Startside ] Op ] Tidens udfordringer ] Kina på spring ] Fagbevægelsens fremtid ] Organisering(3) ] De "gule" kopier ] Organisering(2) ] Organisering(1) ] Metal-leder 2005 ] Livslang læring ] Metal-leder 2004 ] Globale selskaber ] LO Kongres ] Metal-leder 2003 ] Irak ] Metal-leder 2002 ] Østeuropæere ] Den danske Model ] [ Metal-leder 2001 ] A-kasser ] Arbejderpartierne ] Metal-leder 2000 ] Metal-leder 1999 ] Rejsemontører ] Metal-leder 1998 ] Dagpengereform ] Metal-leder 1997 ] Metal-leder 1996 ] Sæbecirkulære ] Arbejdsmarkedsreform ] Arbejdstid ] Sczcezin Skibsværft ] Løntilskudsjob ]

 

Anders Laubjergs hjemmeside


Flere rettigheder og færre pligter
Leder om kontrol med de ledige
Fagbladet 1'eren nr. 4, 2001


Klassekampens nye ansigt
Leder om globalisering
Fagbladet 1'eren nr. 3, 2001 og Dagbladet Arbejderen den 2. august 2001


Hold fingrene væk
Leder om partistøtte
Fagbladet 1'eren nr. 2, 2001


Den stærkeste og farligste kraft
Leder om nationalisme
Fagbladet 1'eren nr. 1, 2001


Flere rettigheder og færre pligter

Solen skinnede ekstra dejligt den forårsdag i år, hvor arbejdsminister Ove Hygum efterlyste en fordomsfri nyorientering af aktiveringspolitikken. ”Færre regler og flere rettigheder”. ”Kompetenceudvikling” frem for ”tvang og kontrol”. Siden har vi intet hørt. Og nu regner det.

Det var i januar 1994, at Nyrup-regeringen lancerede den store arbejdsmarkedsreform. Arbejdsløsheden var rekordstor. 330.000 fuldtidsledige – det højeste antal ledige siden krigen. Reformens hovedsigte var en mere målrettet aktiveringsindsats i forhold til den blot passive dagpengeforsørgelse. Individuelle handlingsplaner med fed streg under ”individuelle” var et nøgleord.

Men næppe var ”arbejdsløshedskurven knækket”, før der blev strammet op. Nogle vil kunne huske Jytte Andersens ”hyrdebrev” til landets AF-kontorer. Slæk blot på det individuelle i handlingsplanerne. Landets institutioner må ikke mangle ledige til jobtræning. Andre vil måske huske stramningerne i rådighedsreglerne – eksempelvis ”sæbecirkulæret”. ’Hvis den ledige møder usoigneret til en formidlingssamtale hos AF, og det formodes, at den ledige møder tilsvarende frem hos arbejdsgiveren, afsluttes formidlingen med kode 6’, som er en negativ indberetningskode i A-kassen.

Og i takt med faldet i ledigheden blev dagpengeperioden nedskåret fra 4 år i ’94 til 1 år i dag efterfulgt uændret af en 3-årig aktivperiode.

Nyrup-regeringen skal ikke kritiseres for det flotte fald i ledigheden fra 12 til 5%. Men regeringen skal kritiseres for, at arbejdsmarkedspolitikken er blevet et forvokset regelværk af – i værste fald - mere eller mindre ligegyldige kontrolforanstaltninger og – i bedste fald – af endeløse detailregler, som i hvert enkelt tilfælde skal sikre 100%’s opfyldelse af ”rettigheder og pligter”.

Den nye efterløn er et godt eksempel på det løbske regelværk. Tidligere blev der talt arbejdstimer én gang. I dag kan det løbe op i tre gange. Første gang ved udstedelse af efterlønsbeviset. Jagten går her på at finde 1924 ustøttede arbejdstimer inden for de sidste 3 år. Næste gang finder sted to år efter udstedelse af efterlønsbeviset, hvor jagten går på at finde 3120 timer i perioden efter bevisets udstedelse. Og tredje gang ved den endelige overgang til efterløn/pension, hvor jagten går på at finde 481 timer pr. opsparet præmieportion.

Om bl.a. dette løbske regelværk har en journalist og to tidligere a-kasseledere, Torben Dam Jensen og Keld Flintø skrevet en læseværdig debatbog. Bogen hedder: Befri de ledige. Tankevækkende gør forfatterne opmærksom på, at i 1951 fyldte den kommenterede udgave af regelsættet for arbejdsløshedsforsikring 421 sider. Ledigheden var dengang på 9.7%. I dag er ledigheden som nævnt 5%, men regelsættet er i mellemtiden vokset til 17.000 sider.

