den tekniske anvendelse af videnskaben, som er genstandsgjort i produkterne. Da omkostningerne ligger i udviklingsarbejdet og ikke i fremstillingsarbejdet, styrtdyrker priserne på de pågældende varer i løbet af få år eller måneder. Og venter forbrugeren længe nok, får han kastet produkterne gratis i nakken.

Softwareprogrammet "Windows" har kostet millioner af dollars at udvikle, men først udviklet kan det genfremstilles (kopieres) for ingenting. Rolls Royce nr 1.000 på samlebåndet genstandsgør fortsat en stor værdi. Derimod koster det stort set ingenting at fremstille eksemplar nr. 1.000 af "Windows". Med arbejdstiden som målestok er eksemplar nr. 1.000 af "Windows" reelt uden værdi. Dvs arbejdstiden er en fattig målestok for bestemmelsen af den rigdom, som dette program i virkeligheden repræsenterer. Bill Gates, den amerikanske ejer af softwarefirmaet Microsoft, er paradoksalt nok blevet milliardær på at sælge værdiløse programmer. Et kunststykke, som alene er muligt i kraft af copy-rettigheder, dvs i kraft af samfundets politiske lovgivning på området.

Den pris, som forbrugerne betaler for mange af vor tids informationsvarer, afspejler ikke varernes værdi. Der er snarere tale om en afgift, som forbrugeren betaler for at få adgang til en viden; adgang til et informationssystem, et netværk, en database etc. I informationssamfundet skal forbrugerne til igen - men nu på en ny måde - at lære det gamle bud om, at du ikke må stjæle. I informationssamfundet kommer der et større politisk element ind i varernes prisfastsættelse. Et politisk element som er økonomisk betinget.[41]

Alle, som kender forbrugsmønsteret i Østeuropa eller i mange udviklingslande, vil vide, at original software, musik og film på bånd m.m. ikke er noget man køber. Her er det en levende realitet, at disse produkters fremstillingspris reelt er lig nul. Forskellige undersøgelser anslår, at op imod 98% af den software, som findes i lande som Polen, Ukraine og Rusland eksisterer i form af pirat-kopier.

I ovennævnte gengivelse af Marx's bestemmelse af kapitalens skranke, synes Marx at have ret i, at arbejdstiden mere og mere fremstår som en fattig målestok for rigdommen. Spørgsmålet er imidlertid, om bytteværdien og dermed i sidste instans kapitalen nødvendigvis må bryde sammen, fordi "industrisamfundet" bryder sammen? Selv i et samfund, hvor det i Marx's forstand umiddelbare arbejde er ophørt med at være produktionens grundlag, synes produkterne dog fortsat at kunne antage vare- og kapitalform.

I beskrivelsen af arbejdets videnskabeliggørelse er Marx uklar på spørgsmålet om "den frie tid" eller den "fri-gjorte tid", som er en følge af videnskabens inddragelse i produktionen.

Ét af de perspektiver, som Marx ser i den mere og mere automatiserede storindustri, er muligheden for at forøge den "disponible tid", hvormed Marx mener "ikke-arbejdstid"(258:bd.3,752), dvs fritid. Arbejdets frigørelse refererer her til de muligheder, som fritiden uden for arbejdet åbner op for i forhold til individernes almene udvikling. "Individualiternes frie udvikling - og derfor [skal] det nødvendige arbejde ikke reduceres for at skabe merarbejde, men samfundets nødvendige arbejde [skal] overhovedet reduceres til et minimum; modsvarende individernes kunstneriske, videnskabelige osv. uddannelse gennem den for dem alle fri-gjorte tid..."(258:bd.3,749).[42] Og senere fortsætter Marx. "Thi den virkelige rigdom er alle individers udviklede produktivkraft. Målestok for rigdommen er da slet ikke længere arbejdstiden, men den disponible tid"(258:bd.3,753).

Siden Marx skrev dette for mere end hundrede år siden er en arbejders livslange arbejdstid blevet reduceret afgørende. En reduktion som ganske klart har skabt muligheder for en større udvikling af den umiddelbare producents almene evner. Alligevel er dette aspekt ved "arbejdets frigørelse" for snævert. Det er ydre i forhold til frigørelsens egentlige væsen. Frigørelsen i arbejdet er ikke betinget af, at samfundsprogressionen bevæger sig i retning af et "fritidssamfund". Selv om arbejdet i den industrielle fremstillingssektor i fremtiden vil skrumpe ind, er dette ikke identisk med, at det samfundsmæssigt nødvendige arbejde til samfundets reproduktion tillige vil skrumpe ind. Med produktivkræfternes udvikling opstår nye arbejdsarter. Endvidere er det en vildfarelse at tro, at den automatiserede fremstillingssektor er helt uden arbejdere.

Fokuseringen på "den disponible tid" som den frigørende faktor overser det væsentlige forhold - at arbejdet ændrer karakter med arbejdets videnskabeliggørelse. Den umiddelbare producent forsvinder som en fordistisk massearbejder for imidlertid at genopstå som en personificering af "det udviklende arbejde", som er det arbejde, der er betinget af den rigeste udvikling af producenterne selv, som arbejdets største produktivkraft.

Frigørelsen i arbejdet selv består i, at modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde nedbrydes i en produktionsproces, som efterspørger en alsidig udvikling af individerne selv, som den første forudsætning for sin reproduktion.  

Dette er det virkeligt frigørende perspektiv, som Marx ser i den teknologiske udvikling.


[34] Jvf. (258:bd.2,540).

[35] I modsætning til så mange andre formuleringer kæder Marx her en reel ophævelse af privatejendommen sammen med en bestemt udvikling af arbejdet, som omfatter en alsidig udvikling af individerne.

[36] Jvf. (258:bd.3,741-758).

[37] I den østeuropæiske Marx-litteratur kaldes denne revolution for "den videnskabeligt-tekniske revolution". 

[38] Flere af de skranker, som Marx tilkender kapitalens måde at udvikle arbejdet på, refererer derfor ikke til vor tids informationsteknologiske revolution, men til modsigelsesforhold, som kapitalen forlængst har overvundet ved at sætte i en ny form. Eksempelvis skriver Marx, at den kapitalistiske storindustris "basis" "bortfalder" med overgangen fra den fase, hvor varen er produkt af "det isolerede umiddelbare arbejde", som realiserer sig i "et særskilt produkt", og hvor hele "den samfundsmæssige karakter" først bliver "konstitueret gennem udvekslingen" og til den fase, hvor det er "kombinationen af den samfundsmæssige aktivitet, der fremtræder som producent", dvs den fase, hvor "den enkeltes arbejde i dets umiddelbare eksistens" er konstitueret som "ophævet enkelt arbejde, dvs som samfundsmæssigt arbejde"(258:bd.3,754). De tider, hvor den enkelte arbejder kunne genfinde sit arbejde i et særskilt produkt, er imidlertid ophørt for mere end hundrede år siden.   

[39] I vor tid kan der fremtrækkes mange eksempler på, at det, som gør et land rigt, i sidste instans ikke er betinget af store nationale naturrigdomme, men betinget af, i hvilken udstrækning det er lykkedes at udvikle den største af alle produktivkræfter - nemlig mennesket selv. Når en yderligere udvikling af produktivkræfterne alene er betinget af en yderligere udvikling af mennesket selv, af dets viden og tekniske kunden, af dets organisatoriske formåen og af dets adgang til den nødvendige information, så er intet folk, intet land længere af naturen stillet dårligere i kampen om rigdom og velfærd. Adgangen til rigdom kan være blokeret af andre faktorer - men disse faktorer vil altid vedrøre mennesket selv.

[40] Jvf. (277:1.bog 1,133).

[41] Under "den virkeliggjorte socialsime" blev varepriserne i udpræget grad politisk bestemt. Men taget disse samfunds udviklingstrin i betragtning afspejlede dette politiske element i vareprisernes fastlæggelse ikke nogen økonomisk nødvendighed men alene samfundets politiske vilje.

[42] Jvf. også (258:bd.3,757f).

 
12.2.2.1. Den informationsteknologiske revolution

 

Arbejdets videnskabeliggørelse er teknologisk set knyttet til chipsteknologiens udvikling. Micro-chippen, den digitale informationsteknologi, som dybest set er lige så simpelt som morse-teknologien[43], er godt i gang med at gennemføre en revolution, som er den mest gennemgribende nogensinde i menneskehedens historie. Det er en teknologisk revolution med omfattende samfundsmæssige konsekvenser. Det kan være svært at danne sig et overblik over denne udvikling, da den forløber ekstremt hurtigt. Computerkraften ombord på den Apollo 11 rumraket, som den 21. juli 1969 landsatte det første menneske på Månen var på størrelse med de Commodore-computere, som forældre ti år senere gav deres børn til almindelig underholdning. Indtil videre er PC'ernes hastighed blevet fordoblet hvert andet år. Chipsteknologien virkeliggør dagligt tre mål: mindre, kraftigere og billigere. [44]

Et kig ind i fremtiden med informationsteknologiske briller kunne passende indledes med følgende spørgsmål: Hvordan vil det påvirke samfundet, hvis computerkraft er noget, der er tilstede i sammen mængde og til samme pris som sand i Sahara? Bill Gates fra Microsoft har karakteriseret udviklingen i chipsteknologien således: "Hvis man vil forstå udviklingen i computerindustrien, skal man bare forestille sig, at computere kan arbejde med uendelig hastighed, og at de intet koster. Derefter må man så forestille sig, hvordan de så ville blive brugt. Det er dén retning, vi er på vej i."[45]

Og det sætter et væld af kvalitative forskelle, hver gang computerkraften fordobles (eller hundrededobles). Det er naturligvis en revolution i sig selv at computerunderstøtte den materielle fremstillingsproces i en sådan grad, at det reelt er computere, der styrer fuldautomatiske maskinsystemer. Men denne teknologiske revolution åbner igen op for en samfundsmæssig omvæltning, hvor fremstilling og ledelse, proces og styring fysisk kan fjernes fra hinanden. Som allerede omtalt under afsnittet om verdensmarkedet kan denne adskillelse af hidtil forbundne elementer med økonomiens globalisering skabe helt nye globale afhængighedsforhold, som nødvendigvis ikke behøver at indskrænke sig til den materielle fremstillingsproces. En specialviden i hjernekirurgi kunne eksempelvis være udviklet på et amerikansk hospital, og herfra kunne computerunderstøttede operationer ledes, styres og udføres på patenter indlagt på hospitaler lokaliseret på helt andre kontinenter. Det er teknisk muligt allerede i dag. Også den teknologiske udvikling indebærer, at vi alle i stigende grad bliver afhængige af hinanden.

Den informationsteknologiske revolution stopper ikke op ved en videnskabeliggørelse af selve arbejdsprocessen. Revolutionen trænger direkte ind i den enkeltes hverdag, idet den også som mål har at gøre produkterne "intelligente". Et godt eksempel herpå er telefonen.

I mange år blev telefonen produktudviklet gennem ændret materialevalg, formgivning, formindskelse i fysisk volumen etc. En udvikling som ikke radikalt ændrede på selve telefonens funktionsmuligheder. Denne ændring indtraf først, da der blev føjet information til telefonen, da telefonen blev "intelligent". De første stadier i denne udvikling kender mange fra deres arbejdsplads, hvor telefonen er blevet computerunderstøttet, dvs det enkelte telefonapparat står via en computer i kontakt med et internt netværk. I display'et meddeler telefonen eksempelvis straks navnet på den person, som ringer op, hvis der er tale om et internt opkald. Der er tale om telefoner, som kan programmeres til at udføre et væld af funktioner.

Senere stadier i denne udvikling vil omfatte udviklingen af "et globalt computerunderstøttet telefonnet", hvor alverdens telefoner korresponderer med den samme computer. På dette telefonnet behøver brugeren nødvendigvis ikke døgnet rundt at slæbe rundt  på den bærbare PC'er, mobiltelefonen etc. Hvis blot brugeren er udstyret med en sender, der altid fortæller nettet, hvor man er (for de high-tech'ede kunne senderen være indopereret i den ene øreflip), så vil nettet sørge for, at man bliver ringet op på netop den telefon, der står på skrivebordet, bardisken, natbordet eller i flysædet foran en. At du taler dansk, og personen, som ringer op, taler kinesisk, betyder ikke noget. Før du hører stemmen, er talen oversat til dansk af en computer.

Andre produkter, som står over for at blive gjort "intelligente", er så forskellige "fænomener" som din hoveddør, ID-kortet, lysnettet, indkøbssedlen, bilen, supermarkedet, banken, motorvejene, avisen - i princippet ethvert produkt, som forbrugeren vil finde en ny kvalitet ved, hvis blot det får indbygget en lille chip i sig, som står i kontakt med "nettet".

