Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] [ Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Vi gør ikke forskel
Leder om polsk arbejdskraft
Fagbladet 1'eren nr. 4, 1999


En vellykket illusion
Leder om Kristelig Fagbevægelse
Fagbladet 1'eren nr. 3, 1999


Automatisk tilmelding
Leder om parti og fagbevægelse
Fagbladet 1'eren nr. 2, 1999


Efterløn og eftertanke
Leder om den nye efterløn
Fagbladet 1'eren nr. 1, 1999


Vi gør ikke forskel

Da vi i fagforeningen for et par år siden sloges for at hæve nogle spanske svejseres lønninger på Øresundsforbindelsen, så de i det mindste opnåede overenskomstens mindstebetalingssatser, kan jeg huske nogle journalister, som forarget anklagede os for, at vi kun gjorde det, for at holde de pågældende spanske arbejdere ude af Danmark.

Men det er forkert. Det er også forkert, når vi forleden i Dansk Industris lokaler på Rådhuspladsen i København fra ledelsen af et stort polsk firma fik at vide, at vi diskriminerer polsk arbejdskraft i Danmark – og det i en grad, så firmaet nu vil overveje at gå til den polske regering med en klage.

Diskriminationen skal angiveligt bestå i, at vi kræver samme løn til polakkerne, som tilsvarende lokal, dansk arbejdskraft er ansat til.

I den konkrete sag, der omhandler et halvt hundrede polske smede på Avedøreværkets nye blok 2, opnåede vi for første gang en aftale på dette område, som ikke diskriminerer udenlandsk arbejdskraft.

Vi gør nemlig ikke forskel. Om smeden er jyde eller jøde; om han bærer kasket eller hun bærer tørklæde; om han er katolik eller nærmere græsk-katolsk; om han kommer fra Sydpolen eller Nordpolen eller selve Polen, det er og bør være os fuldkommen uvedkommende, når vi forhandler løn- og arbejdsforhold for et givent stykke arbejde.

Vores forskelligheder kan i andre sammenhænge være interessante og vedkommende, til tider irriterende, og sådan er det. Men ingen har krav på en discount-løn blot med henvisning til en bestemt nationalitet, tro eller hudfarve.

Om få år er Polen, Ungarn og Tjekkiet medlemmer af EU, og dermed ligger det danske arbejdsmarked endnu mere åbent for arbejdskraften fra disse lande. På bestemte betingelser skal de være velkomne. De skal være velkomne, hvis de kommer til dette land i kraft af egen dygtighed og effektivitet, faglig og teknologisk formåen. Men de skal ikke være velkomne, hvis det skjulte grundlag for deres arbejde her i landet er ”social dumping”, dvs. et krav om, at vi skal acceptere, at arbejdskraften fra disse lande kan arbejde i Danmark til en lavere løn.

Gennem de senere år er det nærmest blevet reglen frem for undtagelsen, at større revisioner og nybygninger på de danske kraftværker og forbrændingsanlæg ikke kan udføres uden brug af østeuropæisk arbejdskraft i betydelig omfang. Der har været tale om en nedadgående spiral, hvor omfanget er blevet større og større, og hvor de firmaer, som byder på licitationerne, er ”tvunget” til at indregne mere og mere arbejde udført til ”lavprislønninger”. Og uden at firmaerne af den grund scorer ”kassen”.

Nogle vil sige, at det er de danske elforbrugere, der scorer kassen. Men hvornår har danske forbrugere af el krævet, at danske kraftværker skal bygges til 30 kr. i timen? ”Skurken” i dette spil er snarere ejerkredsen bag de regionale energiselskaber, hvis bestyrelseslokaler er fyldt godt op med kommunal- og amtspolitikere. I denne kreds har man til forskel fra tidligere i dag accepteret, at østeuropæisk arbejdskraft er en uundgåelighed på de danske kraftværker.

Så opgaven ligger endnu engang hos fagbevægelsen. Opgaven ikke at gøre forskel på folk. At sikre samme løn til Kristoffer som Krzysztof. Fremtiden må så vise, om de mange ”eksperter”, som danske ambassader i Østeuropa giver arbejdstilladelse til, fortsat er efterspurgt arbejdskraft, når dansk fagbevægelse sikrer, at de også her i landet aflønnes som eksperter.