De nævner også, at administrationen af efterlønnen er vokset 20 gange siden efterlønnens indførelse. Og i takt med at AF anvender flere og flere ressourcer på administration, sagsbehandlling, kontrol af de ledige og andet bureaukrati, er virksomhedernes brug af AF til ArbejdsFormidling (AF står for ArbejdsFormidling) faldet med 25% siden 1994.

I deres bud på at ”befri de ledige” er forfatterne inspireret af arbejdsmarkedspolitikken i Holland. Pladsen her tillader ikke en nærmere kommentering af deres konkrete forslag, men hovedsynspunktet er, at den ledige i dag er en meget ”forskellig person” og at ”informationen” om denne forskellighed, der er afgørende for at få et moderne arbejdsmarked til at fungere optimalt, aldrig tilfredsstillende kan blive opsamlet i et gammeldags, bureaukratisk kontrolsystem. Det forudsætter, at den ledige selv kommer i spil, selv bliver arbejdsmarkedspolitikkens hovedaktør. Så langt - så godt.

Debatten synes påtrængende. Og behovet for nytænkning stikker langt dybere end Ove Hygums seneste udspil, som skal muliggøre, at den ledige kan grundregistrere sig hos AF via internettet. Så vi venter fortsat!

Tilbage til top


Klassekampens nye ansigt

Det er lidt af et paradoks. I ugebrevet Mandag Morgen (nr. 16, 2001) retter 6 fællestillidsmænd en skarp kritik af fagbevægelsen for ikke at tage udfordringen op fra klassekampens nye former - globaliseringen af erhvervslivet.

”Virksomhederne og deres investeringer flytter sig hastigere end nogensinde. Firmaer åbner og lukker, omstrukturerer og fusionerer. Det går ud over medarbejderne hver gang. Hvis ikke fagbevægelsen lærer at matche de store koncerner og sætter en anden politisk dagsorden, bliver vi kvast"- udtaler Helmut Jacobsen, fællestillidsmand for 2.500 LO-ansatte i Kastrup Lufthavn og næstformand i Metal afd. 16.

Med rette kan en anden næstformand i Metal, forbundets næstformand Thorkild Jensen ugen efter i samme blad replicere, at ”netop Dansk Metal har nu i snart mange år været engageret i at få skabt internationale regler og aftaler, og det arbejde fortsætter vi”. Og som et eksempel nævner Thorkild Jensen det store arbejde, som Dansk Metal og Europæisk Metal Federation lagde for dagen, da direktivet om Europæiske Samarbejds Udvalg (ESU) skulle køres gennem beslutningsmøllen i EU.

Paradokset er, at begge næstformænd har ret. Ingen, der har overværet Metals seneste kongresser, kan være i tvivl om, at globaliseringen er et emne, som optager Dansk Metal uhyre meget. Omvendt behøver jeg ikke at læse Mandag Morgen for at kunne genkende de 6 fællestillidsmænds kritik. Her kan jeg blot lytte til min egen næstformand, Werner Jørgensen, der sidder med i det europæiske samarbejds-udvalg for MAN-koncernen. Eller jeg kan lytte til kassereren i afdeling 15, Bjarne Jørgensen, der sidder med i det europæiske samarbejdsudvalg for Alfa Laval.

Disse tillidsmænd oplever alle, at de er meget overladte til sig selv i arbejdet med at give virksomhedernes globale ledelsesstruktur et kvalificeret internationalt modspil. Og i virkeligheden udfører disse tillidsmænd i disse år et græsrodsarbejde, som på samme tid kan opleves som værende langt fra værkstedsgulvet og dog agerer de midt i klassekampens nye minefelt. De er med til at opbygge det internationale kontaktnet af tillidsmænd; de internationale koncernaftaler (overenskomster?) og den europæiske virksomhedskultur, som i fremtiden skal holde Europa fri for amerikanske tilstande, hvor der i enhver større virksomhed er ansat en "union buster", hvis opgave er at forhindre de ansatte i at organisere sig.

I dette direkte modspil til en global ledelsesstruktur oplever vi atter engang, at tillidsmanden er rygraden i fagbevægelsen. Og her må det så dobbelt bekymre de faglige ledere – i eksempelvis LO – at ansatte i små virksomheder i stigende grad er uden tillidsmand, (ifølge en LO-undersøgelse har 35% af alle ansatte ingen tillidsmand) samtidig med at de få tillidsmænd med mange ansatte oplever, at de er overladte til sig selv.

For ærlig talt. LO-formand Hans Jensens opfordring for nylig til fagbevægelsens medlemmer om at melde sig ind i ATTAC, kan synes noget malplaceret.