Informationsteknologien rejser perspektivet om en verden, som eksisterer som et globalt, horisontal informationsnetværk, hvor alverdens udbydere af information og alverdens funktionelle brugere af information kan befinde sig hvor-som-helst-når-som-helst, og fortsat være en del af netværket.

I den samfundsmæssige formationsproces står mennesket først over for i sin virkelighed at erfare, at i hele livets evolutionsproces har evnen til at overføre information samt evnen til at omsætte information til funktion været én af udviklingens mest succesrige strategier.

Nøgleordet i denne udvikling er opbygningen af et eller mange informationsnetværk. Måske overraskende påpeges det af mange[46], at informationernes tilgængelighed for alle verdensmarkedets borgere - og ikke kun for regeringer, embedsmænd og forretningsfolk - udgør én af de stærkeste politiske drivkræfter bag den økonomiske globaliseringstendens. Informationsmæssigt står vi først i dag overfor at blive verdensborgere. Et fælles informationsnetværk er under opbygning. Internet, America OnLine, CNN m.m. er kun begyndelsen på en udvikling, som langsomt vil opbygge en global interesse og orientering hos verdens borgere. Et afgørende skridt videre i denne udvikling tages, når TV-apparatet, telefonen og PC'eren vokser sammen til en to-vejskommunikation mellem informationernes udbydere og forbrugere.

Uden tvivl indeholder Internettet mange af de komponenter, som vi vil se i fremtidens informationsnetværk, fordi dette net i sin opbygning er horisontalt, fladt og decentralt. Nettet er blevet sammenlignet med en selvorganiserende organisme. Da det amerikanske forsvar opfandt dette net i 1960'erne, som et svar på truslen om et atomangrebs ødelæggelse af et centralt opbygget informationssystem, forudså ingen, at man hermed lagde grundstenen til vor tids hurtigst voksende netværk, som inden år 2000 vil omfatte over 100 millioner brugere fordelt over hele jordkloden.

Konsekvenserne af den informationsteknologiske revolution er der ingen, der kan overskue. Blot synes det at være en lov, at jo nærmere mennesket når en videnskabelig beherskelse af naturkræfterne, jo mere vitalt, jo mere omfattende og dybtgående i sine konsekvenser "slår naturkræfterne tilbage", hvis denne beherskelse alligevel ikke er fuldkommen.

Denne sammenhæng genfindes også inden for to andre af vor tids store teknologiske revolutioner - den bioteknologiske og den materialeteknologiske revolution.

Den bioteknologiske revolution åbner uanede muligheder inden for verdens fødevareproduktion. I årene fra 1950 til 1984 steg verdens kornproduktion 2.6 gange, hvilket var mere end den globale befolkningstilvækst.[47]  Produktionsmetoderne, som lå til grund for denne voldsomme vækst, forekommer dog allerede i dag ikke at være bæredygtige på længere sigt. Med den bioteknologiske revolution åbnes der nye muligheder. Amerikaneren Paul Kennedy, som ellers tegner et dystert billede af jordklodens fremtid i bogen Preparing for the twenty-first century medgiver, at genteknologien måske er den grønne revolution, som alligevel muliggør, at jordkloden kan brødføde milliarder af flere mennesker.[48]

Jordkloden rummer omkring 75.000 spiselige plantearter. Denne værdifulde biologiske diversitet afspejler sig dog ikke i den kost, som mennesket ren faktisk ernærer sig ved. 90 % af vores mad stammer fra kun 20 plantearter, som gennem århundreder er blevet gjort til monokulturplanter. Bioteknologien kan ganske givet gøre disse planter endnu mere effektive, men måden hvorpå det gøres, vil være afgørende for de langtrækkende konsekvenser heraf. Hvis vore kulturplanter gennem genteknologien bliver gjort resistente overfor en fortsat øget anvendelse af pesticider, herbicider, fungicider osv, så har vi allerede bevæget os ind på en sårbar balancegang, hvor vigtige afgrøder bliver gjort afhængige af en vedvarende forgiftning af jorden. Men genteknologien kan også bruges til at gøre de forskellige kulturplanter modstandsdygtige over for bestemte plantesygdomme, overfor frost og tørke, ja teknologien kan lige frem være med til at give tomaterne og gulerødderne deres smag tilbage.

Hvad angår den materialeteknologiske revolution, går udviklingen i retning af, at alting bliver mindre og mindre. Produktionen bliver mindre ressourceforbrugende i forhold til såvel materiale- som energiforbruget. Vi bevæger os i retning fra et materialeforbrugende samfund til et informationsforbrugende samfund. Eksempelvis nedlagde teleselskaberne for få år siden transatlantiske kobberkabler, som kunne transmittere 48 samtidige samtaler. I dag nedlægges der fiberoptiske kabler med en kapacitet på 80.000 samtidige samtaler.[49] I dag kan 32 kg fiberoptisk kabel transmittere lige så mange signaler som en ton kobbertråd. At fremstille 32 kg. fiberoptisk kabel kræver mindre end 5 % af den energi, som er nødvendig for at producere en ton kobbertråd.[50]

Denne udvikling fremkalder sjældent de røde advarselssignaler. Og dog! Når hukommelseschip'sene om nogle år er blevet endnu meget mindre, vil de finde indpas i microrobotter, sensorer m.m., der eksempelvis som høreapparater, insulinapparater er indopereret under huden på hørehæmmede og diabetikere eller som "fedtædeapparater", der bevæger sig rundt i forkalkede blodårer på fejlernærede amerikanere og danskere.

Ovennævnte tre omfattende teknologiske revolutioner synes på ingen måde i sig selv at være uforenelige med "bourgeoisiets historiske periode". Omvendt er udviklingen af ovennævnte teknologier med til at skabe det materielle grundlag for en ny verden, hvor menneskets produktivkræfter som mulighed omfatter en "ændring af den materielle produktion til en videnskabelig beherskelse af naturkræfterne"(255:217).

Den informationsteknologiske revolution rummer også nye muligheder for demokratiets udvikling - herunder muligheden for at bygge en ny folkelighed ind i de nedslidte nationale demokratier, som over for økonomiens globalisering mere og mere tager sig ud som magtesløse sogneråd.

Demokratiets skala vokser i samme grad, som den globale økonomi realiseres. Den tid synes mere og mere fjern, hvor demokrati var noget med at række hånden i vejret i en kreds af mænd, der siddende på store kampesten under et egetræ på stedet afgjorde svaret på nærværende problemer. Udfordringen i dag er at give demokratiet et reelt indhold, selv når det skal omfatte milliarder af mennesker, som skal tage stilling til den samfundsmæssighed, som milliarder af mennesker konstituerer.

Informationsteknologien  rummer her folkelige elementer, hvis den formes som sådan. Det er et spørgsmål om at gøre adgangen til information folkelig. Da forbrug af information er meget lidt energikrævende, koster driften af et informationsnetværk, som bringer borger og samfund sammen, ikke ret meget. Men det kræver naturligvis, at et sådant netværk bliver etableret - eksempelvis i form af en lettere tilgængelig tovejskommunikation mellem borger og politiker, borger og forvaltning; i form af en nedbrydning af sprogbarrieren; i form af elektroniske aviser til hver enkelt borger med vægten lagt på netop det nyhedsstof, som interesser den enkelte borger m. m.

Skal informationsteknologien blive en murbrækker for det globale demokrati, vil det kræve en målrettet samfundsmæssig indsats, som er rede til klart at overskride markedets egen logik.

Overlades informationsteknologien til markedet selv, vil informationerne reelt ikke blive tilgængelige for alle, tværtimod vil den informationsteknologiske udvikling være medvirkende til at skabe en ny funktionel analfabetisme i dén udstødte befolkningsgruppe, som vil være frakoblet den informationsteknologiske udvikling af samfundet.

I informationssamfundet vil PC'eren udgøre den centrale enhed, som forbinder det enkelte individ med informationsnetværket. At skabe lige muligheder for alle i denne nye fagre verden vil kræve en stærk politisk indsats. Overladt til markedet selv lærer en stor gruppe af børn og unge allerede i dag at begå sig i den nye computerverdenen med dens spil og edutaimentprogrammer. Men en restgruppe vil være overladt til, at det offentlige uddannelsessystem, offentlige institutioner som biblioteker m.m. lærer alle børn og unge at være fortrolige med informationsteknologiens muligheder. I "den stråtægte skole" fik alle børn i 1. klasse udleveret blyant og kladdehæfte. I det computerunderstøttede uddannelsessystem vil blyanten og kladdehæftet være udskiftet med en bærbar PC'er. Viger samfundet - som et eksempel - tilbage for at påtage sig denne demokratiske opgave, fremkalder informationsteknologien et spejlbillede af sig selv, idet den da vil skabe "et informationsteknologisk proletariat".


[43] Micro-chippens umiddelbare forskel til morseapparatet er af ren kvantitativ karakter. Men mængden og hurtigheden, hvormed micro-chippen kan overføre informationer, sætter en kvalitativ forskel.

[44] Det amerikanske tidsskrift "Wired" (nr. 1, 1993) fremfører til sammenligning, at hvis bilindustrien de sidste 20 år havde undergået en teknologisk udvikling lige så hurtigt som den, der er foregået i computerindustrien, så ville bilerne i dag have en tophastighed på 800.000 km./timen, bilerne ville kunne køre 400.000 km. på en liter benzin og koste i snit omkring 1000 $.

[45] Tale på Windows-Expo i København, maj 1993, her citeret fra Peter Hesseldahl: Computerdrømmen og de økologiske realiteter, p. 34.

[46] Jvf. f.eks. (26:59f) og (315:34f).

[47] Jvf. (166:65).

[48] Jvf. (166:78).

[49] Jvf. (302:24)

[50] Jvf. (302:25).

 
12.2.2.2. Arbejdets videnskabeliggørelse og proletariatets stilling

 

Den informationsteknologiske revolution vil skabe mange nye arbejdspladser, men den vil også nedlægge mange, ja hele erhverv vil forsvinde. Én type arbejdsplads vil forsvinde, og en anden type vil opstå. Men hvor befinder Marx's proletariat sig i relation til denne udvikling? Vil industriproletariatet helt forsvinde? Eller vil vi se en bølge af politiske og sociale omvæltninger af hidtil uset omfang og styrke, jo nærmere samfundsudviklingen når arbejdets videnskabeliggørelse bestemt som en skranke for kapitalen?

Endnu engang må vi konstatere, at Marx's formationsanalyse på mange måder modsiger hans revolutionsteorier. Af overstående bestemmelse af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave fremgår det, at Marx's industriarbejderklasse er en parentes i historien. Industriarbejderen er knyttet til den industrielle revolution, hvilket imidlertid ikke gælder for rigdommen som sådan. Produktivkræfterne vil udvikle sig ud over industrisamfundets måde at udvikle rigdommen på. I dette postindustrielle samfund vil Marx's industriarbejder indtage en plads i samfundet, som på mange måder er sammenligneligt med vore dages landmænd. (Jvf. Fig. 12.5.) Selv om sidstnævnte kun udgør tre til fire procent af befolkningen, så er de alligevel for mange. At fastholde tre procent af befolkningen i landbruget koster allerede det øvrige samfund gigantiske beløb i subsidier.

Men efter landmanden kommer industriarbejderen i den samme situation. Denne vil givet vis også havde stærke politiske organisationer i ryggen, som vil kunne forhale hele processen - men næppe stoppe den.

Den udvikling, som eksempelvis de københavnske bryggeriarbejdere har været konfronteret med på ganske få år fra midten af 70'erne og frem til i dag, afspejler industriarbejderklassens generelle stilling i vor tid. Hvor tusindvis af ufaglærte arbejdere i 70'erne kunne hjemtage nogle af Københavns højeste arbejderlønninger på de to bryggerier Tuborg og Carlsberg, der nærmer den situation sig hurtigt, hvor næsten alle disse arbejdspladser er overtaget af automationen. Københavnerne behøver dog ikke at tørste af denne grund. Enkelte tappemaskiner overkommer uden besvær at producere over 2 millioner øl i døgnet i næsten fuldautomatiserede produktionssystemer.

fig. 12.5.gif (14298 bytes)

Fig. 12.5. I fremtidens erhvervsfordeling vil fremstillingserhvervene, det være sig de primære erhverv (landbrug, minedrift m.m.) som de sekundære erhverv (industri m.m), omfatte mindre end 10 % af befolkningen. Informationssamfundets nye store erhvervsgruppe (tertiære erhverv) vil være beskæftiget med kundskabsbearbejdning, teknologisk innovation, service og administration.

