Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] [ Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Kortere arbejdstid - hvordan?
Oplæg til SF's Faglige Landsudvalg
Sommeren 1994


1. Landsmødebeslutninger.

På SF's Landsmøde i maj 1994 blev arbejdstidsspørgsmålet i betydelig grad opprioriteret i partiets beskæftigelsespolitik. Landsmødet udmelder to markante meldinger:

"Arbejdsmarkedets parter skal inden for 2 overenskomstperioder sætte den ugentlige arbejdstid ned til 30 timer i et eller højst to hug".

"Arbejdstidens fordeling, der forhandles kollektivt, skal være bestemt af, hvilke ønsker og behov den enkelte lønmodtager har".

I bemærkningerne, som knytter sig til disse to udmeldinger, siges det, at arbejdsmarkedets parter "ideelt" set skulle beslutte og aftale arbejdstidsnedsættelsen. "Men da det ikke forekommer særlig realistisk, at det sker på en tilfredsstillende måde, foreslår SF, at Folketinget tager kontakt med arbejdsmarkedets parter med henblik på at indgå en social kontrakt om, at arbejdstiden skal sættes ned. Som en del af denne sociale kontrakt skal Folketinget vedtage en række foranstaltninger som henholdsvis sættes i værk, for at arbejdstiden kan sættes ned, og sættes i værk, når arbejdstiden er sat ned". Der tænkes her på en skattereform, der "sikrer af de lavtlønnede kan opretholde deres hidtidige disponible realindkomst" gennem "skattelettelser til de lavtlønnede".

Og i relation til en mere fleksibel arbejdstid omtales en række muligheder for individuelt at tilpasse arbejdstiden til individuelle behov, når blot "årsnormen" er overholdt.

2. De hidtidige erfaringer.

- som svar på arbejdsløsheden.

Siden 1958 er den ugentlige arbejdstid reduceret fra 58 til 37 timer og det årlige antal feriedage forlænget fra 18 til 30 dage. Årsnormen er tilsvarende reduceret fra 2.284 timer til i dag 1.676 timer, hvilket igen svarer til en gennemsnitlig årlig arbejdstidsforkortelse på 3/4 %. I løbet af 36 år er årsnormen blevet reduceret med godt 1/4.

Det største "hug" i efterkrigsårene har været en reduktion på 1 1/2 time. (fra 44 til 42 1/2 time i 1968). Det normale har været moderate "hug" på 1/2 eller 1 time.

Vi har således ingen erfaringer her i landet med de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af en betydelig arbejdstidsnedsættelse (2 til 3 timer) i "ét hug". Konsekvenserne af den gradvise arbejdstidsnedsættelse har vi erfaringer med, men ikke i en entydig form, hvor sammenhængen direkte kan aflæses i arbejdsløshedstallene. Utallige andre "beskæftigelseseffekter" gør sig også gældende, hvilket slører billedet.

Fra 58 til 60 falder årsnormen med 4.1%. I samme periode stiger arbejdsstyrken moderat, men antallet af beskæftigede stiger endnu mere, hvorfor arbejdsløshedstallet falder betydeligt. "Sæt arbejdstiden ned - og ta' hul på "de glade 60'ere".

Fra 70 til 73 falder årsnormen med 3.3 %. I samme periode stiger såvel arbejdsstyrken som antallet af beskæftigede med det gennemsnitlige efterkrigsniveau. Arbejdsløsheden forbliver uændret moderat. "Sæt arbejdstiden ned - og ledigheden forbli'r konstant".

Fra 87 til 90 falder årsnormen med 7.6 %. I samme periode er arbejdsstyrken næsten uændret, men antallet af beskæftigede falder, hvorfor arbejdsløshedstallet stiger med ca. 50.000 ledige. "Sæt arbejdstiden ned - og kast endnu flere ud i arbejdsløsheden".

Fordrejet statistik? Nej - ovennævnte sammenhænge eksisterer på samfundets fordrejede overflade, og om ikke andet eksisterer disse sammenhænge som dé politiske erfaringer, som danske lønmodtagere har gjort med de beskæftigelsesmæssige effekter ved forskellige arbejdstidsnedsættelser. Erfaringerne er modstridende, men hvem husker på det. Vi husker den sidste erfaring, og den var på mange måder negativ.

Konklusionen er, at der i disse år i udbredt grad eksisterer en afdæmpet tro på, at en arbejdstidsnedsættelse vil kunne rokke ved den store ledighed. Fra kravet, der samlede alle i midten af 80'erne, er kravet om arbejdstidsnedsættelse i dag kravet, der kan splitte enhver faglig forsamling.

