Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] [ Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Efterlønnen - en succes der skal bevares
Leder om efterløn
Fagbladet 1'eren nr. 2, 1996


Skår i glæden
Leder om B&W's lukning
Fagbladet 1'eren nr. 1, 1996


Efterlønnen - en succes der skal bevares

Den danske sommer anno 1996 bød ikke på de store hederekorder - og det selv om ledende politikere lukkede utrolige mængder af varm luft ud.

Det hele startede i virkeligheden i Rosenørns Allé - i LO. Her sendte man ved sommerens start den melding til vejrs, at hvis såfremt ifald de borgerlige partier ville angribe efterlønnen op til finanslovsforhandlingerne til efteråret, så var LO villig til at lade sig presse på spørgsmålet om fradrag i efterlønnen for dem med opsparede kapitalpensioner.

Nu kan man diskutere visdommen i LO's forhandlingstaktik. Såfremt den afspejler mange års indarbejdet taktik, så forstår vi dog bedre resultatet fra mange års overenskomstforhandlinger.

Men visdommen i selve forslaget kan også diskuteres. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner på LO-området, som er at foretrække frem for kapitalpensioner, fjerner ikke den kendsgerning, at rigtig mange af LO's egne medlemmer i aldersgruppen 40-60 år her og nu er henvist til en privattegnet kapitalpension, hvis de vil sikre sig lidt bedre økonomisk i alderdommen. Fradrag i efterlønnen for denne gruppe vil så at sige med tilbagevirkende kraft fjerne det grundlag, som disse mennesker disponerede ud fra, da de indledte deres kapitalopsparing til alderdommen. Den dur ikke!

LO's sommersignal på efterlønsområdet blev hurtigt opfanget af de politiske partier. Væk med efterlønnen; efterlønsalderen op til 63 år; efterløn kun for de nedslidte, osv.

At sidstnævnte forslag om "efterløn kun for de nedslidte" kom fra formanden for HK-Kommunal, Kim Simonsen kan undre i større grad, end at forslaget straks blev bakket op af den 30-årige ungdomsoprører fra DSU, Henrik Saas Larsen, som i en ny bog vil "tilbage til friheden" før velfærdssamfundet.

Når det undrer, at en fagforeningsformand for 72.000 HK'ere kan sige, at efterlønnen er lavet for dem, der er nedslidte, så skyldes det den enkle kendsgerning, at i efterlønnens snart 20 årige historie har det været en klar betingelse for at kunne gå på efterløn, at du præcist ikke er nedslidt; at du omvendt er fuld arbejdsdygtig og at du med alle led og lemmer intakte står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Jeg husker endnu den nedslidte skibsbygger, som i en alder af 59 år røg ind i tre på hinanden følgende blodpropper. Efter en lang sygdomsperiode kom han så meget tilbage til hægterne, at en førtidspension var udelukket, men pyt med det - der var jo efterlønnen. Troede han! Men den nedslidte skibsbygger opfyldte ikke betingelserne for at kunne gå på efterløn. Han kunne ikke siges i fuld omfang at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Historien fik dog en lykkelig udgang. På det nu lukkede B&W Skibsværft indvilligede man i, at være mere humane end den danske efterlønslovgivning. Skibsbyggeren fik et "skånejob" i tre måneder, og dermed opfyldte han arbejdskravet til - uden skøn over graden af nedslidning - at kunne gå på efterløn.

Sommerens opsendelse af varm luft synes indtil videre at være indstillet. Den ene dag meddeler Poul Nyrup Rasmussen, at efterlønsalderen ikke ville blive berørt, men regeringen er villige til at se på LO's tanker om modregning i efterlønnen. Et par dage senere meddeler finansministeren, at ændringer i efterlønsordningen overhovedet ikke indgår i regeringens oplæg til finanslovsforhandlinger. Herefter er forvirringen total.

Opklaringens befriende lys bryder frem et par dage senere, hvor statsministeren står frem og proklamerer, at Socialdemokratiet - efter nærmere omtanke - er rede til at tage et valg på spørgsmålet, hvis nogen så meget som kræver et komma ændret i efterlønslovgivningen.

Klar tale! Meget klar tale! Blot sidder man tilbage med en usikker fornemmelse om, hvor længe klarheden holder. Vi synes, at klarheden bør holde meget længe. Og er regeringen bekymret over den stigende tilgang til efterlønsordningen, så vil vi gerne her og nu pege på to forslag, som kan formindske tilgangen til efterlønnen. Regeringen kan ophæve den lovgivning, som "tvinger" ledige over 60 år på efterløn. Dernæst kan regeringen "armvride" den arbejdsgiverholdning, som anser de over 50-årige som værende for gamle til et nyt arbejdsforhold.