I den marxistiske revolutionsteori er den industrielle arbejderklasse bærer af dén historiske proces, som gennem "arbejderklassens frigørelse" afskaffer alle "klasseprivilegier og monopoler" og dermed i sidste instans "afskaffelsen af ethvert klasseherredømme"(285:379). I kampen for sin egen befrielse befrier arbejderklassen i kraft af sin samfundsmæssige stilling hele samfundet fra udbytning og klasseundertrykkelse. Engels formulerer det således i et forord til Manifestet fra 1883. "Den grundtanke, der går gennem Manifestet: at den økonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale struktur inden for hver historisk epoke danner grundlaget for denne epokes politiske og intellektuelle historie; at følgelig al historie (siden opløsningen af det ældgamle fælleseje af jorden) har været historien om klassekampe, kampe mellem udbyttede og udbyttende, beherskede og herskende klasser på forskellige trin af den samfundsmæssige udvikling; at denne kamp imidlertid nu har nået et trin, hvor den udbyttede og undertrykte klasse (proletariatet) ikke mere kan befri sig for den udbyttende og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uden samtidig for bestandig at befri hele samfundet for udbytning, undertrykkelse og klassekampe - denne grundtanke tilhører ene og alene Marx"(81:22f).

Og som det afgørende middel til at indfri denne opgave står "erobringen af den politiske magt" som "proletariatets ophøjede pligt"(285:382).

Hos Marx knytter realiseringen af denne opgave historisk an til klassernes stilling i 1800-tallets industrisamfund. Men spørgsmålet er, om vi i dag, hvor de af Marx beskrevne tendenser til arbejdets videnskabeliggørelse reelt virkeliggøres, kan forestille os arbejderklassen i den revolutionsrolle, som Marx havde i tankerne i 1800-tallet. 

Den klassiske kritik herimod retter sig mod det forhold, at den tendens til pauperisme, som reelt kunne registreres i 1800-tallets industrisamfund, har vist sig mere historisk i sin karakter, end Marx formodede. I Inauguraladresse for den internationale arbejderassociation fra 1864 skriver Marx eksempelvis. "I alle lande i Europa er det nu en sandhed, der er indlysende for hver uhildet ånd, og som kun bestrides af dem, der af egoistisk beregning forkynder et foregøglet paradis, at ingen udvikling af teknikken, ingen opdagelse i kemien, ingen anvendelse af videnskaben i produktionen, ingen forbedring af trafikken, ingen nye kolonier, ingen udvandring, ingen åbning af nye markeder, ingen frihandel eller alle disse ting taget under ét, formår at bringe de arbejdende massers nød og elendighed ud af verden; tværtimod må enhver yderligere udvikling af arbejdsproduktiviteten på det nuværende falske grundlag uddybe de sociale kontraster og tilspidse de sociale modsætninger"(269:374).

Det er formuleringer som disse, som har underbygget, at Marx baserede sine revolutionsforhåbninger på arbejderklassens uundgåelige forarmelse og elendighed. At Marx dog også indrømmede arbejderklassens levevilkår (arbejdskraftens værdi) en mere historisk bestemmelse fremgår bl.a. af den samme inauguraladresse. Om titimersloven skriver Marx her, at denne lov ikke blot udtrykker "en stor praktisk sejr, det var et princip, der sejrede. Det var første gang, bourgeoisiets politiske økonomi i fuldt dagslys bukkede under for arbejderklassens politiske økonomi"(269:376).[51]

Ikke desto mindre har Marx og Engels i Manifestet formuleret den historiske tendens til pauperisme under den tidlige industrialisering som en egentlig elendighedsteori. De skriver her om arbejderklassen, at denne klasse er historiens første undertrykte klasse, som den udbyttende klasse er ude af stand til at sikre livsbetingelserne for. "Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige mod industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperismen udvikler sig hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under dette bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforenelig med samfundet"(247:38).

Trods den moderne fattigdom, trods arbejdsløshed og totredjedelssamfund passer Marx's beskrivelse ikke på forholdene for den ene milliard mennesker, som lever på triade-markedet. Her er kapitalen som almindelig norm tvunget til at betale en arbejder 50 gange mere end i det "socialistiske" Kina. Og hvem tror på, at de lave lønninger i Kina vil vare ved, når først industrialiseringen tager fart? Hvis menneskets befrielse fra undertrykkelse og klassemodsætninger; hvis samfundets egentlige naturudfrielse er betinget af en arbejderklasse, som synker længere og længere ned i pauperismen, så har menneskets befrielse for alvor mørke udsigter.

Elendighedsteorien bliver senere kritiseret af Engels. Således i dennes kritik af udkastet til det tyske socialdemokratis Erfurterprogram. Vendt mod formuleringen, "proletarernes antal og elendighed bliver stadig større", fremfører Engels. "Dette er ikke rigtigt - så absolut formuleret. Arbejdernes organisation, deres stadig voksende modstand vil sandsynligvis rejse en solid vold mod elendighedens vækst. Hvad der imidlertid med sikkerhed vokser, er usikkerheden i proletariatets eksistens"(90:231).[52]

Men tendensen til pauperisme under den tidlige industrialisering er kun ét af elementerne i den Marx'ske revolutionsteori, som er og bliver en revolutionsteori for 1800-tallets industrisamfund. I indvielsesskriftet for 1. Internationale skriver Marx også, at "arbejderne har ét af sejrens elementer i deres hånd - deres antal"(269:377). Denne almengørelse over en historiske tendens i industrisamfundet giver Engels også udtryk for i Anti-Dühring. "Den kapitalistiske produktionsmåde forvandler mere og mere det store flertal af befolkningen til proletarer, og derved frembringer den den kraft, der er tvunget til at fuldbyrde denne omvæltning for ikke selv at blive ramt af tilintetgørelse"(78:307).

Tankegangen er her fortsat Manifestets gamle tankegang. Med kapitalismens opkomst bliver "klassemodsætningerne forenklet" i og med, at "hele samfundet spalter sig mere og mere i to store forskellige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet"(247:27). Industrialiseringen indebærer, at alle andre samfundslag bliver opslugt af storindustriens fremmarch. Bortset fra den herskende klasse synker alle andre klasser ned i proletariatets rækker, som er den virkelig revolutionære klasse. 

"Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt. Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolutionære, så er det med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem, så forsvarer de ikke deres nuværende interesser, men deres fremtidige interesser"(247:36f).

Marx og Engels' beskrivelse af de forenklede klassemodsætninger under kapitalismen harmonerer ikke med beskrivelsen af de individer, som følger i kølvandet på arbejdets videnskabeliggørelse. Disse individer, som mere og mere træder ved siden af den direkte produktion, som er alsidigt og universelt udviklede individer, som beskæftiger sig med vidensbearbejdning, problemløsning, og for hvem uddannelse og ansvar samt kreativitet i arbejdet er fundamentale arbejdsbetingelser, disse individer passer ikke til beskrivelsen af Marx's masseproletarer. Og dog er det netop disse individer, som mere end nogen anden samfundsgruppe er fremtidens bærer af samfundets naturudfrielse.

Endvidere passer de forenklede klassemodsætninger heller ikke til det forhold, at der i det kapitalistiske samfund er opstået store befolkningsgrupper, som er knyttet til og et resultat af arbejderklassens mere eller mindre succesrige reformkampe. Lærere, pædagoger, turistguider, alverdens konsulenter, hjemmehjælpere og sundhedsarbejdere udgør en stadig større befolkningsdel. Marx's moderne industriproletar behøver næppe at frygte pauperismen men snarere den teknologiske udvikling. Den proletariske revolutions bærer står over for historisk at forsvinde allerede før samfundsprogressionen er moden for den kommunistiske samfundsformations tilblivelse.

Her gemmer der sig en modsigelse mellem Marx's formationsteori og revolutionsteori for det borgerlige samfund. I Marx's formationsteoretiske skrifter er menneskets befrielse først og fremmest knyttet til den teknologiske udvikling. Grundtanken er, at den teknologiske udvikling indeholder muligheden for menneskets befrielse - en mulighed som mennesket politisk skal tilkæmpe sig i sidste instans. I Marx's revolutionsteoretiske skrifter er menneskets befrielse først og fremmest knyttet til proletariatet, hvis ophøjede pligt det er her og nu at erobre den politiske magt. Men som tiden går decimeres industriproletariatet mere og mere. Den tanke, at den proletariske revolution er historiens første flertalsrevolution, synes virkeligheden mere og mere at modsige for hver dag, der går.

Ovennævnte modsigelse er gået i arv til Marx's socialistiske elever. Disse har sjældent stillet sig selv spørgsmålet: Hvilke produktivkræfter efterspørger reelt socialistiske produktionsforhold? I stedet for usikkerheden, som dette spørgsmål måtte efterlade, har de fundet ro i svaret: Vi - den socialistiske bevægelse - efterspørger her og nu socialistiske produktionsforhold. Voluntarismen i den socialistiske bevægelse har tilbageværende medført en manglende forståelse af "den virkelige bevægelse". Borgerens forvandling til verdensborgere er blevet set som resultatet af fremtidige politiske beslutninger truffet af forsamlede borgere - alt imedens øjnene er forblevet lukkede for den igangværende forvandling. Arbejdets videnskabeliggørelse er blevet set som fagforeningers krav om "det gode arbejde" - alt imedens den igangværende nedbrydning af industrisamfundets massearbejder er blevet udlagt som en trussel mod socialismen.

Det udviklende arbejdes virkelige bæredygtighed ligger ikke i, at det er et krav fra fagforeninger og politiske partier. Det vinder frem - også som en erkendelse hos kapitalistiske erhvervsledere - fordi motivation, kreativitet, overblik og fleksibilitet, dvs produktivitet i moderne produktionssystemer fremmes af personligt udviklende arbejde, personlig frihed og ansvar og hæmmes af kontrol og formynderi, af vertikale, funktionsopdelte hierarkier. Udviklingen af det enkelte individ er allerede blevet en produktivkraft, som kan kaste lønninger af sig hundrede gange større end i de industrier, hvor individets lænkebinding under arbejdsdelingen fortsat står i højsædet. Dette er den virkelige bevægelse, som Marx's industriarbejder står ambivalent over for.

Men i 1917 lykkedes det i Rusland at gennemføre en revolution, som fulgte Marx's politiske tankegang fra 1800-tallet. Om den proletariske revolutions differentia specifika til tidligere revolutioner skriver Lenin i 1918. "En af grundforskellene mellem en borgerlig og en socialistisk revolution består i, at der til brug for den borgerlige revolution, der er i færd med at gro frem af feudalismen, i det gamle samfunds skød lidt efter lidt danner sig nye økonomiske organer, som gradvis forandrer alle sider af feudalsamfundet. For den borgerlige revolution var der kun én opgave - at afkaste, sprænge og ødelægge alle det gamle samfunds lænker. Enhver borgerlige revolution, der opfylder denne opgave, opfylder alt, hvad der kræves af den: den styrker kapitalismens vækst"(211:89).[53]

Med den proletariske revolution forholder det sig ganske anderledes. Den kan kun forberede sig på den kommende revolution ved at akkumulere politiske og organisatoriske erfaringer i det, der er proletariatets ophøjede pligt: at erobre den politisk magt. Men rent økonomisk står proletariatet på bar bund. De til den proletariske revolutionsepokes svarende objektive produktionsbetingelser er endnu fraværende. Proletariatet kan derfor i omvæltningen ikke støtte sig på økonomiske organer, produktionsmæssige erfaringer, dvs på produktionsforhold og ejendomsforhold, som allerede er udviklet i kapitalismens skød, og som i en formationsmæssig bestemmelse er kapitalismen fremmed, idet de tilhører en højere formation.

Denne revolutionsopfattelse, som tilsvarer Oktoberrevolutionens historiske situation, tilsvarer også Marx's politiske revolutionssvar på 1800-tallets industrisamfund. Men revolutionsopfattelsen lader sig vanskeligt forene med den virkelighed, hvor den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver faktisk indløses.

Hvilken form overgangen til den kommunistiske samfundsformation vil antage i det 21. eller 22. århundrede, skal der ikke her gisnes om. Men skal overgangen finde sted på et udfoldet verdensmarked, dvs inden for rammerne af en global økonomi samt på et teknologisk niveau, hvor arbejdet i omfattende grad er videnskabeliggjort, så må overgangens bærere, den revolutionære kraft være de universelt og alsidigt udviklede individer, der som vidensarbejdere, forskere og produktudviklere, teknikere og "problemløsere" vil være mere loyale over for udviklingen af deres egen almene samfundsmæssighed, som produktionens største produktivkraft, end de vil være loyale over for deres ansættelsesforhold.

fig. 12.6.gif (17286 bytes)

Fig. 12.6. Indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver har historisk fundet sted og finder fortsat sted under meget forskellige revolutionstyper, som afspejler forskellige klassealliancer som revolutionens bærer.

Historisk kan vi i dag konstatere, at indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgave har fundet sted og fortsat finder sted inden for rammerne af meget forskellige revolutionstyper.(Jvf. Fig. 12.6.).

