Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] [ Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Teknologiens udfordringer
Leder om globalisering
Fagbladet 1'eren nr. 4, 1997


Metalkongres 1997
Leder om Metalkongressen
Fagbladet 1'eren nr. 3, 1997


Arbejdsmarkedet mangler en seniorpolitik
Leder om seniorpolitik
Fagbladet 1'eren nr. 2, 1997


Nyt år - nye udfordringer
Leder om strukturen i Metal
Fagbladet 1'eren nr. 1, 1997


Teknologiens udfordringer

Det tog mennesket over en million år at udvikle en stenøkse fra at være groft tilhugget til at være fint tilhugget. Den computer, som den 21. juli 1969 hjalp Neil Armstrong til at lande sit fartøj på Månen, havde i størrelse en hukommelse og en hurtighed, som 20 år senere for længst var overgået i de spillecomputere, som forældre lagde ind under juletræet til deres børn.

Jo, den teknologiske udvikling går i dag så hurtigt, at det gør en forskel til tidligere tider.

International handel har vi kendt til lige siden dengang de jyske bønderkarle ad Hærvejen drev studene sydpå for at bytte sig til romersk glas og frankiske sværd. Men internationaliseringen i handel og produktion har også i dag sat en ny forskel til tidligere tider.

Denne forskel går under navnet globalisering. Monopolkapitalismen er blevet en globaliseret kapitalisme.

Men hvad er forskellen?

Den præcise forskel består i, at de transnationale selskaber i dag besidder en global produktionsformåen muliggjort af den informationsteknologiske revolution. Ud fra en global produktionsevne kan disse selskaber "lokalisere" produktionen, hvor de finder det ønskeligt. Disse selskaber hører ikke hjemme i noget land, de er afnationaliserede, de besidder en global identitet.

Men Lego er da dansk. Eller som de siger i Jylland. Lego er jysk. Godt nok - tænker man hos Lego. Godt nok, så længe også japanske børn er overbeviste om, at Lego er japansk, amerikanske børn at Lego er amerikansk osv. Først da er Lego Lego - global identitet og design med lokal inspiration og   kundepleje.

Til den globale identitet har Lego nu besluttet sig for at leve op til nogle "adfærdsnormer", som skal være gældende for alle de virksomheder jordkloden rundt, som indgår i Legos globale produktionsevne. Til disse normer hører: Nul børnearbejde, nul arbejde udført af fanger, max. arbejdsuge på 48 timer, intet livstruende arbejdsmiljø, ret til faglig organisering.

Jeg er overbevidst om, at Lego her har taget hul på en dagsorden, som har fremtiden foran sig. Ikke blot som forbrugere men som fagbevægelse må vi stille sociale og miljømæssige krav til de transnationale selskabers globale produktionsevne. Det kunne passende være en dagsorden for de medarbejdervalgte repræsentanter i de Europæiske Samarbejdsudvalg (ESU).

Eksempelvis har Ikea 2.500 underleverandører fordelt på 70 lande. Fremover vil flere og flere tænke over, om der gemmer sig børnesved i den billige Ikeastol. Og tro nu ikke, at de transnationale selskaber er uden magt og indflydelse. Økonomisk er IBM dobbelt så stort som Nigeria, Unilever 1 1/2 gange så stor som Ægypten. General Motors 25% større end Danmarks bruttonationalprodukt.

Fagbevægelsen bør alliere sig med den bevidste forbruger og via krav til de transnationale selskaber gå til kamp mod de horrible udbytningsforhold, som gemmer sig bag mange af verdensmarkedets billigste produkter.

I denne sammenhæng er den undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Dansk Metal angående konkurrencen fra lavtlønslandene ikke uden interesse. Eksempelvis har Danmark tabt mange arbejdspladser til lavtlønslandene i Østeuropa - men vundet endnu flere. Der er imidlertid forskel på uddannelsesindholdet i dette "tab og vind-spil". Økonomiens globalisering er en trussel mod de mange danske arbejdspladser med ringe uddannelsesindhold. Men her i 90'erne har Danmark vundet endnu flere arbejdspladser - blot med større uddannelsesindhold i.

På denne baggrund udgør den 1/3 ungdomsårgang, som ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse måske en større trussel mod det danske velfærdssamfund end polske timelønninger på 2-3 $. Det gode ved denne trussel er, at vi selv kan gøre noget ved det, hvis vi vil. Svaret hedder en erhvervskompetencegivende uddannelse til alle vedligeholdt livet igennem.