Sandheden i, at mange har gjort negative erfaringer med 80'ernes arbejdstidsforkortelser, kan ikke diskuteres. Derimod kan det diskuteres, om de negative erfaringer er berettiget. Skal vi tro på økonomerne og deres elektroniske talknusere (ADAM m. fl.) har de beskæftigelsesmæssige effekter ved alle efterkrigstidens arbejdstidsforkortelser nemlig i store træk været den samme. Ligeledes er effekten ved "ét hug" eller flere "små nøk" over blot lidt længere sigt ganske ens.

Renser vi effekten af en arbejdstidsforkortelse fra de almindelige konjunkturudsvingninger, og indregner vi for den private sektor en produktivitetsstigning på 30 % af en times nedsættelse af arbejdstiden samt fuld personalekompensation i den offentlige sektor, så siger de økonomiske eksperter, at én times nedsættelse af arbejdstiden har en beskæftigelseseffekt på 35.000 til 40.000 jobs.

Så uafhængig af de indhøstede erfaringer, er en nedsættelse af arbejdstiden ét af midlerne mod ledigheden.

 - som svar på den enkeltes krav på mere fritid, mere tid til børn og familie.

Inden for godt én generation er den årlige arbejdstid reduceret med 1/4. Det er jo fantastisk. Og dog! Denne voldsomme reduktion i årsnormen er ikke ensbetydende med, at danskerne arbejder mindre, at "familien Danmark" som sådan slapper af. Siden 1950 er arbejdsstyrken steget med 40 % (fra ca. 2.1 til 2.9 millioner - en tilvækst som skyldes flere danskere i den erhvervsaktive alder samt en drastisk stigning i kvindernes erhvervsfrekevens. Den er eksploderet fra 27 % i 1950 til 72 % i 1992. Også antallet af erhvervsmæssigt beskæftige er steget i den pågældende periode fra ca. 2 til 2.6 millioner med større stigninger fra 60 til 65, 69 til 73 og fra 84 til 86 og med direkte fald i årene fra 66 til 68, 74 til 76 og 79 til 82. Men på sigt har der aldrig været så mange i beskæftigelse som i dag.

Men dertil kommer, at bestemte grupper i bestemte aldre aldrig nogen sinde har arbejdet så meget, som de gør i dag. Småbørnsfamilier er den "samfundsgruppe", som arbejder mest. De er fanget i det "sagsbehandlersamfundet" kalder en "livsfaseklemme". På 20 år er den ugentlige arbejdstid for småbørnsfamilier steget fra 55 timer til lidt over 75 timer pr. uge.

Nogle har "for lidt" arbejde, men andre har "for meget" arbejde. Mange nedslidte på arbejdsmarkedet, som er i 50'erne, og som arbejder de normale 37 timer, har også "for meget" arbejde

Konklusionen er, at det fritids- og familiemæssige ønske om og behov for nedsat arbejdstid ganske givet er meget forskelligt for forskellige samfundsgrupper arbejdslivet igennem.

3. Fremtidige arbejdstidsnedsættelser - problematik

Målet om en ugentlig arbejdstid på 30 timer er et godt mål, som ikke skal anfægtes.

Landsmødets beslutning om at gøre en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer i ét eller højst to hug til den centrale indsats mod den alt for høje ledighed forekommer imidlertid uargumenteret. Nedenfor skal dette krav problematiseres, i form af en række ulemper, som 30 timer i ét eller højst to hug vil have.

- I Danmark har vi et aftalesystem på arbejdsmarkedet, som SF i EU-sammenhænge er meget glade for. I FLU's Notat om implementering af EU-direktiver via arbejdsmarkedets aftalesystem fremhæves 4 "gode grunde til at forsvare det aftalesystem, vi har i Norden" - grunde som ikke relaterer sig til, at aftalesystemet er dansk og nordisk. De fire gode grunde fremhæver, at aftalesystemet faktisk - alle mangler og kritikpunkter på trods - er et folkeligt system, som er med til at opbygge et større engagement omkring arbejdsmarkedsspørgsmål; større organisationsprocenter, idet hele systemet bygger på, at individuelle rettigheder sikres gennem kolletive aftaler, kollektiv optræden; større fleksibilitet samt større stabilitet til "løsning" af parternes modstridende interesser.