Arbejderklassen har i høj grad præget mange af disse revolutionstyper. Klassen er indgået i de folkemasser, som har båret de borgerlige revolutioner frem til sejren og i bestemte situationer gjort revolutionen permanent. Arbejderklassen har med "den virkeliggjorte socialisme" formået, at føre den borgerlige revolution ud over sig selv. Men den har aldrig kunnet undslippe, at indløsningen af revolutionens opgaver formationsmæssigt har hørt den borgerlige revolutionsæra til.

Med "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud er Oktoberrevolutionens æra som sådan afsluttet. Men som en bestemt revolutionstype formationsmæssigt knyttet til indløsningen af den borgerlige revolutionsepokes formationsopgaver, har verden nødvendigvis ikke oplevet den sidste "oktoberrevolution".

Kapitalismen har fortsat store udviklingsmuligheder foran sig i teknologisk og økonomisk henseende. Men inden for rammerne af mange liberalistiske samfund mestrer kapitalismen også at skabe omfattende sociale modsætninger, etniske konflikter, sult og elendighed. Konflikten mellem rige og fattige synes på ingen måde at være overstået, selv om kapitalismen vandt over socialismen i den kolde krig. Denne sejr kan omvendt føre til, at den måde, hvorpå kapitalen udvikler produktivkræfterne, trækker en endnu mere omfattende destruktion af arbejdskraft med sig. Overladt til sin egen logik vil kapitalismen ophobe de samfundsmæssige modsætninger. Da industrisamfundets epoke på globalt plan endnu ikke er tilendebragt; da store befolkningsgrupper i udviklingslandene fortsat har industrialiseringens velsignelser og forbandelser til gode, kan Marx's industriproletariat meget vel fortsat lade høre fra sig i form af den revolutionstype, som her er typologiseret som den "uafbrudte revolution".

Men sådanne revolutioner, hvor nødvendige de end måtte være af sociale grunde, vil ikke indvarsle den kommunistiske samfundsformation. Samfundets udfoldelse til totalitet vil først ske hinsides arbejdets videnskabeliggørelse og verdensmarkedets forvandling til en global økonomi.


[51] Jvf. også (271:437f), hvor Marx bl.a. skriver, at arbejdskraftens værdi adskiller sig fra alle andre varers værdi ved at dets værdi dannes af "to elementer, af hvilke det ene er rent fysisk, det andet historisk eller socialt".

[52] Jvf. også (79), hvor Engels tillægger arbejdernes faglige organisering afgørende indflydelse på lønnens størrelse og arbejdstidens længde.

[53] Sml. også (174:19f).

 
12.3 Marx om kommunismen som økonomisk samfundsformation

 

Selv om Marx aldrig har set det som sin opgave, at bestemme udviklingslovene for den kommunistiske samfundsformations bevægelse; ja selv om Marx har anset en sådan opgave som værende utopisk, så har Marx alligevel sammen med Engels kommet med mange bestemmelser og udsagn om forskellen mellem det borgerlige samfund og et fremtidigt ikke-kapitalistisk samfund. Disse udsagn har - om ikke andet - bevirket, at eftertiden har dannet sig bestemte opfattelser af, hvad der kendetegner Marx's kommunistiske fremtidssamfund.

Og naturligvis har Marx og Engels ikke blot gjort sig en række forestillinger om de store linier i historiens gang, forestillinger om historiens logik herunder historieprocessens retning og relative mål uden også at have konkretiseret dette relative mål i forhold til en forståelse af det kommunistiske samfunds differentia specifika. Ydermere var det deres klare opfattelse, at disse forestillinger var videnskabeligt underbygget. Som Engels skriver i 1886. "Vores (Engels og partiets, AL) udsagn om forskellen mellem et fremtidigt, ikke-kapitalistisk samfund og det nuværende er eksakte følgeslutninger på historiske kendsgerninger og udviklingsprocesser, og såfremt disse udsagn ikke bliver fremstillet i sammenhæng med disse kendsgerninger og udviklinger er de teoretisk og praktisk uden værdi"(84:429).

Netop som en følgeslutning på eksisterende udviklingstendenser har Marx og Engels kommet med mange bestemmelser om samfundet efter det borgerlige. Følgende bestemmelser fra Grundrids er repræsentativ for mange af Marx og Engels' udsagn om kommunismen. "Men faktisk, hvad er rigdommen, når den bornerte, borgerlige form afstrejfes, andet end den i det universelle bytte frembragte universalitet af behovene, individernes evner, nydelser, produktivkræfter osv? Den fulde udvikling af det menneskelige herredømme over naturkræfterne, såvel i den såkaldte natur som i menneskets egen natur? Den absolutte udarbejdelse af dets skabende anlæg, uden anden forudsætning end den forudgående historiske udvikling, som gør denne udviklingens totalitet, dvs udviklingen af alle menneskelige kræfter som sådanne til et mål i sig selv uden at måle dem ved en forud given målestok? Hvor mennesket ikke reproducerer sig i en bestemthed, men producerer sin totalitet? Hvor det ikke stræber efter at blive noget, som allerede er til, men er i tilblivelsens absolutte bevægelse?"(258:bd.2,473).

Marx beskriver her en samfundstilstand, som sætter den rigeste udvikling af mennesket selv som rigdommens mål. Dette smukke og attråværdige mål er imidlertid betinget af udviklingen af universelle, samfundsmæssige individer, som har tilegnet sig deres egne universelle, samfundsmæssige produktivkræfter.

Kommunismen er menneskets endelige herredømme over sig selv som naturkraft.  

Eller som Marx skriver i Kapitalen, så forestiller han sig det fremtidige ikke-borgerlige samfund som "en sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft"(277:1.bog 1,179).

Det interessante spørgsmål i denne sammenhæng omhandler en nærmere bestemmelse af de produktionsforhold, som tillader producenterne at tilegne sig deres egen samfundsmæssige produktivkraft som deres egen; som muliggør individernes bevidste forbrug af deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft. Spørgsmålet omhandler en nærmere bestemmelse af de produktivkræfter, som reelt efterspørger socialistiske produktionsforhold. Spørgsmålet omhandler karakteren af de afhængighedsforhold, som eksisterer mellem frie, associerede individer, og som muliggør, at den enkeltes arbejde direkte og umiddelbart fremstår som en bestanddel af det samfundsmæssige totalarbejde, og som dermed muliggør, at mennesket som associeret individ selv skaber sin historie som virkeliggørelsen af bevidst villede mål. Hvilken karakter har produkterne under sådanne produktionsforhold? Er varens fetichkarakter inden for disse samfundsformer overvundet i kraft af selve vareproduktionens overvindelse eller i kraft af andre forhold? 

På alle disse spørgsmål er der i en positiv form ikke meget hjælp af hente hos Marx og Engels. Og dog er Marx og Engels ganske afklarede på spørgsmålet om vareproduktionens gyldighedsområde. Denne indskrænker de ganske entydigt til det borgerlige samfund, dvs vareproduktionen og de til vareproduktionen tilhørende kategorier er den kommunistiske samfundsformation fremmede.

Af Kapitalens vareanalyse fremgår det således, at grundlaget for det vareproducerende samfund er privatejendom, arbejdsdeling og udveksling. Hvis disse tre forudsætninger ikke er opfyldt, kan produktet ikke antage vareform. På grundlag af denne definition kan det umiddelbart konkluderes, at det borgerlige samfund er et vareproducerende samfund. Men definitionen synes også hos Marx at kunne bære den omvendte konklusion: det vareproducerende samfund er i sin udfoldede form et borgerligt samfund.

Marx skriver i Kapitalens vareanalyse, at "for at producere en vare, skal man ikke blot producere brugsværdi, men brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi"(277:1.bog 1,135), dvs varebegrebet forudsætter en udvekslingsproces, en bytteproces, idet der produceres for andres behov. Men idet disse brugsprodukter er bestemt for udveksling, besidder de også en bytteværdi, som i det vareproducerende samfund (i ental) bliver produktionens mål. Marx skriver, at uafhængig af rigdommens "samfundsmæssige form", så udgør brugsværdien altid "det stoflige indhold i rigdommen", men netop "i den samfundsform, vi betragter (dvs det borgerlige samfund, AL), udgør den tillige den stoflige bærer af - bytteværdien"(277:1.bog 1,129).

Denne specifikke sammenhæng mellem brugsværdier, der bærer i sig en værdi, som i byttet realiserer sig som bytteværdi og en bestemt samfundsformation, den borgerlige, vender Marx tilbage til længere fremme i vareanalysen. "Arbejdsproduktet er i alle samfundstilstande en brugsgenstand, men kun en historisk bestemt udviklingsepoke gør arbejdsproduktet til en vare - nemlig den epoke, som lader det arbejde, der er nedlagt i fremstillingen af en brugsting, være en 'reel' egenskab ved den, dvs være dens værdi"(277:1.bog 1,160). Af sammenhængen fremgår det, at denne "reelle" egenskab ved vareformen i sidste instans kommer til udtryk i bytteværdiens selvstændiggørelse som penge. Vare-penge relationen relateres her til en historisk bestemt udviklingsepoke - den borgerlige.

Endelig skriver Marx. "Overhovedet bliver brugsgenstande kun varer, fordi de er produkter af privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden. Tilsammen udgør disse privatarbejder det samfundsmæssige totalarbejde. Da producenterne først træder i samfundsmæssig kontakt med hinanden gennem udvekslingen af deres arbejdsprodukter, kommer de specifikt samfundsmæssige træk ved deres privatarbejder også først frem gennem denne udveksling"(277:1.bog 1,172).

Marx's vareproducerende samfund relaterer sig her tydeligvis til isolerede privatproducenter, som først opnår kontakt med hinanden på markedet.[54]

At varerelationen inklusive værdirelationen er overvundet og ophævet under kommunismen giver Marx positivt udtryk for i Kritikken af Gothaprogrammet. "Indenfor det kollektive samfund, der er grundet på fælleseje til produktionsmidlerne, ombytter producenterne ikke deres produkter indbyrdes; lige så lidt viser det arbejde, der er blevet anvendt på produkterne, sig her som disse produkters værdi, som en egenskab ved selve tingen, da det individuelle arbejde nu ikke mere, i modsætning til det kapitalistiske samfund, eksisterer ad en omvej, men eksisterer umiddelbart som bestanddel af det samlede arbejde"(288:16).[55]

Marked og plan træder her frem som hinandens modsætninger. Skal producenterne "regulere deres stofskifte med naturen rationelt" herunder "bringe det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt"(277:3.bog 4,1055f), synes der ikke at eksistere nogen anden mulighed end at afskaffe varemarkedet og pengene, at ophæve værdiloven og indføre en socialistisk planøkonomi, hvor produkterne fordeles blandt producenterne efter en på forhånd angivet plan.

I Marx's ovennævnte bestemmelse af varen er vareproduktionens grænse identisk med den private vareproduktions grænse, dvs identisk med privatejendommens grænse.

Denne sammenhæng har også Engels udtrykt i Anti-Dühring. "I og med at samfundet tager produktionsmidlerne i besiddelse, er det slut med vareproduktionen og tillige med produktionens herredømme over producenterne. Anarkiet i samfundets produktion afløses af planmæssig, bevidst organisation"(78:311). Ganske uargumenteret sætter Engels her lighedstegn mellem privatejendommens afskaffelse og vareproduktionens ophævelse.

Med vareproduktionens ophævelse forsvinder naturligvis også alle de kategorier, som hører vareproduktionen til: værdi, penge, pris, udveksling, marked, m.m. "Umiddelbar samfundsmæssig produktion og direkte fordeling udelukker al vareudveksling, altså også produkternes forvandling til varer (i det mindste inden for fællesskabets rammer) og dermed også deres forvandling til værdier (...) Samfundet vil altså under de ovennævnte forudsætninger heller ikke tilskrive produkterne værdier (...) De forskellige brugsgenstandes nytteeffekt, afvejet mod hinanden og mod de til deres fremstilling nødvendige arbejdsmængder, vil i sidste ende bestemme planen. Man klarer det hele på den enkleste vis uden mellemkomst af den berømmelige 'værdi'"(78:339f).

Ifølge Marx og Engels er den kapitalistiske produktionsmåde skaber af en samfundsmæssig produktion. Det samfundsmæssige arbejde konstitueres imidlertid i form af modsætningen mellem kapital og lønarbejde. Denne form indebærer, at samfundsmæssigheden ikke eksisterer umiddelbart, men formidlet gennem værdirelationen i byttet. Ophæves denne værdirelation, dvs ophæves kapital-lønarbejderforholdet ophæves tillige det samfundsmæssige arbejdes kun middelbart samfundsmæssige karakter. På denne baggrund er det Marx og Engels' standpunkt, at produktionens umiddelbare samfundsmæssighed er identisk med en ophævelse af den samfundsmæssighed, som markedet konstituerer.