Med aftalen på Avedøreværket er vi gået den første halvdel af vejen. En overenskomst som matcher dansk lønniveau – slet og ret. Sidste halvdel af vejen består i, at vi opnår nagelfast sikkerhed for, at lønnen også reelt kommer til udbetaling – uden returkommission i hjemlandet. Den strækning bliver måske vejens sværeste stykke at gå. For det vil kræve, at vi – som vores modpart på arbejdsmarkedet – i dagligdagen arbejder internationalt. Et emne, som vi ellers mest kommer ind på i skåltaler ved festlige lejligheder.

Tilbage til top


En vellykket illusion

I disse måneder for hundrede år siden førte arbejdsgiverne en hundrede dages lang arbejdskamp mod arbejdernes brug af kollektive kampskridt. 40.000 mand blev lockoutet. 15.000 fik ingen støtte. Børn døde af underernæring. Af nød rejste lockoutede til udlandet. Selv danske bønder sendte fødevarer ind til byens sultende arbejdere.

Storkonflikten endte med Septemberforliget. Om end udskældt har Septemberforliget som en slags Arbejdsmarkedets Hovedaftale overlevet op til vore dage med dens anerkendelse af arbejdernes ret til organisering og kollektive kampskridt. 

Konflikten gav også anledning til dannelsen af en strejkebryderorganisation med åndeligt armod og oprindelse i Indre Mission. Pastor Vilh. Beck, formand for Indre Mission, hilste organisationen velkommen som en forening, der kunne markere ”adskillelsen mellem Guds folk og Djævlens”. Ifølge organisationen måtte modsætningen mellem arbejdsgivere og arbejdere aldrig føre til kollektive kampskridt så som strejker, blokader og eksklusivaftaler. Strejkeretten er senere håndhævet i internationale konventioner. 

Desværre kan netop denne strejkebryderorganisation i år også fejre 100 års jubilæum. Organisationen hedder Kristelig Fagbevægelse. Den 6. maj i år led den kristelige ”fagbevægelse” et nederlag i Højesteret, idet retten stadfæstede den etablerede fagbevægelses historiske og hævdvundne ret til kollektive kampskridt. (Her retten til eksklusivaftaler).

I en netop offentliggjort rapport omtaler lektor Steen Scheuer den kristelige fagbevægelse som ”en vellykket illusion”. Vellykket fordi denne ”fagbevægelse” i dag har godt 50.000 medlemmer. Illusion fordi den ikke er nogen fagbevægelse. Scheuer påpeger, at til definitionen på en fagforening hører dens uafhængighed af arbejdsgiverne. Og Kristelig Fagbevægelse har i hundrede år været særdeles afhængig af Kristelig Arbejdsgiverforening, men hvem man har indgået ”overenskomster” for nogle få tusinde personer.

Og hvilke overenskomster! Den kristelige industrioverenskomst indeholder bestemmelser om indslusningsløn for personer under 20 år, ingen krav om afspadsering af overarbejde, ingen forhøjet timesats for arbejde på søn- og helligdage, idet arbejde på helligdage vel bærer den åndelige løn i sig selv. Osv. Efter hundrede års virke skønner Scheuer, at det er lykkedes de kristelige at overenskomstdække 0,5% af det danske arbejdsmarked. Ikke underligt at urafstemning er forbudt hos de kristelige. Som fagforening er de kristelige intet mindre end en helvedes fiasko.

Men som A-kasse samler de kristelige op. Godt hjulpet af lovgivningen, som har lovliggjort, at de kristelige kan danne en tværfaglig A-kasse, hvilket er forbudt for alle andre. 

Medens LO-fagbevægelsen de sidste 25 år er vokset med ½ million medlemmer, er den kristelige A-kasse vokset med 130.000. Og det er for mange. Hovedforklaringen på ”den vellykkede illusion” hedder lavere kontingent. Bag det lavere kontingent gemmer der sig den overraskelse, at de kristeliges A-kasse er 17,75 kr. dyrere om måneden end Metals A-kasse. Det faglige kontingent er imidlertid hos Metal i København 479 kr. om måneden, hvilket de fleste vil mene er et stort beløb. Det tilsvarende beløb hos de kristelige er 149 kr. Det er ikke noget stort beløb, men til gengæld har medlemmet sikkerhed for, at pengene er spildte. Samme sikkerhed har man ikke i den rigtige fagbevægelse, som år efter år forhandler bedre løn og arbejdsforhold hjem til medlemmerne.

