Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] [ Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Er efterlønnen sikret?
Leder om den nye efterløn
Fagbladet 1'eren nr. 4, 1998


Efter det femte danske NEJA!
Leder om Amsterdam-afstemningen
Fagbladet 1'eren nr. 3, 1998


OK-forlig: Overraskende ringe
Leder om industriforliget 1998
Fagbladet 1'eren nr. 2, 1998


Velfærdssamfundet i et valgår
Leder om velfærdssamfundet
Fagbladet 1'eren nr. 1, 1998


Er efterlønnen sikret?

2005-udvalget er navnet på det regeringsudvalg, der denne sommer har gødet jorden for en arbejdsmarkedsreform senere på året.

Den særstatus, som de 50-59 årige i dag har, og som indebærer, at de kan blive i dagpengesystemet frem til efterlønsalderen, foreslår udvalget afskaffet.

Og så skal der findes en måde, der i praksis begrænser tilgangen til efterløn ligesom udvalget finder, at det er en overvejelse værd at nedsætte dagpengeperioden.

Dansk Arbejdsgiverforening og Venstre siger det mere klart. Sæt efterlønsalderen op til 62 eller 63 år og dagpengeperioden ned til 3 år.

Forringer regeringen den nuværende efterlønsordning, så er jeg ikke i tvivl om, at tusindvis af lønmodtagere, som ved forårets folketingsvalg stemte på Socialdemokratiet, vil føle, at statsministeren har begået løftebrud i forhold til valgkampens sidste store løfte: efterlønsgarantien.

2005-udvalget er af den opfattelse, at ét eller andet statistisk tal, som udvalget kalder 5%s arbejdsløshed er det samme som fuld beskæftigelse. Men så er målet jo mere eller mindre allerede nået, så hvorfor hele kataloget af nye stramningsforslag over for de ledige?

Vi er på ingen måde modstandere af ændringer i dagpengesystemet, hvis ændringerne har som mål at fjerne "klientgørelsen" af den ledige samt bedre sikre den ledige ordinært arbejde.

Man kunne starte med at indføre en fast dagpengesats for kortvarige ledighedsperioder (6 uger). Det er et afbureaukratiseringsforslag, som vil være meget arbejdstidsbesparende. Væk med de 13 måneders lønsedler og den individuelle beregning af dagpengesatsen, som alligevel i hovedsagen fører frem til max. dagpenge. Efter 6 uger er de fleste allerede ude af dagpengesystemet igen.

Efter 6 ugers ledighed bør der ske en såkaldt grundregistrering (og individuel dagpengeberegning) af den ledige, og vi er enige i, at denne med fordel kunne placeres i A-kasserne og ikke i AF. Men til grundregistreringen hører også opbygningen af en JOB-Bank, og den bør omfatte alle landets ledige i et enstrenget system, der med fordel kunne lægges ind på Internettet med krav til arbejdsgiverne om, at de er forpligtiget til at lægge alle jobansøgninger ind på det samme system. Systemet skal kunne bære åbenhed for alle.

Den nuværende firkantede opdeling i en 2-årig dagpengeperiode og en 3-årig aktivperiode bør afskaffes.

De første 6 måneders ledighed bør i hovedsagen være den lediges "egen sag", dvs systemerne skal ikke her begynde at "klientgøre" den ledige, idet langt de fleste ledige i denne periode selv finder et andet job.

Men allerede efter 6 måneder bør der mere systematisk "handles". Troen på, at man bare selv lige går hen og finder et nyt job, begynder nemlig at smuldre for den ledige efter 1/2 års ledighed og er for længst forsvundet efter 2 års ledighed. Men "handlingen" bør ikke ske ved, at den nuværende aktivperiode fremrykkes til 6 måneders ledighed (eller 1 års ledighed).

På banen skal en handlingsplan, der ikke i denne fase indeholder jobtræningselementer. Hele vægten skal lægges på om- eller opkvalificering af den ledige inden for rammerne af en systematisk indsats. Fagforeningernes efteruddannelsesviden bør her komme på banen. Kursustilbud m.m. Og så bør virksomhederne i større grad tvinges til at medvirke til det bedste redskab,  vi overhovedet har. Jobrotationsordninger, hvor den ledige får en chance og virksomhedens egne medarbejdere opkvalificeres. Elementerne ovenfor skal afspejle et aktivt arbejdsmarked.

Hvis ovennævnte tiltag ikke bringer den ledige i arbejde inden for 2 år, kan handlingsplanerne begynde at indeholde jobtræningselementer og uddannelsesmæssig hjælp til helt at skifte fag. Aktivperioden som sådan skal væk og især de langvarige puljejobsordninger. I stedet skal den målrettede indsats måles på, at inden for en bestemt referenceperiode er så og så mange uger brugt på "aktive dagpenge".