Aftalesystemet hviler imidlertid på, at de væsentlige forhold vedrørende løn- og arbejdsforhold - ikke i hvert enkelt tilfælde, men i langt de fleste tilfælde, og ikke til enhver tid og ubetinget, men til de fleste tider og betinget - aftales mellem arbejdsmarkedets parter med de ulemper og fordele, som dette system nu engang indebærer. Aftalesystemet hviler på, at det øvrige samfund herunder regeringen og de politiske partier i betydelig grad respekterer, at regulering på dette område varetages af arbejdsmarkedets parter - på godt og ondt.

I denne sammenhæng forekommer "tonen" i landsmødets beslutninger på dette område ny og fremmedartet for et fagforeningsvenligt parti. Tonen forekommer mere radikalt end socialistisk. 'Det forekommer ikke særlig realistisk, at arbejdsmarkedets parter vedtager noget tilfredsstillende'. 'Arbejdsmarkedets parter skal (!) inden for 2 OK-perioder osv'. Hvor i disse formuleringer finder vi respekten for de tusindvis af møder og generalforsamlinger, som afholdes i forbindelse med, at arbejdsmarkedets parter bliver enige om det ene eller det andet? Hvor finder vi respekten for medlemsdemokratiet - på godt og ondt - bag aftalesystemets beslutningsprocedurer? Den finder vi ikke. En manglende respekt, som der er grund til at advare imod, når partiet hedder Socialistisk Folkeparti.

Der bør fremhæves, at arbejdstiden (herunder bestemmelserne omkring en normalarbejdsuge, årsnormer og fleksible arbejdstider) er typisk overenskomststof. Fagbevægelsens medlemmer stiller faktisk overenskomstkrav vedrørende disse spørgsmål. Afholder tusindvis af møder, hvor disse spørgsmål afvejes og prioriteres i forhold til andre spørgsmål.

Med den nuværende inflationstakt og i virkelighedens verden ved vi alle sammen, at der ved de kommende overenskomstforhandlinger vil blive forhandlet inden for en ramme af 2 % plus/minus nogle decimaler. Denne ramme skal bære hele ønskesedlen om fuld løn under sygdom, pension i alderdommen, mere i løn, betalt frihed til uddannelse og solidarisk lønkompensation ved arbejdstidsforkortelser.

I forhold til hele denne liste af prioriterede krav til de kommende overenskomstforhandlinger har landsmødet beslutninger karakter af en trussel til fagbevægelsens medlemmer og deres forhandlere. I skal prioritere en nedsat arbejdstid så voldsomt, at det vil sprænge alle overenskomstrammer. Derfor kan I naturligvis ikke gennemføre det, som vi siger I skal gennemføre. Rammen er ikke til det, derfor udvider vi rammen for jer i form af skattelettelser. Fremover vil Jeres overenskomstforhandlinger være knyttet til dette lands tilbagevendende diskussioner om skattereformer.

Der er alvorlig grund til at advare imod hele konstruktionen.

Møder SF efter et kommende valg (og eventuel som medlem af regeringen eller som regeringens støtteparti på et aftalt grundlag) op til de kommende overenskomstforhandlinger og "foreslår" (læs: kræver), at parterne nu forhandler sig frem til en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer i ét eller højest to hug, så møder SF i en vis forstand op på skrømt vel vidende, at dette kan parterne umuligt gennemføre. Med andre ord siger SF reelt noget andet. SF siger i denne tænkte situation. Nu har dansk fagbevægelse, landet største folkebevægelse, inden for de strukturer, som medlemmerne selv har valgt og opbygget, på tusindvis af møder diskuteret, rejst og prioriteret en række overenskomstkrav, (herunder er kravet om nedsat arbejdstid også rejst men uden, at kravet dog har topprioritet); men alt dette kan vi i sidste instans ikke tage hensyn til, eftersom SF på et landsmøde i Kolding har besluttet ad politisk vej at diktere en arbejdstidsnedsættelse til 30 timer. Dette krav "fylder" så meget, at det i virkelighedens verden vil skubbe alle andre OK-krav i baggrunden, men det er nu "vores" prioritet. Solidarisk lønkompensation, som LO altid under voldsom kritik har kunnet kæmpe igennem, kan vi naturligvis ikke sikre Jer. Men I kan gå en tidsbestemt skattenedsættelse (solidarisk naturligvis), som I så kan bruge de næste 4-5 års lønstigninger på at erstatte.

