Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] [ Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Til hvem det måtte vedrøre
Leder om den 50. Metalkongres
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2000


Agurker er sunde
Leder om Euro-afstemningen
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2000


Historisk stort JA til OK-2000
Leder om OK-2000
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2000


Men det taler vi ikke om
Leder om nationale fortielser
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2000


Til hvem det måtte vedrøre

Min kærlige hilsen til Dansk Metals jubilæumskongres skal starte i min computers frasearkiv. Med et par enkelte tryk på tastaturet og første frase er allerede dukket frem. – Til hvem det måtte vedrøre. Et par slag til og endnu en frase dukker frem. - På given foranledning! Og dermed er denne kongreshilsen jo allerede godt i gang. Med andre ord.

På given foranledning henvender jeg mig til, hvem det måtte vedrøre. Med stor tilfredshed, ja med begejstring skal kongressen hilses, hvis den vil tage skridt til, at de af industriens ansatte, som har deres afsæt i uddannelserne i og omkring Metals uddannelsesområde, samles i ét slagkraftigt fagforbund. I første omgang at Dansk Metal og Dansk El-forbund fusionerer til et nyt forbund. Et forbund som formulerer sig så visionært, at det vil virke tillokkende for andre organisationer efterfølgende at komme med. Jeg tænker her i første række på Blik og Rør og Telekommunikationsforbundet. Men andre fagforbund kunne også komme på tale.

En sådan fusion vil uden for al tvivl være til gavn for vore medlemmer. Derfor skal det visionære projekt lykkes. Jeg nægter at tro på, at det vil være de to organisationers menige medlemmer, som vil kunne finde på at stille sig på bagbenene over for en kommende fusion. Jvf. interviewet i dette blad med tillidsmand René Nielsen fra Thyssen Elevator. Kuldsejler fusionsprojektet, skyldes det organisationerne selv.

Der vil være nogle, som i en sådan proces må sige farvel til en kasket. Min trøst skal være. I længden er det bedre at have noget i hovedet end på hovedet.

I afdeling 1 og på dette sted i 1’eren har vi sagt det før. Men på given foranledning – der kom frasearkivet i brug igen – er vi nødsaget til at sige det på ny. Vi tvivler på, at den nuværende ”politiske kultur” i Dansk Metal er velegnet til at udgøre den atmosfære, som alle skal indånde i et nyt fusioneret forbund.

Forbundsformand Max Bæhring udtaler i dette nummer af 1’eren, at vel er Dansk Metal ikke en virksomhedskoncern, men vi bliver målt og vejet på, at vi i vores faglige virke ledelsesmæssigt er effektive som i en koncern.

Det får mig til at tænke på en udtalelse fra en direktør for et stort multinationalt selskab, som betegnede moderne lederskab med begrebet ”ledelse af forskellighed”.

”Ledelse af forskellighed” vil være et nøglebegreb i et nyt forbund. Forskellige traditioner og kulturer skal bringes sammen og danne det frugtbare og levende grundlag for en stærk og handlekraftig ledelse.

Ledelse af forskellighed indebærer, at der i et nyt forbund ikke eksisterer A- og B-medlemmer. Men det gør der i Dansk Metal. B-medlemmerne er de formastelige århusianske og københavnske smede, som tillader sig at vælge lokale ledere, der ikke har den rigtige partibog i orden. De kan ha’ afdelinger bag sig med  tre og fire eller otte tusinde medlemmer, men i forbundets ledelse kan de ikke repræsenteres. Den dagsorden må ganske enkelt ophøre, hvis det overhovedet skal lykkes at skabe et nyt forbund.

Det ville ha’ været et flot signal at sende til omverdenen, hvis Dansk Metal på sin 50. kongres af egen drift overvandt denne skygge fra fortiden. Men intet antyder, at det skulle blive tilfældet.

Dansk Metal afdeling 1 er et sammenbragt barn af tre forskellige afdelinger. Forskellige traditioner og erfaringer, forskellige faglige og politiske synspunkter er repræsenteret i afdelingens bestyrelse. Ikke af nød og tvunget af omstændighederne. Vi tilstræber, at repræsentative synspunkter er repræsenteret i afdelingens bestyrelse. Og det fungerer.