Som andre forklaringer på ”den vellykkede illusion” henviser Scheuer til en undersøgelse, hvori hele 70% som forklaring på deres gule medlemskab anfører, at de ikke ønsker at støtte et bestemt politisk parti. 13% henviser til dårlig behandling i deres gamle fagforening. Det er forklaringer, som bør give anledning til eftertanke.

24% henviser i øvrigt til ”fagbevægelsens” kristne grundsyn. De hører til de udvalgte. For helt udemokratisk kræver valgbarhed til ”fagforeningens” hovedbestyrelse, at man er ”bekendende kristen”. Sådanne regler styrer i sidste led landets 6. største  statsanerkendte A-kasse. Må jeg sige amen og Gud fader bevares!

Tilbage til top


Automatisk tilmelding

Forleden lå der en reklamesag i min postkasse, som jeg studsede over. "Hr. Anders Laubjerg. Blandt mange er du blevet udvalgt til at modtage månedens pornofilm for kun 49 kr. Foretager du dig intet, er du automatisk tilmeldt ordningen. Pengene opkræves via den bogklub, du i forvejen er medlem af. Velkommen i klubben!"

Nej, vel! Det må være løgn, og det er det også. Så dårlig markedsføringsetik vil intet pornofirma turde binde an med.

Men andre tør. Jeg var 18 år, da jeg første gang måtte melde mig ud af en klub, som jeg ikke havde meldt mig ind i. Det var dette lands "åndelige systembolaget", den danske monopolfolkekirke, som automatisk opkræver kontingent fra såvel troende som hedninge. Først skulle jeg forklare en præst, hvorfor jeg ikke ville være medlem, derefter måtte der tre breve af sted til skattevæsenet, før det ophørte med at opkræve kontingent.

Men forleden lå der et andet tilbud i min postkasse - og det er sandt. Et forsikringstilbud til en ny efterlønsordning. "Du vil i henhold til lovgivningen automatisk blive tilmeldt den ny efterlønsordning" - men mindre du melder fra. Kontingent: kr. 2.208  stigende til kr. 3.864 år 2001.

Ingen skal være i tvivl. Jeg framelder mig ikke, og som formand for afdeling 1 anbefaler jeg afdelingens over 35-årige medlemmer at tilmelde sig den ny efterløn. Men jeg bryder mig ikke om fremgangsmåden. Det afspejler "en bedrevidende omsorg" for den store grå masse, som hører en anden tid til. Hvis I blot forholder Jer passive, så skal vi - der ved bedre - nok indrette samfundet til Jeres bedste.

Fremgangsmåden, som ikke er ukendt i dansk fagbevægelse, vil i årene fremover i stigende grad sælge billetter ved udgangsdøren og ikke ved indgangsdøren. Fremgangsmåden vil sælge og sælger allerede billetter til den kristelige A-kasse.

Da stormvejret rasede på sit højeste omkring den nye efterlønsreform, ønskede mange medlemmer, at blive fritaget for at deres fagforeningskontingent blev brugt til partipolitiske formål. Også her er fremgangsmåden den negative, at man skal framelde sig for at blive fri. I bestyrelsen havde vi forinden stormvejret truffet den beslutning, at vi ikke ville besværliggøre medlemmernes selvstændige stillingtagen. Da stormvejret havde lagt sig, havde halvdelen af afdelingens medlemmer frameldt sig. Denne gang gjorde jeg det også selv.

Naturligvis ikke på grund af pengene. Hele mit voksne liv har jeg betalt penge til partipolitiske formål. Og skulle Socialdemokratiet akut mangle "mine" 10 kr., så er partiet velkommen til at ringe.

Men igen er det fremgangsmåden, som opleves krænkende, nedværdigende og formynderisk og som sælger billetter ved udgangsdøren.

Dansk Metals medlemmer har meldt sig ind i en fagforening og ikke ind i et parti. Og når kongressen flertal har besluttet, at vedkende sig "sine socialdemokratiske grundholdninger" og den afledte partipolitiske støtte, så kan ingen anfægte det legitime heri. Men når kongressen samtidig - nødtvunget af landets lovgivning - "tager til efterretning", at nogle medlemmer "kan markere en afvigende holdning", og "reservere sig overfor økonomiske bevillinger til Socialdemokratiet" ved skriftligt at meddele det til forbundets statsautoriserede revisor, så inviterer hele denne fremgangsmåde til en reaktion fra tusindvis af forbundsmedlemmer, som - i kraft af fagbevægelsen resultater - opfatter sig som selvstændige individer i samfundet.