Hvis vi vil en åben økonomi, bliver den socialistiske arbejderbevægelse tvunget til at tænke internationalismen igennem på en ny måde. Alternativet er en lukket økonomi, hvor der satses på, at vi selv kan det hele - eksempelvis producere biler bag protektionisme og toldmure. Skoda - før og efter! Hvad er bedst? Forbrugerens svar er jeg ikke i tvivl om.

Tilbage til top


Metalkongres 1997

Til efteråret er der kongres i Dansk Metalarbejderforbund. Afdeling 1 møder op med 9 delegerede ud af et samlet antal delegerede på over 500. Så der er langt til flertallet.

Men vi har da lov til at lege med tanken. Tanken om flertal. Tanken om, at andre i Metal tænker tanker som os. Så hvad må der gøres, hvis 9 delegerede udgør et flertal?

Her skal omtales fire punkter, som signalerer et fornyet Metalarbejderforbund på vej ind i det 21. århundrede.

For det første skal vi bryde med den partimæssige binding til Socialdemokratiet. Partiet har allerede brudt med os. Sat sig selv på finansloven. Økonomisk uafhængig af såvel medlemmer som fagbevægelse.

Som fagbevægelse har vi politiske interesser. Og det mere end nogen sinde før. Arbejdsmarkedet er under konstant beskydning fra politisk hold, så klart nok har vi politiske interesser. Men skal disse interesser varetages maksimalt i det 21. århundrede, så skal vi som fagbevægelse være bredere, større og stærkere end ét enkelt partis faglige bagland.

Netop fordi vi som arbejderbevægelse har sejret (ad helvede til) i det 20. århundrede, er den tid forbi, hvor fagbevægelsens unge medlemmer oplever, at de pr. fødsel tilhører en bestemt politisk arbejderkultur. Bindingen til Socialdemokratiet gør os sårbare, hvorimod dialogen vil gøre os stærke.  Menighedspræget må afkastes.

For det andet skal Dansk Metalarbejderforbund signalere en ny europæisk vision, som utvetydigt peger på lønmodtagernes interesser i et samarbejdende Europa. Fælles EU-oplysningskampagner arm i arm med Dansk Industri må og skal tilhøre fortiden. Som fagbevægelse har vi interesse i at gøre EU til en politisk slagmark, så vi som lønmodtagere kan genkende os selv i det europæiske samarbejde og ikke blot hægte os på liberalisternes vogn i en eller anden større, ubekendt sags tjeneste.

Af samme grund må den blinde begejstring for Maastricht-mønten afløses af en kritik af dén økonomiske liberalisme, som Maastricht-mønten er et udtryk for. Maastricht-ØMU'en har i en række europæiske lande ført til omfattende sociale nedskæringer samt stigende arbejdsløshed - og dette må klart kritiseres, hvis europæiske lønmodtagere overhovedet skal kunne genkende sig selv i et europæisk samarbejde.

At sælge den fælles mønt på det argument, at så sparer Hr. og Fru Jensen vekselgebyret på deres næste Costa del Sol-rejse, er dårlig ABC for nybegyndere.

For det tredje skal vi opbygge en ny politisk debatkultur i Dansk Metalarbejderforbund. Med "den kolde krigs" afslutning er mulighederne til stede. En "ren" hovedbestyrelse renset for politiske "fejlfarver" taler alene dinosaurernes sprog - og ikke tidens sprog. Dette århundrede har gjort bitre erfaringer med de ledelser, hvor det var en del af den politiske kultur, at beslutninger altid træffes med enstemmighed.

Uskikken med, at kongresvalgte sekretærer afgår midt i kongresperioderne og suppleres op med nye sekretærer konstitueret af hovedbestyrelsen, må ophøre. Det signalerer et stærkt HB i et svagt Forbund.

For det fjerde må vi nedlægge Dansk Metalarbejderforbund, hvis vi skal overleve langt ind i det næste århundrede. Dvs industriforbundstanken er fortsat vejen frem. Kartellerne skal udvikles gennem overførelse af mere kompetence fra forbundene.

En forhindring her er den manglende énstrengethed i arbejdsmarkedsuddannelserne. De nuværende organisationer står i vejen for en sådan énstrengethed. Kartellerne skal åbne op for et uddannelsessystem på arbejdsmarkedet uden blindgyder.

Signalværdien i disse fire punkter bliver næppe konkretiseret i klare vedtagelser allerede på efterårets kongres. Men alle medlemmer af afdeling 1 må kalde mig Anders, hvis ikke udviklingen går i retning af ovennævnte fire punkter.