Personligt har jeg intet imod uenighed. At respektere andres synspunkter falder mig ikke svært, selv om jeg ikke måtte dele disse synspunkter. Men det falder mig svært at respektere andres synspunkt, hvis jeg dybest set finder synspunktet dumt og inkompetent.

At lede Dansk Metalarbejderforbund – en faglig organisation – på det åbenlyse grundlag, at kun medlemmer af Socialdemokratiet er kvalificerede til en plads i forbundsledelsen er dumt og inkompetent. Det er selvmål.

Tilbage til top


Agurker er sunde

Avisernes agurketid er indledt. Det er for lederskribenter, journalister og andet godtfolk en god tid, for i agurketiden kan man skrive om alt og mene alt. Alle synspunkter er lige gode – for de skal blot bruges til at fordrive tiden med.

Så kald mig Anders, om vi ikke hen over sommeren skal læse meget om f.eks. EU. Emnet er netop i denne tid velegnet til at slå mønt på. Og det selv om flere og flere er enige om, at valget den 28. september ikke så meget handler om mønter, penge og økonomi. Valget er politisk. Valget handler om, hvordan vi fastholder og udvikler vort demokrati. Hvordan vi fastholder og udvikler folkets politiske indflydelse på pengepolitikken.

Og her er vi så i den helt igennem forunderlige situation, at Ja-fløjen siger, at den politiske indflydelse på økonomien kan bevares og udvikles ved at stemme Ja. Og Nej-fløjen siger, at den politiske indflydelse på økonomien kan bevares og udvikles ved at stemme Nej.

Så kære læser. Her gælder den ringe trøst. Du må tænke selv. På nuværende tidspunkt synes valgets udfald mere end usikkert. Kun Dronningen synes sikker på at bevare ”kronen”.

For Dansk Metals medlemmer kan sommerens agurketid endvidere bruges til at tænke over, hvad det nye barn skal hedde. Altså ikke mønten, men det nye forbund, som Metalkongressen til september skal træffe beslutning om. For selv om vi er store, så vil Dansk El-forbund ikke blot blive ”opslugt” i Dansk Metal. Træffer de to forbund beslutning om sammenlægning, hvilket vi må håbe, så vil der blive tale om en ”sammenslutning”, hvor resultatet er et helt nyt forbund. Og dette forbund skal vel hedde noget nyt. Og så kigger vi igen ind i fremtiden. Hvad skal moderne smede og elektrikere hedde i et samfund, som nogle kalder servicesamfundet – andre informationssamfundet?

Som udgangspunkt kan vi tage, at Dansk Metal allerede har strøget ”arbejderforbundet” af navnet. Så ordet ”arbejder” er yt blandt det folk, som ved højtidelige lejligheder omtales som jordklodens mest arbejdsomme.

Så er der ordet ”Metal”, som vel i mange sammenhænge signalerer noget frisk og fræk, ”hardcore” i dagens jargon, friske drenge – mere som Anja Andersen end som Bokse-Brian. Men hvordan skal elektrikerne kunne føle sig dækket ind af ordet metal? De er i bedste fald industri-elektrikere, men ikke ”metal-elektrikere”. Det du’r ikke. Såvel ”metal” som ”el” må ofres på modernitetens tidsalter.

Med ansigtet inde i fremtiden er vi altså hverken smede, maskinarbejdere, metal- eller el-folk. Tilbage melder sig to ord, som de iderige ganske givet vil lege med. Vi skal hedde noget med ”tekniker” og/eller noget med ”service”.

Det sidste ord – service – skal jeg ikke anbefale. Meget ”service” i servicesamfundet går jo blot ud på, at du selv skal udføre arbejdet (ulønnet) – du skal selv betale dine regninger (Home-banking); du skal selv dække bord og rydde op efter dig (McDonald); du skal selv reservere dine togbilletter (DSB); du skal selv lege omstillingsbord (telefoncomputere) osv.

Tilbage er der ordet tekniker. Blev barnet kaldt ”Dansk Teknikerforbund” står den sidegevinst allerede klar, at et nyt navn er overflødigt, når sammenlægningen med Teknisk Landsforbund senere sker fyldest. Og selv om tekniker lyder af mere end smed, så er det jo ikke anderledes end en adjunkt alene med alderen bliver til en lektor. Så hvorfor skulle en kedelsmed ikke kunne ende sine dage som ”tekniker”?