I en verden, hvor 51 ud af verdens 100 største økonomiske enheder er globale selskaber (og ikke nationalstater); i en verden, hvor globalisering også er 250 millioner børnearbejdere; i en verden, hvor amerikansk globalisering også er ”union busting” - i en sådan verden havde jeg forstået Hans Jensen, hvis han havde sagt:

Kammerater, ta’ kampen op mod globaliseringens sociale slagside. Organiserer Jer aktivt i fagbevægelsen!

Tilbage til top


Hold fingrene væk

Jes Lunde fra SF har været ude med riven. Det nuværende frameldingssystem skal ændres til et positivt tilmeldingssystem, når det gælder fagforeningernes økonomiske støtte til politiske partier. 

Umiddelbart lyder det meget demokratisk. Og ingen tvivl om, at den nuværende ordning udtrykker et afstumpet ”Christiansborgkompromis”. Blev ”frameldesystemet” sendt til urafstemning, ville det næppe opnå flertal. På samme måde som mange af SF’s miljøsynspunkter næppe ville opnå flertal, hvis de som enkeltspørgsmål blev sendt til folkeafstemning. ”Skal en liter benzin koste 12 eller 6 kr. Vær venlig at sætte kryds”.

Problemstillingen er indviklet – men svaret er enkelt: Hold fingrene væk!

Udgangspunktet for denne udmelding er, at fagforeningerne i Danmark er demokratiske foreninger. Beslutter et fagforbund i overensstemmelse med love og vedtægter at yde økonomisk støtte til et parti, en kunstforening, en forening af bistandsklienter m.v., så er det dette forbunds egen sag.

Politikernes adkomst til at blande sig kan ikke bæres oppe af,  at en fagforeningskrone har en skattemæssig fradragsværdi på godt 30%. Det er et særskilt politisk spørgsmål. Folketingets partier havde vel ikke tænkt sig, at de kunne blande sig i ”udgiftsforbruget” hos alle personer, organisationer og selskaber, blot de har et skattefradrag.

Fair lovgivning på dette område er vanskelig, hvis lovgivningen ellers tilstræber, at stille arbejdsmarkedets forskellige organisationer lige. For udgangspunktet er, at arbejdsmarkedets parter ikke er lige. Og deres medlemmers økonomiske formåen er slet ikke lige. Ethvert tiltag, som vil besværliggøre det for Dansk Industri at yde tilskud til bestemte partier, er intet værd, hvis selskabsmedlemmer i A. P. Møller-klassen fortsat kan gøre det.

Sagen skal angribes ved nældens rod. Og det er partierne selv. Da de i dag er på finansloven, bør partiregnskaber naturligvis være helt åbne. Efterfulgt af en lovgivning, der forbyder politiske partier at modtage økonomisk støtte fra andre end deres medlemmer.  Færdig. Slut.

Men et angreb ved nældens rod kan partierne næppe blive enige om. Hertil er hykleriet bag den skingre argumentation al for stort.

Derfor bør fagbevægelsen af egen drift løse problemet selv. For ”partistøtten” er et problem – for fagbevægelsen! Det er et imageproblem, som sælger billetter ved udgangsdøren. Dagens fagbevægelse har brug for at profilere sig som en ”fri og uafhængig bevægelse” - om end en bevægelse med klare politiske og samfundsmæssige interesser.

For mig bringer dette spørgsmål altid minder frem fra de snesevis af   besøg, som det var mig forundt at aflægge på virksomheder i det gamle Østeuropa. Her var fagbevægelsen tydeligvis et redskab for et politisk parti. Når virksomhedens fællestillidsmand var i stue med partisekretæren, så var man aldrig i tvivl om, hvem der bestemte – og det uafhængig af om samtalerne foregik på tysk, ungarsk eller russisk.

Når fællestillidsmanden på et bestemt østtysk værft fik stillet spørgsmålet. ’Hvornår rejser fagforeningen krav om punktudsugning ved svejsning?, så lød svaret: ’Det gør ”vi”, når ”vi” får råd!’

”Samfundsansvarlighed” er godt, men signalet om uafhængighed er nu heller ikke at foragte. Derfor - dansk fagbevægelse: Drop ”blankochecken” til de politiske partier. Fagbevægelsen kan selv gøre bedre brug af pengene. Et debatindlæg i dette nr. af 1’eren har som overskrift ”Derfor frygter jeg en borgerlig regering”. I stedet for at sende en millioncheck af sted til Socialdemokratiet, når folketingsvalget inden længe udskrives, så kunne Dansk Metal bruge det samme beløb i en oplysnings- og agitationskampagne, som Dansk Metal selv forestår, og som oplyser omverdenen om, hvorfor Dansk Metal finder, at danske lønmodtagere går fejl i byen, hvis de ved et kommende valg stemmer en borgerlig regering til magten.