Tilbage til top


Arbejdsmarkedet mangler en seniorpolitik

Der tales i disse år meget om, at arbejdsmarkedet trænger til en seniorpolitik. Og noget er der om snakken.

I afdeling 1, hvor ledigheden fortsat er høj efter lukningen af B&W Skibsværft, taler tørre tal deres tydelige sprog. De over 50-årige er overrepræsenteret som ledige. Hvor de 50-60 årige udgør ? af afdelingens medlemstal på ?, udgør de ? af afdelingens ledige. Det danske arbejdsmarked diskriminerer ganske enkelt denne aldersgruppe.

Enten står den over 50-årige lettere til en fyreseddel, når virksomheden skal rationalisere, eller også har den over 50-årige vanskeligere ved at komme tilbage i et nyt job. Eller der er tale om en kombination af begge forhold. Fakta er, at det danske arbejdsmarked presser mange til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, end den enkelte selv ønsker det.

Hovedansvaret herfor hviler på arbejdsgiverne. Deres angreb på efterlønnen, som dén forgyldte reform, der suger arbejdskraften ud af virksomhederne, er ubegrundet. Siden reformens indførelse i 1979 er efterlønnernes reelle købekraft stagneret i forhold til andre befolkningsgrupper. Faktisk oplever mange efterlønnere i dag, at deres levestandard stiger, når de pensioneres.

Dansk Metal har netop offentliggjort en interessant rapport, hvor de smede, som i 1996 gik på efterløn, begrunder årsagen hertil. Undersøgelsen viser, at 38 % valgte efterlønnen pga. fysisk krævende arbejde, arbejdstempoet eller et svigtende helbred. Kun 18% angiver "lyst til mere fritid" som den vigtigste årsag.

Endnu mere interessant angiver mellem 30 og 40 %, at de ikke ville være gået på efterløn, hvis arbejdsklimaet have været bedre; hvis arbejdet var mindre fysisk krævende eller hvis der havde været mulighed for reduceret arbejdstid. Med andre ord. Hvis arbejdsmarkedet og dets aftaler tager hensyn til de ældre, vil tilbagetrækningsalderen med sikkerhed forskubbes opad.

Vi er ikke tilhængere af deltid som en generel ordning på arbejdsmarkedet. Men som element i en seniorpolitik må muligheden for en reduceret arbejdstid være en del af svaret. Retten til delefterløn må derfor indbygges i overenskomsterne.

Vi er heller ikke tilhængere af "skånejobs", som har karakter af 2. sorterings arbejdspladser, hvor nedslidt arbejdskraft kan underbetales med offentlige tilskud til "skåneriet", som samtidig fratager den enkelte elementære faglige rettigheder og meneskeværd. Jvf. artiklerne inde i bladet, hvor nogle af afdelingens medlemmer beretter om deres erfaringer med puljejobs.

Derimod må vi tilbage og genskabe noget af det sociale ansvar, som mange virksomheder faktisk udviste før tempoalderen for alvor satte ind i 80'erne. Sandheden er jo, at mange år før en klog politiker fandt på udtrykket "skånejob", eksisterede der i tusindvis af "skånejobs" i danske virksomheder.

Vil man producere i velfærdssamfundet Danmark, må det indebære, at virksomhederne også har et socialt ansvar. At de bærer deres del af omkostningerne ved, at man ikke kan have 30 års erhvervserfaring og samtidig være 25 år.

Overenskomster og lokalaftaler må indrettes efter, at der skal være plads til de ældre. I dag har arbejdere, der er fyldt 50 år, lidt længere opsigelsesvarsler end andre. Arbejdsgivernes svigtende sociale ansvar kunne hjælpes på vej gennem en kraftig forbedring af tryghedsbestemmelser for de over 50-årige. Lad det koste lidt ved kasse 1 at smide en 57-årig på porten samtidig med at informationschefen udsender en grædebulletin over den forgyldte efterlønsordning, som samfundet ikke har råd til.

Tilbage til top


Nyt år - nye udfordringer

Et ubrugt år står foran os. Eet år, som vil byde på mange udfordringer til os alle.

Det gamle år sluttede ikke, som vi havde håbet på. På Atlas og Valdemar Henriksen samt i B&W Energi, blev der i årets sidste måneder skruet ned for blusset med afskedigelser til følge. Et kedeligt budskab at modtage i en afdeling, som i forvejen har Metals højeste ledighedsprocent.

Derfor skal afdeling 1 i 1997 fortsat bruge mange kræfter på efteruddannelsesområdet samt i opsøgninger af arbejdspladser for afdelingens ledige medlemmer.