Dagpengeperioden skal ikke afkortes. Og hvis nogen tror, at "støtten" næsten er det samme på bistand, så tager man fejl. Hvor dagpenge følger personen, følger bistanden husstanden. At ryge ud af dagpengesystemet kan i værste fald betyde, at hele den hidtige personlige indtægt forsvinder.

Tilbage til top


Efter det femte danske NEJA!

Det blev så et Ja til Amsterdam-traktaten. Ja'et var ikke en time gammelt, før ja- og nej-siden diskuterede, hvornår danskerne kan få lov til at gøre afstemningen om igen.

Fem afstemninger om for eller imod EF/EU på godt 25 år er vel det nærmeste, vi kommer en religionskrig i Danmark. Troende fremfører ja- og nejsiden deres respektive budskaber, og kun nødtvunget lyttes der til modpartens usaglige "skræmmekampagne".

Og alligevel er der sket en positiv udvikling i danskernes EU-debat. Afstemningerne i 1972 og 1986 handlede mest om flæskepriser og ussel mammon. I dag er debatten mere politisk - og det er positivt, selv om niveauet under Amsterdamdebatten sjældent bevægede sig væk fra laveste fællesnævner.

Bekymret fremføres det, at den danske befolkning fortsat er spaltet midt over i EU-spørgsmålet. Drude Dahlerup efterlyste på valgaftenen et EU-projekt, der kunne samle opbakning fra 80 % af den danske befolkning. Ønsket er lige så fromt, som det er politisk naivt.

Hvorfor skal højre og venstre absolut forenes, når vi taler europapolitik? I dansk politik regerer Nyrup på 86 færøske stemmer.

Lad os på venstrefløjen - fagligt og politisk - bruge Amsterdamafstemningen til at diskutere, hvordan vi kan opnå reel politisk selvstændighed. Diskutere hvordan vi kan skabe de nødvendige internationale rammer for, at de nationale "afmagtspolitikere" kan opnå større reel politisk handlekraft. Større reel politisk magt over økonomien og dén "blinde" udvikling, som aldrig bliver sat til folkeafstemning. For én ting er givet. Danskernes ja/nej-religionskrig ændrer ikke på, at nationalstaterne overalt mister suverænitet, og det er et politisk problem for folkestyret. Økonomiens globalisering, Internettets logik m.m. kender ingen nationalgrænser.

Når 361 "danske" virksomheder svarende til 63.000 "danske" arbejdspladser siden 1993 er overtaget af "udenlandsk" kapital, så taber Danmark ikke suverænitet i Grundlovens forstand. Men når Amsterdam-traktaten medfører, at EU-direktiver fremover skal tage forbrugerpolitiske hensyn, så taber Danmark suverænitet i Grundlovens forstand. Det er jo grotesk.

Når superliberalisten Ronald Reagan i 1986 sænker den amerikanske selskabsskat med 12 procentpoint, så sætter USA en ny verdensnorm. Lavinen ruller endnu, og senest har de danske afmagtspolitikere fulgt trop og foreslået selskabsbeskatningen sænket fra 34 til 26%. Medens den transnationale kapital søger i skattely i Luxemburg og på de engelske kanaløer, forbliver nationalstaterne afmægtige tilbage og overgår hinanden med de højeste etableringstilskud og de laveste selskabsskatter. Her er ingen kvaler, skattey­derne betaler - lyder de nationale politikeres naive udbudsslogan.
Men hvor blev suveræniteten af? Ja, den er jo formelt bevaret, for det er jo "frivilligt", at regeringen underlægger sig de blinde markedskræfter.

Men hvis EU om føje år fastsætter en selskabsbeskatning på minimum 20-25 % - for at komme de usolidariske skattesnylterlande som Luxemburg til livs - så mister Danmark formelt suverænitet, selv om et sådant forslag netop vil udstyre de nationale politikere med en reel politisk handlekraft, som i Danmark kan fastholde en selskabsbeskatning på 30-35%.

Nationalstaten Danmark skal ikke afskaffes - tværtimod. Den fædrelandsløse kapital har for længst solgt fædrelandet til stanglakrids, men hvis lønmodtagerne vil bevare Danmark, så skal de tilvejebringe de nødvendige internationale betingelser for politisk handlekraft og suverænitet i nationalstaterne. Og den kamp går langt videre end valgkampens romantisering af den personlige paskontrol som danskhedens sidste bastion.

Gælder kampen reel politisk suverænitet, er alternativet måske hverken mindre union eller mere union - men en bedre union.

Den diskussion skal nok køre videre frem til næste afstemning - om 4 år.