Altså forudsat at medlemmerne i Dansk Metal ved deres repræsentative forsamlinger beslutter sig herfor. Det vil i dette spørgsmål bringe fagbevægelsen på forkant med udviklingen.

Tilbage til top


Den stærkeste og farligste kraft

Julen er dejlig på mange måder. For mit vedkommende holder jeg af at gemme mig bort i et sommerhus med kone og børn – og så en rigtig god bog. Det lykkedes igen i år. Bogen hed ”Pest over Europa” af Hartvig Frisch. Bogen, som er fra 1933 og lidt af en klassiker, burde jeg måske have læst for mange år siden. Men nu skulle det være.

Især efter et klip på TV, som berettede om helt unge, tyske nynazister, der lyncher en tilfældig indvandrer. Og efter en opinionsmåling, som giver norske Carl Hagen fra Fremskridtspartiet samme vælgeropbakning som Arbeiterpartiet. Og så den bestandige bekymring fra hjemmefronten: Indvandrerspørgsmålet som under den ”rigtige” mediemæssige dækning kan flytte 20 % af den danske vælgerbefolkning på 20 dage.

Bogen skuffede ikke. Skrevet samme år som Hitler overtager magten, dokumenterer bogen med stort klarsyn den lære, som kan stå hen over hele det 20. århundrede. Den radikale nationalisme har ikke blot været dette århundredes farligste men også stærkeste kraft. På få år kan den radikale nationalisme udskifte den højeste civilisation med den dybeste barbarisme.

En nutidig historiker har sagt: "Det er nationalismens paradoks, at den understreger forskelle mellem folk ud fra næsten identiske begrundelser". Nationalismen var den kraft, som bragte arbejdernes internationalisme til fald, da man i strid med egne resolutioner og udtalelser stemte ja til de krigsbevillinger, som sendte millioner af Europas sønner i døden i Første Verdenskrigs skyttegrave. Nationalismen var den kraft, som fik den mangeårige socialist Mussolini til at blive fascist. Nationalismen var den folkekraft, som Stalin tyede til, da nationen Rusland i Den store Fædrelandskrig skulle mobilisere sine yderste kræfter. Nationalismen var den kraft, som forlængede kommunisten Milosevis’ politiske liv – men nu i rollen som storserbisk chauvinist. Nationalismen var den kraft, som fik socialdemokraten Mogens Camre over i Dansk Folkeparti.

Østrigske Jürgen Haider, danske Pia Kjærsgaard, norske Carl Hagen, franske Le Pen er ikke nazister. Men de har lært en opskift fra den radikale nationalisme. Den opskrift, at overtage hele det sociale program fra de gamle arbejderpartier, samtidig med, at de med den yderste heftighed bekæmper netop disse partier. Den opskrift, med tilsyneladende heftighed at tage kampen op mod storkapitalens internationale virke samtidig med, at de solidt stiller sig på den private ejendomsrets grund. Den opskrift, at udpege en fremmed iblandt os, at sætte folket op mod ”en nationens syndebuk”.

På en måde skygger Holocaust i dag for vort udsyn til og forståelse af den tyske nazismes tilblivelse. Det må ikke glemmes, at den fik folkelig støtte på et socialt program. Et program, som blev droppet i samme øjeblik magten var erobret.

”Vi kræver en storstilet udvidelse af alderdomsforsorgen”.
”Vi kræver andel i storbedrifternes udbytte”.
”Vi kræver statens overtagelse af alle til trust sammensluttede virksomheder”.

Ovenfor er gengivet 3 programpunkter fra det tyske nazistpartis stiftelseskongres i 20’erne.

Europas lønmodtagere har intet lært af det 20’ århundrede, hvis de igen begynder at lege med højrepopulismen. Det er en leg med dæmoner. De dæmoner, som i sidste instans vil ødelægge os.

Den sociale orden i Europa er et skrøbeligt projekt. Den kan ikke tages for givet. Hartvig Frisch’s advarende ord fra 30’erne var ingen overdrivelse. Det var derimod ordene fra digterpræsten Kaj Munk, som i 1939 skrev om ”føreren og hans stordåd”. Hitler var så ”nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske”. Hitler er ”vor tids verdensnavn”, som kæmper ”i fredens vældige navn”.

Arbejderbevægelsen er også i dag omgivet af tågehorn. Mit nytårsønske til afdelingens medlemmer skal være. Lyt ikke til dem!

Tilbage til top