I Anti-Dühring beskriver Engels, hvorledes vareproduktionen bliver erstattet med en "direkte individuel tilegnelse" af produkterne. Indholdet i denne "direkte tilegnelse" uden om markedet forbliver imidlertid fra Engels side uargumenteret. "Når først de eksisterende produktivkræfter behandles ifølge deres endelig erkendte natur, træder der i stedet for produktionsanarkiet i samfundet en samfundsmæssigt-planmæssig regulering af produktionen i overensstemmelse med de behov, som hvert enkelt individ og hele samfundet har; samtidig bliver den kapitalistiske tilegnelsesmåde (...) afløst af en tilegnelsesmåde, der har sit grundlag i selve de moderne produktionsmidlers natur: på den ene side direkte samfundsmæssig tilegnelse som middel til en fortsat udvidet produktion, på den anden side direkte individuel tilegnelse som subsistens- og nydelsesmiddel"(78:307).

I Grundrids skriver Marx om denne sammenhæng, at "på basis af bytteværdierne får arbejdet først gennem udvekslingen karakter af alment arbejde". Udvekslingen af produkterne som varer beskriver Marx som det "medium, hvorigennem den enkeltes andel i den almene produktion formidles"(258:bd.1,89). Mellem det enkelte arbejde og de almene sammenhænge må der naturligvis altid finde en formidling sted. Men forskellen består ifølge Marx i, om formidlingen selv er formidlet (gennem bytningen af varer) eller om formidlingen eksisterer umiddelbart som et fællesskab, der "er forudsat som produktionens grundlag. Den enkeltes arbejde er (her) på forhånd sat som samfundsmæssigt arbejde". "I det første tilfælde bliver produktionens samfundsmæssige karakter først sat post festum gennem produkternes ophøjelse til bytteværdier og gennem byttet af disse bytteværdier. I det andet tilfælde er produktionens samfundsmæssige karakter forudsat og den enkeltes andel i produktverdenen, i konsumtionen, er ikke formidlet gennem byttet af gensidigt uafhængige arbejder eller arbejdsprodukter. Den er derimod formidlet gennem de samfundsmæssige produktionsbetingelser, inden for hvilke individet er aktivt"(258:bd.1,90).

I det ene tilfælde skaber bytteværdien en formidlet samfundsmæssighed; i det andet tilfælde opstår der en umiddelbar samfundsmæssig produktion før produkternes udveksling, men nu i kraft af ændrede ejendomsforhold samt i kraft af en politisk bestemt fastlæggelse af befolkningens behov. Med andre ord er Marx's umiddelbar samfundsmæssige produktion af mere politisk end økonomisk karakter.

Denne radikale kritik af markedet og af den vareregulering, som markedet formidler, har historien indtil videre ikke givet medhold. Tværtimod. Dagligt at formidle milliarder af forbrugsartikler til milliarder af forbrugere uden markedets hjælp forekommer at være et håbløst bureaukratisk projekt - også for et socialistisk samfund.

Marx og Engels har aldrig svaret på, hvorledes de associerede producenter direkte og umiddelbart, dvs før markedet og produkternes udveksling kan være vidende om samfundets behov herunder individernes behov. Hvordan kan man forestille sig, at de associerede producenter skal være vidende om behovet for eksempelvis nye produkter, så længe disse produkter ikke er markedsført, og så længe disse produkter ikke er blevet konfronteret med forbrugernes reaktioner? Hvordan skal de associerede producenter få kendskab til forbrugernes ønsker og krav, deres valg og fravalg i produktmængden, hvis ikke det involverer et reelt varemarked? Hvordan skal de associerede producenter direkte og før markedet kunne afgøre, om der på verdensmarkedet i et givet år er behov for 20 eller 30 millioner PC'ere; på forhånd afgøre behovsfordelingen på 12", 14", 16" og 21" farveskærme, behovsfordelingen på mikroprocessorernes hurtighed, 33, 66 eller 100 MHz i chockfrekvens; behovsfordelingen på antal Mbyte Ram i hukommelsen, størrelsen på harddiskens lagerkapacitet; på forhånd afgøre behovet for PC'ere med eller uden indbygget modem, med eller uden muligheden for udvidelseskort, CD-ROM, accelerationskort etc. etc.? Svaret er, at det har de associerede producenter ingen muligheder for fuldt ud og på forhånd at afgøre. Svaret er, at sporene skræmmer fra samtlige samfundseksperimenter, hvor befolkningens behov er blevet fastlagt på støvede kontorer som et gennemsnit af forældede statistikker fra i fjor, politiske hensigtserklæringer samt en god portion lykke og fromme.

Ydermere har Marx og Engels ikke svaret på, hvorledes den enkelte virksomhed helt uden om et reelt varemarked med en omkostningsbestemt prisdannelse skal være i stand til at måle virksomhedens effektivitet, dens økonomisering med naturlige og menneskelige ressourcer. Med rette blev mange virksomheder under "den virkeliggjorte socialisme" udpeget som gode eksempler på statskontrolleret ineffektivitet. I den sovjetiske planøkonomi lå der på virksomhedsniveau ofte en interesse i - og efterfølgende belønning af - hvert år at opnå så lave planmål som muligt. Lave planmål er ifølge sagens natur nemmere at opfylde end høje planmål. Samtidig var incitamentet til gennem innovationer at økonomisere med råstoffer, energiressourcer og arbejdskraft fraværende, idet omkostningerne ved at ødsle med alle ressourcer på forhånd var indskrevet i planen.

Marx's radikale kritik af markedet overser et afgørende forhold. 

Markedet er bærer af en reel information.

En information som i mange sammenhænge og situationer gør det rationelt med en decentral styring af produktudvekslingen via markedet og ikke mindst via markedets prisdannelse. Her konstitueres en information om varernes samfundsmæssighed, som samfundet ikke blot kan beslutte at planlægge sig til. Marx's radikal-utopiske kritik af markedet hviler tilsyneladende på en tro på, at samfundet kan være informeret om sig selv på forhånd; at samfundet i form af en central plan på forhånd kan være informeret om det, som i sidste instans konstituerer samfundet: individernes handlinger, individernes fravalg i variansbredden af muligheder.

På den ene side anerkender Marx, at prisdannelsen reelt indeholder en information om produktionens samfundsmæssige karakter, men - og dette udgør den radikale kritik af markedet - denne information tilbageføres først til producenterne hinsides produkternes ophøjelse til bytteværdier, hvorfor der i virkeligheden produceres i blinde uden kendskab til samfundets behov.

Læren af "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud er, at den centrale plan reelt ikke virkeliggjorde en information om samfundets behov, som kunne overgå eller erstatte den tingsliggjorte bytteværdi som informationsbærer.

"Den virkeliggjorte socialisme" producerede ikke i blinde; den brød sammen, fordi planlæggerne planlagde i blinde.  

Planlæggerne manglede information om samfundet, de manglede den tilbagemelding af information, som markedet og prisdannelsen konstituerer. Den politisk bestemte prisfastsættelse førte til én af verdens mest ressourceødslende økonomier plaget af bureaukrati og producentenevælde. Forhold som vi i Vesten vel kun har oplevet en miniature inden for EU's landbrugssektor.

Alle forsøg på før markedet at bestemme befolkningens behov underkender det værdifulde i vareproduktionens uafhængige personer - uafhængige i forhold til behov og konsumtion. Det underkender, at varemarkedet som marked, som fordelingsmekanisme på utallige produktområder klart er at foretrække frem for en politisk bestemt fordeling, som nemt åbner op for personlige afhængighedsforhold, bureaukrati og ineffektivitet. At økonomiske forhold ikke i sig selv formåede at fremstille og fordele toiletpapir i det gamle Sovjetunionen; at fordelingen af denne elementære forbrugsartikel krævede en politisk håndtering udtrykte ikke socialismens sejr men dens økonomiske fallit. Marx har ret i, at markedet ikke ophøjer forbrugeren til den bestemmende faktor over produktionen. Men omvendt er det et problem for Marx, at i den af ham anbefalede planøkonomi havner forbrugeren nemt i et uigennemskueligt netværk af politiske afhængighedsforhold - for blot at være i besiddelse af toiletpapir alle ugens syv dage..

Netop afhængigheden af personlige forbindelser som en forudsætning for at tilfredsstille sine behov som forbruger, oplevede "den virkeliggjorte socialismes" borgere som én af systemet større uretfærdighedskilder.

På trods af alle forbehold udstyrer varemarkedet dog forbrugeren med en vis "vetoret" over for producenterne i og med, at det er forbrugerens afgørelse, om et givet produkt har brugsværdi for hende eller ej. Fjernes markedet er producenternes tyranni over forbrugerne den uundgåelige udgang.

Markedets nødvendighed behøver ikke at stå i modsætning til en ændring af ejendomsforholdene bort fra privatejendommen og frem mod mere samfundsmæssige former. Markedets nødvendighed behøver ligeledes ikke at stå i modsætning til overordnede politiske mål for produktionens og konsumtionens udvikling. Og alligevel vil der altid i disse forhold eksistere et modsætningsforhold; en modsætning mellem individ og samfund, som aldrig kan ophæves men kun ændre form. Under kommunismen vil varemarkedet ikke være ophævet, men det vil have ændret form. En bestemmelse af denne formændring kan ikke i detaljer beskrives på forhånd. Og dog er det givet, at der under kommunismens udfoldede vareproduktion vil være et økonomisk behov for en mere omfattende politisk regulering af vareudvekslingen.

Også det kapitalistiske marked - som det formidlende led mellem producent og konsument - er under udvikling. I den vestlige verdens såkaldte "blandingsøkonomi" er der på mange måder opstået en uhensigtsmæssig arbejdsdeling mellem den offentlige og den private sektor. I forhold til den private sektors varefremstilling er markedet her formet på en sådan måde, at markedets prisdannelse alene afspejler omkostningerne ved den nøgne fremstilling af produkterne. De til denne fremstilling forbundne miljøomkostninger herunder arbejdsmiljøomkostninger samt sociale omkostninger i det hele taget er overladt til den offentlige sektor. Denne arbejdsdeling skaber på mange måder en uhensigtsmæssig adfærd, som animerer til ressourcespil, miljøforurening, nedslidning af den menneskelige arbejdskraft samtidig med at det virker hæmmende for genbrug og fremstilling af holdbare kvalitetsprodukter.

Det hele bliver ondt være, når finansieringen af den offentlige sektor i udstrakt grad bæres oppe af en beskatning af den menneskelige arbejdskraft. Hvis beskatningen derimod blev målrettet mod produktionssektorens reelle ressourceforbrug i forhold til natur og samfund, så kunne markedet formes på en sådan måde, at markedets prisdannelse i større grad blev bærer af en ægte og sand information om samfundet.

Nødvendigvis behøver der ikke at være noget forkert i, at transportere new zealandsk lammekød til England og engelsk lammekød til New Zealand; dansk øl til Australien og australsk øl til Danmark. Men muligvis er omfanget af denne handel en afspejling af, at markedet ikke reelt afspejler prisen på det derved forbundne energi- og resourceforbrug. Afspejlede energipriserne den offentlige sektors omkostninger ved f.eks. forurening i kølvandet på forliste olietankere, trafikofre, infrastruktur, luftforurening etc, så ville markedet måske af sig selv begrænse denne transport af enslignende varer tur/retur den halve jordklode rundt.

Markedet er bærer af samfundsinformation. Er det enkelte samfund imidlertid ikke bevidst om, hvilken karakter denne information om samfundet har, så tager "den blinde udvikling" over. I Sovjetunionen proklamerede man markedet afskaffet. Reelt opnåede man alene at undertrykke markedet. Opgaven er at forme markedet, så det bliver bærer af den samfundsinformation, som de associerede producenter ønsker at trække ud af markedet.

Endnu inden kapitalismen er ringet i graven, vil vi med stor sikkerhed se, at borgerne på triade-markedet vil begynde at stille sociale og økologiske deklarationskrav til varerne på verdensmarkedet.

En økologisk deklaration skal således redegøre for produktets livscyklus fra "vugge til grav", dvs redegøre for produktets samlede miljøbelastning fra råstofudviklingen over produktionen, distributionen og konsumtionen til produktets endelige "bortskaffelse" (recirkulation) herunder redegøre for specifikke miljøbelastninger (eksempelvis CO2-udslip, energi- og vandforbrug m.m). Kan producenten ikke opfylde deklarationskravene, eksisterer truslen om at blive udelukket fra de markeder, hvor de politiske instanser har vedtaget deklarationen.

En social deklaration skal redegøre for produktets samlede belastning af den menneskelige arbejdskraft, dvs redegøre for under hvilke arbejds- og arbejdsmiljøvilkår, produktet er fremstillet. Eksempelvis kunne en social varedeklaration indeholde et forbud mod børnearbejde, bestemmelser om mindsteløn, højeste arbejdstid m.m.

På et åbent verdensmarked vil sådanne krav kunne forene borgerens interesser som kosmopolitisk forbruger og borgerens interesser som politisk velfærdsvælger.