Tilbage til top


OK-forlig: Overraskende ringe

Søndag nat den 23. marts kl. 4 nåede Dansk Industri og CO-Industri frem til en aftale om fornyelse af industrioverenskomsten for en ny 2-årig periode.

Hovedelementerne i aftalen er:

Pensionsbidraget forøges med 2 x 0,9% den 1. juli 1998 og 1. juli 1999, hvorefter bidraget fra denne dag er 5,7%. Arbejdsgiverne indbetaler fortsat 2/3 af beløbet.

Arbejdstiden ved skiftehold nedsættes med 1 time på 2. og 3. hold fra den 4. oktober 1999.

Juleaftensdag bliver en betalt fridag.

Løn under barsel forhøjes fra 95 kr. til 115 kr. pr. 1. april 1998.

Mindstelønnen hæves med 2 x 2 kr. den 1. marts 1998 og 1. marts 1999.

Genetillæg, som ikke har været reguleret siden 1. marts 1995, reguleres med 8,5% pr. 1. marts 1998.

Bestemmelserne omkring variabel arbejdstid gøres endnu mere fleksibel med mulighed for at aftale en årsarbejdstid. Samtidig kan den normale arbejdstid nu lægges mellem kl. 6 og 18, og ikke som tidligere mellem kl. 6 og 17.

Dansk Industri vurderer, at aftalen "kan sikre en forbedring af industriens internationale konkurrenceevne". DI har beregnet, at aftalen årligt vil koste industrien 0,7%.

Endelig indeholder aftalen en "musefældeklausul", som skal sikre, at industrien på pensionsområdet indhenter efterslæbet på 0,9% i forhold til det øvrige private arbejdsmarked.

Da pensionsopsparingen blev startet i 1993, lå det i kortene, at bidraget over en 10-årig periode skulle udbygges med 0,9% om året. Dette mønster brød CO-Industri selv for tre år siden, da man accepterede 0,6% pr. år i en 3-årig aftale - angiveligt for at "redde" de decentrale forhandlinger. Da Dansk Arbejdsgiverforening (læs Dansk Industri) så accepterede, at det øvrige arbejdsmarked fortsatte udbygningen med 0,9%, så var fanden løs i Laksegade.

De nuværende forhandlinger blev derfor fra CO-Industris side indledt med et ufravigeligt krav om, at efterslæbet på 0,9% skulle indhentes i den kommende overenskomstperiode. Det skal "musefældeklausulen" tilsikre.

I egen selvforståelse er det industrien, der viser vejen. I egen selvforståelse er det industrien, som har den gule førertrøje på. Men hvordan bærer man sig ad med at være feltets anfører, når man reelt ligger bagerst i feltet. Det er "musefældeklausulen" et dårligt løsningsforslag på, som den øvrige LO-familie nok skal opfatte som ren gift for deres forhandlinger. For i virkelighedens verden vil klausulen virke som en bremse på det øvrige arbejdsmarkeds pensionsudbygning. Og er det særligt kollegialt?

Endelig er klausulen vel det nærmeste man kan komme centrale overenskomstforhan­dlinger forhandlet pr. stedfortræder. Og er det særlig klogt?

Til selve resultatet må det siges at være overraskende ringe. Medens 300.000 svenske industriansatte netop har fået nedsat den årlige arbejdstid med 3 dage, så skal deres danske kolleger nøjes med at få juleaftensdag betalt som fridag. De fleste har fri i forvejen, og mange får også dagen betalt. 2 ud af 7 gange falder den betalte fridag i øvrigt i weekenden. Og den kendsgerning har ligget i kortene lige siden solsystemets dannelse. Fra juleaftensdag som betalt fridag til selve kravet om en 6. ferieuge, som i Tyskland, er der meget, meget langt.

Lærlingene har fået en regulering af satserne, således at en lærling på første satstrin nu får 36 kr. i timen. I disse år har industrien svært ved at tiltrække tilstrækkeligt mange unge til industrifagene. Og det er et alvorligt problem, erkender alle. Men en lærlingeløn på 36 kr. er heller ikke tiltrækkende. Som lærlingene selv formulerer det. "Det er sjovt at være lærling. Selv lønnen er til grin".

Når det tages i betragtning, at rekordoverskuddene i disse år hagler ned over industriens arbejdsgivere, så forekommer det for ringe, at der ikke skulle være mere i posen til industriens ansatte. Hvis dette er niveauet i tider, hvor det går godt, er der grund til at frygte OK-resultatet i de tider, hvor det økonomisk går dårligt.

Nu skal medlemmerne stemme om resultatet. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der blandt afdeling 1s medlemmer er et stort flertal af nej-stemmer.  