Øresundsforbindelsen har indtil videre ikke budt på de mange smedejobs, men nogle er det dog blevet til. Også for afdelingens medlemmer. Men det er blevet til endnu flere jobs for smede, der hentes ind fra Jylland og ikke mindst Spanien.

Afdeling 1 har mange rejsefolk, og vi synger ikke med i det kor, som for tiden kræver de skattefri godtgørelser ved rejsearbejde afskaffet. Der skal kompenseres i kolde kontanter, når du lever dit liv i en kuffert og aldrig ved, om du næste uge arbejder i Jyderup eller Jönköping, men arbejdsgiverne slipper for billigt fra denne fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Et debatindlæg i dette nummer af "1'eren" har ret i, at hele ordningen burde omlægges, men det må ske over en årrække - og først efter, at overenskomsterne sikrer rejsefolkene den nødvendige kompensation.

Når det er attraktivt for jyder at arbejde på Øresund, er det ikke fordi, de får københavnerlønninger. Regnskabet går først op, når de skattefri godtgørelse medregnes, og det er et problem, som fagbevægelsen må se at få løst ved kommende OK-forhandlinger.

Et større problem (og det får også en kommentar med i dette nummer af "1'eren") er, at der tilsyneladende udføres smedearbejde på Øresund til en reel timeløn under 50 kr. indenfor en arbejdsuge på 84 timer. Her bliver såvel den danske arbejdsmiljølov som EU's forkætrede arbejdstidsdirektiv overtrådt noget så eftertrykkeligt.

Personligt er jeg overbevist om, at dette misforhold finder sted. Dels har vi i afdelingen talt med flere af de spanske arbejdere, som bydes disse vilkår. Vi har set lønsedler, som man af frygt for repressalier ikke tør lade os kopiere. Lønsedler, som ikke oplyser om noget timetal, men om en månedsløn på ca. 16.000 kr. i et job, hvor reglen er, at du arbejder fra kl. 6 til kl. 18.00 mandag til søndag.

Vi finder det dybt forkasteligt, at der ved et så stort byggeprojekt, som har såvel den danske som svenske stat som arbejdsgivere, kan etableres arbejdspladser under sådanne vilkår. Vores harme bliver ikke mindre, når vi tænker på, at ledighedsprocenten i afdelingen ligger over 30 %. Så længe vi er overbeviste om, at der arbejdes under ovennævnte forhold på Øresund, vil vi vedholdende forfølge sagen.

Blandt årets andre udfordringer kan nævnes, at økonomien i Metal København strammer til. Lukningen af B&W og dermed et faldende medlemstal har naturligvis sat økonomien i afdelingen på smalkost. Men for hver krone, som medlemmerne betaler i "afdelingskontingent" er de 60 øre forinden gået til fællesadministrationen af Metal København.

Så også i Metal København kan man mærke økonomisk, at en stor smedearbejdsplads er forsvundet. I de kommende år skal der spares. Først vil flertallet benytte sig af den gammelkendte grønthøstermetode. Den gør ikke så ondt, men om få år vil denne metode ikke slå til. Så skal der laves strukturændringer, og her er meningerne lige så stærke, som den manglende vilje til ændringer er svag.

Men udfordringen er også stor. Følger vi blot "tidsånden" eller "udviklingen" med stort U, så omdanner vi ikke blot Metal København men hele Forbundet til et kæmpe hus af sekretariater, som aldrig er længere væk fra medlemmet end den nærmeste telefon, fax, E-mail etc.  Har du et fagligt problem, så hjælp dig selv over Internettet!

Denne udvikling bliver vi alle en del af før eller siden. Med noget meget vigtigt går tabt, hvis vi i denne udvikling ikke husker på, at fagbevægelsen også er en "bevægelse", jeg vover at sige "folkebevægelse", som tusindvis af medlemmer tager del i på mange forskellige områder og niveauer.

Fagbevægelsen er en af de få institutioner tilbage i vort samfund, hvori titusinder af danskere hvert år forholder sig til dette samfunds grundliggende udviklingsperspektiver. Medlemsdemokratiet, den levende debat, den interne faglige kamp om meninger og holdninger må ikke ofres på et alter, hvorfra der alene velsignes med ekspertviden fra de forenede sekretariater.

Udfordringen er at forene tidssvarende serviceformer med eet levende medlemsdemokrati. Ellers ender vi op med et Dansk Metal, som er lige så folkeligt som landets folkeligste forsikringsselskab.

Tilbage til top