Tilbage til top


Skår i glæden

Enighed gør stærk, siger mundheldet, og det var enighed, som kendetegnede stiftelsen af en ny københavnsk metalafdeling den 18. april 1996.

Barnets officielle navn er Metal København afdeling 1 (af 1996) – i daglig taler Dansk Metal afdeling 1.

Omkring 330 var mødt frem på generalforsamlingen, hvilket er ganske pænt. Vi fik valgt en bestyrelse, som nu har konstitueret sig. Bestyrelsen præsenteres andet sted i dette første nummer af afdelingens medlemsblad – 1’eren.

Der er således grund til at glæde sig. Det lykkedes at stifte afdeling 1 i en atmosfære af tillid og åbenhed samt en vilje fra alles side til, at projektet skulle lykkes. Det lover godt for det fremtidige arbejde, men vi kommer ikke uden om, at det er med kolossal stor skuffelse, at vi i dag må se i øjnene, at gentagne forsøg på at rekonstruere afdelingen største arbejdsplads – B&W Skibsværft – er mislykkedes.

Afdelingen starter op med en rekordstor ledighed på 35%. Det svarer i tørre tal til 725 ledige ud af knap 2000 fuldt betalende medlemmer. For så vidt der fortsat er ledige, der ikke er tilmeldt Metals JOB-Bank, skal jeg opfordre dem til at tilmelde sig. Alt andet lige kan det kun forbedre ens jobmuligheder, og så er der kontingentnedsættelsen på 100 kr. efter fem måneders ledighed, forudsat at man er registreret i JOB-Banken.

Medens politikerne strides om, hvorvidt vi oplever et ”opsving” eller en ”vækstpause”, må vi konstatere, at her i Hovedstaden skal vore ledige medlemmer løbe længe og langt efter de gode smedejobs. I denne situation har mange valgt at tage et efteruddannelseskursus eller to, og ofte ser vi, at det er springbrættet ud i et nyt job, selv om det naturligvis ikke gælder i ethvert tilfælde.

Til det sidste har vi alle håbet på, at det trods alt ville lykkes at rekonstruere B&W Skibsværft i en eller anden form. Men lyset er slukket. Vi er i dag overbeviste om, at nogle i den langvarige B&W-krise har deltaget med en skjult dagsorden. Når Den danske Bank og Unibank i den allersidste fase – og efter, at alle andre var nået til enighed om en rekonstruktion af B&W – ikke engang ville deltage i et møde om sagen, så må det skyldes, at de pågældende banker for længst havde truffet deres beslutning. B&W skal lukke.

Det er bittert at iagttage, at dette lands magtfulde politikere åbenlyst er magtesløse overfor de grå pengemænd, når sidstnævnte bag nedrullede gardiner beslutter med sig selv at nedlægge endnu et par tusinde københavnske industriarbejdspladser.

Vi har aldrig bedt om, at Staten blot skulle gå ind og overtage virksomheden. Rekonstruktionsplanen byggede på, at B&W i ejerkredsen fik såvel en industriel partner (japanske Mitsui) som et rederi (italienske Bottigliere). Dertil kom ordrer på hånden i milliardklassen. Og med den nødvendige vilje og dygtighed ville værftet kunne producere på et forretningsmæssigt grundlag. Men skuden skulle bringes flot, bringes tilbage på sporet – og i forhold til denne redningsaktion må vi konstatere, at dansk industripolitik (erhvervsliv og politikere) ikke er til noget, på trods af den konstruktive stædighed, der har kendetegnet kredsen, som har sloges for værftets rekonstruktion.

Dansk værftsindustri er ude i en knivskarp international konkurrence, og vi kan frygte, at tabet af arbejdspladser på B&W ikke er de sidste arbejdspladser, som branchen må overgive til udenlandske værfter, selv om disse ofte er mindre effektive end de danske.

Det er en myte, at der ikke på et forretningsmæssigt grundlag kan bygges skibe i Danmark. Japanerne kan, og det til bedre lønninger end danske forhold. Men udover dygtige og veluddannede arbejdere kræver fastholdelse af en danske værftsindustri også dygtige erhvervsledere samt banker med en industrihorisont, der rækker videre end hvad der måtte kendetegne forholdene for en sparekasse i provinsen.

Tilbage til top