Tilbage til top


Velfærdssamfundet i et valgår

Et nyt år ligger ubrugt foran os. Et valgår, hvor vi senest til september skal sammensætte et nyt folketing. Regeringen ønkser at gøre velfærdssamfundet til valgets hovedtema.

Skal det lykkes for landets mørkemænd at omdanne "vokskabinettet" (VOKZ-partierne) til landets nye regeringskabinet, eller skal den nuværende regering fortsat have ansvaret for et "Danmark i fremgang"; et Danmark som på flere og flere områder udvikler sig til et "foregangsland" i Europa - for nu at bruge nogle af statsministerens yndlingsudtryk.

Dette valg er for os let. Vi er ikke til "bal i den borgerlige" - og slet ikke med voksfigurer. Men når man hører statsministerens tilfredshed med regeringens arbejde, kan afstanden mellem denne selvtilfredshed og brede befolkningsgrupper alvorlige bekymring for velfærdssamfundet godt give anledning til lidt eftertanke.

Bag efterårets pludselige tilgang af nye arbejdervælgere til Pia Kærsgaards korstog mod de fremmede gemmer der sig dybest set en frygt for velfærdssamfundets overlevelse. Selv om efterlønnen og folkepensionen så også eksisterer om 20 år, så frygter de fleste, at disse velfærdsordninger "nok skal være ophørt den dag, hvor jeg får brug for dem".

Usikkerhed og utryghed er voksende størrelser i det danske samfund. Frygten for ledighed har bredt sig til stort set alle lønmodtagergrupper - og for mange har ledigheden fået større konsekvenser end tidligere.

Det er ikke lykkedes "Danmark i fremgang" at mane usikkerhedsfølelsen i jorden. Således kan Ugebrevet Mandag Morgen (nr. 43,1997) dokumentere, at medens Mogens Lykketoft i Finansredegørelse 97 glæder sig over, at graden af økonomisk lighed, hvad indkomsterne angår, er fastholdt i Danmark i modsætning til lande som USA, England, Tyskland, Holland, Finland m.fl., så er den sociale polarisering mellem danskerne alligevel forøget.

Siden 70'erne er ghettodannelsen taget til - økonomisk lighed på trods. Medens de veletablerede spreder sig ud i parcelhuskvartererne, klumper folk på overførselsindkomster sig sammen i mere og mere belastede boligkvarterer præget af det almennyttige boligbyggeri.

Og hvad angår selve den store velfærdsdrøm, at du gennem uddannelse kan bryde de sociale barrierer omkring dig, så har der på dette afgørende punkt ikke været "fremgang i Danmark" siden midten af 70'erne.

Samtidig - beretter Mandag Morgen - er prisen, der betales ved udstødning og marginalisering - blevet højere end tidligere. 50'ernes og 60'ernes unge, som ikke fik sig en kompetencegivende uddannelse, havde alligevel gode chancer for at klare sig. Et job på Tuborg, direkte ind fra gaden, og du var velbeslået. Anderledes i dag, hvor disse jobtyper er væk. Hver tredje af de unge får fortsat ingen erhvervskompetencegivende uddannelse. Konsekvensen er i dag alvorligere, og velfærdssamfundet er endnu ikke uddannelsesmæssigt omstillet til denne situation.

Og sidst men ikke mindst er der hele usikkerheden om velfærdssamfundet i det europæiske samarbejde. På Metalkongressen i efteråret fortalte Max Bæhring de delegerede, at fremover var det slut med fælles EU-kampagner sammen med Dansk Industri. Og tak for det. Vi har senere erfaret, at der er forskel på "kampagne" og "oplysning". For næppe var kongressen overstået, før Metal sammen med Dansk Industri, partiet Venstre m.fl. gik med i initiativet "Danmark i Europa", som skal formidle folkelig oplysning om Danmark i Europa. Vi skal ikke bruge plads på ordkløveri, og modstandere af folkeoplysning er vi heller ikke - men, men, men!

Mon ikke mange af de Metalmedlemmer, som berettiget eller uberettiget frygter for det danske velfærdssamfunds overlevelse i EU, under alle omstændigheder undrer sig over følgende logik: Når velfærdssamfundet skal forsvares i Danmark under den nationale valgkamp i år, så er Uffe Ellemann og hans "vokskabinet" den store skurk, men når samme velfærdssamfund skal gøres til forgangsmodel for hele Europa, så er Uffe Ellemann og hans ideologiske brødre i Dansk Industri vore bedste meningsfæller.

Jeg tvivler ikke på, at Max Bæhring forstår sammenhængen. Men jeg tvivler på, at hans medlemmer gør det. Og er det ikke bare ærgerligt?

Tilbage til top