Agurker er sunde. God sommer!

Tilbage til top


Historisk stort JA til OK-2000

Hvis Max Bæhring går rundt i disse dage og er en glad person, så forstår jeg ham godt. Hvor kun 44 % af Metals medlemmer stemte JA til OK-98, hvilket førte en storkonflikt med sig, så stemte næsten dobbelt så mange JA til OK-2000 – nemlig 86 %.

Også de såkaldte ”røde metalafdelinger” stemte ja med meget store flertal. I København stemte 80% JA i afdelingerne 1 og 13, 84% stemte ja i afdeling 15 og 88 % i afdeling 14. I Lyngby stemte 86 % JA, i Horsens 90 % og i Århus 85 %.

Så medvirkende til det store JA har været, at den kritiske venstrefløj i Dansk Metal gik ind og anbefalede overenskomstforliget, og at medlemmerne tog anbefalingen til sig. Det er mig bekendt første gang i Forbundets historie, at et OK-resultat er blevet anbefalet af samtlige formænd og kasserere. Så OK-2000 er og bliver historisk.

Baggrunden for det store JA skal næppe søges i, at arbejdsgiverne denne gang fik enden vendt i vejret, så skillingerne trillede dem ud af lommerne. Tværtimod! OK-2000 er en relativ billig overenskomst for arbejdsgiverne. Nej baggrunden skal søges i prioriteringen af kravene. I det forhold at forbundsledelsen denne gang i større grad lyttede til medlemmernes krav, gik i dialog med medlemmerne, og med det store JA kvitterede Forbundets medlemmer så for, at demokratiet i fagbevægelsen fungerede. Og det kan vi så alle glæde os over.

Spørgsmålet er så, om denne glæde kan holde sig helt frem til Metals 50. kongres i september 2000. Jeg tænker her på, at valg til hovedbestyrelsen i årtier har haft den skjulte og fuldkomne forældede ”koldskrigsdagsorden”, at medlemmer af fagbevægelsens ledelse skal være medlemmer af et bestemt politisk parti – nemlig af det Socialdemokrati, som i disse måneder kæmper en ihærdig kamp for at holde sig over de 20 % i meningsmålingerne. Når kongressen har punktet valg på dagsordenen, så hedder den skjulte dagsorden: Hellere den mindste socialdemokrat end den største fagforeningsmand!

På grund af denne skjulte dagsorden er Forbundets største jyske afdeling (Århus) samt ”de røde afdelinger” i København ikke repræsenteret i Hovedbestyrelsen.

Denne holdning – som er lige til Frilandsmuseet – fik mig til på sidste kongres at foreslå lodtrækning til hovedbestyrelsen, således at de bedst kvalificerede også fik en chance. Jeg tror ikke engang, at man på ”bjerget” fandt denne bemærkning morsom. For her rører vi ved noget helligt. Lige så helligt, som når den kinesiske folkekongres samles og med 4.000 stemmer for og 0 imod vedtager alt i enighed. Det oplever de kongresdelegerede selv som en enestående styrke. Verden uden for finder det blot grinagtigt.

Når den skjulte valgdagsorden skal forsvares, skyder artilleriets største kanon denne salve af: Vi kan ikke have folk siddende i hovedbestyrelsen, som stemmer NEJ til overenskomsten. Dette argument har med OK-2000 fået det sværere. Forbundets kritiske venstrefløj har vist, at den ikke per automatik anbefaler et NEJ.

Men skal man så forvente, at holdningen til hovedbestyrelsesvalg vil ændre sig. Mit svar er. Det skal man overhovedet ikke forvente sig. For dybest set handler spørgsmålet slet ikke om OK-afstemninger. Det handler om at overvinde en forstenet opfattelse af fagbevægelses rolle. Forskellen kan formuleres således. Som fagbevægelse har vi massevis af politiske interesser, men vi har ingen partipolitiske interesser. Det har mange af fagbevægelsens medlemmer – heldigvis. Nogle betaler endda kontingent til politiske partier – 20-30-50 kr. om måneden eller mere. Men de færreste vil betale 400 kr. om måneden. Jo, til en faglig organisation vil de. Dette signal skal meget klarere ud. Når vi udtaler os, så er vi ikke et politisk parti. Så er vi en fagbevægelse – morgen, middag og aften.