Informationsteknologien samt den masseproducerende industris afløsning af en mere kundeorienteret industri indeholder også nye muligheder, som allerede vil kunne give det kapitalistiske varemarked en ny form. I disse år undergår industrisamfundets marked en forvandling, hvor kvalitet og kundepleje er de nye nøgleord. I Japan har man i mange år kendt til en form for kundepleje inden for f.eks. bilindustrien, hvor biler faktisk sælges som et dør-til-dør-salg. Ganske ukendt for et vestligt publikum er det normalt i Japan, at kunden bestiller en bil med de og de specifikationer, og får bilen produceret i løbet af én til to uger. For en masseproducerende industri virker dette system fremmed, men faktisk er det medvirkende til, at den japanske bilindustri i større grad kender kundernes behov og krav. I en moderne udgave vil "dør-til-dør-salget" finde nye former inden for en elektronisk registrering af kundernes behov. Denne udvikling indeholder store muligheder for, at produktionssektoren i større grad kan være informeret om forbrugerens behov og specifikke krav samtidig med at produktionssektoren faktisk formår at efterkomme forbrugerens individuelle "bestilling". Men denne mulighed vil og bør ikke ophæve markedet.

Den sovjetiske bilindustri var også på sin egen særlige måde informeret om forbrugerens behov alene i kraft af den kendsgerning, at ingen borger kunne erhverve sig en bil uden at have købt og betalt den på forhånd ti år før leveringen. Men dette system registrerede ikke reelt forbrugerens behov. Omvendt afspejlede det alene et producenttyranni opstået i fraværet af et egentligt bilmarked.

Når markedet i de kapitalistiske lande er bærer af en information, som fortæller producenterne, at det kan betale sig at nedbryde ozonlaget, fælle regnskovene, udnytte børn til arbejde i industrien etc, så er det fordi de pågældende samfund har formet markedet, så det afgiver en sådan information. Kritikken heraf har imidlertid fået Marx's arvtagere til helt at afskrive markedet og det vareproducerende samfund en fremtidig historisk plads. En kritik som historien indtil videre har dømt til utopiens drømmeverden.

I Marx's økonomiske skrifter findes der imidlertid også en anden bestemmelse af vareproduktionens grænse end ovennævnte. Denne bestemmelse knytter ikke direkte an til privatejendommens ophævelse, men til dén videnskabeliggørelse af arbejdet som Marx i Grundrids bestemmer som bytteværdiens grænse. Ifølge denne bestemmelse er vareproduktionens grænse identisk med det umiddelbare arbejdes ophør som produktionens grundlag. 

Marx har næppe set nogen modsætning mellem ovennævnte to definitioner. Ikke desto mindre forekommer det meget lettere på grundlag af sidstnævnte definition, at tillægge Marx det standpunkt, at vareproduktionen også hører socialismen til.

DDR-økonomen Rudolf Hellborn skriver således. "I den kommunistiske samfundsformations første fase, i socialismen, realiserer det umiddelbart samfundsmæssige arbejde sig imidlertid ikke direkte gennem en fælles planmæssig produktion af produkter, derimod gennem en fælles planmæssig produktion af varer og en tilsvarende planmæssig udveksling af varer"(132:90). "Først når det umiddelbare arbejde er reduceret til et minimum, og det finder under socialismen skridtvis sted gennem den komplekse mekanisering og automation, kan vareproduktionen ophøre med at eksistere"(132:95).

Det må dog fastholdes, at begrebet om en planmæssig produktion og udveksling af varer på grundlag af fællesejendom til produktionsmidlerne ikke er det synspunkt, som Marx og Engels giver udtryk for i deres arbejdere. I de politiske skrifter sætter Marx og Engels privatejendommens ophævelse som vareproduktionens grænse. I Grundrids sætter Marx, som beskrevet i afsnit 12.2.2., arbejdets videnskabeliggørelse som vareproduktionens ultimative grænse. Historien har indtil videre givet det første synspunkt uret. Historiens endelige dom over det sidste synspunkt har vi endnu til gode.


[54] Marx skriver ligeledes i Kapitalen. "Kun produkter af selvstændige og indbyrdes uafhængige privatarbejder optræder som varer i forhold til hinanden"(277:1.bog 1,136).

[55] Jvf. også Engels, som skriver. "Som 'vareproduktion' betegner vi den økonomiske fase, hvor tingene ikke blot produceres for producenternes behov, men også for markedet, dvs som varer, ikke som brugsværdier. Denne fase strækker sig fra dengang, man først begyndte at producere for markedet, ned til vor tid; sin fulde udvikling når den alene under den kapitalistiske produktion..."(76:90).

 
12.3.1. Marx om behovenes udvikling under kommunismen

 

Til grund for den radikale kritik af vareproduktionen gemmer der sig en bornert opfattelse af behovenes udvikling. Bornertheden kommer til udtryk i en nærmest asketisk holdning til behovenes mangfoldighed og uudtømmelighed. Selv om såvel Marx som Engels ofte fremhæver det positive i behovenes udvikling, så kan ingen  af dem sige sig helt fri for denne bornerthed.

Troen på, at producenterne direkte og umiddelbar i form af en politisk betinget samfundsmæssighed kan tilegne sig deres egen produktion uden tilstedeværelsen af et varemarked, er ikke udviklet af Marx og Engels. Der er tale om en udbredt socialistisk utopi, som Marx og Engels blot har indbygget i deres teori. Således findes utopien i endnu næsten ren form i Engels' Elberfeld-taler fra 1845. "I det kommunistiske samfund, hvor individernes interesser ikke længere står i modsætning til hinanden, men omvendt er forenede, er konkurrencen ophævet (...) I det kommunistiske samfund vil det være let at være informeret om såvel produktionen som konsumtionen. Efter som vi ved, hvor meget den enkelte behøver i gennemsnit, er det let at kalkulere, hvor meget et givent antal individer behøver. Og efter som produktionen ikke længere er i hænderne på private erhvervsdrivende men i hænderne på fællesskabet og dettes forvaltning, så er det en smal sag at regulere produktionen i overensstemmelse med behovene"(63:539).

Den lethed, hvormed Engels i ovennævnte citat løser produktionens og distributionens opgaver, giver mindre association til vore dages kvalitetskrævende forbrugere med deres individuelle, mode-, værdi- og livsstilsprægede krav til varer og tjenesteydelser på et marked, der omfatter milliarder af mennesker og endnu flere milliarder produkter, men langt mere association til valgmulighederne i offentlige folkekøkkener eller til Pol Pots kommunistiske idealsamfund. Eller også giver det association til det udviklede socialistiske DDR, hvor det så sendt som i 80'erne ikke var unormalt, at forbrugeren i slagterbutikken skulle redegøre for familiens størrelse, evt festlige arrangementer m. m., hvis behovet stod på mere end 4-5 koteletter. Og Engels undlader endnu engang at fortælle, hvorfra "vi ved, hvor meget den enkelte behøver i gennemsnit". Og hvem er i øvrigt "vi"? Engels ville naturligvis have svaret "de associerede producenter", dvs i virkelighedens verden en forsamling af bureaukrater, som ud fra fuglenes skrig, forældede statistikker og producenternes tyranni dikterer, at i gennemsnit har den enkelte behov for "en osende to-takter", som vi døber Trabant.

Selv Marx giver udtryk for en bornert opfattelse af behovenes udvikling, når han i den meget kendte passage i Kritikken af Gothaprogrammet fremfører, at "en højere fase af det kommunistiske samfund" på sine faner kan skrive: "Enhver yder efter evne, enhver får efter behov"(288:17f). Denne glade utopi fra socialismens barndom - og utopien står fortsat for mange som selve kommunismens væsen - opfattes almindeligvis som et udsagn om, at det kommunistiske samfund er et overflodssamfund, som uden problemer kan tilfredsstille alle individernes behov. I dette samfund har produktivkræfternes udvikling så at sige indhentet behovenes udvikling, idet disse begrænses til eksisterende og allerede kendte behov. Det nødvendige arbejde er reduceret til et absolut minimum.[56] I dette samfund vil det derfor ikke længere være nødvendigt at økonomisere med tiden, dvs dette samfund er uden egentlige økonomiske relationer.[57] Ifølge denne af mange elskede passage hos Marx er det kommunistiske samfund i sin væsensbestemmelse ren politik - uden økonomiske relationer overhovedet.

Under "den virkeliggjorte socialisme" blev overfloden af produkter således fremhævet som én af den udviklede kommunismes væsentlige kendetegn. "Overfloden af materielle goder, hvor fordelingen overgår til at finde sted efter behov, er endnu ikke opnået", skriver russeren P. Demitschev i 70'ernes begyndelse, og begrunder hermed, at Sovjetunionen endnu kun tilhører "kommunismens første stadium"(39:12). 

I en DDR-lærebog om den socialistiske vareproduktion fra 1977 begrundes vareproduktionens nødvendighed under socialismen bl.a. med den manglende overensstemmelse mellem den eksisterende produktmængde og befolkningens behov. "Den modsætning, som eksistensen af vareproduktionen fremkalder, består i, at summen af det arbejde, som virksomhederne kan yde til samfundet, ikke dækker det samfundsmæssigt nødvendige arbejde"(349:32). Vareproduktionen ophører derfor, når en højere fase af den kommunistiske samfundsformation kan indfri alle behov. Men alt dette er utopi.[58]

Behovenes udvikling er knyttet til produktivkræfternes udvikling, og er som disse uden grænser. De er uudtømmelige. Det individ, hvis anlæg og evner er udviklet i rigt mål og som således personificerer højtudviklede produktivkræfter, har alt andet lige tilsvarende store og omfattende behov. Højtudviklede produktivkræfter lægger beslag på samfundsmæssige behov, som langt overskrider mennesket mest nødtørftige behov. Opdelingen af menneskets behov i ægte menneskelige behov, rimelige og fornuftige behov i modsætning til kunstige behov, luksusprægede eller tarvelige behov er - set fra kapitalens standpunkt - et småborgerligt og bornert forsøg på at indhegne mennesket bag en fastlagt tilfredsstillelse af eksisterende behov. En sådan indhegning vil af kapitalen blive betragtet som en skranke, der skal nedbrydes - og som vil blive nedbrudt. Og i sidste instans ikke af "kapitalen" men af mennesket selv.

Hvem i den første efterkrigsgeneration havde eksempelvis behov for en mobil-telefon med muligheden for direkte opkald (via satellit) til jordens fjerneste lokaliteter? Ingen - og dog vil sådanne telefoner efterhånden blive enhver borgers naturlige eje. Eller hvem havde behov for en computer i hjemmet? Ingen - og dog vil hjemmene i årene fremover blive mere og mere computeriseret. Eller et eksempel hentet fra den anden side af jordkloden. For blot ti år siden havde de færreste japanere tænkt dybere over det påtrængende behov for en yderligere produktudvikling af et almindeligt toiletsæde. Og alligevel sidder mange japanere i dag på en "Washlette", der er et opvarmet sæde med et microprocessor-drevet bidet indbygget i selve toiletsædet.[59] Alle som råber 'kunstige behov' efter denne udvikling løber en stor risiko for ikke blot at få bornerthedens stempel hæftet på sig, men også en fagre ny dag at finde sig selv siddende på en "Washlette".

Troen på - eller håbet om - at der findes en øvre grænse for behovenes udvikling er i virkeligheden en skjult kritik af den menneskelige kreativitetsevne, af fantasien og opfindsomheden, en kritik af den teknologiske udviklings uudtømmelige evne til at udvikle nye produkter og føje mere kvalitet til eksisterende produkter. Hvem - eksempelvis - brygger i dag kaffe som vor mor gjorde det? Næppe mange - for selv en så simpel hverdagshandling som at hælde kogende vand over nogle kaffebønder er i vor tid blevet produktudviklet i en sådan grad, at det faktisk gør en smagsforskel, hvorledes selve kaffebrygningen foregår. Men afspejler det at elske en velsmagende kop kaffe et kunstigt eller tarveligt behov? Hvis forbrugerne får muligheden for selv at vælge, skal de nok vide af at definere, hvad der er kunstigt og ægte. Uden varemarkedet var vi imidlertid med stor sandsynlighed fortsat henvist til at brygge kaffe, som vor mor gjorde det.

Forhåbentlig vil det kommunistiske samfund ikke kunne tilfredsstille alle eksisterende behov. Forhåbentlig vil også 'det kommunistiske menneske' besidde evnen til at overskride begrænsningen i eksisterende forhold og behov. Forhåbentlig vil samfundet og det enkelte individ fortsat have behov for at økonomisere, prioritere, vælge og fravælge. Hvis ikke - vil det afspejle et samfund, som udviklingsmæssigt er gået i stå. 