Dette scenario er der grund til at frygte, især for et parti som SF. I bedste fald vil det hele bare fremstå som et flop. I værste fald vil SF lægge sig ud med store dele af fagbevægelsen på et meget vitalt spørgsmål, som i sidste instans stiller spørgsmålstegn ved det danske aftalesystems overlevelse. Men SF vil også lægge sig ud med store lønmodtagergrupper, som her og nu vil kunne se en nedgang i lønnen, hvorimod man her i landet aldrig har kunnet få øje på selv halvstore skattelettelser. En nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer evt i ét hug, og hvor den delvise lønkompensation skal udredes på årsopgørelsen fra skattevæsenet, vil her og nu tage sig ud som en nedgang i lønnen på op til 19 %. Sympatien med de århusianske skraldemænd har i det store og hele været omvendt proportional med den faktiske vilje til blot at fordele arbejdet.

Den største ulempe ved en drastisk reduktion af arbejdstiden er, at det ikke kan ske inden for rammerne af aftalesystemet, og de rammer, som overenskomstfornyelserne finder sted under. Men hertil kommer andre ulemper.

Problemet med at opnå fuld personalekompensation inden for den offentlige sektor, hvor kravet især rejses, vil være proportional med størrelsen på arbejdstidsnedsættelsen. 30 timer og vi taler om en personalemerindskrivning på kanp 19 %.

På det private arbejdsmarked vil en drastisk arbejdstidsnedsættelse blive mødt med et massivt pres for større arbejdsintensitet. Hvis lønkompensationen samtidig sorterer under skatteministeriet, vil det være svært at fastholde en opbakning til kravet om nedsat arbejdstid.

En nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer vil i teorien kunne frembringe op til 280.000 nye jobs. Sammenholdt med SF's øvrige beskæftigelsesfremmende forslag, vil det samlede resultat af vores politik resulterer i en betydelig arbejdskraftmangel. OK - der er måske nok af asylansøgere at tage af - men alligevel! Har saligheden ikke et problem. 30 timer, og vi støder ind i de berømmelige "flaskehalsproblemer" inden for mange sektorer.

Til slut skal det nævnes, at der eksisterer en international dimension på dette spørgsmål. At forestille sig en 30 timers arbejdsuge i Danmark i løbet af de næste 3-5 år, er at forestille sig Danmark som lokomotiv på dette område på europæisk plan. Argumenterne herfor mangler vi.

 

I modsætning til kravet om 30 timer i ét eller højst to hug, kan der rejses flere gode argumenter for, at vi ikke på dette spørgsmål tænker utraditionelt. Dvs. der kan rejses flere gode argumenter for, at vi angående den generelle arbejdstid gør, som vi altid har gjort, kædet sammen med en målrettet indsats over for bestemte samfundsgrupper, som har "for meget" arbejde.

Gør vi, som vi altid har gjort, satser vi på her og nu overhovedet at få spørgsmålet om en kortere arbejdstid tilbage til forhandlingsbordet. Kravet vil da hedde 4 x 1/2 time i løbet af 2 overenskomstperioder med solidarisk lønkompensation og fuld personalekompensation (produktivitetsstigningerne vil altid reelt reducere i den fulde personalekompensation). 35 timers arbejdsuge i dette årti vil give op til 80.000 nye ansættelser. Det vil være økonomisk realistisk at gennemføre inden for aftalesystemet, og det vil ikke fuldkommen tilsidesætte de andre krav, som også i 90'erne vil have mange lønmodtageres prioritet - herunder en udbygning af LO-arbejdernes arbejdsmarkedspension og betalt frihed til uddannelse.

Som parti kunne SF fokusere på det "for meget" arbejde, som bestemte samfundsgrupper har, og som de gerne vil af med, hvis økonomien og "trygheden i ansættelsen" tillader det. Småbørnsfamilierne og de nedslidte i 50'erne. (mere om dette).

4. Fleksibilitet i arbejdstiden - problematik

Fleksible arbejdstider har været arbejdsgivernes hovedkrav til de sidste overenskomster - og er det igen ved forårets overenskomstforhandlinger. Men utallige undersøgelser viser også, at fleksible arbejdstider er et stort ønske hos mange lønmodtagere. Tilsyneladende ønsker arbejderne og arbejdsgiverne det samme på dette område.

Det er dog kun tilsyneladende. Når lønmodtagerne svarer ja til større fleksibilitet, så svarer de ja til i større grad selv at kunne tilrettelægge deres arbejde. Årsnorm - OK, hvis lønmodtageren selv kan tilrettelægge sit arbejde. Dette er det afgørende, og det er langt fra indholdet i arbejdsgivernes krav og ønsker. Derfor forsøger lønmodtagerne - og især på det private arbejdsmarked - at holde fast i begrebet om normalarbejdsugen, fordi man her i udpræget grad ikke selv må tilrettelægge sit arbejde.

Tilbage til top