Tilbage til top


Men det taler vi ikke om

Mit nytårsønske til det nye årtusinde skal være mere ærlighed i den danske samfundsdebat.

Ønsket får mig umiddelbart til at tænke på historien om Nyrups far som nazist. Som kvittering på statsministerens ganske rigtige bemærkning om, at Pia Kjærgaards udlændingepolitik ikke er stueren, kom det så frem, at Nyrups far under krigen var nazist.

Det værste ved denne oplysning er for så vidt ikke selve oplysningen, men at oplysningen – også for Nyrup selv – først dukker frem mere end 50 år efter krigen. Hermed kan Nyrups personlige familieskæbne stå som symbol på hele nationens kollektive hukommelsestab omfattende årene 1940-45.

Fejheden i den danske holdning til nazismen kan måske udtrykkes således. Ansvaret for at befri Europa fra nazismens pest påhviler ikke danskerne – og medens andre nationer forbløder i denne kamp, kan danskerne lige så godt få det bedste ud af situationen. I stedet for at undskylde denne holdning, har vi valgt ikke at tale om den. Som nation har vi aldrig undskyldt denne holdning hos rigets fremmeste mænd – heriblandt statsminister Stauning, fagbevægelsens formand Laur. Hansen, arbejdsminister og tidligere smedeformand Johs. Kjærbøl, justitsminister Thune Jacobsen, tunge erhvervsledere som A.P. Møller, ”cementminister” Gunnar Larsen og mange, mange flere.

Fortielserne har til dels gjort danskerne historieløse hvad angår Anden Verdenskrig. Og fortielserne fortsætter. Her følger – som kærlig afskedsspark til det gamle århundrede - et par kontroversielle fortielser.

Europa er på vej mod Europas forenede Stater.

Siden EU-samarbejdets opstart i 1952 har det europæiske samarbejde haft én og kun én retning. En tættere og tættere økonomisk og politisk integration. Underbygges det nuværende samarbejde med en europæisk forfatning, så er Europas forenede Stater allerede en realitet - med eller uden Danmark. Men det taler vi ikke om!

Danmark er på vej til at blive et multi-etnisk samfund.

I en verden, hvor de rige i USA, Europa og Japan fortsat nægter at indføre en fair handel med de fattige lande; i en verden, hvor 80 % af Jordens befolkning om få årtier vil bo i et såkaldt udviklingsland, i en sådan verden er det en ren illusion at tro på, at immigrationsstrømmen til Europa kan stoppes. I Europas rigeste land udgør indvandrerne 1/3 af befolkningen. En ny FN-rapport anslår, at Europa de næste 25 år skal modtage 125 mio. immigranter, hvis europæerne vil bevare deres levestandard. Men det taler vi ikke om!

Danmark har allerede ondt i menneskerettighederne.

En hjørnesten i et demokratisk samfund er kravet om lighed for loven. Men hvordan omgår vi dette krav, og samtidigt fortsætte med at fremstå som pæne mennesker? Vi er ikke racister, men racediskrimination på arbejdsmarkedet har vi for længst affundet os med. Men det taler vi ikke om!

Dansk fagbevægelse svigter samfundets svageste.

Blandt de såkaldte etniske grupper på arbejdsmarkedet er arbejdsløshedsprocenter på 50-80% det normale. Samtidig er arbejdsmarkedet det vigtigste integrationsled i samfundet overhovedet. Men arbejdsmarkedets parter gør reelt meget, meget lidt for at integrere de svageste på arbejdsmarkedet. Og det er heller ikke et krav fra fagbevægelsens medlemmer. Om medlemmerne er borgerlige, socialdemokrater, socialister eller kommunister, kræver de ved OK-forhandlingerne det samme: Formuleret i én sætning: Mere af det samme. Det sidste taler vi meget om. Men integrationen. Det taler vi ikke om!

Ansvaret for at tale om disse forhold påhviler os alle – men ikke mindst påhviler det arbejderbevægelsens faglige og politiske ledere.

Tilbage til top