Den kommunistiske bevægelse kan imidlertid ikke frasige sig en udbredt bornert holdning til behovenes udvikling. Den konservatisme, som denne bornerthed er et udtryk for, oplevede kronede dage i de år, hvor proletariatets diktatur i Sovjetunionen regulerede "produktionen i overensstemmelse med behovene". I disse år var det et udtryk for den højeste smag - ikke blot at brygge kaffe som vor mor gjorde det, men overhovedet at brygge kaffe. For medens verdensmarkedet blev oversvømmet med billig kaffe, forblev kaffe en luksusvare under "den virkeliggjorte socialisme".

I den marxistiske teoritradition har forståelsen af en samfundsmæssig og socialistisk afstemt produktion uforholdsmæssigt meget fokuseret på produktionens overensstemmelse med behovene. Udgangspunktet er behovene, som produktionen efterfølgende skal tilpasses. I denne fokusering på behovene har der gemt sig en kapitalismekritik med det indhold, at kapitalismens vareudbud ikke formår at imødekomme forbrugernes virkelige behov. Ved hjælp af reklamen skaber kapitalismen behovene, dvs kapitalismens udgangspunkt er produktionen, som behovene efterfølgende skal tilpasses. Problemet er 10 forskellige slags håndsæbe, 50 forskellige bilmodeller osv.

Kritikken er ganske givet i god overensstemmelse med Engels' Elberfeld-taler. Men kritikken er bornert, og efterlader i virkeligheden den kapitalistiske varemarked i et mildere lys, end det tilkommer. Dette varemarked er nemlig ganske velegnet til at fremskaffe de varer, som den enkelte forbruger efterspørger. Individuelle behov på markedet påkalder sig hurtigt på det kapitalistiske varemarked en tilsvarende produktion. Det virkelige problem består i, at en række samfundsmæssige behov ikke umiddelbart eksisterer på markedet, hvorfor det heller ikke produktionsmæssigt imødekommes.

Hvis forbrugeren udtrykker et behov for seler i stedet for livrem, skal markedet nok af sig selv, dvs spontant regulere forholdet på produktionssiden. Men hvis det såkaldte bæredygtige samfund har behov for ikke at nedbryde ozonlaget i vor tid, så regulerer markedet ikke af sig selv, dvs spontant dette forhold på produktionssiden. Det kapitalistiske varemarked producerer ikke spontant vedvarende energikilder, rent drikkevand, recirkulation af spildevand, affaldssortering, uddannelse til C-holdet, arbejde til alle - dvs det kapitalistiske varemarked producerer ikke spontant de varer og tjenesteydelser, som borgerne ud fra en solidarisk velfærdsbetragtning - som samfund - har behov for.

At bringe produktionen i overenstemmelse med behovene stikker langt dybere end på forhånd og før markedet at kende behovet for håndsæbe. Et forhåndskendskab, hvis samfundsmæssige betydning det er vanskeligt at få øje på.

I modsætning til den af Marx og Engels fremførte opfattelse, at produktionens direkte samfundsmæssige karakter gennem en politisk viljesakt kan skabes her og nu i kraft af 1) privatejendommens ophævelse og 2) varemarkedets afskaffelse og afløsning af en direkte planmæssig fordeling af produkterne, forekommer det mere holdbart, at relatere denne direkte samfundsmæssighed til den faktiske indløsning af den borgerlige revolutionsepokes to store formationsopgaver. Frem for alt andet er produktionens direkte samfundsmæssige karakter i økonomisk henseende betinget af arbejdets videnskabeliggørelse inden for en globaliseret økonomi. I en sådan økonomi vil der fortsat blive produceret varer. Men underlagt nye politiske betingelser. Derimod vil privatejendommen næppe kunne overleve som dominerende ejendomsform.


[56] Jvf. (258:bd.3,750).

[57] I Grundrids skriver Marx, at "økonomisere med tiden, deri består i sidste instans al økonomi"(258:bd.1,91).

[58] I 4. udgaven fra 1986 af omtalte DDR-lærebog er denne begrundelse fjernet.

[59] "Washletten" findes også i en særlig diabetikerversion, hvor urinen automatisk analyseres, hvorefter en computer meddeler, om urinen indeholder sukkerforekomster.

 
12.4. Marx og "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud

 

Spørgsmålet er blevet stillet, om Marx slet ikke har lod og del i "den virkeliggjorte socialismes" faktiske udformning og sluttelige sammenbrud. Dette spørgsmål kan efterhånden besvares, og svaret må blive bekræftende. "Den virkeliggjorte socialisme" blev i udstrakt grad opbygget i Marx's verdensbillede. Revolutionsteorien er en tro kopi af Marx's revolutionsopfattelse fra 1848. Og endelig synes den kommunistiske verdensbevægelses modvilje mod verdensmarkedet at rumme en dybere forklaring.

De socialistiske økonomier har ikke blot vendt verdensmarkedet ryggen men markedet ryggen som sådan.  

De sovjetiske socialister vendte verdensmarkedet ryggen - ikke på grund af belejring og kold krig, men fordi de vendte markedet ryggen overhovedet. Men ved at vende markedet ryggen, ved at være gode marxister på dette spørgsmål, har "den virkeliggjorte socialismes" teoretikere indhøstet virkelighedens erfaringer med det utopiske projekt om vareproduktionens afskaffelse. Og dermed har "den virkeliggjorte socialisme" leveret en yderst vigtig korrektion til Marx's opfattelse af grundlaget for menneskets "befrielse" fra et samfund, som endnu ikke har lært at stå på egne ben.

Marx's hovedværk - Kapitalen - er af "den virkeliggjorte socialisme" blevet udsat for en afgørende kritik. Kritikken er ikke rettet mod afsnit i de afsluttende kapitler af tredje bog. Det ekstremt pinlige, det ekstremt ømtålelige og i mange år næsten ikke-diskuterbare i hele sagen har bestået i, at den kritik, som Marx's marxistiske arvtagere blandt sovjetiske økonomer har rettet mod Kapitalen, har taget sin begyndelse med Kapitalens første bog, første kapitel, første afsnit. Her skriver Marx, at vor undersøgelse begynder med en analyse af varen, og netop denne vareanalyse har i mere end 70 år været stenen i skoen for de sovjetiske økonomer, når de har skullet fremstille socialismens politiske økonomi. Den historiske udvikling af socialismens politiske økonomi i Sovjetunionen er historien om, hvorledes utopien om vareproduktionens umiddelbare afskaffelse langsomt men sikkert er brudt sammen under virkelighedens tryk.

Herom skriver den sovjetiske økonom D. K. Trifonov. "Intet har beredt de sovjetiske økonomer med så mange vanskeligheder og under tiden også med så mange alvorlige ærgrelser som problemet med vare-penge-relationen. Der er ikke noget andet spørgsmål inden for den økonomiske teori, som er blevet besvaret med mere modsætningsfyldte og ofte hinanden udelukkende bestemmelser end dette spørgsmål (...) Men uafhængig af om denne eller hin af vareproduktionens kategorier og love blev anerkendt eller afvist, banede de sig vej frem i det virkelige liv og blev til sidst objekt for videnskabelig forskning"(102:18).

Marx er mere end nogen anden ophavsmanden til disse teoretiske problemer. I mange år tog de sovjetiske økonomer det for givet, at vareproduktionens kategorier havde mistet enhver betydning for sovjetsamfundets udvikling i og med privatejendommens ophævelse og fastlæggelsen af fælles politiske mål for produktionens udvikling.

Historien om udviklingen af socialismens politiske økonomi i Sovjetunionen indledes på sin egen bagvendte måde med den opfattelse, at den politiske økonomi ophører med kapitalismens ophør. Under socialismens umiddelbart gennemskuede samfundsforhold er der ikke behov for nogen videnskab til at afdække lovmæssighederne bag den varefetichisme, som socialismen netop har bragt til ophør. Med kommunismen ophører den økonomiske videnskab overhovedet. Bl.a. Nikolaj Bukharin (1888-1938) tillægges dette synspunkt.[60] 

I en artikel med titlen Hvad er den politiske økonomi? fra 1925 af I. I. Skvorsov-Stepanov[61] tilbagevises dette standpunkt for første gang. Det sker med en række henvisninger til Marx og Engels. Symptomatisk for tidens debatform er, at anerkendelsen af socialismens politiske økonomi som en særlig videnskab, først sker i 1929 i forbindelse med offentliggørelsen af Lenins bemærkninger til Bukharins bog Transformationsperiodens økonomi. I disse bemærkninger afviser Lenin, at den politiske økonomi alene hører kapitalismens til. Dette stridsspørgsmål er herefter afgjort. Og dog. Hvor Lenins standpunkt er, at der også under socialismen eksisterer objektive love, så kan man så sent som i 1937 i tidsskriftet Bolsjevik læse, at disse love fastlægges af partiet. Med andre ord fortolkes lovene for socialismens politiske økonomi rent subjektivistisk. En vis B. Borilin skriver. "Lovene for den socialistiske økonomis udvikling bliver bestemt af arbejdernes og bøndernes socialistiske stat (...) Den socialistiske stat, under ledelse af det kommunistiske parti, bestemmer selv og ændrer selv disse love."[62]

Den anerkendte opfattelse i 30'erne er dog, at der også under socialismens opbygning eksisterer objektive økonomiske love[63], som det er en videnskabelig opgave - ikke blot at afdække men at lægge til grund for den på videnskab baserede opbygning af socialismen. 

Problemet for 30'ernes sovjetiske økonomer er, at ingen er i stand til at svare på, hvori det videnskabelige består i socialismens videnskabelige opbygning.

Et eksempel på den politiske økonomis uudviklethed findes i den mangeårige identifikation af ejendomsform og produktionsforhold. I mere end et kvart århundrede bestemmes det grundlæggende produktionsforhold under socialismen som samfundsejendommen til produktionsmidlerne.[64] Men hermed er intet produktionsforhold forklaret endsige fremstillet som et system af produktionsforhold.

Hvis Marx havde bestemt det grundlæggende borgerlige produktionsforhold som identisk med den borgerlige privatejendom, så kunne han have sparet sig al besværet med at skrive Kapitalen. I Kapitalen forsøger Marx omvendt at "definere den borgerlige ejendom", hvilket ikke betyder andet "end at fremstille alle den borgerlige produktions relationer"(244:228). "Privatejendommen" - som Marx skriver i kritikken mod Karl Heinzen - "er ikke et enkelt forhold eller overhovedet et abstrakt begreb, et princip, men består omvendt i helheden af borgerlige produktionsforhold"(246:356). Opgaven er derfor at bestemme og fremstille denne helhed af produktionsforhold. Og først i kraft af denne fremstilling får ejendomsformen et konkret udtryk.

I 30'erne er de sovjetiske økonomer imidlertid ikke i stand til overhovedet at definere opgaven korrekt.[65] Der henvises til en bestemt ejendomsform, og qua denne henvisning tror de sovjetiske økonomer, at de har redegjort for produktionsforholdene.

Den politiske økonomis helt uafklarede status under socialismen anskueliggøres måske bedst ved det faktum, at den første lærebog i socialismens politiske økonomi udgives i Sovjetunionen i 1954! Med andre ord 37 år efter at Den store socialistiske Oktoberrevolution påbegyndte den videnskabelige opbygning af socialismen. Først med denne lærebog bliver systemet af love under socialismen samlet fremstillet som objektive love. Ydermere anerkendes nu værdilovens virke under socialisme samt vare-penge-relationens nødvendighed. Men anerkendelsen sker ikke uden stærke forbehold. Forud er gået en diskussion med stærkt divergerende synspunkter.

Umiddelbart efter Oktoberrevolutionen - og især under krigskommunismen - er det rimeligt let at forene virkelighedens vare-penge-relation med den almindelige marxistiske opfattelse af denne relations afskaffelse under socialismen. Den påtvungne nød havde i praksis afskaffet pengene. Og når bønderne afleverede deres produkter til byens borgerne, skete det ikke som et varebytte på et marked men som uforfalsket konfiskation underlagt militær disciplin. Den officielle betegnelse var "afleveringspligt".

Selv om Lenin på tærskelen til Oktoberrevolutionen fremhæver revolutionens borgerligt-demokratiske indhold, så er Lenin allerede i 1918 og 1919 optaget af, hvordan vareproduktionen fuldstændig overvindes. Til grund for disse overvejelser ligger Lenins marxistiske opfattelse af, at "hvad socialismen angår, så består denne som bekendt i vareøkonomiens afskaffelse (...) Så længe byttet fortsætter med at eksistere, er det latterligt at tale om socialisme"(200:138). På bolsjevikpartiets ekstraordinære kongres i marts 1918 taler Lenin allerede om "den socialistiske organisering af produktionen", som i begyndelsen skal indebære "statsmonopol på 'handelen', derefter fuldstændigt og endegyldigt erstatning af 'handelen' med en planlagt, organiseret distribution formidlet gennem associationen af arbejdere inden for handel og industri og under ledelse af sovjetmagten"(211:156).