Som fagbevægelse har vi massevis af politiske interesser, men vi har ingen interesser i at stemple halvdelen af vore egne medlemmer som "afvigere". Stalin er død.

Tilbage til top


Efterløn og eftertanke

Året 1999 er i skrivende stund 16 timer gammelt. På denne årets fødselsdag falder det naturligt at tage bestik af fremtiden - og om nødvendigt sætte en ny kurs.

1999 bliver ikke mange måneder gammelt, før Atlas Stord - afdelingens næststørste arbejdsplads - nedlukker sin produktion i Danmark. Kapital - let tjent på den norske nordsøolie - opkøbte for et par år siden Atlas. Hvad der skulle ske, ser vi nu. Produktionen samles på øen Stord ved Bergen i en virksomhed, som er teknologisk forældet og mindre effektiv end Atlas i Ballerup.

Lukningen af Atlas er endnu et eksempel på, at danske industriledere i samarbejde med dansk pensionskassekapital (Pensam ejer 45% af aktiekapitalen i Atlas Stord Denmark) ikke formår at fastholde industriel fremstillingsvirksomhed i Københavnsområdet. I eksemplet Atlas er det for os særlig bittert - for "Stord-løsningen" er alene muliggjort ved, at to norske kapitalgrupper - Kværner og Acker-Stord - henter lettjente penge ud af den norske nordsøolie.

De arbejdsløse smede fra Atlas kan så forventningsfulde se frem til, at de som 60-årige kan modtage et efterlønsbevis fra statsministeren, som nok også i årene fremover hedder Rasmussen. Forinden vil de fleste dog ha' fundet et andet arbejde - men ikke nødvendigvis inden for smedefaget. Og skal vi drage erfaringer fra lukningen af B&W, så vil mange over 50-årige blive tvunget til alt for tidligt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Vreden over statsministerens konkrete udformning af valgkampens efterlønsgaranti nåede før jul betragtelige højder. Som jeg ser problemet, har Socialdemokratiet et problem i det forhold, at partiet fører sig frem som garanten for velfærdssamfundet, uden at gøre det lysende klart, at der ikke er tale om det velfærdssamfund, som danskerne kender - den såkaldte nordiske model.

Denne model er jo kendetegnet ved, at velfærdsgoder som pension, dagpenge/sygedagpenge, efterløn m.m. er finansieret via skatten og ikke, som i Centraleuropa, bygget op omkring bidrag indbetalt af arbejdsmarkedets parter. Det gør en forskel - ikke blot i solidaritet men også i mentalitet.

Hvor finansieringen i den nordiske model ikke sker med henblik på din egen pension eller efterløn, men med henblik på dem, som her og nu er nydere af pension og efterløn, der antager solidariteten i den centraleuropæiske model mere forsikringskarakter, hvor du sparer op til din alderdom.

Med Lykketofts efterlønsreform har denne forskel i et slag forvandlet sig fra at være en akademisk diskussion til at være en konkret stillingtagen, som eksempelvis den 30-35-årige skal træffe, når han eller hun skal beslutte sig for at abonnere på en efterlønsordning til den nette abonnementspris på 3-4.000 kr. om året.

Det er denne centraleuropæiske solidaritetsmodel, som Socialdemokratiet i dag er garant for - måske under indtryk af den folkelige modvilje mod den nordiske skattemodel, som arven fra Glistrup repræsenterer. Men bliver det sagt klart nok?

Solidariteten skifter form men samtidig bureaukratiseres den i ulidelig grad.

Engang betalte en almindelig lønarbejder sin skat og oppebar samtidig retten til en folkepension. Sådan! Det var til at forstå. I dag betaler en almindelig lønarbejder fortsat sin skat. Men for at sikre sin alderdom betaler han nu også til ATP med selvstændig konto; en anden konto med alderdommen for øje bogføres hos LD; så er der 1%'s skatten, den Særlige Pensionsopsparing. Så er der arbejdsmarkedspensionerne efter europæisk model foruden at mange er lokket med på de skattebegunstigede kapital- og ratepensioner. Og nu skal vi så ha' en særlig efterlønskonto.

Otte forskellige ordninger! Samlet set et kludetæppe, som bringer den solidariske tanke i miskredit.

Tilbage til top