Frem til borgerkrigens slutning er Lenin ganske i overensstemmelse med Marx og Engels i spørgsmålet om vareproduktionens afskaffelse under socialismen. Intet tyder på, at Lenin på noget tidspunkt ændrer mening. Men med introduktionen af NEP-politikken, som Lenin opfattede som et skridt tilbage i forhold til krigskommunismens mange "socialistiske" tiltag, formulerer Lenin sig anderledes i forhold til vareproduktionens betydning.

I 1921 skriver Lenin en lille artikel Om guldets betydning nu og under socialismens fuldstændige sejr. Det bemærkelsesværdige ved denne artikel er de mange ord, som Lenin må bruge på at forsvare indførelsen af en statskontrolleret handel med bønderne. "På det arbejdsområde, som der her er tale om, er kædeleddet i dette øjeblik en oplivelse af den indre handel samtidig med dens rigtige statslige regulering (dirigering). Handel er det 'led' i begivenhedernes kæde, i vor socialistiske opbygnings overgangsformer 1921-22, som vi, den proletariske statsmagt, vi, det ledende kommunistiske parti, 'må gribe fat i med al kraft' (...) Det ser mærkeligt ud. Kommunisme og handel?! Det er virkelig noget urimeligt, absurd, umage"(217:38). Det er, som Lenin også skriver, en "reformistisk" fremgangsmåde i modsætning til krigskommunismens række af "yderst revolutionære aktioner"(217:34).

Selv om mange blandt bolsjevikkerne gerne så en fortsættelse af krigskommunismens revolutionære metoder, advarer Lenin mod at "forfalde til nogen 'følelsessocialisme' eller til den gammelrussiske, halvt herremandsagtige, halvt bondeagtige, patriarkalske indstilling, som kendetegnes ved en tankeløs ringeagt for handelen"(217:40).

Så mange flotte ord og begreber er nødvendige for at overbevise de russiske arbejdere om, at de skal handle med bønderne, at de skal købe bøndernes korn for penge, købe bøndernes produkter som varer på markedet - og ikke blot kræve produkterne tvangsudleveret. Men Lenins forbehold og undskyldninger herfor er bemærkelsesværdigt mange. At vare-penge-relationen kun er forbigående, kun et overgangsfænomen knyttet til NEP-politikken, synes at fremgå af Lenins ønske om efter "sejren i verdensmålestok", at "bruge guldet til at bygge offentlige nødtørftshuse af på gaderne i nogle af verdens største byer"(217:38).

Under indtryk af virkelighedens pres har sidstnævnte synspunkt dog svært ved at sejre - selv efter afslutningen af NEP og indførelsen af den første femårsplan. På den 17. partikongres i 1934, hvor socialismen officielt har sejret i Sovjet, bliver et forslag om at afskaffe pengene og handelen afvist som "pseudoradikalt sludder"(297:83). I året 1934 er dette stærke ord i Moskva, når det sammenholdes med, at pengenes afskaffelse under socialismen er Marx's videnskabelige standpunkt.

Det fremgår af mange sammenhænge, at det var til stor irritation for Stalin m.fl., at dette pseudoradikale sludder altid blev underbygget med et væld af Marx og Engels-citater. Så sent som i 1952 må Stalin i skriftet Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen tage "visse kammerater" i lære. Med diverse henvisninger til Marx og Engels påpeger disse uheldige kammerater vareproduktionens uforenelighed med socialistiske produktionsforhold, hvor produktionsmidlerne er i samfundseje og hvor produktionen i det hele taget er underlagt producenternes herredømme. Med løftet pegefinger slår Stalin imidlertid fast, at "disse kammerater i høj grad tager fejl"(380:13).

Med henvisningen til at "der her i landet eksisterer to grundformer for socialistisk produktion" tilsvarende to ejendomsformer, en statslig og en kollektiv ejendomsform (kollektivbrugene), når Stalin frem til følgende konklusion. "Vor vareproduktion er altså ikke nogen sædvanlig vareproduktion, men en vareproduktion af en særlig art, en vareproduktion uden kapitalister, en vareproduktion, der i det væsentlige har at gøre med varer fra forenede, socialistiske producenter (staten, kollektivbrugene, kooperationen), en vareproduktion, hvis virksomhedssfære er begrænset til personlige forbrugsartikler, som åbenbart på ingen måde kan udvikle sig til en kapitalistisk produktion, og som har den funktion sammen med dens 'pengeøkonomi' at tjene den socialistiske produktions udvikling og styrkelse"(380:18 og 20).

Det skal fremhæves, at den særlige vareproduktion under socialismen i Stalins gengivelse i sidste instans er begrundet i, at "kollektivbrugene accepterer for øjeblikket ikke andre økonomiske forbindelser med byerne end de varemæssige, end omsætningen ved køb og salg. Derfor er vareproduktionen og vareomsætningen her i landet for øjeblikket lige så nødvendig, som disse ting har været, skal vi sige for tredive år siden, da Lenin forkyndte nødvendigheden af en alsidig udfoldelse af vareomsætningen"(380:19).

Med denne særlige begrundelse forsøger Stalin at forene virkeligheden i 50'ernes Sovjetunionen med marxismens klassiske vareanalyse. Man får kun Stalin til at sige, at "Engels' formel" (i og med samfundets overtagelse af produktionsmidlerne er vareproduktionen afskaffet, AL) ikke kan betragtes "som fuldstændig klar og nøjagtig"(380:13).

Stalins forsvar for en særlig socialistisk vareproduktion stikker imidlertid ikke dybt. Stalins vareproduktion beror i sidste instans på tilstedeværelsen af to ejendomsformer, hvor kollektivbrugenes ejendomsform ikke kan bestemmes som fuldt ud socialistisk. Derfor nødvendigheden af varer. Socialisme og vareproduktion står også hos Stalin i modsætning til hinanden, selv om Stalin under indtryk af virkelighedens tryk må stemple ethvert forslag om at afskaffe pengene som noget fordømt sludder.

Men allerede i sidste halvdel af 50'erne udsættes Stalins begrænsede forsvar for vareproduktionens nødvendighed under socialismen for omfattende kritik. En række økonomer begrunder nu vare-penge-relationens nødvendighed med forhold, som hører selve den socialistiske ejendomsform til. Begrundelserne er blandt andre, at statsvirksomhederne besidder en relativ selvstændighed; at folkeejendommens enheder reelt i økonomisk henseende eksisterer isoleret fra hinanden og således ikke udgør 'en enhedsmæssig fabrik'; at produktivkræfterne endnu er ringe udviklet; at samfundet endnu ikke er et "overflodssamfund"; at det teknologiske udviklingsniveau er ulige inden for de forskellige brancher m.m.[66]

A. K. Prokrytan begrunder eksistensen af en særlig socialistisk vareproduktion i Sovjetunionen med det forhold, at "arbejdet endnu ikke er blevet umiddelbar samfundsmæssig (...) De enkelte produktionsled optræder som økonomisk isolerede erhvervsenheder"(336:175). Og på trods af den overordnede plan eksisterer der ikke i samfundet "en fuldstændig information om omfanget og strukturen af samfundets behov"(336:176), hvorfor planen må støtte sig til markedets kræfter.

I 60'erne og 70'erne - hvor diskussionen om vare-penge-relationen under socialismen kulminerer i Sovjet - bliver de sovjetiske økonomer mere og mere optaget af, hvorledes markedet (vare-penge-relationen) kan udnyttes til frembringelse af en mere effektiv og mindre ressourcespillende produktion. På dette tidspunkt står det efterhånden klart for de sovjetiske økonomer, at den planmæssige regulering af produktionen tillige er én af samtidens mest ressourceforbrugende produktioner. I en lærebog om socialismens politiske økonomi fra 1977 er det marxistiske arvegods efterhånden trængt i baggrunden, og uden de mange forbehold siges det nu, at "produktionen under socialisme har en direkte samfundsmæssig karakter, men på trods af dette fortsætter vare-penge relationen med at eksistere. Brugsværdierne er af planen produceret som varer og overgår i konsumptionen gennem at blive byttet for penge (...) Også andre socialistiske lande står ansigt til ansigt med den opgave at forbedre vareproduktionen yderligere"(173:119).

Efter i mange år at være blevet stemplet som et "modermærke fra det gamle samfunds skød" bliver det nu et spørgsmål om, at give vare-penge-relationen en "forandring i indhold og form"[67] i overensstemmelse med den videre fuldkommengørelse af den udviklede socialisme.

Og nogle få år før SUKP smider håndklædet i ringen vedtager partiet på sin 27. kongres i 1986 ikke blot i overensstemmelse med mange års traditioner, at "arbejdsproduktiviteten i de næste 15 år skal stige med 130-150 pct."  men også, at "vare-pengerelationerne (skal) anvendes mere fuldkomment" "for at øge produktionens effektivitet"; at "partiet finder det nødvendigt at videreudvikle og forstærke rentabilitetsdriftens effektivitet og konsekvent overføre virksomheder og sammenslutninger til fuld rentabilitetsdrift"; at "prisdannelsen bør forbedres, således at priserne mere præcist afspejler det samfundsmæssigt nødvendige omkostningsniveau samt kvaliteten af produkter og ydelser..."(391:285 og 291f).

Efter 70 år med utopien om en umiddelbar samfundsmæssig produktion lod den virkelige virkelighed sig ikke længere bortforklare. Vareproduktionens afskaffelse byggede på en fejlagtig teori om eksistensen af en umiddelbar samfundsmæssighed med rod i juridiske og politiske tiltag - uden hensyn til arbejdets reelle udvikling. Den proklamerede eksistens af universelt udviklede individer; proklamationen af arbejdsevnens umiddelbare samfundsmæssige karakter (Prokytan); proklamationen af kammeratligt samarbejde og gensidigt hjælp blandt ligeværdige producenter (I. I. Kusiminov), dvs den proklamerede eksistens af et arbejde, som på forhånd har karakter af samfundsmæssigt arbejde, negligerede de teknologiske og arbejdsorganisationsmæssige betingelser for denne eksistens. Den virkeliggjorte socialisme undertrykte produktionens varekarakter og fortalte de enkelte producenter, at de alene i kraft af juridiske og politiske tiltag havde mulighed for at forbruge deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft.

"Bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet" - det havde de russiske kommunister lært af Marx. Men en "løsning" på ejendomsspørgsmålet trækker ikke automatisk nogle produktionsforhold med sig, som fremmer arbejdets udvikling. Tilvejebringelsen af sådanne produktionsforhold, som i forhold til kapitalismen er overlegne udviklingsformer for produktivkræfterne, er en selvstændig opgave hinsides privatejendommens ophævelse. Karakteren af de økonomiske relationer og incitamenter til arbejdets udvikling indenfor samfundsejendommens grundform er et hurtigt overstået kapitel hos såvel Marx som dennes teoretiske arvtagere.

Indgangsdøren til denne problemstilling er spærret, fordi teorien ikke opererer med vareproduktionens og markedets fortsatte eksistens under socialistiske produktions- og ejendomsforhold. En opfattelse som vel også i modificeret udgave genfindes i "den nordiske velfærdsmodel", hvor det i årtier har været tabu at stille spørgsmål som: Hvordan måler serviceproducerende offentlige institutioner deres effektivitet og rentabilitet? Hvordan får offentlige institutioner indbygget økonomiske incitamenter, som fremmer udviklingen af institutionen herunder produktudviklingen af den service, som borgeren efterspørger? Det borgerlige svar herpå har altid heddet og hedder fortsat privatisering. Det socialistiske svar har været mange år undervejs, fordi den teoretiske arv har sat marked og samfundsejendom op som hinandens modsætninger.

Den socialistiske lære af "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud er, at marked og samfundsejendom skal kombineres, hvis produktivkræfterne skal finde udviklingsformer, som er kapitalismen overlegen.

Døden skal have en årsag - som det hedder i folkemunde. Og siden 1989 er der givet mange forskellige forklaringer på "den virkeliggjorte socialismes" sammenbrud. Mange af disse forklaringer henviser til politiske forhold. Eksempelvis til fraværret af et demokrati i vestlig forstand. De politiske forklaringsmodeller får imidlertid ikke fat i den del af "isbjerget", som stikker ned i selve samfundets formationsproces. 

Den russiske revolution måtte til sidst bukke under for sin egen vægt, da den vedvarende nægtede at forstå revolutionens formationsmæssige opgaver. 

Den "skæve stilling" mellem revolution og formation kom mere end noget andet sted til udtryk i revolutionens forfejlede marxistiske forsøg på at afskaffe vareproduktionen.


[60] Jvf. (24:66).

[61] Jvf. (297:214-261).

[62] Her citeret fra (297:83f).

[63] Den førende sovjetiske økonom, som fremfører dette synspunkt, er K. Ostrovitjanov.

[64] Hovedforsvareren af dette standpunkt er J. A. Kronrod.

[65] Jvf. (178:94f).

[66] Jvf. (178:190f) og (297:200f).

[67] Jvf. (288:16).

 

Tilbage til top